Klumme

Udokumenteret debat

Det kunne være rart med mere viden og færre løse påstande i debatten om DR’s rolle i det danske medielandskab. Heldigvis er nye stemmer begyndt at blande sig
Debat
21. oktober 2015

Der er kommet nye stemmer til i mediedebatten. Altså den for tiden fremherskende debat, der ikke handler om medier, men om mediepolitik og dermed primært om DR’s rolle.

DR er stor. 3,7 milliarder licenskroner er en pæn slat. Problemet her er, at licensen grundlæggende er socialt uretfærdig. En studerende med en smartphone betaler det samme som direktørfamilien med villaen fyldt med fladskærme, iPads og smartphones. Det vækker berettiget uro.

Men er DR blevet større? Der er færre medarbejdere end før. Problemet er, at de producerer meget mere end dengang, de var 400-500 flere. Så meget, at de kan drive seks tv-kanaler, flere radiokanaler og konstant øge stofmængden på nettet.

De private mediers paraplyorganisation Danske Medier har været den primære angrebskæde i debatten. Organisationen er gået til biddet i årevis. DR’s nyhedsaktiviteter på nettet skulle begrænses som en unfair, statslig konkurrence mod de private (Læs: dagbladene). Antallet af kanaler burde skæres ned, og programmer, der ikke var »rendyrket public service«, skulle fjernes. De ødelagde forretningen for de privatejede, kommercielle tv-kanaler, der i øvrigt alle er udenlandsk ejede.

En tid var der en uhellig harmoni mellem de rendyrkede kommercielle interesser og de mediedebattører på venstrefløjen, der ønsker DR tilbage til en tid med lange, kloge programmer og klassisk musik.

Men i marts skiftede Danske Medier formand. Berlingskes Lisbeth Knudsen mildnede luften, og organisationen skiftede mærkbart holdning. Nu gik man ind for »stærk public service«, talte mindre militant og fik den nye idé, at hvis bare DR indførte et log-in på nettet, ville der være lige vilkår.

Det varede cirka syv måneder, så mistede Lisbeth Knudsen sit job på Berlingske, og direktør Stig Kirk Ørskov fra JP/Politikens Hus blev konstitueret som formand for Danske Medier. Hans synspunkter er langt skarpere end Lisbeth Knudsens. Faktisk skarpere end organisationens hidtidige synspunkter.

På den nyligt afholdte public service-høring blev forskellen udstillet offentligt. Stig Kirk Ørskovs hovedmodstander, DR’s bestyrelsesformand Michael Christiansen, synes også at være ved at miste jordforbindelsen. Han insisterer på, at det hele bare er krusninger på det politiske hav, og at DR ikke skal ændre en tøddel i hverken adfærd eller sit bud på, hvordan public service skal se ud i en tid, hvor brugeradfærd og mediebillede er under voldsom og permanent forandring.

Men heldigvis begynder andre betydende stemmer at blande sig. Mest markant Boxers administrerende direktør, Ulf Lund, der tidligere var direktør i landets største kabel-tv-virksomhed, TDC’s YouSee. På public service-høringen var han bramfri i sin kritik af Danske Medier – specielt organisationens toneangivende dagblade.

Mediedebatten handler ikke om DR og aviserne, sagde Lund, der mente, at avisernes tilbagegang ville fortsætte med eller uden DR.

»Det er en kamp mellem Danmark og USA,« sagde han. Og senere har han givet DR et par gode råd: Udliciter meget mere. Ikke kun produktion, men også distribution og andre aktiviteter – ikke mindst dér, hvor DR går direkte ud og konkurrerer med det private erhvervsliv. Booking, for eksempel.

En forfriskende stemme i en ret udokumenteret debat. Mange har efterlyst et mere forskningsbaseret indspark. Det er sket i Storbritannien, Norge og Sverige. Alle undersøgelserne har svagheder, men ingen af dem kan påvise, at ’staten’ direkte har skadet de private medier.

I Danmark handler det om DR, medens det andet store statsmedie, TV 2, på forbavsende vis er fløjet under radaren. Hvis DR skader de private på nettet, er det i øvrigt svært at se i mandagens optælling af det daglige brugerantal på netmedierne. Her har de større avismedier næsten tre millioner brugere. DR har lidt over en halv million. Ekstra Bladet og BT alene har over 1,4 millioner. Det indgår ikke i debatten. Det kunne være rart med viden i stedet for påstande.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Børge Rahbech Jensen

"Problemet er, at de producerer meget mere end dengang, de var 400-500 flere. Så meget, at de kan drive seks tv-kanaler, flere radiokanaler og konstant øge stofmængden på nettet."

Så meget mere producerer de ikke. Flere af de seks tv-kanaler sender mest udenlandske tv-serier og dokumentarprogrammer, og meget genudsendes.

Nu det er skrevet, synes jeg, Danske Medier burde feje for egen dør med en mere kritisk holdning til egen adfærd. På internettet kræves betaling for de artikler, hvor dagbladene er forskellige og leverer seriøs journalistisk. Intet tyder på, dagbladene overvejer, om der er en sammenhæng mellem kommentarer i debatter og indtægter, og hvad sammenhængen i så fald er. Det kan bare konstateres, at dagbladene leverer flest debatter om emner, der giver flest kommentarer, og beklager sig over sine indtægter. Det er da også tåbeligt at betale for at blive utilfreds. De fleste mennesker har næppe behov for at være skarpe i debatter, som fortrinsvis skaber konflikter.

"»Det er en kamp mellem Danmark og USA,« sagde han. "

I så fald kan det undre, at danske nyhedsmedier ikke inspireres mere af USAs nyhedsmedier, end de gør. Mig bekendt har USAs nyhedsmedier ikke redaktioner i White House el. Capitol. Med sine redaktioner på Christiansborg minder danske nyhedsmedier mere om totalitære staters officielle nyhedsmedier end om USAs medier. Flere private dagblade får da også statsstøtte. Til gengæld er medier fra USA ofte billigere end danske medier. Fx. koster danske Weekendavisen det dobbelte af USAs Bloomberg Businessweek og mere end fire gange så meget som USAs Time Magazine.

Tak for din kommentar, Børge Rahbech. Et par enkelte kommentarer til kommentaren. Ja, der er lige så mange genudsendelser, som der altid har været....men det er et faktum, at produktiviteten pr medarbejder i DR er steget med omkring 100%. Så meget udenlandsk+genudsendelser er der - trods alt - ikke på seks tv-kanaler. Tænk på, at flere medarbejdere (ca 3.300) i 1995 kun producerede en enkelt tv-kanal (som også havde genudsendelser og udenlandsk stof). Og så er det både rigtigt og forkert, at de store amerikanske medier ikke har redaktioner i Det Hvide Hus og på Capitol Hill. Deres faste korrespondenter har kontorer dér. Men de store medier har så ret store "Washington Bureaus" som ligger et andet sted. De dækker jo meget andet i Washington end Kongressen og Det Hvide hus. Hele statsadministrationen med dertil hørende ministerier og styrelser (FBI, Pentagon, mmm). Jeg synes også at danske aviser er dyre. Men en af mange grunde til at amerikanske aviser er i krise er, at de er blevet solgt alt, alt for billigt. Fordi annonceindtægterne udgjorde en langt større andel af indtægterne end salg og abonnement. Nu svigter annoncørerne massivt og krisen er en kendsgerning. Og det er altså billigere at holde prisen nede med et oplag på 5-600.000 end med oplag som de danske, der er under 100.000 eller endnu lavere. Når Ulf Lund taler om kampen med USA, så handler det primært om Apple, Google, Microsoft, Amazon, Netflix mm - vh Lasse J

Michael Kongstad Nielsen

Lasse Jensen - er der ikke noget galt i regnestykket?
"Problemet er, at de producerer meget mere end dengang, de var 400-500 (medarbejdere) flere." Kan det være rigtigt? Hvis man tæller egenproduktion op og udelader genudsendelser?
Og hvordan hænger de stigende indtægter (licens) sammen med de færre medarbejdere? Hvad bruges de mange penge til, når færre skal have løn?
Og kan produktiviteten overhovedet måles, hvis ikke man inddrager kvaliteten af udsendelserne? At lire bolig- , mad- og aftenshow- programmer af på stribe, kan se produktivt ud, men tyngden mangler.

Det undrer, at Michael Christiansen er faldet helt af på den, han ville engang præge bestyrelsen med kvalitetsambitioner. DR forekommer at være blevet Disney-fiseret, med kanondyre produktioner som Melodigrandprix, og DR-drama, og studielir, og egen reklame, og spørgsmålet er, om ikke "kampen med USA" også handler om udtrykket, det kommercielle udtryk, flowet, hastighed, overflade, underholdning, i modsætning til tyske og svenske (måske også franske) tv/radio programmer, der i mange tilfælde er langt mere lødige?

Michael Kongstad Nielsen

Jeg har lagt mærke til at mange journalister i DR har eget produktionsselskab, husker du Reimer Bo med Stein Bagger? Og hvis du læser rulleteksterne til de forskellige programmer, er der tit et udefra kommende produktionsselskab med ind over.

Kære Lasse Jensen.

Har netop hørt dine synspunkter om DR i programmet Mennesker og Medier. Diskussionen om medielicensen formåede, som sædvanligt, ikke at undgå at komme ind på enkeltprogrammer i TV. Bortset fra det, kom I godt omkring emnet.

Én ting, som næsten aldrig bliver diskuteret grundigt, er armslængdeprincippet, når det drejer sig om politisk indflydelse i DR. Det gamle Radioråd efterlod jo ingen i tvivl om den politiske styring af DR. Den nye konstruktion med en bestyrelse skulle jo officielt borge for en politisk uafhængig styring. Men ser man på sammensætningen af bestyrelsens 11 medlemmer, kun to af disse, nemlig medarbejderne, kan betegnes som politisk uafhængige, så kommer man i tvivl om politikerne virkeligt har sluppet taget i DR's programudbud.

Jeg har udvekslet mails med adskillige politikere fra flere partier for at få en fornemmelse af deres vilje til at foretage ændringer i den nuværende finansiering af DR. Den ambivalens, jeg kan læse i flere af deres svar, hænger jo nok sammen med det glimrende og gratis udstillingsvindue i TV, som de i rigt mål benytter sig af under de nuværende forhold.

Jeg har haft kontakt med forbrugerombudsmanden, for at få klarlagt om licensopkrævningen overhovedet var lovlig. På internettet leverer DR jo, uopfordret, tjenester, som man efterfølgende opkræver medielicens for. En lignende strategi fra en privat virksomhed, ville der jo straks blive skredet ind over for. Forbrugerombudsmanden meldte dog hus forbi. Han hævdede, at DR ikke er omfattet af markedsføringsloven. Da jeg så påpegede, at på forsiden af Forbrugerombudsmandens hjemmeside kunne man læse følgende:

Hvem er omfattet af markedsføringsloven?
Markedsføringslovens anvendelsesområde er "privat erhvervsvirksomhed" og "offentlig virksomhed", i det omfang der udbydes varer og tjenesteydelser på markedet".

kunne jeg kort efter konstatere, at denne erklæring var blevet flyttet fra forsiden til et mere diskret sted. Nej, jeg tror selvfølgelig ikke, at det var min skyld, men det er da et pudsigt sammentræf, ikke sandt?
Jeg deler dit synspunkt om et skattefinansieret DR som den eneste rimelige finansieringsform.