Læserbrev

Udsatte skal bo i byen

Vi accepterer derfor ikke længere, at sindslidende mister deres selvstændighed og sociale færdigheder på hospitalslignende institutioner langt fra byens hverdagsliv og fællesskab
2. oktober 2015

En ny undersøgelse viser, at mange danskere frygter at blive naboer til stofmisbrugere, handicappede, kriminelle og andre socialt udsatte. Et aktuelt eksempel på den frygt er reaktionerne på Københavns Kommunes beslutning om at bygge et bosted for sindslidende misbrugere i et familiekvarter i Ørestad. Men ørestadsbeboerne og alle andre københavnere må vænne sig til tanken.

For uanset, hvor i byen man bor, er der stor sandsynlighed for, at man i de kommende år vil få nye og anderledes naboer.

Det er nemlig hverken tilfældigt eller af nød, at kommunen lader 50 sindslidende med misbrug flytte til Ørestad. Det er derimod en helt bevidst strategi om at lade udsatte københavnere blive i byen i stedet for at isolere dem i institutioner langt hjemmefra.

Bag strategien ligger to vigtige erkendelser, som i løbet af de seneste 20 år har revolutioneret det sociale område:

Den ene er, at de fleste sindslidende kan få det bedre. Psykisk sygdom er ikke længere en livstidsdom.

Og den anden er, at boligen er ekstremt afgørende for udsatte borgeres udvikling eller vej tilbage til hverdagen.

Vi accepterer derfor ikke længere, at sindslidende mister deres selvstændighed og sociale færdigheder på hospitalslignende institutioner langt fra byens hverdagsliv og fællesskab.

I stedet har vi de seneste år lukket de fjerne mastodontinstitutioner og bygget nye boliger til de udsatte her i byen. Det er den udvikling, de nu bliver en del af i Ørestad.

Jeg forstår selvfølgelig udmærket de overvejelser, der går gennem ens hoved, når man hører, at man får nye og anderledes naboer. Larmer de? Sviner de? Er de farlige? Falder min bolig i værdi?

Til det vil jeg for det første sige, at kommunen ikke lader udsatte borgere bo i boligkvarterer, hvis de er farlige eller i øvrigt forventes at ville gøre livet surt for deres naboer.

For det andet vil jeg sige, at man selv har en mulighed – ja, måske endda et ansvar – for at skabe et godt forhold til de nye naboer, uanset hvem de er.

Alle er velkomne til at ringe på døren til kommunens bosteder, og alle er velkomne til at ringe til kommunen, hvis der er noget, de er utrygge over eller utilfredse med.

For det tredje – og det er måske det vigtigste: Undersøgelsen om danskernes frygt for at bo ved siden af socialt udsatte viser, at frygten i langt de fleste tilfælde er ubegrundet.

Der er ikke noget, der tyder på, at huspriserne, kriminaliteten eller stemningen i øvrigt bliver påvirket nævneværdigt. Det er værd at huske på, når frygten melder sig.

Jesper Christensen (S), socialborgmester i København

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
lars abildgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Ideen er god nok, men stadigvæk kun et lille skridt på vejen.
F.eks. skriver den gode borgmester ikke noget om, at de psykiske syge få fuld selvbestemmelse ret over deres eget liv, bolig m.m..
Eller bliver det som sædvanlig, at en folk bedreviden "hatte damer", der i deres forskrue småborglige livsyn skal bestemme alt, også det, man skal spise.
Selvfølgelig under en maske af beboerdemokrati, men ingen af de psykiske syge, jeg kender, og der bo i et botilbud, også i København, er så dumme, at de sætter sig op mod hatte damerne!
Hatte damerne kan gøre ens liv til et helvede, og de gør det, hvis man ikke siger ja og amen til det, de vil.
Borgmeste kan bare tænke på, hvorfor en del, heller vil være hjemløse, end at komme i klørende på kommunen.
Ringbo sagen er jo ikke den eneste sag/sted, hvor det er gået galt, på grund af personalet!