Jeg sidder på en fnuldret madras i fælleshuset i mit bofællesskab i Albertslund. Vi er til samtalesalon og er blevet delt ind i grupper, så vi fordeler os ligeligt efter, om vi bor på Nordfløjen, Sydfløjen, Østfløjen eller Vestfløjen. Men det er ikke i vores bofællesskab, man finder den mangfoldighed, Albertslund ellers kan bryste sig af. Hvis vi er Christiana version 2.0, så ser man det kun på mængden af christianiacykler, der flyder frit omkring ’flipperfirkanten’, som Lange Eng bliver kaldt i lokale munde.
Som en antropolog, der valgte at go native hos os, skrev i hendes endelige analyse:
»Det er påfaldende så ens, man ser ud, når man er enige om at gå ind for mangfoldighed.«
70’ernes flipperkollektiv er på én gang noget, vi tager afstand fra, og noget, vi låner stemning fra. Vi ejer hver vores lejlighed/rækkehus, og vi har ikke noget bollerum. Alligevel taler vi om mad, der er ’lavet med kærlighed’. Vi organiserer os i stamgrupper med navne som ’koen’, ’blomsten’ og ’stjernen’.
Vi så alle sammen den meget omtalte dokumentarfilm Christianias Børn – skyggesiden af eventyret, som blev vist på DR tilbage i august, og vi joker med, hvad børnene fra Engen mon vil kunne fortælle om 40 år. Optaget i den fjerne afkrog af depotrummet kunne filmen blive virkelig dyster. En barndom på risret og stormøder; at vågne op og banke på hos naboen: »Er mor og far her?«
For jo, vi danser med babyalarmer, hvis det er nødvendigt, men lever ellers som borgerdyr det meste af dagen. Ikke ret meget omkring vores børns opvækst er tilfældigt og uden for speltpolitiets kontrol. Vi er ikke Christiania. Her er hverken hårde stoffer eller psykotiske tilfælde. Til gengæld laver vi mad til hinanden seks dage om ugen, og hvert år til julefrokosten griner vi af alt det overskud, vi har, og de pergolaer, vi bygger med det.
Men som én i puderummet formulerer det: »I det mindste troede de på noget i 70’erne.«
Burde vi have en form for mission? En overligger til vores eget fællesskab? Noget at samles om udover børn og byggeprojekter? Spørgsmålet svæver og falder til jorden igen. Endte ungdomsoprøret netop ikke i firkantet dogmatik, og er det ikke det, i hvert fald nogle af Christianas børn har betalt prisen for?
På de otte år, der for de flestes vedkommende er gået, siden vi rykkede ud af byen og ind i ’flipperfirkanten’, har byggeriets mange vinduer ændret vores fysiske adfærd. Vi taler om, hvordan vi i starten troede, at hvis naboerne gik forbi på fliserne, skulle man invitere dem ind. Om glæden ved at have ti børn i soppebassinet, og om hvordan vi nu ser ned i fliserne, hvis vi vil undgå slige invitationer af nabobørn in the nude.
»Jeg er mindre nøgen her, end jeg ville være på en villavej,« hører jeg mig selv sige med tanke på det scenarie, der udspiller sig, når jeg bakker nøgen ud af vores baderum ovenpå. Men så kommer jeg i tanke om den regnvejrsdag, da jeg så min mand rende i badebukser på vej over til den fælles skurvognssauna, vi selv har ombygget, og han på vejen viste en mor på vej til børnefødselsdag med pænt indpakket afkom vej til nummer 29. Der følte vi os alligevel lidt flippede. Sådan skurvognsfrigjorte.
Men måske stopper det frigjorte også her. I hvert fald er vi påfaldende ens med vores en til tre børn, delebil og hjemmerørt surdej i køleskabet (vi har endda rørt i naboens, da han var på ferie). Der er mig bekendt ingen homoseksuelle og heller ingen håndværkere i vores lille selvbestaltede landsbysamfund.
Til gengæld ligger det på en mark foran en af Danmarks hårdeste forvaringsinstitutioner, Anstalten ved Herstedvester, og når vores børn laver mad i fælleskøkkenet, står den på »orn’lig syg pita med kebab«. Lange Eng er ikke en ø på Vestegnen, bofællesskabet er konformiteten til trods ikke en lukket samtale, og vi rykker gerne en balle i saunaen. Bare du beholder dine speedos på inden for skurvognen.
Jannie Schjødt Kold er journalist Klummen er er udtryk for skribentens egen holdning
Opfatter det som en meget ærlig artikel i al sin gru. På den ene side kender jeg godt sådant et miljø, men på den anden side, fatter jeg ikke, at man kan miste et formål med livet, for det er jo det, der skinner igennem. Man har det hele i både pose og sæk, alligevel savner man noget at leve for.
Jeg ser også artiklen som en skjult anklage mod det materialistiske samfund som helhed: Man har det hele, men mangler det væsentligste - meningen med det hele.
Det kan ikke passe. Om ikke andet er der noget, man vil undgå og kæmpe for at undgå. Her tænker jeg ud i det store perspektiv med klimaforandringerne. Det burde angive en kurs for os alle sammen. Dernæst selve årsagen til at fremtiden ser umulig ud og analysen af, hvorfor den gør det. Det er jo hele vores nuværende tilværelse og tænkemåde, der skal laves om, når kursen går mod afgrunden: Temperaturstigninger og andre økologiske katastrofer.
Jeg kan simpelthen ikke forstå den passivitet, der eksisterer. Det er kun, hvis man går med næsen i jorden, at man kan miste noget at leve for. Man behøver ikke ligefrem at mure sig inde i et bofællesskab. Det kunne jo også være et springbræt, hvor man brugte den sociale kapital til at se ud i verden og opdragede sine børn til at gøre det samme. Der er ingen grund til at se længselsfuldt tilbage på 70'erne. Det er nu, vi skal bruge overskuddet til at redde verden og børnenes fremtid.
Hvorfor er det så slemt, at de, der går ind for mangfoldighed, ser så ens ud? Livet er fuld af modsætninger. Folk, der udforsker universet, kan dårligt finde ud af at smøre en madpakke osv.
Jeg synes, artiklen er god, hvis den bruges til noget godt. Ellers er den lige til at tage gift over.