Kronik

Alternativet og den svære vej fra bevægelse til parti

Uffe Elbæks parti, der fejrer to års fødselsdag i morgen, har på den tid opnået anerkendelse i selv samme system, som det blev sat i verden for at ændre – og ikke alle alternativister er lige begejstrede for den udvikling
Alternativets Uffe Elbæk holder takketale for alle sine frivillige på valgdagen den 18. juni i partiets lokaler i Kattesundet i det indre København.
26. november 2015

Første gang, jeg mødte Alternativet, var på en varm junidag for halvandet år siden i et lille forsamlingshus i Allinge. Som nyslået ph.d.-studerende var jeg mødt op til partiets første årsmøde for at forstå, hvordan man bedst håndterer den svære overgang fra bevægelse til parti.

Forud var gået et halvt år med 20 ’politiske laboratorier’, hvor flere end 700 personer havde deltaget i tilvejebringelsen af danmarkshistoriens første open source-partiprogram. Efter en hektisk periode med skrivearbejde og et maratonmøde med 150 ændringsforslag, var første udkast af partiprogrammet færdigt. Det fyldte 54 sider og skortede ikke på radikale ideer: »Lappeløsningernes tid er forbi. Det er ikke længere nok med småjusteringer og symptombehandlinger,« stod der. Det hele virkede rigtig nok alternativt.

Den første alternativist, jeg snakkede med, hed Søren. Det gør han for så vidt stadig, men han er ikke længere alternativist. Det kommer vi tilbage til.

Dengang i Allinge spurgte jeg Søren, hvorfor han var aktiv i Alternativet, og hans svar kom bag på mig. I en årrække havde Søren nemlig gået og puslet med ideen om at starte sit eget parti. Han havde sågar forhørt sig hos Indenrigsministeriet om muligheden for at ændre i Folketingets struktur, så det bragte demokratiet tættere på borgerne. Faktisk matchede Sørens ideer til forveksling Alternativets, og for at det ikke skal være løgn, havde Søren tænkt, at hans parti skulle hedde, ja, Alternativet.

Det viste sig dog hurtigt, at Sørens fortælling ikke var unik. Jeg har efterhånden ikke længere tal på, hvor mange alternativister, der i løbet af mine feltstudier har fortalt mig om deres eget politiske projekt, og hvordan Alternativet pludselig overhalede dem indenom.

Andre fortalte mig, at de havde ventet på Alternativet hele deres liv, og at de aldrig før havde opfattet sig selv som politiske mennesker. Jeg var mildest talt imponeret. Tænk at mobilisere og repræsentere personer, der igennem årtier med nødvendighedspolitik og visionsløshed har følt sig politisk hjemløse. Alene det at genopfinde den politiske samtale blandt jævne mennesker i det offentlige rum synes at være en bedrift uden sidestykke i dansk politik.

Ensidigt fokus

Men som tiden gik, forandrede Alternativet sig. Målet var Folketinget, og det lod sig mærke.

10 spidskandidater og siden hen en lang række listekandidater skulle vælges. Og hovedfokus i Alternativet rettede sig dernæst imod én enkelt ting, nemlig indsamlingen af vælgererklæringer.

Selv om Alternativet officielt karakteriserer sig selv som en bevægelse (eller rettere en ’fjerde sektor’-organisation) var der i anden halvdel af 2014 langt mellem de politiske laboratorier og andre bevægelsesrelaterede aktiviteter, og mange medlemmer beklagede sig derfor i deres stille sind over det noget ensidige fokus på partidelen af organisationen. Nu handlede det hele pludselig lige lovligt meget om 20.260 underskrifter.

En ’rigtig god’ idé

Kort efter årsskiftet iværksatte Alternativet dog en ny række politiske laboratorier, der delvist havde til formål at lukke de mest graverende huller i partiprogrammet (såsom f.eks. sundheds- og skattepolitikken) og i øvrigt genskabe den positive energi fra første runde af bottom up-politikudvikling.

I mellemtiden havde partiets politikudvikling dog gennemgået en interessant forandring. Internt i Alternativet skelner man mellem en version 1.0 og 2.0. Hvor man i version 1.0 fra ledelsesmæssigt hold forsøgte at styre processen (altså hvordan politiske laboratorier skulle finde sted), skiftede man i version 2.0 til i stedet at styre selve outputtet (altså resultatet af de politiske laboratorier).

Nu kunne alle altså arrangere politiske laboratorier, og alt fra en kaffesamtale til et stormøde kunne i princippet være et politisk laboratorium. Til gengæld var det langtfra alle, der kunne få lov at sætte deres personlige præg på Alternativets partiprogram.

Til at forvalte denne form for output-styring blev et nyt organ, kaldet Politisk Forum, indsat som politikudviklingens øverste autoritet. I stedet for årsmødet (altså, med samtlige medlemmer) var det nu en sluttet kreds på omkring 40 personer, der skulle afgøre, hvad der kunne ophøjes til officiel politik. På et tv-transmitteret laboratorium kunne Uffe Elbæk således fortælle, at det dermed kun var de »rigtig gode« ideer, der kom med i partiprogrammet.

Men hvad er i grunden en rigtig god idé?

Et eksempel på det, der må antages at være en rigtig god idé, er den nye boligjobordning, som Alternativet lagde stemmer til straks efter deres entré på Christiansborg. Selv om ordningen siges at være ’grøn’, anslår Energistyrelsen via beregninger på den gamle ordning, at det 800.000.000 kroner dyre håndværkerfradrag kun vil reducere CO2-udledningen med knap 0,02 procent. Umiddelbart synes dette at ligge langt fra idealet om at gøre op med lappeløsninger og småjusteringer, men i Alternativet er man tilfreds. Som partiets finansordfører, Josephine Fock, formulerede det, er man bare glad for at kunne skubbe en blå regering i en grøn retning.

Men er det virkelig alternativt?

Få måneder før folketingsvalget skrev Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, et blogindlæg med titlen »Konkretpolitik kvæler visionerne«. Her ærgrer Nordqvist sig over journaliststandens tilgang til Alternativet.

Journalisterne ønsker ikke at tale om de visioner, der ligger til grund for Alternativets politiske program, skriver Nordqvist:

»Desværre oplever jeg, at al fokus anlægges konkretpolitiske forhold, hvilket ikke efterlader rum til at tænke over, hvilken retning vi ønsker for vores samfund, og om der kunne være reelle alternativer til, hvordan vi gør tingene i dag.«

Det interessante ved Nordqvists kritik af journaliststanden er, at den ret præcist gengiver mange alternativisters frustration over partiets eget fokus på de ’rigtig gode’ ideer.

Da jeg forleden spurgte eks-alternativisten Søren, hvorfor han ikke længere er medlem, svarede han kort:

»Fordi Alternativet har opnået anerkendelse i det selv samme system, som det var sat i verden for at ændre.«

Selv om mange deler Sørens holdning, er det dog de færreste, der har vendt partiet ryggen. Søren selv fortsætter da også med at deltage i forskellige politiske laboratorier. Det gør han, fordi der i denne del af Alternativet stadig er plads til Sørens eget (og alle andres) alternativ. Her hersker ingen partidisciplin, og alle slags ideer er i princippet velkomne.

Sørens historie peger på et interessant, men ufortalt skel i Alternativet mellem parti og bevægelse: Mens partiet fortsætter den realpolitiske jagt på (selv den mindste) indflydelse, bibeholder bevægelsen en radikal åbenhed over for alverdens variationer over ordet bæredygtighed. Mens man i partiet primært er optaget af de ’rigtig gode’ ideer, udlever man i bevægelsen devisen om, at der altid er et alternativ.

Selv om Alternativet hævder at bygge bro mellem folket og Folketinget, består deres største succes måske derfor i det stik modsatte; nemlig at iværksætte et organisatorisk skel, der gør, at bevægelsens flygtighed ikke smitter af på partiets jagt på indflydelse, og at partiets disciplin omvendt ikke hæmmer bevægelsens mulighed for at forestille sig en verden hinsides lappeløsninger og småjusteringer.

Nogle vil mene, at Alternativet dermed har fejlet, andre vil sige, at dette er betingelsen for succes, hvis man vil være alternativ og etableret på én og samme tid.

Emil Husted er ph.d.-studerende i politisk organisering på Institut for Organisation, Copenhagen Business School.

Læs interview med Uffe Elbæk i anledning af Alternativets fødselsdag i morgendagens Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Anker Nielsen
  • Vibeke Rasmussen
  • Torben R. Jensen
  • Niels Duus Nielsen
  • Ervin Lazar
  • Jens Jørn Pedersen
  • Niels-Simon Larsen
Kurt Nielsen, Anker Nielsen, Vibeke Rasmussen, Torben R. Jensen, Niels Duus Nielsen, Ervin Lazar, Jens Jørn Pedersen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

For mig, der har været med hele vejen, er det en reel og oplysende artikel. Selvom der ikke er noget synligt skel mellem parti og bevægelse, tror jeg, de fleste føler sig mere eller mindre til en af siderne.

Jens Jørn Pedersen

Det er en interessant artikel.
Men jeg undrer mig over, at vi i almindelighed ikke ser/hører noget til Alternativet.
Jeg har forsøgt gennem et halvt år at komme ind og være med til at formulere og debattere, men ingen i Alternativet responderer på mine henvendelser.
Det får mig til at tro, at Alternativet er ved at lukke sig om sig selv, hvorved det ikke vil være et alternativ men en selveksklusion.

Vibeke Rasmussen, Niels-Simon Larsen, Anne Eriksen og Rasmus Knus anbefalede denne kommentar

Jeg finder efterhånden, at de "små partier" nærmest er til for dem selv.
Efter S er blevet blålig og frysende, kommer der kun pip og lidt selvpromovering fra dem, vi havde sat vores lid til skulle protestere?
Og der er mere end nogen sinde at protestere imod - hjælp borgerne!

Flemming Berger, Peter Knap, Benta Victoria Gunnlögsson, Torben Skov, Niels-Simon Larsen og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

God artikel.

Det rigtigt interessante kunne dog være, at følge processen med de "gode ideer" hele vejen.
Hvordan er dynamikken mellem hhv. landsmødet, centralkomiteen og partiledelsen (Elbæk?), når politikken skal godkendes/skrives/formuleres?

lars abildgaard, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg synes ikke, at der er nogen modsætning mellem parti og bevægelse.
Tværtimod kan man savne lidt bevægelse i alle partier. Det kaldes for "uro i baglandet" med en negativ betydning.
Alternativet må nødvendigvis som parti spille med og være præcis ved valgene. Men ind imellem sørger "bevægelsen" for korrektioner af politikken til næste gang.
Mange vil, udefra betragtet, savne lidt mere ideologi og præcision i enkeltsager - ja, lidt mere ideologi.
Ikke nødvendigvis ift den statiske rød/blå, men til noget helt tredje.

Medierne er vanetænkende og kræver præcise svar. Det kniber det somme tider med fra talsmændenes side.
Som barnet. der lige skal hjem og spørge mor og far.

Helene Kristensen

Et grønt parti, som mener borgerne, dem der lever livet derude i samfundet, skal leve grønt og miljørigtigt - og så er de pro-EU. D.v.s. de mener erhvervslivet, kapitalen, altså EU skal være bestemmende over miljøet. Så Alternativet er altså grønt og går ind for flere tilsætningsstoffer i mad, tøj, kosmetik m.m. præcis sådan som man i EU nu er ved at fjerne en masse dumme love som beskytter borgerne, for at gøre livet nemmere for erhvervslivet. Alternativet aner jo ikke hvilket ben de skal stå på - men det er formodentlig heller ikke meningen for så ville de jo kunne blive hængt op på nogle meninger. Jeg ser absolut ikke nogen forskel på Alternativet og De radikale som de var før de blev resolutte og ærlige i udmeldingerne (Vestager) - det er samme "vi mener bestemt ja, nej eller noget tredje alt efter hvordan vinden blæser og noget helt andet hveranden dag".
Men jo, de har vel en chance i disse tider, hvor alle politikere shopper rundt efter meningsmålinger og udsigten til personlig fremgang i karrieren.

Kurt Nielsen, Flemming Berger, Torben Skov og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Jeg høre til dem, der føler jeg at har ventet på alternativet hele mit liv....Jeg håber parti disciplin og helhedsløsninger kan gå hånd i hånd ellers er alternativet bare som alle andre partier, der ikke kan finde ud af at løse deres interne modsætninger og dermed vil alternativet ikke være et egentligt alternativ....

Niels-Simon Larsen

Det er fuldt ud berettiget at kritisere Alternativet. Der er mange kontrolposter, det skal igennem. Det sværeste er at skabe en ny politik, når man samtidig skal kunne beherske den gamle med alle dens normer. De ni MF'ere skulle straks gå ind i det lovgivningshåndværk, som andre har årelang træning i.
Tiden siden valget og sommerferien (folk har jo også familie og skal have lov at trække vejret) er gået med at etablere sig med arbejdsgange, ansætte sekretærer, få hovedbestyrelse og kredsbestyrelser til at samarbejde, og så er der den politiske ledelse bestående af repræsentanter og de 9, der skal kunne komme med en hurtig udtalelse i hurtige politiske situationer.
Derudover har Alternativet nu over 6000 medlemmer, foruden mange der lige skal sondere terrænet (er det her noget for mig?). Der er kæmpedebatter på facebook om alt muligt, som delvis animerer og skræmmer folk. Kredsene har skullet finde partilokaler, og københavnerne er ved at finde et nyt sted.
Og, derudover er der alle dem, der lige vil spørge om Alternativets stilling til ditten og datten og have svar og ikke er tilfredse med svaret: Ja, kom ind og lav et politisk laboratorium om emnet! Jeg kan godt forstå Jens Jørn Pedersen, der efterlyser nogle udmeldinger. Det får mig til at tænke på den gamle radioudsendelse: "Hvorfor hører man aldrig...?" Det kommer, det kommer (forhåbentlig inden sommer).
Alternativet har haft en periode, hvor det blev nødt til at samle sig selv op, men det er ikke det samme som at lukke sig om sig selv, og det kommer ikke til at ske. Garanteret!
Og så må vi ikke glemme, at vælgerne hverken har villet være røde eller grønne, men befinder sig udmærket ved at være blå og sorte som råolie. Det er til at tage gift over - eller gøre noget ved.

jeg sidder og smiler... hvad havde man dog regnet med. Partiets ledelse havde ét eneste soleklart formål - at komme ind på borgen. Det lykkedes man med, ikke til min overraskelse, og nu sidder man hvor man vil og så er alt det naive visket bort.
jeg er ikke overrasket over at de kom ind, de appellerede jo til alle de rigtige værdier, regningen taler vi ikke om. Nu er det blevet dagligdag og partiet er udenfor reel indflydelse. Nu skal der kæmpes for at markere sig i medierne og beslutningsprocesserne så man ikke bliver glemt.
Man siger at sæson nummer 2 i superligaen er den sværeste for en oprykker - det samme gør sig gældende for et tyndbenet nyt politisk parti eller eksperiment.
Heldigvis, for Alternativet, har de en masse stemmer fra studerende.

Mikkel Madsen, Vibeke Rasmussen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Mon medierne kan holde Alternativet svævende alene på metapolitiske betragtninger i samtlige fire år, eller kommer vi mon på et tidspunkt frem til markante politiske standpunkter?

Eksv. havde jeg ventet mere holdningsattitude hos Alternativet i forbindelse med regeringens kystnære bebyggelser ... men det kan jo også være at Alternativet prioriterer den proklamerede "gode tone i folketinget" særdeles højt.

Estermarie Mandelquist, Glenn Lynge Andersen, Flemming Berger, morten Hansen, Mikkel Madsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Det typiske for Alternativet er det aktuelle : JA - MEN.
Det gælder også f.eks Basisindkomsten, som kun berøres ganske lidt og omlægning af skat fra indkomst til ejendom.
Hvis der virkelig er en afklaring på et punkt, må vi forvente, at stortrommen røres i vinterens løb og videre frem. Ellers venter nedgang og til sidst glemsel.
Dette er venligt ment.

Vibeke Rasmussen

På Den Korte Radioavis, som ganske rigtigt er satire men med en meget høj grad af troværdighed – og som vel også efterhånden har udviklet sig til lidt af en magtfaktor? Ikke helt ulig Alternativet engang? – har man flere gange forgæves prøvet at komme i telefonisk kontakt med Alternativet. Men bliver hver gang mødt af enten besked om, at der kun er telefontid et par timer dagligt (eller er det ugenligt!?); eller 'ventemusik'; eller indtalt besked om at vedkommende ikke aflytter sin telefon-svarer; eller lignende.

Er det fordi kontakt til medierne først skal igennem et lag af godkendelser fra 'centralt hold'? Der kan vist ikke være tvivl om at partiet i høj grad er topstyret, og at medierne afgjort ikke betragtes som venner.

Det har lige fra starten været min opfattelse, at Uffe Elbæks formål med Alternativet primært har været at sikre … Uffe Elbæks fortsatte sæde i Folketinget. Han er først og fremmest politiker. Og noget kunne – beklageligvis, men det kan nok ikke være anderledes? – tyde på, at de indvalgte nu også først og fremmest er blevet det.

Niels-Simon Larsen

Leo: Basisindkomsten har en høj stjerne, men hører det nærtkommende samfund til. Personligt ville jeg ikke drømme om at indføre ubi nu, eller rettere sagt, vi har den allerede bare med andre ord og på en forkert måde. Den rigtige ubi hører til i et grønt samfund, der hviler på cirkulær økonomi og social-økonomiske virksomheder og 'social farming'. Det ville kun føre til evig misundelse at indføre den nu. Hvis der ikke er den rette 'modtageånd', går den inte Gränberg.

Niels-Simon - Jeg skal ikke starte en argumentation for UBI. Den kende de fleste efterhånden.
Blot påstå, åbenbart modsat din opfattelse, at UBI er højaktuel set i relation til den forkvaklede måde denne sektor kører nu - med evig kilde til strid og usikkerhed.

Niels-Simon Larsen

Ved Alternativets 'Vent til vi er klar', er der en risiko for at blive skudt en hel masse i skoene, topstyring fx. Medierne, med enkelte undtagelser, stiller ikke relevante spørgsmål. Jeg vil lige bruge Mogensen og Kristiansen som eksempel. De havde fat i Uffe for lidt siden og stillede deres spørgsmål, men ikke ét af dem havde at gøre med klimaet, for det ved de godt regnes for suspekt af deres ledelse. Jeg blev gal og skrev til Uffe (det kan man nemlig godt), at vi ikke skulle acceptere deres dagsorden mere. Den ene halvdel af et interview skal handle om klimaet, ellers kan de rende os... For en ordens skyld vil jeg lige sige, at jeg bare er almindeligt medlem uden mere indflydelse end alle andre. Men altså, det at skulle svare på alt andet end de væsentligste spørgsmål, burde alle politikere afvise, og det væsentligste er klimaet. Bare sådan en lille ting, ikk'? Hvornår har Deadline kørt på med klimaet? Nå, nu er jeg stort set holdt op med at se programmet for ikke at bringe mit vand i kog. En studievært skal passe meget på med at tale om miljø og klima, og de er rigtig gode til at passe på efter min mening. Alt for gode. Adam Holm fik jo en næse for at skrive, at han var ateist i en kronik. Bare det.

Niels-Simon Larsen, uagtet at jeg langt fra er enig med Alternativet, så bliver jeg nødt til at spørge dig om du ikke har været en snas for naiv i din forventning/ forhåbning til at alternativet kunne flytte noget som helst? Et parti uden et program der var klart til valget og baseret på udelukkende feel-good holdninger uden tyngde. Der må da have været en alarmklokke et eller andet sted...

Peter Nielsen :
"så bliver jeg nødt til at spørge dig om du ikke har været en snas for naiv i din forventning/ forhåbning til at alternativet kunne flytte noget som helst? "
Mig bekendt blev de første socialister, fagforeningsfolk, sufraggetter etc. mødt med nøjagtig samme skepsis.
"Hvis man aldrig prøver noget, sker der ingenting" Klaus Rifbjerg

Poul Sørensen, Niels Duus Nielsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jeg læste, hvad der var at læse før valget. Vil betegne programmet som et principprogram - modsat et detaljeret arbejdsprogram. Men jeg fandt det tilstrækkeligt til at stemme på partiet. Måske af mangel på bedre :-).
Jeg skrev straks til partiet om det, jeg faldt over som interessant (de to emner nævnt ovenfor) i det håb, at de ville tage fat i en nærmere detaljering.
Det vil helt sikkert ske - det er simpelthen nødvendigt for at blive et rigtigt parti.

Vibeke Rasmussen - alle der er kommet gennem partierne og vælgernes nåleøje og endt på Borgen er politiske mennesker, der er blevet politikere. Ellers var de ikke nået derind. Du får det til at lyde som en karakterbrist. Men mange af politikerne er politikere, der har tilbragt det meste af deres voksenliv med at arbejde i politiske, faglige eller interesseorganisationer. Se bare på folk fra EL som Per Clausen, Frank Aaen eller Søren Søndergaard. Og hos socialdemokraterne er det nærmest en betingelse for at "blive til noget". Så der synes jeg sgu Uffe Elbæk er mindre belastet end så mange andre.

Vibeke Rasmussen

Herdis Weins, hvor eller hvordan du læser ind i min kommentar, at jeg skulle anse det som en karakterbrist at være politiker, står mig ikke helt klart. Eller at jeg skulle have givet udtryk for, at Uffe Elbæk i den retning skulle være enten mere eller mindre belastet! Men at være politiker indebærer nu engang, bl.a. at man ræsonnerer, agerer og udtrykker sig på en helt anden måde end de fleste såkaldt 'almindelige' mennesker, og at man på mange områder må være parat til at gå på kompromis. Derudover indebærer dét at være folketingspolitiker, at man ikke alene må være parat til at gå på kompromis, men også at der er et helt særligt regelsæt, man må indordne sig. Noget jeg personligt aldrig ville kunne, men 'them's the rules', og heldigvis er der andre, der kan.

I de par år Alternativet har været under opbygning, tror jeg – og det er så bare mit gæt – at mange af de frivillige, hvis energi, entusiasme, kreativitet og humor jeg har haft den største respekt for, fejlagtigt har opfattet Uffe Elbæk som iværksætter mere end som politiker. Og jeg tror – igen bare et udokumenteret men kvalificeret gæt fra min side – at det er kommet bag på mange, at han er, først og sidst … politiker.

Vibeke Rasmussen - så har jeg misforstået dig, hvilket jeg dybt beklager.
det kommer nok af, at man her på sitet, men også mange andre steder og IRL oftere og oftere hører folk bruge ordet "politiker" nedladende. Det er en udvikling, som beklagelig, men som desværre er forståelig, når man følger folketingspolitikeres og partiernes laden hån om idealer for et velpolstreret sæde i magtens centrum og især en himmelråbende diskrepans mellem de vilkår, man i reformiver mener, befolkningen må lære at leve med og de vilkår, man tildeler sig selv.

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

Herdis weins, problemet er at alternativet jo ikke er noget nyt. Det er bare mere af det samme. Hvad nyt overhovedet har de tilvejebragt? En ny måde at iscenesætte sig selv på men politisk intet andet end noget jeg kan finde andre steder i andre partier. De var hypet som ny alliance var , og så gik gassen af ballonen. Realpolitik er noget andet end fjollerier.

Niels-Simon Larsen

Er der nogen af debattørerne her, der vil stille op til valg, hvis de får den behandling, som Uffe har fået? Jeg tror det næppe.
Man skal have hård hud på sjælen, og det har han ikke. Han er den kaospilot, som I ser på skærmen. Heldigvis er vi en del, der støtter ham under flyvningen og har det arbejdsomt og sjovt med det.
I, der tror, at gassen vil gå af ballonen, vil sikkert få jer en overraskelse til næste kommunalvalg.

Niels-Simon hvori består den brutale behandling af Uffe Elbæk?

Og jeg ser ingen der tror at gassen går af ballonen, men mange der spørger hvad den varme luft mon skal bruges til - politisk? Når regeringens kystbeskæmmelse og landbrugets licens to kill the nature ikke har kunnet oprøre Alternativet?

Niels-Simon Larsen, Vibeke Rasmussen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

At udvikle god politik er heldigvis også en inspirerende opgave, så mon ikke der er masser af perspektiv også fremover for alternativet og dets top kaospilot.:-)