Læserbrev

Læserbreve

30. oktober 2015

For travlt med at være os selv

Tine Marie Bach, København

Hverdagen er fyldt op. Din kalender bugner. Du føler dig presset. Vendingen »jeg kan ikke lige overskue det,« bruger du i flæng. Du har nemlig travlt.

Studiet – det er vigtigt for dig at få gode karakterer. Tre forelæsninger om ugen plus forberedelse er jo en seriøs affære. Arbejde – du har brug for penge. Uundværlige frokoster ved Torvehallerne samt bloggens must-have-design betaler jo ikke sig selv. Træning – din fysik skal matche din persona. Og du har hørt, at power-yoga er godt for både baller og sjæl.

Du skal også passe vennerne. Givende venskaber er noget, der skal ’plejes’. Samtidig skal du finde tiden til at være dig selv og koble af. Imens du er på de sociale medier – det er jo klart den bedste måde at have alenetid på. Og nå ja, midt i alle planerne skal du også finde tid til at spise skyr, støvsuge og holde styr på kalenderen.

Med en hverdag fyldt op til randen med dig selv, er det selvfølgelig helt forståeligt, at du ikke har tiden til at forholde dig til mennesker, du ikke har en relation til. Den langsomme ældre foran dig i køen, der ikke kan finde hoved og hale i eget indkøb. Den forvirrede turist, som du kan se, er på nippet til at spørge dig om vej. Den hjemløse, der spørger efter penge og bare gerne vil fortælle om sin tilværelse. Du burde måske træde til, men – hånden på hjertet – at bruge tid på disse mennesker gavner hverken dit CV eller din sociale status. Du ser derfor væk og forholder dig passivt. Du har jo travlt. Travlt med at være dig. Travlt med hvad du har lyst til. Travlt med hvad du har brug for.

Blot til din orientering: Du er faktisk rimelig ulidelig at være sammen med. Jeg har selv levet det liv. Jeg blev træt af mig selv. Det gjorde resten af verdenen i øvrigt også.

Konservative misforstår demokratiet

Jeppe Fransson, ordfører for integration og udlændinge i Radikal Ungdom

Naser Khader og de Konservative har fuldstændig misforstået demokratiets principper. Glad turnerer han rundt på de danske medier med historien om, at ham og hans parti netop har forhindret en ung islamist i at blive dansk statsborger. Antidemokrater må ikke være danske statsborgere, siger Naser Khader.

Men undskyld mig, Naser Khader. At afkræve bestemte holdninger, som forudsætning for at deltage i demokratiet, er da vildt udemokratisk.

Inden for demokratiets rammer ligger naturligvis også muligheden for at være imod demokratiet. Det er sgu logik for burhøns.

I Danmark skal det immervæk være muligt at tro på og mene, hvad man vil. Selv et kalifat. Selv en enevældig præsident. Sågar at tro på et kongehus.

Israel fejrer jødisk ’heltedåd’

Karsten Hald Nielsen, Ry

I artiklen »Israel går målrettet efter familierne til drabsmænd« den 22. oktober fortæller Information, at palæstinensiske familiers huse bliver revet ned, hvis et medlem har dræbt jøder.

Fonden Honenu betalte i 2013 store beløb til dømte og fængslede jødiske terrorister og deres familier.

Kunne man forestille sig en hyldest-gravsten for Breivik på Utøya, hvor norsk politi på årsdagen afspærrede øen for alle andre end Breiviks tilhængere, der kom for at fejre hans ’heltedåd’? Næppe – men i Israel?

I 1994 dræbte den jødiske læge Baruch Goldstein 29 bedende palæstinenserne i en moské i Hebron.

Hvert år til påske valfarter tusinder af jøder til hans gravsted, der er smykket med en sten med teksten: »Den hellige Baruch Goldstein, som gav sit liv for Israels folk, dets Torah og land og havde rene hænder og et rent hjerte«.

I disse ’jødiske festdage’ lukker det israelske militær palæstinensiske huse og gader i området for alle andre end de fejrende jøder. For: »Jøder begår ikke mord, når de dræber ikke-jøder. At dræbe uskyldige arabere som hævn er en jødisk dyd,« står der i Shahaks bog af Rabbi Abraham Kook.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu