Klumme

’Sød mor. Træls far’

Da jeg fik mit første barn, fik jeg også et nyt forhold til velfærdsstaten. Den hjælper og støtter, men den holder også øje med dig
3. oktober 2015

»I har termin den 27. april,« sagde jordemoderen.

»Ja,« svarede vi. For det vidste vi godt.

»Det er jo så der, I skal have jeres lille ny,« tilføjede hun.

Jeg havde taget fri fra arbejde for at være med til samtalen. Den var lang, og der var intet af det, jordemoderen fortalte os, som vi ikke vidste i forvejen. Man hører meget om stress og besparelser i det offentlige, men til dette møde var der masser af tid. Der var to sundhedspersonaler til stede, og man fornemmede, at de lyttede grundigt til alt, hvad vi sagde. Om vi vidste, at man skulle huske at spise jern, når man var gravid? Ja, det vidste vi også godt.

Vi snakkede om det bagefter og konkluderede, at det måtte være for at se os an. Vi kunne i hvert fald ikke komme på andre forklaringer. Det var velfærdsstaten, der skulle vurdere, om vi var opgaven voksen. Gode borgere, som ville blive gode forældre. I så fald har jeg formentlig fået en del anmærkninger, for jeg sad mest af alt og tænkte på, hvornår det ville slutte og sagde stort set ikke noget. »Sød mor. Træls far,« kan de passende have skrevet i journalen, da vi gik. Vi hørte hjertelyden for første gang, og det var rigtig hyggeligt – det skal retfærdigvis siges.

Det var min søn Aksels første møde med velfærdsstaten. Siden har der været mange af dem. Eksempelvis gik der ikke mange timer, fra vi blev udskrevet fra hospitalet, til sundhedsplejersken kom med sin vægt og tjekkede, om han tog nok på. Det gjorde han ikke, så måske var det fint nok. Måske var det en unødig indblanding, for mon ikke han var begyndt at spise mere på et tidspunkt? Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal mene, men det var under alle omstændigheder en ny side af velfærdsstaten, der viste sig.

Jeg har altid være ubetinget tilhænger af den danske velfærdsmodel. Jeg mener, at det er fantastisk, at vi prioriterer at have råd og overskud til at hjælpe de svageste borgere i samfundet. Men jeg havde aldrig før oplevet velfærdsstaten fra den der lidt påtrængende og overvågende side, så derfor var det en øjenåbner. Det har ikke fået mig til at skifte holdning sådan helt grundlæggende, men det har ændret mit syn.

Senere blev Aksel kaldt til det ene tandeftersyn efter det andet. Der var flere tandeftersyn, end der var tænder. Sådan husker jeg det i hvert fald.

»Hvordan passer onsdag kl. 13.30?« Øh, ikke specielt godt, tænker man og indvilliger, for det kan jo være lige så godt som torsdag kl. 11.00.

»Det var da helt utroligt, så interessante de par mælketænder er,« brummede jeg, mens min kone formentlig kiggede træt på mig.

Igen tror jeg ikke, at det handler om de konkrete tænder. Det kan det umuligt gøre. Det handler om at finde de problematiske familier. Vi boede på Nørrebro dengang, og på de kanter er der vistnok mange børn med dårlige tænder, fordi der er meget sukker i omløb. Der var ikke problemer med Aksels tænder, men man kan jo ikke forskelsbehandle folk, så alle skal tjekkes. Igen giver det god mening. Der kommer bare sådan en underlig følelse af kontrol over det.

Det er lige til at blive helt Anders Samuelsensk af: »Nej, jeg kan ikke komme onsdag kl. 13.30. Der skal jo for helvede være nogle, der går på arbejde og tjener penge, så vi har råd til at holde din mælketandsklinik åben,« kunne man have lyst til at svare. Men så tænker man sig lidt om, og så kan man jo godt se det. At det giver fin mening at få fundet problemerne og sat tidligt ind med information og forebyggelse og alt det, som et velfærdssamfund nu en gang kan sætte ind med.

Jeg er stor tilhænger af forebyggelse. Og modstander af symptombehandling, når skaden er sket. Men jeg har fået et mere ambivalent forhold til velfærdsstaten. Den hjælper og støtter, men den holder også øje med dig. Måske er det bare den pris, man må betale for at bo i et af verdens mest velfungerende lande.

Kristian Villesen er journalist. Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nille Torsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
Nille Torsen, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis velfærdsstaten overalt er så nidkær som her beskrevet, må det undre, at det alligevel går så galt for så mange.
Udefra set er der alt for FÅ, der får deres forældrekapacitet undersøgt.

Marianne Olesen

hvorfor sagde i ikke bare nejtak til sundhedsplejerskens besøg? Jeg synes det er en lidt hoven holdning til et venligt tilbud. Da jeg sad med n
min nyfødte på en iskold 5.sal på Vesterbro, var det en stor lykke, at hun kom og delte min glæde over det mirakel, der hang i bleen i bismervægten, og klukkede tandløst.

Jo flere penge man tjener, jo større forældrekapacitet menes man at have. Så blandt velhavere slipper dysfunktionalitet nemt igennem.

Thomas Toft, Tor Thrysøe og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar
Majbritt Nielsen

Hold da **** et luksus problem, overklasse farmand har der.

Jeg kan godt se det er et meget tyngende problem at leve i et af de lande der har gratis tandpleje til børn.
At der er et ret veludbygget sundhedsprogram for børn. Som er af hensyn til BARNET ikke til forældrene.

Henning Nielsen

Nu ved jeg godt, at jeg er en erfaren rotte med 4 børn, men når man godt ved, at der ikke er et behov, så må man godt lære at sige fra og takke nej. Det gør vi til det ekstra sundhedsplejerskebesøg fx.
Og så skal automatik og overvågning ikke forveksles...

Hansi Petersen

Tænk på det som et bidrag til, at forebyggelse med tiden kan blive effektiv. Bare ét barn der får et godt liv, fordi dysfunktionelle forhold opdages i tide, er det hele værd.

Jørgen Malmgren

Hmm hvis sundhedsplejersken har udviklet sig til en sindelags kontrol, så ville jeg aldrig lukke en ind i mit hjem. De havde gudskelov en anden funktion. da jeg var ung og fik mine børn ;-)