Kommentar

Kan kampen mod IS bringe USA og Rusland sammen?

Den russiske intervention i Syrien bebuder ikke en ny stedfortræderkonflikt mellem Washington og Moskva som i Den Kolde Krigs tid. Rusland ønsker med sin afstivning af Assad formentlig blot at sikre den syriske stat mod at gå til grunde i kaos
3. oktober 2015

Da USA og Sovjetunionen i Den Kolde Krigs årtier udkæmpede konflikter pr. stedfortrædere – i Mellemamerika, i Afrika, ja, selv i Afghanistan – var der altid et ideologisk element til stede. På intet tidspunkt konfronterede styrker fra de to lande hinanden direkte på slagmarken. Risikoen for åben krig mellem klodens to supermagter blev holdt ud i strakt arm.

Det ligger lige for at betragte de første russiske luftangreb i Syrien og Ruslands seneste militære styrkeopbygning i og omkring byen Latakia som endnu en af disse stedfortræderkonflikter fra gamle dage, blot renset for ideologiske aspekter og genopført som rå geopolitik.

På den ene side har vi USA og dets allierede, herunder Storbritannien, der har som det endelige mål at fjerne Bashar al-Assad, hvortil kommer den senere tilføjede mission om at få bugt med Islamisk Stat. På den anden side har vi et Rusland, som er fast besluttet på ikke at miste sit sidste tilbageværende fodfæste i Mellemøsten mod Vesten, og som bruger kampen mod Islamisk Stat som et dække for at holde sin allierede, Assad, ved magten.

Fare for sammenstød

En sådan udlægning kan dog meget vel være både forsimplet og mistolke Ruslands motiver. Det hindrer dog ikke den nuværende situation i at være risikabel, i al fald på kort sigt. Med mandagens russiske luftangreb, som Washington først blev varslet om en time før af en russisk general i Bagdad, opstod faren for mulige sammenstød mellem det amerikanske og det russiske luftvåben i himmelrummet over Syrien. Intet under, at USA hurtigt indvilgede i at føre militære forhandlinger på topniveau med Rusland om koordineret handling i Syrien.

Det kan heller ikke udelukkes, at dette var en af ​​grundene til, at præsident Vladimir Putin gav ordre til de første luftangreb allerede inden for et døgn, efter at det russiske parlament havde givet ham politisk grønt lys. Rusland ønskede at vise, at det var spiller på lige fod med USA i regionen, og at man ikke uden videre ville rette sig efter, hvad Washington dekreterede. Rusland vil have indflydelse.

Hvis en tolkning af Ruslands intervention er et ønske om at bibeholde den nationale værdighed og ikke blive set som en nation, der tager imod fra Washington, kan en anden være Putins ønske om, at det postsovjetiske Rusland skal behandles som en stat med globale interesser, ikke begrænses til en ’ren’ regional rolle i og omkring Ukraine. Ruslands engagement i Syrien er ganske vist også en velkommen distraktion for den russiske offentlighed på et tidspunkt, hvor Moskva ser ud til at lede efter en udvej, der kan frigøre det fra den fastlåste situation i Ukraine. Men det er mere end det.

Ruslands oprustning i Syrien har afstedkommet stor forbløffelse i udlandet, med den foretrukne forklaring er den velprøvede om ’supermagt’-rivalisering og fastholdelse af alliancen med Assad. Udtalelser fra russiske militærfigurer og Putin selv i hans tale på FN’s Generalforsamling tidligere på ugen tyder på, at der kan ligge en lidt anden begrundelse bag. I al fald er det interessant at lytte til, hvad han faktisk siger.

Putin ønsker så afgjort, at Rusland skal blive set som en global spiller, men vel at mærke som en spiller, hvis interesse ikke er i modstrid med, men tværtimod til en vis grad overlapper med, USA’s og andres interesser. Han ser Syrien som en mulighed for at være med i et fælles projekt, idet hans opfattelse af Islamisk Stat som kulturel og terroristisk trussel over for Rusland så nogenlunde modsvarer det trusselsbillede, man har af IS i Vesten.

Reel frygt for Islamisk Stat

Dog opfatter Putin formentlig den potentielle trussel mod Rusland fra Islamisk Stat som både større og mere presserende, på grund af dels de relativt mange russiske statsborgere (mange af dem tjetjenere), som menes at kæmpe i Islamisk Stats rækker, dels den tiltagende jihadisme i og omkring Tjetjenien. Ruslands ønske om at bekæmpe Islamisk Stat behøver ikke udlægges som et påskud for at beskytte Assad. Faktisk kan det omvendte meget vel være tilfældet. Efter Ruslands vurdering, sådan som Putin fremlagde den i sin tale i FN, er Assad-regeringen det eneste, der står i vejen for en fuldstændig sejr for Islamisk Stat og for Syriens de facto-undergang som stat.

For Putin er den vigtigste prioritet at sikre bevarelse af den syriske stat. Han ser på Afghanistan, Irak og Libyen og konkluderer, at de vestlige interventioner i disse lande ikke har resulteret i stort andet end anarki. Han forudser, at historien vil gentage sig i Syrien, hvis Vesten først og fremmest går efter at vælte Assad snarere end at bekæmpe IS.

Efter hvad både Barack Obama og Putin sagde i FN, er det muligt at skimte et begyndende grundlag for fælles fodslag. Obama erklærede, at Rusland (og Iran) kan inddrages og antydede sågar, at USA kan være rede til en vis fleksibilitet omkring timingen af ​​Assads afgang. Putin åbnede også for, at Assad i sidste ende må gå. Disse verbale nuancer gik imidlertid tabt i det pludselige udbrud af konkurrerende luftangreb.

Det kan bestemt ikke udelukkes, at USA og Rusland igennem de militære koordineringer, de nu aftaler, og i de små antydninger af konvergens i spørgsmålet om Assads stilling, kan finde en ægte kooperativ tilgang. Alternativet – risikoen for et amerikansk-russisk militærsammenstød i Syrien ved et uheld – kan i al fald ikke være, hvad hverken Moskva eller Washington ønsker.

© The Guardian og Information.
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • johnny lang
  • Per Dørup Jensen
johnny lang og Per Dørup Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Kampen mod IS, kan på ingen måde bringe USA og Rusland sammen. Umuligheden består ganske enkelt i "ideologierne". USA´s imperialister , (enevældens kapitalister), imod Russernes og Kinesernes "fællesskabs forståelse". To forskellige enevældige diktature i evig kamp mod hinanden. Midt imellem sidder det som jeg vil kalde (mit Europa), men kun så længe det ønsker at virke for alle Europæerne , og her er russerne og tyrkerne inkluderet.
En opgave, som Europas politikere for længst burde have løst.

NB: Forskellighedens spil og spin mod hinanden, giver kun mening for dem som forstår meningen og uansvarligt udnytter denne med "udbyttedeling", på bekostning af flertallet.

Bare et kommende eksempel: VW fabrikken har sikkert en produkt ansvars forsikring som BP i golfen nok også havde, og som betaler en stor del af gildet på alle almindelige forsikringstagernes bekostning. Et forsikrings system som alle almindelige forsikringsindehavere med glæde til ville kunne sætte sin egen ejendom i brand og ikke kunne straffes for uagtsomhed, løgn og svig. Almenheden betaler altid når der hos "magtbegæret" går noget grueligt galt, takket være forsikring og genforsikrings systemer. Det er simpelthen grundlaget for kapitalismens udnyttelses procesbeskrivelse.

Undskyld, at jeg kom lidt ud af kurs?.

I sin seneste bog ”Verdens orden” skriver Kissinger:” Kina afviser tanke om, at international orden affødes af udbredelsen af liberaltalt demokrati.”, man kan tilføje, at USA ingen national suverænitet eller grænse anerkender, hvis det gælder om at indføre demokrati i et autoritært styre.
Kort uddrag af Obamas tale i FN:
Indeed, I believe that in today’s world, the measure of strength is no longer defined by the control of territory. Lasting prosperity does not come solely from the ability to access and extract raw materials. The strength of nations depends on the success of their people — their knowledge, their innovation, their imagination, their creativity, their drive, their opportunity — and that, in turn, depends upon individual rights and good governance and personal security. Internal repression and foreign aggression are both symptoms of the failure to provide this foundation…….. Lidt senere:
And strong nations, above all, have a responsibility to uphold this international order.
Kort uddrag af Putins tale:
We should all remember the lessons of the past. For example, we remember examples from our Soviet past, when the Soviet Union exported social experiments, pushing for changes in other countries for ideological reasons, and this often led to tragic consequences and caused degradation instead of progress.
It seems, however, that instead of learning from other people’s mistakes, some prefer to repeat them and continue to export revolutions, only now these are “democratic” revolutions. Just look at the situation in the Middle East and Northern Africa already mentioned by the previous speaker. Of course, political and social problems have been piling up for a long time in this region, and people there wanted change. But what was the actual outcome? Instead of bringing about reforms, aggressive intervention rashly destroyed government institutions and the local way of life. Instead of democracy and progress, there is now violence, poverty, social disasters and total disregard for human rights, including even the right to life.

USA og Rusland har efter mødet i FN et fælles punkt, nemlig bekæmpelsen af IS.
Da Putin i begyndelsen af nullerne snakkede om optagelse i NATO nedlagde USA veto, hermed røg det militære samarbejde med Vesten.
Da Rusland snakkede om et Europa fra Lissabon til Vladivostok vendte EU ryggen til. Hermed røg det økonomiske samarbejde med Vesten.
Rusland er med i OSCE:
OSCE udspringer af Helsingfors-slutakten fra 1975. Den fastslår, at respekt for det enkelte menneskes rettigheder er den vigtigste forudsætning for at forebygge konflikter og skabe sikkerhed. Dermed er OSCE del af en udvikling, hvor menneskerettigheder er blevet stadig vigtigere i udenrigspolitikken. Deltagerstaterne bekender sig således til principper som demokrati og respekt for menneskerettighederne.

Per Dørup Jensen

Det er svært at blive klog på Putin. Han kaldes en national-konservativ i Vesten.
Men derfor kan han jo godt være en over-vintret marxist-leninist, der går taktisk frem.
Hans indignation omkring Nato´s ødelæggelse af Libyen, som hans forgænger Medvedev tillod ved ikke at stemme imod i Sikkerrådet, virkede i hvert fald ægte, og ikke interesse-betonet, som Vesten altid skyder Putin i skoene. - Fordi de kun selv har interesser og intet politisk-moralsk kompas.
Putin har selvfølgelig også forlængst gennemskuet, at det er USA, der står bag terrorismens fremvækst - som dets foretrukne udenrigspolitiske redskab til at drive Sovjet ud af Afghanistan, til at opløse selve Sovjetunionen, derefter Jugoslavien, Irak, og nu Syrien.
Ud fra denne logik, ved Putin godt, at det er Obama, der sammen med Tyrkiet og Saudi Arabien, har boostet, trænet, finansieret og forsynet IS-netværket - med det prioriterede formål at vælte Assad-styret.
Eliminering af IS-netværket vil ganske enkelt vælte American Century målsætninger i Syrien, og mere bredt i Mellemøsten, hvor det dernæst, ganske vidst alt andet en sympatiske teokrati i Iran, står for tur.
Så Rusland´s og USA´s "fælles" kamp mod USA´s sunni-muslimske terror-redskab i Syrien/Mellemøsten/Nord-Afrika kan meget vel gøre alt andet end at bringe de to militære supermagter på fredsommelig fod!