Læserbrev

Læserbreve

21. oktober 2015

Statsborgerskab er også et juridisk spørgsmål

Eva Ersbøll, seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

Statsborgerskabets natur diskuteres i øjeblikket. Senest skriver Naser Khader: »Men et statsborgerskab er ikke jura – det er politik« i læserbrevet »Ulrik Dahlin, du kan selv være en klaphat« (16. oktober). Diskussionen om, hvorvidt det danske statsborgerskab er jura og/eller politik, er ikke ny. Baggrunden er den danske grundlov, der bestemmer, at dansk statsborgerskab skal tildeles ved lov. Den aktuelle diskussion giver imidlertid anledning til at minde om, at spørgsmålet har fundet en afklaring i en principiel højesteretsdom fra 2013. Højesteret skulle tage stilling til, om et afslag på statsborgerskab kunne efterprøves ved domstolene. Ja, svarede Højesteret.

Danmark har påtaget sig en række folkeretlige forpligtelser ved at tilslutte sig en række internationale konventioner af betydning for statsborgerskab. De forpligtelser ønsker lovgivningsmagten at overholde, også på statsborgerrettens område – det fremgår af lovforarbejderne. Så det er i sidste ende domstolene, der må vurdere, om konventionerne faktisk er blevet overholdt. Domstolene kan naturligvis ikke tildele en person indfødsret.

Det kan kun lovgivningsmagten. Men domstolene kan tage stilling til, om de folkeretlige forpligtelser er blevet krænket. I givet fald kan de også tage stilling til om en, der ansøger om statsborgerskab, i den anledning har krav på erstatning eller godtgørelse. Højesteretsdommer Jens Peter Christensen deltog i domsafsigelsen, og han har efterfølgende bidraget med en yderligere klargøring i en kronik i Jyllands-Posten. Internationale konventioner kan ikke ændre grundloven. Folketing og regering kan godt beslutte, at konventionerne ikke skal overholdes, men det har de ikke gjort. Tværtimod. Lovgivningsmagten har ved at tilslutte sig konventionerne selv valgt at begrænse sin handlefrihed. Dermed er spørgsmål, som ifølge grundloven er politiske, i kraft af konventionerne blevet forvandlet til juridiske spørgsmål.

Stop affaldstransporter

Karin Gaardsted, medlem af Folketinget (S), Ineqi Kielsen, medlem af Grønlands Inatsisartut, Suzanne Svensson, medlem af Sveriges Riksdagen (S), Per Rune Henriksen, medlem af Norges Stortinget (Ap), alle medlemmer af Nordisk Råds miljø- og naturresourceudvalg

Hver eneste dag rejser 50 fyldte lastvognstransporter fra det vestligste Norge til Sverige. De kører tværs over det norske østland med nordmændenes restaffald, som skal forbrændes i Sverige på trods af, at nordmændene selv har moderne forbrændingsanlæg. Faktisk har nordmændene over de seneste år investeret massivt i nye anlæg, blandt andet ved Bergen og Oslo. Det er derfor intet mindre end en himmelråbende vanvittig praksis.

Ifølge norske aktører på området er en lav svensk pris på forbrændingen skyld i de lange transporter. Men hvor er hensynet til miljøet? Miljøgevinsten ved lokal forbrænding er blevet glemt til fordel for den økonomiske gevinst ved at eksportere affaldet. Når politikere og ministre fra alle nordiske lande og selvstyrende områder mødes i Island til Nordisk Råds 67. session senere i oktober, har vi sat emnet på dagsordenen. For det er en obligatorisk opgave, at en foregangsregion som Norden ser indad på netop spørgsmål om miljø og ressourceudnyttelse. Det kan umuligt være bæredygtigt at transportere så store mængder affald op mod tusind kilometer væk for at forbrænde det, når man selv har anlæggene til det. Det norske tilfælde er ekstremt.

Hele 57 procent af den svenske affaldsimport kommer fra det olierige naboland. Men der er sandsynligvis lignende tendenser andre steder i Norden. Fra 2009 til 2013 er affaldsimporten til Sverige nemlig mere end fordoblet, viser tal fra svenske Naturvårdsverket. Derfor skal sagen tages op på nordisk niveau og løses i fællesskab. Vi vil presse på for at få kortlagt affaldsstrømmene mellem de nordiske lande. Dernæst skal vi have sammenlignet landenes regelværk og afgiftssystemer for at undersøge, hvilken indvirkning de har på de grænseoverskridende affaldstransporter. De nuværende store affaldstransporter mellem landene er desværre lige så hovedløse, som de er grænseløse, og de skal stoppes hurtigst muligt.

40 år som flygtning

Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

Vestsahara er Afrikas sidste koloni. Til november er det 40 år siden, at Marokko invaderede og koloniserede landet. I dag bor Abba Malainin på Amager, men som barn måtte han flygte fra de marokkanske bombefly til en flygtningelejr i Algeriet, hvor hans familie og tusindvis af andre flygtninge stadig bor. Han flygtede til fods gennem ørkenen. Han var kun syv år gammel, da den marokkanske hær bombede hans hjemby med napalm og hvid fosfor i 1975. Abba har fortalt mig, at han levede et helt almindeligt liv sammen med sin familie, indtil der pludselig blev vendt op og ned på det hele. Da Marokko invaderede Vestsahara, blev familiens liv til et mareridt. Abbas familie bosatte sig i første omgang i El Aaiun-lejren – opkaldt efter Abbas hjemby – og flyttede siden videre til Auserd-lejren. Han har beskrevet for mig, hvordan deres ankomst til flygtningelejren var en ankomst til ingenting.

I dag er Abba repræsentant for Vest- saharas befrielsesfront, Polisarios, i Danmark. Han tror, at den eneste løsning på konflikten er den folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold, som FN har lovet saharawierne i årtier. Han mener, at Marokko gennem årtier har fået lov til at slippe af sted med deres invasion, fordi det internationale samfund har ladet det ske.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu