Kronik

Myten om de selvoptagede lønmodtagere holder ikke

Vi er blevet mere individualistiske og fravælger fællesskabet – sådan lyder den gængse fortolkning af fagforeningernes krise. Men det er ikke sandt. Faktisk er værdier som kollektivitet og solidaritet i vækst blandt lønmodtagerne
Den danske fagbevægelse stod sammen om at boykotte det irske flyselskab Ryanairs rystende dårlige ansættelsesvilkår. Her bliver det første Ryanair-fly til København mødt med protestaktion. Og selskabet endte med at flytte sin base til Lithauen i juli i år.
28. oktober 2015

KRONIK – Lønmodtagerne er blevet så individualistiske, at de ikke ønsker kollektive ordninger. Denne opfattelse har de seneste årtier påvirket fagforeningernes medlemsforståelser, og nedgangen i antallet af fagligt organiserede er blevet set som beviset for påstanden. En påstand, der passer med den neoliberalistiske diskurs om, at alle forhold skal sættes på konkurrence- og markedsvilkår og med teorier om samfundets fremadskridende individualisering formuleret af sociologer som Anthony Giddens og Ulrich Beck.

Men nu tyder meget på, at forestillingen om den egennyttige lønmodtager ikke holder stik.

Vores nye undersøgelse ’Arbejdsliv og Politik set i et Lønmodtagerperspektiv’ (APL 3) viser nemlig, at kollektivitet og solidaritet som værdier er i vækst. Den repræsentative spørgeskemaundersøgelse, som bygger på en række spørgsmål stillet til et repræsentativt udsnit lønmodtagere i Danmark tilbage i 2002 og igen i 2014, peger således på et paradoks. For hvordan hænger stigningen i lønmodtagernes ønske om kollektivitet og solidaritet sammen med fagforeningernes støt faldende medlemstal?

Modsat retning

Først lidt om de konkrete resultater: I svarene fra 2014 er 78 procent af lønmodtagerne enige i, at ’Fagforeninger er nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesser’.

I 2002 var tallet 67 procent. Der er altså tale om en stigning på 11 procentpoint over 12 år.

Interessant nok ses stigningen inden for alle lønmodtagergrupper uanset uddannelseslængde og fagforeningsmedlemskab (undtagen ledende funktionærer og medlemmer af Ledernes Hovedorganisation).

Den samme tendens ses, når det gælder solidaritet. Solidaritet som begrundelse for at være medlem af en fagforening stiger med 12 procentpoint – fra 46 procent i 2002 til 58 procent i 2014.

Læs også: Kontorfunktionæren med de spraglede kjoler vil gøre LO synlig

Og sidste år svarede 56 procent af lønmodtagerne i undersøgelsen ja til, at solidariteten skal udbredes, og at lønmodtagerne skal stå sammen. I 2002 gjaldt det for otte procentpoint færre (igen er lederne fraregnet begge tal).

Værdier og interesser er altså i forandring, men i modsat retning af den herskende neoliberale tendens og tesen om fremadskridende individualisering.

Et stort flertal af lønmodtagerne ser fagforeningerne som »nødvendige« som »institution« til at varetage lønmodtagernes interesser. 41 procent af lønmodtagerne mener i den seneste spørgeskemaundersøgelse, at fagforeningerne har for lidt indflydelse på samfundsudviklingen, mens 43 procent mener, at fagforeningerne har for lidt at sige over for arbejdsgiverne. Der er tale om en stigning på syv procentpoint over 12 år.

Tendensen kan både udlægges som en kritik af fagforeningerne og som et ønske om stærkere organisatorisk og institutionel magt over for arbejdsgiversiden og det politiske niveau.

Er de unge udenfor?

Et centralt tema i undersøgelsen er ’de unge’. Organisationsgraden for unge lønmodtagere har været faldende de senere år, og unge lønmodtagere har generelt en markant lavere organisationsgrad end deres ældre kolleger. Det tolkes ofte som, at unge er særligt individualistiske og netop derfor fravælger det organiserede fællesskab. Men analyseresultatet er klart: Der er intet, der indikerer, at unge fravælger fagforeningerne på baggrund af en generationseffekt, hvor hele årgange bærer præg af individualistiske værdier og holdninger, der er uforenelige med et fagforeningsmedlemsskab.

Målt over de 12 år tilslutter en øget andel af de unge lønmodtagere sig de kollektive og solidariske værdier. Det gælder både de unge lønmodtagere, som er medlemmer, og dem, som står uden for fagforeningerne.

Men undersøgelsen viser også, at unge oftere skifter job, i højere grad er ansat i brancher med lav overenskomstdækning og tillidsrepræsentantsdækning og generelt har løse ansættelsesforhold. Det betyder for det første, at de unge i mange tilfælde ikke møder repræsentanter for fagforeningerne i deres hverdag og dermed ikke bliver præsenteret for argumenter om et fagligt medlemskab. Og for det andet, at a-kassemedlemskabet bliver mindre aktuelt. Derfor bliver a-kassen mindre aktuel som rekrutteringskanal for fagforeningerne.

Endelig indtræder unge senere på arbejdsmarkedet end tidligere og bliver dermed først potentielle medlemmer for faglige organisationer i en højere alder. Det hænger først og fremmest sammen med, at uddannelsesniveauet generelt er hævet for arbejdsstyrken. Mange unge tager en mellemlang eller lang videregående uddannelse og melder sig derfor ind i FTF- og AC-fagforeningerne. Det forklarer også noget af LO-fagforeningernes faldende medlemstal.

Tab af magt

Et er imidlertid forandringer i værdier, noget andet er, hvordan kollektivitet og solidaritet faktisk udfolder sig i praksis på arbejdspladserne og i de fora, hvor fagforeningsmedlemmerne har mulighed for at være aktive.

Vores undersøgelse viser, at der er sket en svækkelse af den kollektive organisering på arbejdspladsniveauet og fagforeningsniveauet målt på deltagelsen og på de normer, der gør et kollektiv stærkt. Andelen, der deltager i kollektive mødesammenhænge på arbejdspladsen og i de lokale fagforeninger, er faldende fra 44 procent i 2002 til 36 procent i 2014.

Og ligeledes er der sket et fald i andelen af arbejdspladser, der håndhæver normen om fagforeningsmedlemskab og normen om, at man skal følge demokratiske flertalsbeslutninger vedtaget på arbejdspladsen.

Samlet set er den organisatoriske magtressource på arbejdspladsniveauet svækket siden 2002. De alternative fagforeningers vækst er et håndgribeligt udtryk herfor, og på det centrale organisationsniveau påvirker det den magt og legitimitet, som fagforeningerne kan sætte bagved et konfliktvarsel.

Herved afdækker undersøgelsen et paradoks. På den ene side er der sket et tab af organisatoriske magtressourcer, dvs. af kollektivitet i praksis. På den anden side er der sket en stigning i kollektive og solidariske værdier inden for alle grupper af lønmodtagere. Der er altså nærmere tale om, at der er en fordring hos flertallet af lønmodtagerne om at styrke kollektivitet og solidaritet – og denne fordring er i vækst.

Reaktion på neoliberalisme

Det er vigtigt for os at understrege, at vi faktisk ikke fuldt ud kan forklare, hvorfor der er en stigning i kollektivitet og solidaritet som værdier i perioden 2002-2014. Der kan ikke ud fra lønmodtagernes svar peges på entydige forklaringer. Undersøgelsen kan heller ikke sige noget om, hvorvidt den stigning, der er dokumenteret, har nået et højdepunkt, eller om den vil fortsætte.

Men stigningen i kollektivitet og solidaritet som værdier kan tolkes som en reaktion på de udviklinger i ledelsespolitikken, som lønmodtagerne oplever. Her skal den økonomiske krise fra 2009 og fremefter ses som baggrundstæppe. Større andele af lønmodtagere end tidligere oplever et stærkere effektivitetspres i arbejdet og stærkere ledelsesstyring. Betydeligt større andele er frygtsomme over for risiko for arbejdsløshed og for at blive hægtet af kvalifikationsudvikling og arbejdsmarkedstilknytning. Samtidig har fagforeningerne ikke tilstrækkeligt kunnet modificere de nye arbejdsgiverstrategier og den statslige politik.

Med andre ord kan man sige, at lønmodtagerne finder kollektive og solidariske løsninger og modsvar vigtigere i takt med, at de neoliberale løsningsmodeller bliver mere udbredte.

Emmett Caraker, Laust Høgedahl, Henning Jørgensen og Rasmus Juul Møberg er forskere ved CARMA, Center for Arbejdsmarkedsforskning, Aalborg Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Lykke Møller

Det er dejligt men vel ikke overraskende, at finanskrisens blotlæggelse af neoliberalismens problematiske politik fører til fornyet interesse for solidariske løsninger. Bolden ligger nu hos fagbevægelsen. Tør de insistere på et nyt kompromis om en ny samfundsmodel, som vi så det med velfærdsstaten og produktivitetsaftalen? Jeg håber på det, men det kræver, at de kan forestille sig en ny model, der kan løse globaliseringens udfordringer, uden at føre til nationalistisk og racistisk protektionisme.

Lise Lotte Rahbek

Jgg kaster mig lige hovedkulds ud i en forudsigelse af,
at hvis nogen analyserer videre på denne udvikling om et par år,
så vil de sletikke kunne forstå,
at når lønarbejderne siger de ønsker mere solidaritet og sammenhold,
hvorfor er der så et støt faldende antal fagforeningsmedlemmer?

Hint:
Læs statistik over udfaldne af arbejdsmarkedet pga sygdom eller arbejdsmangel,
og tænk lidt over, om disse mennesker har råd til et medlemskab fra en reformeret kontanthjælpssats.

Freddy Andersen

Ja jeg er også bange for at solidariteten og sammenholdet for en meget stor del af lønarbejderne ,ikke holder meget længere end til den lånte ligusterhæk, som man har fået lov at låne af banken.

Hvad vi er og ikke er, hvad vi tror og tænker, hvad der er virkelighed eller fiktion... Ja, det er alt sammen noget, som er udtænkt af hoveder i media branchen og deres verdensbillede og forståelse som vi bombarderes og hjernevaskes med dagligt.

...En mediabranche som ejes, og dermed styres, af nogen.

Hvornår kommer fagbevægelsen mere synlig på gaden med tænke tanke og mediedækning, som viser verdensbilledet for lønmodtagere og som citeres dagligt i medierne som modstykke til den nuværende ensidige propaganda fra CEPOS & Co., som har været ene herskende i adskillige år?

...Fagbevægelsen har mistet politik indflydelse siges det. Men det er fandeme udelukkende fordi de ikke søger den. De fravælger den direkte af angst for at miste medlemmer. HK siger direkte de ikke er politisk - Men fagbevægelsen er i dén grad politisk og af afgørende politisk betydning.

Freddy Andersen

@Herman Hansen
Enig, men på den anden side må man vel også sige, vi har har selv lagt den til rette, lige til højrebenet, ved at gå i seng med bankerne.

Solidaritet og sammenhold gennem fagforeningen er det eneste, som varetager og beskytter den almindelige lønmodtagers interesser - Ingen anden gør det.

...Og tro mig. Det går aldrig af mode og bliver "umoderne" og muligt, på nogen måde, at erstattes med liberal individualisme.

Fagforeninger har sjældent været mere nødvendige for at varetage lønmodtageres interesse som nu. Gule fagforeninger undtaget, som er direkte skadelige for lønmodtagere. Det har mange unge under 30 år efterhånden forstået. Hvis vi kikker på Tyskland, som er Løkke & Co's store samfundsforebilled, ser vi resultatet for lønmodtagere, som står uden for fagforeninger i stort tal. Her er det kun de vellønnede lønmodtagere i de gode faste stillinger, som er organiserede i fagforeninger. Det store antal uorganiserede lønmodtagere er dem, som arbejder under meget dårlige løn og arbejdsforhold til lønninger under eksistens minimum og i løse ansættelses forhold - Working poor.

...Uden fagforeninger med stor tilslutning i Danmark er det hvad der venter danske lønmodtagere, hvis Venstre & Co's propaganda lykkes.

Brugen af ordet vækst er i fortsat.... vækst. Trist at se det anvendt på fællesskab og solidaritet.. begreber som vel aldrig må gøres singulære eller kvantificeres?

Freddy Andersen

Vi her sejret af helvede til som Thomas sagde, men har vi nu også det, så længe vi sidder i gæld til bankerne, så her vi altså pantsat friheden i Bankerne.
Så rækker solidariteten nok ikke meget længere en til ligusterhækken.

De neoliberale løsningsmodeller modarbejder jo konsekvent fagforeningerne og deres virke med en politik, som kastrerer deres virke og mulighed for at agere.
Unge har svært ved at gennemskue, at hvis man betaler a-kassebidraget (en udgift man forsøger at nedprioritere skattemæssigt) til en hjælp ved ledighed.
Men ledighed kan betyde at du væltes rundt på arbejdsmarkedet uden for dit fag og med tvungne praktik- og tilskudsjobs.
Svært at se det positive - men nødvendigt med stærke fagforeninger og ledelse netop for at bekæmpe det neo-liberale kvælningsforsøg på at pacificere sammenholdet.

Kristian Rikard

Det ville være rart med lidt tal og facts på bordet. Fænomener som kollektivitet og solidaritet er MEGET svære at måle entydigt, da vi hver især har vores fortolkning af begreberne.
Jeg ville ønske, at der var et link til selve undersøgelsen, da de fremsatte konklusioner her blot er én måde at tolke tingene på. Jeg kan tænke på en række andre faktorer, der påvirker udviklingen, f.eks. at der efterhånden er ret få rene produktions/industrielle arbejdspladser tilbage.

Steffen Gliese

Men, Kristian Rikard, så lad os lade være med at måle dem og i stedet lade dem fungere og præstere, hvad de kan, og hvad der er basis for. Jeg kan faktisk huske, da akkorden blev indført midt i i halvfjerdserne, selvom jeg kun var en lille dreng.
Og i bakspejlet var det nok dér, allerede, at man skulle have sagt stop og have insisteret på samarbejdet i det konkrete.