Kommentar

Angrebene i Paris kan forandre Europas flygtningepolitik

Tysklands Angela Merkel vil næppe kunne sin sætte vilje igennem over for et Frankrig, for hvem national sikkerhed er blevet det altoverskyggende hensyn
21. november 2015

Pludselig risikerer snart sagt hver en flygtning at blive set som potentiel terrorist. Det er, hvad terrorangrebene mod Paris har ført med sig. Som europæere har vi skiftet rolle fra samaritanere til krigere. Pludselig fremstår vores egen sikkerhed som langt vigtigere end andre menneskers ret til beskyttelse og bistand. Simpelthen fordi vores frygt er så meget større end vores empati og medfølelse. 

Vil presset fra flygtningestrømmen til Europa blive ved? Efter al sandsynlighed er svaret ja. Det lader endog til at tage til, og kun til dels skyldes det krigene i Mellemøsten – afghanerne har allerede i nogen tid været en større gruppe end syrerne, og så sent som sidste sommer udgjorde ’flygtninge’ fra Balkan – især fra Kosovo, Albanien eller Serbien – den største gruppe af asylansøgere i Tyskland. Denne stadige strøm af indvandrere er således snarere et fænomen i stil med tidligere tiders europæiske udvandring til Amerika, end den er et resultat af tilfældig flugt fra akut livsfare. Oftere end om flygtninge handler det om migranter, som søger et bedre liv.  

Vil Europa fortsat ønske at tage imod dem? Efter al sandsynlighed er svaret nej. Dagens Europa er ikke som Amerika for hundrede år siden. Det europæiske tilbagetog fra den åbne til den lukkede dørs politik har allerede stået på i nogen tid, men efter angrebene i Paris er det kun et spørgsmål om tid, før det vil blive officielt erklæret program. ’Afskrække’, ’udelukke’, ’sende tilbage’ vil blive de nye imperativer, og det er Frankrig, som vil stille sig i spidsen for dette program. Man befinder sig ’i krig’, har genindført kontrol med egne grænser og kræver det samme af andre EU-medlemsstater.

Lettet Merkel?

Frankrig vil gå langt for at få, hvad det i sin nationale sikkerhedskrise ønsker sig, og det vil blive svært for Tyskland at fortsætte sin åbne dørs politik, hvis Frankrig insisterer på at lukke sin dør. EU’s to vigtigste stater må bogstaveligt talt eksistentielt trække i samme retning – ellers ophører Europa med at eksistere.  

Måske er Angela Merkel i al hemmelighed lettet. Frankrig forsyner hende med en undskyldning for at forsøge at redde sig ud af det rod, hun havde anbragt sig selv i, og som truer med koste hende posten som kansler. Solidaritet med Frankrig er trods alt vigtigere end hensynet til ikkeeuropæiske, overvejende muslimske flygtninge og emigranter.

Terrorangrebet i Paris har dramatisk understreget, hvor isolerede Tyskland og Sverige er i flygtningespørgsmålet. At sikkerhedsspørgsmålet nu rykker helt i forgrunden, forstærker kun den allerede eksisterende afvisningsfront. Østeuropæerne står ikke længere alene. Med få undtagelser er hele Europa mere eller mindre forenet i kun at ville tage imod et symbolsk og minimalt antal flygtninge. Stærke populistiske partier udgør, selv om de fleste stadig er i opposition, en magtfuld pressionsgruppe. Deres indflydelse er i vækst, og det samme er sympatien i etablerede partier over for mange af deres ideer og overbevisninger.

Dekadencen

Vil Europas strategiske plan om at bringe strømmen af ​​flygtninge under kontrol fungere? (’Under kontrol’ betyder på almindeligt sprog drastisk at reducere det, helst sætte helt i stå).

Svaret er næsten helt sikkert nej. De – lettere desperate – tysk-svenske planer om at fordele dem, der allerede findes i Europa ved hjælp af et obligatorisk kvotesystem, vil næsten helt sikkert ikke blive til noget. Ingen ønsker dem, og flygtningene selv ønsker at blive, hvor de er.  

Nogen plan B har hverken Stockholm eller Berlin. I stedet må de påregne selv at skulle tage vare på de flygtninge, som det var meningen skulle fordeles i navnet på en solidaritet, som ikke eksisterer. 

Og hvordan forstærkes Europas ydre grænser? Uden at det bliver sagt lige ud, nærmer vi os her Viktor Orbáns dystre praksis, for Europas grænser vil ikke kunne patruljeres og kontrolleres af Frelsens Hær. I princippet findes der ikke tekniske udfordringer. Den Kinesiske Mur og lignende befæstninger i det byzantinske rige bestod i flere hundrede år og var såre effektive. Det samme må siges om den langt mere flygtige Berlinmur. Barbarer og ’fascister’ blev holdt uden for (og i sidstnævnte tilfælde blev regimets eget folk holdt på plads inden for).

Men løsninger som disse historiske eksempler er naturligvis meget usandsynlige, fordi de straks vil geråde i konflikt med det, vi opfatter som vores europæiske værdier. At måtte skyde på ubevæbnede kvinder og børn, vil, selv defineret som lovligt selvforsvar, være aldeles utænkeligt for europæere.

Tilbage står at lade andre gøre arbejdet. Kan Europas sikkerheds- og migrationsspørgsmål løses, hvis vi uddelegerer det til f.eks. Tyrkiet? Dette er, hvad der synes at foresvæve Europas førende politikere, der disse dage er hyppige gæster i Ankara. Et underlig paradoks – at EU skal forsvares af en stat, der end ikke betragtes som kvalificeret til at blive medlem af fællesskabet. Historien lærer os desuden, at sådanne lejesoldater- og legionærtjenester er ekstraordinært dyre og upålidelige. Dem griber man som regel først til i, hvad der er en stats eller civilisations sidste stadium før undergang: dekadencen.

Men der er vi forhåbentlig ikke endnu. 

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"At måtte skyde på ubevæbnede kvinder og børn, vil, selv defineret som lovligt selvforsvar, være aldeles utænkeligt for europæere."
Du har vist ikke hørt om DF, vel?

Torben Lindegaard

Der er jo ikke noget menneskeskabt, der holder evigt.
Tiden vil vise, om EU er nået til dekadencen, så det hele braser sammen.

Måske - men hvad sætter vi mon så i stedet?

Jørgen Mathiasen

Flygtningepresset på de europæiske lande starter ikke ved umulige politiske planer i Stockholm eller Berlin, men derimod ved Grækenlands og Italiens grænser. De nævnte hovedstæder reagerer bare på problemet. Hvis alle europæiske lande går over til at anvende Ungarns løsning, kan Italien ikke sende flygtninge videre, og så kan man begynde at gætte på, hvad det vil medføre af interne europæiske konflikter og italienske forsøg på at begrænse flygtningestrømmen.

Situationen kan udvikle sig i den kaotiske retning, Marlene Vind spekulerede i fredagens udgave af Deadline. De samme spekulationer bør politikere (og evrt. redaktører) gøre sig. Schengen-samarbejdet kan falde samme, der tales nu om et mini-Schengen som erstatning, som i øvrigt hverken rummer Frankrig eller Italien. Der er efter alt dømme ved at blive lagt op til en større diskussion, hvori en udmeldelse fra UK indgår i baggrunden.

Swartz evner som spåmand imponerer ikke: Der er i EUs kernelande en vital interesse i EU, og fredag aften understregede Merkel i talen på CSUs landsmøde igen Tysklands position i den forbindelse: "Tyskland er vores fædreland, Europa er vores fremtid". Falder EU 1.0 sammen vil der blive oprettet et 2.0, men på et nyt grundlag og evt. uden lande som UK og DK.

Børge Rahbech Jensen

Hvordan passer det med denne artikel (på engelsk):
http://qz.com/554555/france-has-doubled-down-on-its-promise-to-syrian-re... ?
Jeg har heller ikke læst el. hørt andre steder, at Frankrig ikke vil tage imod flere flygtninge fra Syrien.

"Frankrig vil gå langt for at få, hvad det i sin nationale sikkerhedskrise ønsker sig"

Enig, men det, Frankrig har bedt om, er ikke lukning af grænser for flygtninge. Det ønsker snarere bedre udveksling af informationer mellem europæiske efterretningstjenester, et europæisk svar på FBI og bedre mulighed for grænsekontrol inden for Schengen. Det har USA i forvejen inden for sine grænser.

Indholdet af denne artikel minder mere om USAs republikaneres og Danmarks politik.

Trond Meiring, Thomas Holm og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Tysklands største gruppe asylansøgere i 2014 var ifølge artiklen "økonomiske migranter" fra Balkan. - Jeg har med det i baghovedet lidt svært ved at se sammenhænget med et fremtidigt scenarie, hvor Tyrkiet udgør en ydre grænse.

Den aktuelle situation med mange flygtninge fra Syrien må trods alt betragtes som ekstraordinær og delvist selvforskyldt, men det er ikke nogen umulig opgave for de europæiske lande. En mulig løsning kunne være en fordeling som Tyskland og Sverige ønsker det, og suppleret med en omlægning af landbrugsstøtten, så den i stedet gives til 1-5 års integration.

Antallet af flygtninge kan naturligvis blive langt højere, hvis Tyrkiet fortsat skal bestemme den europæiske (Vestlige) politik i Syrien og Irak.

Frygtens æstetik

Die moderne Welt in Europa wird sich als eine Zeit erweisen, in der die Wünsche durch ihr Wahrwerden das Fürchten lehren. - frit efter Sloterdijk – og således nået til et midlertidigt højdepunkt i europæisk demokrati og kultur under afvikling har man samtidigt lært at frygte terrorister både fra ørkenteltene og finansdomicilerne – massen på vej ad den skrumplede vej til ruin som oplyste frygtninge og lemminger …

Tak for sidst, Merkel/EU

Dengang EU’s lejesvende, Troikaen, gik efter Grækenland og maltrakterede en suveræn stat og et medlem af samme klub, samt bragte mange menige grækere til tiggerstaven eller det der var værre, var gensvaret fra græske politikere, primært forsvarsministeren, at man bare ville lade flygtningene daffe uhindret videre op i Europa og fralægge sig ethvert ansvar, hvis der blandt disse også var terrorister – og sådan gik det - Grækenland har lært Europa, og snart også tyskerne, at frygte …

Anders Barfod, Jørgen Madsen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar