Klumme

Æd broccoli for Danmark

Rygere og sprittere kan med god ret spørge, om ikke også andre livsstilsfaktorer burde komme i søgelyset. Er vi sikre på, at gevinsten ved at stå på ski opvejer omkostningerne til de mange brækkede lemmer?
6. november 2015

Da jeg gik i børnehave, røg pædagogerne på stuen, og nogle af forældrene røg i bilen, når de kørte os hjem fra svømning. I folkeskolen måtte man ryge i pauserummet, og på mit første rigtige arbejde som journalist sad chefredaktøren bag sit skrivebord med smøg i mund fra tidlig til silde.

Alt sammen utænkeligt nu, og godt det samme. Hvem savner at lugte af røg efter arbejde? Hvem savner at spise på en restaurant, mens nabobordet er nået til cigaretterne? Det er dejligt, at man kan fravælge at blive udsat for røg. Men det er slet ikke nok, for trumfkortet handler ikke længere om passiv rygning, men om samfundsøkonomi. I sidste uge behandlede Randers Kommune et forslag om forbud mod rygning i byens parker. Ikke fordi luften i parkerne er skadelig at indånde, men af hensyn til projekt Røgfri Randers, hvor højst fem procent af borgerne må ryge i 2025. Den slags procentsatser er lette at beslutte, for det er jo bare et tal – det eneste, vi har fidus til i en tid, hvor den fremherskende menneskeopfattelse er så instrumentel, at den virker beslægtet med logikken i moderne svineproduktion: Hvis grisen får det rigtige foder, en varmelampe og et skud forebyggende antibiotika, får vi den bedste flæskesteg til den laveste pris.

I onsdags kunne TV ØST så fortælle, at psykiatriske patienter på det nye supersygehus i Slagelse lige skal rygeafvænnes, før de indlægges. Jeg skriver ’lige’, for det er naturligvis en smal sag at afvænne en psykotisk eller deprimeret storryger gennem 25 år.

Hospitalet har – i lighed med landets andre hospitaler – indført et totalt rygeforbud, og da der i Slagelse også er en retspsykiatrisk afdeling, der kun har udgang én gang om dagen, har patienterne i praksis ikke andet valg end at droppe cigaretterne. Vicedirektør i Region Sjælland, Søren Bredkjær, udtaler godt nok til TV Øst, at man vil stille op med substitutionsbehandling. Det er vi ikke i tvivl om. Psykiatrien er ikke ligefrem kendt for at være karrig med medikamenterne, og det er finere at være afhængig af doktormanden end af Skandinavisk Tobakskompagni. En enkelt patient har taget kampen op: »Vi er jo ikke dømt til ikke at måtte ryge,« sagde hun så rammende i indslaget. Men det er de. For i dag er rygning noget, man skal gøre sig fortjent til. Man kan for eksempel blive direktør eller politiker og få sin egen rygekabine. På samme måde er det forbudt at drikke alkohol i såkaldt røde zoner i danske provinsbyer fra Roskilde til Guldborgsund – med mindre de tørstige sidder på en restaurant med bevilling, selvfølgelig.

Regionsdirektøren forbyder i øvrigt ikke nogen noget. Han vil bare gerne »understøtte, at de får mulighed for at stoppe med at ryge«. Hvad er det, det minder mig om? Nå jo, kommunerne, der gerne vil understøtte, at syge, forpinte mennesker får afprøvet deres arbejdsevne for at se, om de går og putter med en lille rest.

Alt handler lige nu om disciplinering, kontrol og incitamentsstrukturer. Det er ikke bare en dejlig sideeffekt af rygeloven, at færre får lungekræft og KOL – nu er hver ryger en trussel mod potentielle besparelser, skitseret i Excel-ark, hvor man flytter rundt på mennesker og millioner med et museklik. Vi har legitimeret et sundhedsregime, der benytter sig af opdragelse og overvågning snarere end omsorg og respekt for den enkeltes ret til at definere det gode liv, og vi har gjort det med henvisning til økonomien.

Rygere og sprittere kan med god ret spørge, om ikke også andre livsstilsfaktorer burde komme i søgelyset, hvis det hele handler om at optimere mennesket og begrænse udgifterne. Er vi sikre på, at gevinsten ved den motion, man får af at stå på ski, opvejer omkostningerne til de mange brækkede lemmer? De, der lever alene, benytter sig i øvrigt oftere af sundhedsydelser, end mennesker i langvarige parforhold, så hvad med at nudge singlerne – nu hvor de endnu barnløse allerede har fået en velment opfordring til at tælle deres æg? Knald for Danmark, løb for Danmark, æd broccoli for Danmark og gift dig for Danmark. Sikke mange spændende tv-koncepter, vi har i vente.

Signe Løntoft er journalist.Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Nils Enrum
  • Hans Larsen
Nils Enrum og Hans Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer