Kronik

Hvor længe vil vi underprioritere psykisk syge?

Min søster slog en politibetjent, begik indbrud og udøvede skade på sig selv, på kæledyr og på mig. Jeg kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, om en bedre psykiatri havde hjulpet hende, om et andet syn på psykiatriske lidelser havde gjort hendes liv enklere – men det er tragisk, at vi ikke forsøger at gøre mere
Det er de facto nærmest umuligt at få afgjort en psykisk sygdom som en varig sygdom, og behandlingsusikkerheder udnyttes til at spare penge. Det er ikke anstændigt at blive ved at underkaste mennesker prøvelser og trusler om fratagelse af livsgrundlag og samtidig fastholde dem på et usselt forsørgelsesgrundlag et forkert sted i systemet, skriver dagens kronikør.

Miriam Dalsgaard

2. oktober 2015

En dag forsvandt min søster. Vi ledte alle steder og fandt hende til sidst under den store stokrose lige foran huset. Hvor kunne vi være dumme. Stokrosen var fuld af insekter, især dem vi kaldte blomsterbier, og vi var så bange for den stokrose. Alligevel sad hun lige under den, som for at opsøge en ulykke.

I min familie var vi meget optaget af at være helt normale. Vi skammede os over min søster, der skar sig selv i kroppen, min søster, der stak af og blev misbrugt af mænd.

På børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling blev hun spændt fast og overtog alle de andres adfærd, skiftede diagnoser og medicin, satte ild til sig selv og kunne snyde de fleste systemer. Hun var på så meget forskellig medicin, at jeg ikke kunne følge med. Hun blev kortvarigt lykkelig af Cipramil og var ved at dø bare af sorgen over, at det ikke virkede alligevel efter nogle måneder.

Hendes bevidsthed om, hvad hun var midt i, var meget større end vores. Som familie var vi mere selvoptagede end omsorgsfulde. Min mor kørte fra Nyborg til afdelingen i Odense to gange om dagen. Jeg overtog husholdningen, som min far havde gjort, da han havde været barn og ældste i en flok på ni. Hans søskende ser stadig på ham på en særlig måde. Ikke som en bror, men som en, der har reddet dem.

Min søster var min eneste rigtige ven dengang, og jeg fik aldrig sagt noget godt til hende, før hun blev syg, før hun blev til det menneske, der pinte sig selv. Jeg tror ikke, hun kunne holde mit held ud. Det med at være den førstefødte. At jeg slap godt fra det. Jeg tror ikke, hun kunne holde min kontrol og min moralisering ud. Alt hvad hun gjorde blev en protest imod alt det, jeg var, når jeg ryddede op efter hende, så vores far ikke blev rasende på hende igen.

Ikke fucking godt nok

Hvis du får en eller anden sygdom, der ændrer på din adfærd, som en hjernebetændelse f.eks., så ser de fleste på dig som grundlæggende det samme menneske, der er påvirket af en tilstand. Har du en psykiatrisk diagnose, så ser folk på dig som et helt andet menneske. Du morfer og bliver til noget helt andet lige foran øjnene af folk. Og det er svært at håndtere.

De psykisk syge mennesker, jeg har kendt – herunder min søster – har også været dét menneske plus en tilstand. Ja, altså, jeg er ingen ekspert, men for pokker, det er jo stadig mennesket, lige dér. Men jeg må også indrømme, at jeg var det samme sted i starten. Jeg var bange for min søster, var mistænksom og endda kølig og måske også ond. Men jeg opdagede hende. Så jeg ved, at det er svært. Jeg forstår, at det ikke er nemt for et helt samfund at lære det.

Men det er ikke fucking godt nok, det der sker. Psykisk sygdom er underprioriteret og misforstået. Det er både en politisk og en medmenneskelig udfordring.

Der står kun »psykisk sygdom« i en sidebemærkning i regeringsgrundlaget. Psykiatrien er underfinansieret, og for hver krone, psykiatrien får, får somatikken 17 kroner. Hvis bevillingen til psykiatrien skulle følge antallet af patienter set i forhold til somatikken, mangler der to milliarder kroner årligt, og en stor del af psykiatrien er kun finansieret midlertidigt via satspuljemidler. Regeringens finanslovsforslag for 2016 indebærer et løft til sundhedsvæsnet fra 2015 til 2016 på 2,4 milliarder, men med fokus på kronikere, kræft og demens. Psykiatrien er ikke et fokusområde.

Et hurtigt nedslag i forslaget viser desuden besparelser på mindst 15 millioner kroner på selvmordsforebyggelse. Det betyder blandt andet, at initiativet Livslinjen alligevel ikke kan holde døgnåbent, hvilket ifølge rådgivningstjenestens egne undersøgelser kan betyde, at 5.000 mennesker årligt ikke har nogen at kontakte på et livskritisk tidspunkt.

Et stort antal psykisk syge, der vitterligt ikke har udsigt til at få det bedre, og som tidligere ville have opnået førtidspension, bliver i dag parkeret på lave ydelser i det sociale system uden mulighed for hverken at opnå ressourceforløb eller førtidspension, fordi alle behandlingsmuligheder skal være udtømt først.

Ny diagnose, ny medicin

Min søsters forløb har lært mig, at behandlingen forløber cirka sådan her: En slags diagnose skrives forsigtigt med en blyant, så gives der medicin, der passer til det gæt. Så venter du først tre uger eller mere på, at medicinen virker. Så venter du lidt mere, indtil der er et grundlag for at vurdere virkningen af medicinen. Ser den ikke ud til at virke, så prøver man med noget andet medicin eller en kombination af medicin. Ventetid igen. Hvis det stadig ikke virker, så kombineres der på nye måder, dosis øges. Og så længe der kan kombineres eller øges, bliver du udsat for alle medicinens bivirkninger, og for sorgen over den manglende virkning, tabet af håbet. Du udredes i forhold til arbejdsmarkedet. Ikke alle behandlingsmuligheder er afprøvet, diagnoser skitseres og drøftes og forhandles i forhold til medicinering.

Det er de facto nærmest umuligt at få afgjort en psykisk sygdom som en varig sygdom, og behandlingsusikkerheder udnyttes til at spare penge. Det er ikke anstændigt at blive ved at underkaste mennesker prøvelser og trusler om fratagelse af livsgrundlag og samtidig fastholde dem på et usselt forsørgelsesgrundlag et forkert sted i systemet.

Det er kompliceret

De historier, vi hører om psykisk sygdom, er domineret af kriminalstoffet, hvor psykisk sygdom mellem linjerne forbindes kausalt med vold og mord og gør psykisk syge til farlige forvaringspersoner, der går imellem almindelige mennesker og til hver en tid kan detonere og blive voldelige.

Min søster slog en politibetjent, begik indbrud og udøvede skade på sig selv, på kæledyr og på mig. Jeg kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, om en bedre psykiatri havde hjulpet hende, om et andet system eller syn på psykiatriske lidelser havde gjort hendes liv enklere. Det er kompliceret. Men det er tragisk, at vi ikke forsøger at gøre det bedre.

Hvor der givet er en statistisk svag øget korrelation mellem eksempelvis skizofreni og voldsdomme, så er korrelationen mellem nedlæggelse af psykiatriske sengepladser og kriminalitet begået af psykisk syge i hvert fald ganske velbeskrevet.

Jeg skader mig selv

Jeg blev ringet op fra hospitalet, og en sygeplejerske sagde, jeg skulle sætte mig ned, men det ville jeg ikke. Hun sagde, at jeg skulle komme derud nu, og det ville jeg ikke. Men jeg kørte alligevel derud, og så sagde de, at hun ikke ville overleve, min søster. Og så døde hun. Vi syntes, det var bedst for hende. Et fint lille narrativ.

Min søster havde ikke et særlig godt liv. Det var heller ikke særlig langt. Da hun blev kørt fra kapellet, sagde min mor: »Tænk, at man står her med sit barn.«

Jeg bliver så lykkelig af at tænke på mine børn, at de har pudekamp i skolen i dag. Min søn, der er lidt pyntesyg og reder sit hår med vand for at få det til at ligge pænt på hovedet, og min datter, der er så følsom og så udadvendt på samme tid.

Nu kommer det hele tilbage i mig. Vi var egentlig ikke så forskellige, som det kunne se ud – min søster, min mor og jeg.

Efter min søster døde, blev min mor og far skilt. Jeg husker, at min mor ringede og sagde, at hun var træt af, at folk gik ind i hendes nye lejlighed, når hun ikke var hjemme, at vi skulle holde op med at overvåge hende i hendes hjem, at der var nogen, der puttede noget i hendes cigaretter, så hun blev syg af dem, og vi blev uvenner på grund af paranoiaen og xenofobien og hendes uvilje mod at tale om det, der var sket.

Nu må jeg indrømme, at jeg skader mig selv hele tiden. Jeg ødelægger de ting, der gør mig lykkelig. Jeg holder kun lige fast i det allervigtigste. Jeg er så bange for at skade mine børn, at jeg græder over det.

Joachim Lykke er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Colin Bradley
  • Carsten Mortensen
  • Søren Andersen
  • Kristian Rikard
  • Rune Rasmussen
  • Thomas Tanghus
  • Søren Veje
  • Jonathan Smith
  • lars abildgaard
  • David Zennaro
  • Anne Eriksen
  • Slettet Bruger
  • Anne-Marie Krogsbøll
Colin Bradley, Carsten Mortensen, Søren Andersen, Kristian Rikard, Rune Rasmussen, Thomas Tanghus, Søren Veje, Jonathan Smith, lars abildgaard, David Zennaro, Anne Eriksen, Slettet Bruger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bolette Westerholt

Tak for indlæg! Det er som om indsigt, åbenhed og varme står i omvendt proportionalt forhold med indflydelse, magt og ressourcer. Hvorfor er det lige, at det er sådan?

Anne Koed Westergaard, Thomas Toft, Søren Andersen, Anders Barfod, lars abildgaard, Jørn Andersen, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

Smukt og tankevækkende indlæg, tak for det.

"Der står kun »psykisk sygdom« i en sidebemærkning i regeringsgrundlaget. "
Ja, desværre. Til gengæld har regeringen da vist fået de psykisk syge ind i finansloven på anden vis, nemlig ved de netop offentliggjorte grove besparelser på kontanthjælpen. Mon ikke mange psykisk syge vil blive ramt af dette?

Trist, trist, trist.

Søren Andersen, lars abildgaard og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Der er for få ressourcer og personale - for lidt uddannelse i psykiatrien...

Og alligevel - hørte Svende Brinkmann på P1 i formiddag - om diagnoser.
Der har aldrig været så mange som nu og det fortsætter med at strømme ind. Der er behov for dem? Eller er det medicin, der er behov for - fortjenesten - vel og mærke.

For det er jo sandt, at hvor vi har brug for en diagnose for at komme videre, så protesterer vi ikke - måske kan den endda hjælpe i "systemet"?
Det er altså både en lettelse og en byrde, for slipper man af med den nogensinde?
Bliver vi bange for os selv og vores nære?

Det er ikke lige meget, hvad der sættes penge af til - i psykiatrien - og i sygevæsenet (kaldes sundhed)
http://vbn.aau.dk/da/publications/diagnoser%2858d1bb65-7164-48dd-8f0d-49...

lars abildgaard og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Hvor er det dejligt at læse et indlæg, der ikke udelukkende kører på politiske mangler, men i (mindst) lige så høj grad fokuserer på det, der faktisk er hovedudfordringen: Menneskets angst for det fremmede - det de ikke forstår!

Hvis vi kan få vendt tabu til allemandsviden og ditto accept, så vil det være let at få ændret forholdende for psykiatrien. Og begge dele vil være til gavn for de syge, for er der noget de trænger til, så er det forståelse, ægte medfølelse og gode rammer for behandling!

Birgitte D Pedersen, Jonathan Smith, lars abildgaard, Anne-Marie Krogsbøll og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Lars Bo Jensen

For nyligt var jeg på sygehuset for at blive undersøgt for kræft, der greb jeg mig selv i at ønske at svaret var positivt, så jeg kunne få en "rigtig" sygdom. Svaret var negativt, så jeg må leve med "kun" at have en psykisk sygdom.

Anne Koed Westergaard, Søren Andersen, Niels Duus Nielsen, Troels Brøgger, Thomas Tanghus, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Som det er i øjeblikket er vejen kort for den psykisk syge: Du laver et eller andet som gør at du bliver indlagt.(Man skal gøre sig umage og have politiets hjælp til at forklare P-afdelingen at man ER farlig for sig selv og andre ellers afviser de en ved døren).
Så er du der og får noget medicin og går rundt på en afdeling hvor du selv må sørge for at beskæftige dig, der er nemlig ikke rigtig råd til nogensomhelst aktiviteter. Og terapi..? på ingen måde ! Det er der SLET IKKE råd til.
Når du så er "velmedicineret" bliver du sendt hjem. Så er der nok en kommunal bostøtte der kommer en gang om ugen og måske en samtale med en psykiater hver 1½ måned, hvor der lige bliver snakket lidt og medicindosen overvejes.
Det er som en snor der er for kort. GAK til Afdeling P til medicin og lediggang til Hjem til .....
Her er planen til at komme videre på:
Første del som den er beskrevet indtil "hjem". Her bliver "hjem erstattet af et rekonvalscentophold hvor der er: Terapi, fysisk træning, ordentlig kost, coaching og forberedelse til at tage livet op igen ved hjemkomst. Der er også foredrag og koncerter. Det er lidt som at være på højskole, bare med den forskel at der er et stærkt fokus på at blive rask ! Ja det skrev jeg: BLIVE RASK. Her har vi nemlig den anden store absurditet: Samfundet antager at man ikke kan blive rask når man har en psykisk sygdom, men det kan man !
Der bliver bare gået lidt stille med dørene omkring dem der er blevet raske, fordi recepten på at blive det er ret dyr.
Nogenlunde som ovenfor beskrevet. Dem der er blevet raske har haft en uforklarlig modstandskraft og har evnet selv at betale for det de skulle bruge, samt haft styrken til at gå imod hele "sagkundskaben" og sige nej til medicin som eneste løsning. Denne artikel fortæller om en af dem en af dem: http://www.information.dk/312127
Samfundet og magthaverne burde skamme sig over forholdene som de er nu.

Troels Brøgger - super godt link til et indblik fra 2012 - desværre er tingene ikke blevet lettere at håndtere, idet også somatiske sygdomme nu indgår i "medicineringsproblematikken" - sørgeligt, for der er ikke tegn på, at nogen vil prøve at ændre billedet, tværtimod!

Nina Henriksen

Jeg synes også at problemet er holdningrn til psykiatriske patienter, både indenfor psykiatrien og i samfundet. Jeg hører til "de gamle fra 80'erne" som uden problemer fik pension som 23-årig efter en årelang indlæggelse, så jeg har i det mindste råd til en bolig, men problemet er den holdningen, man bliver mødt med. Hvor mange gange tror I at jeg har hørt disse bemærkninger:"Har du røget hash eller er du blevet voldtaget eller hvorfor fanden har du ellers det der?" "Mig og min mand er ordentlige mennesker, og vi har i hvert fald ingen venner, der har skizofreni" eller " Vi andre er velfungerende, vi har ikke noget problem, det kan aldrig blive os, der skal tage hensyn". Og sygeplejerskerne indenfor psykiatrien gør vist heller ikke noget forsøg på at skjule, at de ikke har respekt for patienterne.

Anne Koed Westergaard, Anne Eriksen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Anne-Marie Krogsbøll

"Nina Henriksen":
""Mig og min mand er ordentlige mennesker, og vi har i hvert fald ingen venner, der har skizofreni"
Den er godt nok grov- og dum! Ordentlige mennesker?

Mht. sygeplejerkserne så tror jeg, at det er en blandet forsamling. Som tidligere ansat i psykiatrien så har jeg i hvert fald også mødt personale, der af et ærligt hjerte forsøgte at gøre deres bedste og også lytte til patienterne. Men jo mere pressede folk er mht. at effektivisere og spare, jo mere "hårdhudede" og ufølsomme bliver de nok desværre.

Jo kortere bliver vejen til receptblokken jo desværre nok også - hvilket kun medicinalindustrien har glæde af.

Morten Andersen

Vi vil undertrykke svage, så længe det er psykopater der leder vort land.

Fokus på svage vækker følelser frem.

Følelser duer ikke hos psykopater. De er i vejen. De hæmmer målet om, at alt foregår for egen vindings skyld.

Svage og syge, er i vejen.