International kommentar

Okay, så er der vand på Mars – men er der intelligent liv på Jorden?

Begejstringen vil ingen ende tage over fundet af vand i flydende form på den røde planet, men hvordan er det lige, vi passer på vores vandressourcer på den blå?
Begejstringen vil ingen ende tage over fundet af vand i flydende form på den røde planet, men hvordan er det lige, vi passer på vores vandressourcer på den blå?

Georgette Douwma

3. oktober 2015

Videnskaben finder tegn på vand i flydende form på Mars, hvilket teoretisk muliggør, at den røde planet kan være bærer af liv – en forbløffende videnskabelig præstation. I mellemtiden fortsætter forskere deres søgen efter intelligent liv på Jorden.

Forståeligt fascineres vi ved tanken om, at der findes livsformer, selv nok så primitive, på den røde planet. Det beskæmmende er, at vi synes helt at have mistet interessen for den blå planet, vores egen.

Over de seneste fire årtier har verden mistet 50 procent af sine bestande af vildtlevende hvirveldyr. Alligevel hører vi stadig mindre til dette i medierne. Ifølge en undersøgelse fra Cardiff University i 2014 har der f.eks. været lige så mange nyhedsindslag i BBC og ITV om Madeleine McCann (som forsvandt i 2007 som fireårig), som om hele spektret af miljøspørgsmål.

Tænk, hvis vi satte lige så meget pris på jordisk vand, som vi gør på muligheden for vand på Mars. Kun tre procent af vandet på Jorden er fersk, og heraf er over to tredjedele bundet i is og sne. Alligevel sløser vi med og forurener den tilgængelige del. 60 procent af det vand, der anvendes i landbrug, forspildes ved vanding.

Floder, søer og grundvandsmagasiner suges tørre, og det, som bliver tilbage, er ofte så forurenet, at det truer livet for dem, der drikker det. I Storbritannien er vandforbruget så højt, at mange flodlejer tørrer ud i løbet af sommeren.

Og hvad angår saltvand, som henrykker os, når det angiveligt opdages på Mars, udtrykker vi på Jorden påskønnelse gennem vanvittig ødelæggelse. En ny rapport viser, at fiskebestandene er halveret siden 1970. Af almindelig stillehavstun, der engang strejfede havene rundt i millionvis, er der kun 40.000 tilbage. Koralrevene er under pres og kan være væk i 2050.

Og i vores eget dybderum gennemskærer vores efterspørgsel en verden, vi knap kender bedre end den røde planets overflade: Trawlere arbejder nu på dybder ned til 2.000 meter, og vi kan kun gætte på, hvad de anretter af ødelæggelser dér.

Lad markedet bestemme

Et par timer før nyheden breakede om opdagelse af vand på Mars, lod Shell meddele, at selskabet opgiver sine arktiske oliefelter i Tjuktjer-havet (der ligger nord for Beringstrædet mellem Alaska og Sibirien, red.). For selskabets aktionærer er der tale om et katastrofalt tab på fire milliarder dollar.

Shell opgav dog kun, fordi man skønnede, at forekomsterne var for små. Havde Shell skønnet anderledes, kunne al mulig ravage være forårsaget på et af de mest udsatte steder på Jorden, hvor forureningskatastrofer er tæt på umulige at inddæmme.

Lad markedet bestemme, er det mantra, hvormed regeringer søger at imødegå den planetariske ødelæggelse. Overlad det til forbrugernes samvittighed, er tankegangen, selv om samme forbrugeres samvittighed overdøves af reklamernes forbrugstiljubling og virksomhedernes løgne. I dette informationsvakuum overlades vi til selv at beslutte, hvad vi skal fratage andre arter og andre mennesker, hvad vi skal afsætte til os selv, og hvad vi skal efterlade til senere generationer.

Og hvad skal de overhovedet gøre godt for, alle disse boringer, udgravninger, trawlfiskeri og dumping og forgiftning? Beriger de den menneskelige erfaring, eller gør de den fattigere? For et par uger siden startede jeg hashtagget #extremecivilisation og efterlyste svar på de mest latterlige kunstprodukter, man kunne tænke sig. Her er nogle af de mere usandsynlige teknologiske landvindinger, jeg fik bud på:

Babyparykker og snesauna

Hvad med en æggebakke til dit køleskab, der synkroniserer med din telefon, så du ved, hvor mange æg der er tilbage? Hvad med en tingest, der kan lave røræg inde i skallen? Hvad med parykker til babyer, så »babypiger med lidt eller intet hår kan få mulighed for en smuk og realistisk frisure?«

Hvad med at lancere produktet iPotty, der tillader småbørn at blive ved med at spille iPad, mens de pottetræner. Eller hvad med en snesauna af den slags, man allerede kan finde i De Forenede Arabiske Emirater, hvor man med et tryk på en knap kan fremkalde et eventyrligt vinterlandskab?

Hvad med et hjulforsynet køleskab til vandmeloner, uundværligt ved enhver picnic. Og hvad med analblegningscreme til … nå ja, for at være helt ærlig behøver jeg ikke vide til hvad. Eller hvad med en smartphone til hunde, så de kan tage billeder af sig selv?

Hvert år udvikles stadig mere sindrige anordninger, og hvert år bliver vi i stadig højere grad døve og blinde for den meningsløse rovdrift på Jordens dyrebare ressourcer og unikke naturrigdomme. For hver subtile intensivering forrykker normaliteten sig.

Måske bør vi ikke undres over, at jo rigere et land bliver, jo mindre bekymrer dets befolkning sig om deres medansvar for undergravelsen af den levende planets naturgrundlag.

Vores fremmedgørelse fra vidunderne i den verden, vi selv har udviklet os ud fra, er kun vokset, siden David Bowie sang om en pige, der snublede gennem sin sunken dream på vej til at blive hooked to the silver screen, hvor en lang række af distraktioner afleder hende fra livets store spørgsmål. Sangen var, naturligvis, »Life on Mars«.

© The Guardian og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nora Tams
  • Johan Enemark
  • Thomas Andersen
  • Jørgen Steen Andersen
  • curt jensen
  • Carsten Mortensen
  • Søren Roepstorff
  • Espen Bøgh
  • Johannes Lund
  • Olaf Tehrani
  • Niels-Simon Larsen
  • morten Hansen
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Hanne Ribens
  • Flemming Berger
  • Birgitte D Pedersen
  • Anne-Marie Krogsbøll
  • Karsten Kølliker
  • Per Jongberg
  • peter fonnesbech
  • Torben Skov
  • Benno Hansen
  • Herman Hansen
  • Jørn Andersen
  • Liliane Murray
  • Randi Christiansen
  • Torben Arendal
  • Kurt Loftkjær
Nora Tams, Johan Enemark, Thomas Andersen, Jørgen Steen Andersen, curt jensen, Carsten Mortensen, Søren Roepstorff, Espen Bøgh, Johannes Lund, Olaf Tehrani, Niels-Simon Larsen, morten Hansen, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Hanne Ribens, Flemming Berger, Birgitte D Pedersen, Anne-Marie Krogsbøll, Karsten Kølliker, Per Jongberg, peter fonnesbech, Torben Skov, Benno Hansen, Herman Hansen, Jørn Andersen, Liliane Murray, Randi Christiansen, Torben Arendal og Kurt Loftkjær anbefalede denne artikel

Kommentarer

om jeg har en anden løsning?
Nej, desværre. Og jeg kan ikke længere se at der er realistiske chancer for nogen løsninger overhovedet. Selv om jeg altid har betragtet mig selv som en optimist.
Men som Bill skrev tidligere: hele verden er nu kapitalistisk, kapitalismen Er det globale system. Så er der vel ingen vej udenom at systemet må brænde sig selv ud, med alle de konsekvenser dette bringer med sig.
Og det største problem jeg ser er at vi nu er så mange millioner mennesker, milliarder endda, som er blevet fuldstændig overflødig for systemets funktion. Det har "Mørkets Fyrster" for længst erkendt. Og disse overflødige milliarder individer vil før eller senere angribe det system der markerer dem som overflødig og derfor skal de holdes beskæftiget for enhver pris, så de ikke kan føre disse dumme ideer ude i livet. Og det er jo nemt nok, som mennesket er skruet sammen. De kan ikke bruges til noget konstruktivt men systemet har jo i den grad også brug for at der hele tiden destrueres noget, og alt der skal til er at man smider en masse våben ud til de overflødige. Så skal de nok klare resten.

Vi har nu en situation der ligner tiden inden WW 1 til forveksling:
Nationalistiske bevægelser på fremmarch, Ustabil til kaotisk verdensøkonomi, stigende mangel på beskæftigelse, og dertil kommer voksende knaphed på kritisk vigtige ressourcer, spændinger mellem nationer (ikke mindst pga. kampen om ressourcerne) samt den helt uoverskuelige klimakatastrofe som for længst er i gang med at udfolde sig.

Jeg er helt enig med hvad Bill og Liliane mener er den rigtige måde at gribe problemerne an på, men jeg tror ikke længere på at vi har en jordisk chance.

Desværre.

Curt, vi er nød til at bevare optimismen, og idag ved beslutningstagerne at de - i modsætning til før den 6. aug. 1945 - ikke kan regne med at undgå atombombens følger. Vi må have militærmilliarderne dirigeret over i boligudvikling for de fattigste... der er også penge at tjene.

Liliane Murray

Hvad vi ikke må glemme er, at "dem der kæmper, kan vinde, dem der ikke kæmper, har allerede tabt".

Eksperterne råber jo op allerede, dem der ser armageddon komme, 97% af klimaforskerne, skriger vagt i gevær, men kun få lytter. I går forsøgte jeg af interesse, at bringe emnet på bane i supermarkedet, med to ansatte der var ved at fylde kølediskene, deres reaktion, på at vi skulle gå imod en katastrofe, var tomme blikke, og da jeg vendte mig og gik videre, kunne jeg høre, at de hviskede, "Hun er da vist ikke rigtig klog", og det er det man oplever igen og igen, når man bringer emnet på bane. Befolkningen lytter ikke, oplyser sig ikke, men endnu værre politikerne gør det heller ikke, og hvis de gør, og ignorere eksperterne, så må de være de allerværst tænkelige, bevidst ignorante, hensynløse mennesker der findes. Og så kan det kun gå galt.

Men det er dem der vælger politikerne der skal oplyses og informeres, så vi kan få en global holdningsændring.

Når det kommer til alternativer til mange af jordens ressourcer, så kommer vi ikke uden om hamp (Cannabis Industrialis), der kan dyrkes på 85% af landmassernes overflade.

Jeg vælger at forblive optimist, for hvis jeg ikke gjorde det, ville intet give mening mere, og den tanke, er for nedslående.

Jeg vil ellers gerne sige tak for en dejlig konstruktiv debat, udført med dekorum og gensidig respekt, hvis politikerne kunne debatere på samme vis, uden indblanding af partipolitik, som vi har gjort her de sidste par dage, så ville meget være nået.

Sider