Kommentar

Samtidslitteraturen glemmer ’udkanten’

Er det ikke påfaldende, at næsten ingen i min generation af forfattere beskriver den lurende katastrofe i det provinsielle Danmark?
Er det ikke påfaldende, at næsten ingen i min generation af forfattere beskriver den lurende katastrofe i det provinsielle Danmark?

Joachim Ladefoged

16. oktober 2015

Lektor Søren Bo Aggerbeck Larsen pegede den 6. oktober på det mærkelige i, at Provinsdanmark halter »håbløst bagefter det moderne postindustrielle tog i større byer, som holder Danmark oppe i globaliseringen«, samtidig med, at ’udkanten’ er så rigt repræsenteret i samtidslitteraturen. Faktisk kommer han til at sige, at det måske slet ikke passer, at Provinsdanmark er bagud, for hvordan kan det forholde sig sådan, når litteraturen på så mange forskellige måder tager sit afsæt der. Men det må da være en fortalelse, tænker jeg, for en lektor kan da ikke have så lidt indsigt i de økonomiske og sociale strukturer, dansk samtidslitteratur er omgivet af, at han tror, at det løfter levestandarden i de regioner, der skrives om.

Som bevis for sin påstand hiver Aggerbeck Larsen en håndfuld meget fine forfattere frem: Helle Helle, Dy Plambeck, Hans Otto Jørgensen m.fl. Men på trods af deres virkelig fine kvaliteter, synes jeg ikke, hans påstande om en tendens i samtidslitteraturen holder vand.

’intens udforskning’?

Først og fremmest er jeg ikke enig i, at den interesse for provinsen, Aggerbeck Larsen har øje for, overhovedet er der. Ja, de forfattere, han nævner, har af og til provinsen som scene (Larsens ord), men det er strengt taget kun Hans Otto Jørgensen, af de nævnte, der beskæftiger sig indgående med provinsen, som netop mere end en scene.

Hans Otto Jørgensen er samtidig også den eneste af de nævnte forfattere, der i sine værker, både ser væk fra middelklassen som miljø og har en anden end et særligt jeg som fortæller. Af de nævnte forfattere er det kun, når jeg læser Jørgensen, at jeg finder et forsøg på at beskrive provinsen som mere end det, vi allerede ved, og det på trods af, at Jørgensens fortællinger ofte rækker bagud i tiden. Det er også kun hos Jørgensen, jeg finder romanpersoner, der er ramte eller berørte af provinsens tilstand, det være sig enten økonomisk eller socialt. Jeg tænker, at de andre forfattere slet ikke har det som deres mål for deres tekst – de skriver om noget helt andet.

Men diskvalificerer det så ikke deres bøger som »intens udforskning« af provinsen, hvilket er det, Aggerbeck Larsen mener, de bedriver?

Samtidig er det påfaldende, at Jørgensen er den ældste af de nævnte, og at Aggerbeck Larsen ikke ser, at det i det hele taget er ældre forfattere, der mest indgående har bedrevet denne intense udforskning, han siger, der finder sted for tiden. Jeg tænker bl.a. på Vibeke Grønfeldt og Jens Smærup Sørensen. De skriver ligesom Hans Otto Jørgensen om, hvordan livsforholdene har ændret sig, og om, hvordan og hvorfor fremtiden er så voldsomt usikker uden for de større byer. De skriver om den magtesløshed, som jeg også selv ser som en del af manges liv i provinsen.

Men er det ikke mere påfaldende, at kun få af os fra de yngre generationer har samlet op på den fortælling, nu hvor Danmark forandrer sig, som det gør? Der var optræk til det i den lille bølge af hjemstavnslitteratur, hvor jeg selv blev placeret, der opstod omkring nullerne, men efter det kan jeg ikke komme i tanke om andre end Lars Frost, der med sin romantrilogi – som ganske vist ikke kun er forankret i provinsen – faktisk søger at beskrive det, der sker med vores samfund.

Limen mangler

Min påstand er, at der faktisk findes et Danmark, der endnu er stort set ubeskrevet i dansk samtidslitteratur. Et Danmark, der ligger gemt under det meste af middelklassens hyggelige forhold til realkreditlån og billige asiatiske biler, der kører meget langt på literen. Min påstand er, at der findes et Danmark, hvor der er små samfund, der er ved at bryde sammen, netop fordi middelklassen er forsvundet og med den limen, der traditionelt har holdt den danske velfærdsstat sammen både økonomisk og socialt.

Min påstand er, at den demografiske sammensætning mange steder i det provinsielle Danmark er en lurende katastrofe, der kommer til at føre til en forfærdelig masse lidelse for dem, der er ladt tilbage, når alle andre er flyttet. Dem, der ikke kan flytte, fordi de er økonomisk stavnsbundet af banken og de omkostninger, en flytning til et dyrere område er forbundet med.

De mennesker har, med meget få undtagelser, ikke en stemme i dansk litteratur, og den problematik, de er fanget i, har endnu ikke fundet vej ind i litteraturen. Skal det ske, er det ikke nok at have provinsen og middelklassen, heller ikke den lavere ende af samme, som sin scene. I stedet skal både sproget og fortællingen tage provinsen på sig, som det ofte sker hos f.eks. Hans Otto Jørgensen.

Hvem ellers end Peder Frederik Jensen af os yngre forfattere har forsøgt sig med det de sidste 10 år? Måske min egen Nexø Trawl, men det må andre bedømme. Indtil nu finder jeg kun litteratur med den politik i fortællinger, der har sit afsæt i byområderne. Hvem skal være provinsens Asta Olivia Nordenhof?

Dennis Gade Kofod er forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu