Læserbrev

Venstre lader skattesnyd fortsætte

Skattesnyderi koster hvert år hver eneste EU-borger 15.000 kroner. Det er penge, der kunne have været brugt på sygehuse, plejehjem eller skoler
Debat
2. oktober 2015

Hvis jeg ikke svarer, så forsvinder problemet måske af sig selv. Det lader til at have været skatteminister Karsten Lauritzens (V) strategi, når Europa-Parlamentet flere gange har rykket ham for vigtige, danske skatteoplysninger til brug i kampen mod skattesnyd. Jeg er medlem af det særudvalg, der blev nedsat i kølvandet på Luxleaks-skandalen for at bekæmpe skattesnyd. Det er selvfølgelig afgørende, at udvalget får oplysninger fra de enkelte medlemslande. Kun tre lande har endnu ikke reageret på vores henvendelser: Bulgarien, Slovenien og Danmark.

Direkte adspurgt om den pinlige affære understregede skatteministeren fredag, at der skam ikke var tale om en forglemmelse – Karsten Lauritzen nægter bevidst at udlevere oplysningerne. Forestil jer et ramaskrig, der ville lyde i Danmark, hvis det var Folketinget, han sjoflede på den måde. Og det ville kun være naturligt. Det strider mod alle demokratiske grundprincipper, at ministeren i sin enevælde ligefrem ignorerer en officiel henvendelse fra 751 folkevalgte parlamentarikere, der repræsenterer 500 millioner borgere. Havde det så bare været, fordi det ramponerede skatteministerium ikke magtede at besvare henvendelsen. Nej, det er, fordi ministeren ikke vil. Fra min stol virker det til, at Karsten Lauritzen er uinteresseret i at tage kampen op mod skattesnyd.

Det er en skændsel. Skattesnyderi koster nemlig hvert år hver eneste EU-borger 15.000 kroner. Det er penge, der kunne have været brugt på sygehuse, plejehjem eller skoler. Men det er åbenbart ikke penge, som vores skatteminister er interesseret i at hjælpe til med at inddrive.

Jeg ved godt, at Karsten Lauritzen har haft andre ting at se til i sit nye ministerium. Jeg har også forståelse for, hvis svarfristen måtte rykkes lidt af samme årsag. Det har jeg også slået til lyd for i Europa-Parlamentet. Ministeren havde – kort sagt – masser af goodwill. Men med sin arrogance, hvormed han affejer Europa-Parlamentet, mister han al troværdighed. Det er mangel på politisk forståelse. Han melder Danmark ud af kampen mod skattesnyd. Det er en trist start for en ny minister.

Jeppe Kofod, gruppeformand for Socialdemokraterne i Europa-Parlamentet

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Hvorfor naaede den forrige regering ikke at sende oplysningerne?

Hej Jørgen,

Det gjorde den forrige regering ikke, fordi svarfristen var efter regeringsskiftet. Både påmindelse (før tidsfrist) samt rykker tilgik den nye regering.

Preben Haagensen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

" Skattesnyd på et vist niveau skal kunne betale, men det er ikke noget vi snakker så højt om."

Henning Larsen

Han ønsker vel ikke at udstille vennerne?

Philip B. Johnsen

Den manglende lyst til samarbejde og fællesskab i et ellers med denne og den foregående regering ligesindet plutokratisk eller ulighedsskabende elitære EU, skal ikke forstås som andet end, at magten skal centraliseres hos de rige, at ingen EU politiske beføjelser må misbruges til gavn for fælleskabet, hvilket for de liberale og neo-liberale kort fortalt betyder, at de rige ikke skal betale skat, da solidaritet en begrænsning af det enkelte individs frihed, enhver er sin egen lykkes smed og sådan fungere det internationale marked.

Der er intet nyt under solen, hverken det liberale eller neo-liberale Danmark og EU.

Peter Sterling

Jeg er bange for at du vist er fejlorienteret, folketinget har - må man gå ud fra - en hemmelig særaftale med vores egen kommisær, som jo skulle have undersøgt luxfintens fader, som igen står bag hele missæren, kommissæren tænker; "Hvis jeg ikke svarer, så forsvinder problemet måske af sig selv".

For selvfølgelig skal de rige ikke bidrage til velfærden, snarere tværtimod, herhjemme er den nuværende regering igang med Danmarkshistoriens største røveri og fjerner alle pengene fra bunden. Desuden stemmer S for alle nedskæringerne, men som medlem af S er du jo fuld orienteret i dette, og med den løn du får, kommer det jo også i høj grad dig til gode, men en fin mediestunt er det jo.

Torben Lindegaard

@Jeppe Kofod

Overskriften er strammet, så det næsten er for meget; men det er næppe dig, der har dikteret overskriften - så det lader vi ligge.

I selve substansen er det jo himmelråbende, at Danmark ikke vil samarbejde om afvikling af Luxfinten.

Jeg koketterer ind imellem med, at være EU-tilhænger på Uffe Ellemansk niveau.
Som sådan er man ret hjemløs i dansk politik.

Hjemstedet er i hvert fald ikke Venstre med dets flok af lokalpolitikere.
Og nu bekræfter du endnu en gang, at Venstre slet ikke har samme holdning til EU som i Uffe Ellemans tid og tidligere.

georg christensen

Venstre, har i grunden et stort "sort" problem: De nyder alt det sorte, noget lignende socialkammeraterne, alt det sorte og så lukkethed. Kommer der et problem på banen, afvikles det gerne med: Det kender jeg ikke noget til , det har jeg i min uvidenhed om, ingen viden om, selv om jeg modtog "generaldirektør" (ministerposten), er jeg fuldstændig uvidende om, hvad jeg virkede som.

NB: Er det i grunden ikke bare en "fallit erklæring" på højeste trin?.

Jonathan Smith

Desillusionerende :-(

Liliane Murray

Det begynder at minde mere om mere om tiden op til den Franske revolution, med kongen, dronningen og hoffets intriger og dekadence, og fortsætter det så ender nok også på samme måde, på et eller andet tidspunkt har befolkningerne fået nok.

Sig mig er politikerne helt fra forstanden? Det er jo ikke bare 571 parlementarikere han, undskyld mit franske, røvrender, det er 500 millioner mennesker, dem, os, dig og mig. Hvor længe vil vi finde os i denne maskerade?
Folkestyret har helt mistet mening, det eksisterer ikke mere, jeg synes at samtlige politikere der sidder i det danske eller EUs parlamenter, både de nuværende og tidligere, alle skal ud af vagten, uden mulighed for genvælgelse. Og så skal der nye og friske kræfter til, det hele er blevet for indspist og korrupt.

7.500 milliarders skattesnyd, og vores skatteminister vil ikke gøre noget ved det?

Britta Hansen og Benta Victoria Gunnlögsson anbefalede denne kommentar
Liliane Murray

Du har ret Torben Lindegaard, det er ikke forfatteren der beslutter hvad overskriften skal være.