Bliver Morteza asylsystemets næste dødsoffer?

I dag skal Morteza Ateyee møde op i Sandholmlejren. Det bliver formentlig hans sidste handling inden hans endelige tvangsudrejse af Danmark til en formentlig uhyggelig skæbne i Afghanistan.

21-årige Morteza Ateyees historie viser med al tydelighed, hvordan de danske myndigheder trodser den afghanske regerings advarsler og udviser tidligere uledsagede flygtningebørn til overfald, hjemløshed og død.

I flere af de sager for afghanernes vedkommende, jeg har haft lejlighed til at studere, er det et gennemgående træk, at myndighederne fra første til sidste færd giver afslag på opholdstilladelse på baggrund af det, man kunne kalde manglende troværdighed, altså en påstand om at asylansøgerne via deres advokaters formidling ganske enkelt lyver.

I mange tilfælde drejer det sig om børn, helt unge mennesker eller kvinder, der allerede har et mangeårigt ophold bag sig i Danmark i asylcentre, har lært sproget, gået i skole, har knyttet venskabsforbindelser her i landet og af samme grund opfatter sig som hjemmehørende her og med god grund er panisk bange for tvangsmæssigt at vende tilbage til deres oprindelsesland.

Jeg frygter, at Morteza Ateyee vil komme til at dele skæbne med brødrene Vahid og Abolfazl, som før deres tvangshjemsendelse af deres psykolog blev vurderet til at være alvorligt angstprægede, skrøbelige og selvmordstruede. Vahid, der siden hjemsendelsen blandt andet har boet som hjemløs under Pol-e-Sokhta-broen, hvor især heroinafhængige mænd opholder sig blandt skrald og menneskeafføring, meddelte knap tre måneder efter ankomsten til Kabul den 29. juni, at hans 16-årige bror er død.

I måneder har de danske myndigheder forholdt sig passive i forhold til den dokumenterede fare, de to brødre svævede i.

Udsat minoritet

Morteza Ateyee taler udmærket dansk, men var ligesom krøbet ind i sig selv, da jeg mødte ham for nogle uger siden ved et tilfælde før et interview hos Radio24syv i København. Hans blik havde den samme farve af udvejsløshed, som jeg har mødt hos unge palæstinensere på Vestbredden.

Alene det, at Morteza Ateyee tilhører den etniske minoritetsgruppe Hazara, burde få enhver myndighedsperson herhjemme op af stolen under behandlingen af hans asylansøgning i forhold til udlændingelovens paragraf 7, der taler om særlige forhold – herunder forfølgelse – der berettiger til en opholdstilladelse. Mange af de afghanere, der søger asyl i Danmark, tilhører Hazara, som har været alvorligt udsatte i mange generationer, og som efter 40 års krig og borgerkrig i Afghanistan og forfølgelser fra Taleban for det meste ingen muligheder har for at klare sig i Afghanistan og derfor for at overleve må leve som internt fordrevne eller illegale flygtninge i Iran.

Men i denne tid, hvor stemningen i flertallet af befolkningen til mange politikeres forbløffelse og Dansk Folkepartis forargelse er udpræget positiv over for mennesker, der flygter fra krig, sult eller undertrykkelse, fortsætter Danmark ufortrødent med at sende afviste asylansøgere tilbage til mulig død, forfølgelse eller mangeårig fængsling i deres såkaldte hjemlande. Og altså også til Afghanistan, der efter årtiers krig og over 1,5 millioner civile drab er nedbrudt og præget af organiseret kriminalitet, fattigdom, vold mod kvinder og etnisk og religiøs forfølgelse, og hvor Taleban er på fremmarch efter bl.a. en mislykket dansk krigsdeltagelse. Den afghanske regering har på denne baggrund opfordret verdenssamfundet til at indstille hjemsendelser af afghanske flygtninge, fordi den ikke kan garantere for deres sikkerhed og rehabilitering.

Langt fra skrivebordene

Morteza Ateyee kommer som 16-årig til Danmark i 2010 som såkaldt uledsaget flygtning og bliver bosat i det kommunale flygtningecenter i Thisted. Efter dagældende lovgivning burde han straks, bl.a. pga. sin alder, have modtaget opholdstilladelse.

Røde Kors dokumenterer i 2010, at hans familie opholder sig i Iran, men det tror Udlændingestyrelsen ikke på. I Udlændingestyrelsen ved man bedre. Hvorfra man har sin bedrevidenhed, er en af den slags gåder, der aldrig bliver opklaret. Baseret på en kort samtale med NUC (Nationalt Udlændinge Center) tror man ikke på det, Morteza fortæller. I 2011 får han afslag på opholdstilladelse.

De næste fire år tilbringer Morteza Ateyee fortrinsvis i flygtningecentret i Thisted. Han nægter flere gange frivillig hjemrejse. Han lærer sig efterhånden dansk, går i skole og spiller undertiden fodbold med danske venner i Thisted og omegn.

Han aflægger sig i 2013 sin muslimske tro og erklærer sig ateist. Imens prøves hans sag i flere instanser, alle med negativt resultat – også i 2014, da Dansk Flygtningehjælp forgæves forsøger at genåbne hans sag med udgangspunkt i, at han ingen familie og intet tilhørsforhold har at vende tilbage til i Afghanistan. På baggrund af den uretfærdige afgørelse og under truslen om hjemsendelse forsvinder Morteza Ateyee. Men han bliver fundet igen og sat i Sandholmlejren.

Herefter følger den formelle beslutning i Udlændingestyrelsen om tvangshjemsendelse i en sag, der er grebet forkert an fra starten, og som der ikke – på trods af endnu en samtale i Udlændingestyrelsen med Morteza Ateyee og en advokatansøgning om opholdstilladelse grundet særlige forhold – kan rokkes ved. Det forhold, at han i den virkelige verden, som befinder sig langt fra Udlændingestyrelsens skriveborde, ikke har noget tilhørsforhold i sit oprindelsesland, at han højst sandsynligt pga. af sin etnicitet står til forfølgelse fra Taleban og derudover pga. af sin ateisme står til mindst 14 års fængsel, ja, muligvis alene af den grund vil blive dræbt, og at han som dansktalende med danske venner har slået rod i Danmark (under svære betingelser) og kunne blive et aktiv for landet – alt dette fejes af bordet. Tilbage til Afghanistan skal han, om det så skal koste ham hans liv. Who cares?

Ingen tager ansvaret

Muligvis har der blandt myndighederne indfundet sig en særpræget kynisme oven på de tusindvis af døde og druknede flygtninge i Middelhavet, og muligvis betyder et enkelt ungt menneskes liv ikke det store i det samlede regnskab? Men hver gang et menneske dør, går en hel verden under – det er en gammel jødisk erfaring, der stadig gælder i den civiliserede verden, som vi stadig her i landet bryster os af at tilhøre.

Ingen tager ansvaret i sådanne tilfælde. Hverken myndighederne eller de danske politikere, der i forhold til resten af EU har indført en særlig hård linje i flygtninge- og asylsager, der gælder afghanere og irakere.

Jeg har indtryk af, at det danske asylsystem fungerer efter dette mønster: Man prøver ikke at finde ud af, hvem der er berettiget til asyl, man prøver snarere at finde ud af, hvad man kan gøre for at undgå, at nogen er berettiget til det. Her er en opgave for den folkelige, humanistiske opposition i Danmark – den politiske er svær at få øje på.

I dag står Morteza Ateyee under alle omstændigheder til umiddelbar tvangshjemsendelse efter fem års ophold i Danmark.

Stig Dalager er forfatter