Læsetid 4 min.

Børnefamilieløkken

Hvis man INGEN børn har (valgfrit) og derefter siger, at man går i seng med mænd, så skubbes man lidt derud, hvor man kun kan sidde og dingle på yderkanten af bænken som en af de der festlige bøsser
12. november 2015

Det at få besøg har konsekvenser. Og jeg kan ikke tørre det hele af på katten. Alene. Selv om den spillede sin rolle. Som kat. Hvilket var fejlen. Miseren, så at sige.

Besøget udviklede sig nemlig. Det gør besøg. Når man først har fået fremmede ind i huset, vil de ikke ud igen. I hvert fald ikke før, de har drukket min te og spist mine vaniljekranse og forstået det, som nok står med småt, men som jeg ellers aldrig har været bange for at tale højt om, ja, her bor INGEN børn, her bor heller INGEN familie. Det, som bor her, er to mænd og en kat.

Nå nå, vi skal jo alle sammen være her, siger de fremmede mennesker i stuen, i min stue, mens de ellers går en omgang i huset og med stemmer og stemninger aflurer situationen og fremsiger, at her kunne snildt bo et barn. Her er rum til det, som det hedder. Mit arbejdsværelse, for eksempel.

Der arbejder jeg altså, siger jeg resolut, og lukker døren. Det er en gradbøjning af gæstfrihed. Hvis man ikke er som dem, der kommer på besøg, må man forsvare sine valg. Og hvis man ikke cykler rundt på gader og stræder med en kiste stor som graven (bare rolig, ingen er døde, den er til familien, som godt nok ikke kan lide Christiania, men gerne vil proklamere, at de kan lide den, når det kun er en cykel,) så må der være en skrue løs. Eller en løs forbindelse et sted i undergardinerne.

Sidstnævnte kategori havner man(d) ofte i, når man bekender sovsekulør. Hvis man INGEN børn har (valgfrit) og derefter siger, at man går i seng med mænd, for det meste bare den samme mand, så skubbes man lidt derud, hvor man kun kan sidde og dingle på yderkanten af bænken som en af de der festlige bøsser, der som en anden Fedtegreve Gustaf skal få festen til at glide ned for resten af selskabet. Resten er så de andre, altså heteroseksuelle, der kun kan feste og drikke ting med promiller, hvis de så må få lov til at stå og se på én som et slags levn fra museumsverdenen.

Der er man arkiveret under frihed, frisind og frivillighed. Det sidste betyder bare, at man er billig, ja, gratis, og for det meste kun gør ting, fordi man har lyst til det. Man har ingen begrænsninger, og står gerne splitterravende Kong Hans i Sankt Jørgens buskadser klokken lort om morgenen. Ja, sådan må det være. At være mig. Og fri, frivillig og fri for børn.

Udstillingsvinduet

Jeg må skuffe. Igen må jeg skuffe. Og sige, at sådan er jeg slet ikke. Jeg har bare INGEN børn. Og ja, det er et valg. Men jeg kan godt lide børn, når de er børn. Det, som jeg ser, er bare, at mange børn, ikke er børn meget længe, når de havner i de kiksede omstændigheder af limstifter, kontaktlim og alt det andet, som indebærer vådområdekategorien familien.

Ikke at man ingen muligheder har for lykken som familie, det sker nok i ny og næ, men jeg kender ikke mange eksempler på, at børn ligefrem har skubbet kærligheden længere frem mellem de to, tre, fire, fem eller seks, som efterhånden har indvilliget i at indgå pagt med djævlen – eller med klinikken på de belyste boulevarder, hvor der forhandles sæd og æg på samme måde, som der i 1980’erne blev knaldet rundt med sukkerknalderne i stormagasinerne.

Dengang var det lysten – og økonomien – som var faktorerne. I dag er det udstillingsvinduet. Vi skriver godt nok, at vi er kommet så og så langt – og vi har alle læst vores plettede og skambidte pamfletter fra tiden dengang, hvor vores forældre bollede af ren og skær nydelse – og fordi de kunne lide hinanden.

Ingen kan lide hinanden i dag. Men alle vil have noget til deres hænder. Børn, blandt andet. På den måde kan man mødes storskrydende og i tøj, som nok vil defineres som noget fra overskudslager, men på ingen måde båret af overskud, fordi hyggen også koster kalorier, når man mødes i det offentlige rum med det, man går rundt med i sine hænder, og alle kan se det, ja, alle kan se det, her er en rigtig familie.

Det er kærlighed

De scenerier går jeg altid udenom. De fylder. Men de må gerne fylde. Bare jeg og katten kan humpe forbi, og får vores egen plads et sted i sidegaden, hvor vi stadig sidder med vores lunke te og slikker sårskorper og læber med en selvtilfredsstillelse, som vi har lært af os selv. Fordi vi har mærket efter. Og ikke følt et behov for at have noget i vores hænder, som koster mere ansvar end en årlig vaccine, lidt kattegrus og en sofaløve i fodenden af dobbeltsengen, hvor jeg så blandt andet sover med min mand.

Det er kærlighed. Så længe det holder. Med treenigheden. To på to ben, en på fire.

Jeg lukkede besøget ud igen. De fremmede mennesker gik hjem til det, de havde, og som de befandt med lykke. Og løkke. Sådan er vi så forskellige. Desuden sagde en af de fremmede, at de også havde ønsket sig dette her, engang. Men havde udviklet en allergisk reaktion, som katte udløste. Børn kunne hun dog tåle. Uden de store problemer. Med børn var det noget helt andet, hun jævnligt fik i øjnene.

Jeg stak hende en serviet. Det var min måde at vise, jeg trods alt er flink nok. Et sted inde bag vindjakken. Bare vi overholder vores retningslinjer for besøg. Vi skal ikke være hinanden. Vi skal ikke engang være i familie med hinanden. Vi skal nemlig slet ikke noget med hinanden. Med mindre det er frivilligt.

Med og uden børn. Tak!

Tomas Lagermand Lundme er forfatter, billedkunstner og dramatiker

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tino Rozzo

Gud ved, hvad det er for "besøgende", der invaderer forfatterens hjem på den skamløse måde?
Kan det virkelig passe, de ikke på forhånd ved, at han bor sammen med en anden mand - og som følge deraf ikke har børn?
Jeg må tilstå, at jeg tvivler - og ikke fanger den dybere mening med indlægget.

Brugerbillede for Grethe Preisler
Grethe Preisler

@Tino Rozzo (som ikke har fanget den dybere mening med indlægget)

Den ville du have fanget, hvis du gik lidt oftere til frisøren og/eller læste 'Se & Hor' - de kendte og kongeliges.fælles catwalk og kulturelle platform i Ørestaden. Hvis du ikke har flere hår på hovedet, end du selv kan ordne med en shaver og en vaskeklud, kan du alternativt tune ind på Radio 24/7 og aflytte programmet "Det vi taler om".

Brugerbillede for Mikkel Madsen

Du er speciel og unik, hvilket jeg er glad for at høre.

Jeg er også rigtig speciel og unik, og det håber jeg du er glad for at høre.

Vi er alle specielle og unikke, og har ind imellem også rigtig spændende gæster på besøg.

Således bekræftet i hver vores lille livsverden kan vi gå videre :-)

Brugerbillede for Mikkel Madsen

"Jeg må tilstå, at jeg tvivler - og ikke fanger den dybere mening med indlægget."

Indlægget er - for at være lidt hård - dybest set blot en banalitets-opstabling, der på en eller anden vis skal overbevise os andre om forfatterens unikhed og helt særlige situation.

Jeg mener ikke, at det lykkedes, men enhver kan danne sig sine meninger...

Brugerbillede for Herdis Weins

Tryg forsikring har 37 definitioner på "familie", så jeg er temmelig sikker på at 2 mænd i fast forhold + kat defineres som familie.
Sorry Tomas, du er bare lige som rigtigt, rigtigt mange andre.

Brugerbillede for Mikkel Madsen

@Herdis Weins: "Sorry Tomas, du er bare lige som rigtigt, rigtigt mange andre."

...Hvilket måske i disse X-factor tider kan være helt beroligende :-)

Nej, du behøver ikke at være et "talent" eller "unik" for at have et fedt liv. Du er sikkert interessant nok som du er. Nyd det du har, hvil i det og prøv ikke at være noget, du ikke er.

Jeg ved ikke om Eva Selsing er salonfähig her på Information, men hun har sine pletskud; dette er et af dem: http://www.b.dk/kommentarer/bange-for-at-vaere-almindelig

Brugerbillede for Jørgen Malmgren
Jørgen Malmgren

Det er egentlig lidt beskæmmende, at forventningerne til de "anderledes", stadig er de samme som i firserne, Far, mor, børn og villa, volvo og vovhund idealet lever stadig væk stærkt i folks bevidsthed, også selvom samfundet og familielivet har foretaget nogle voldsomme drejninger. Traditionelle familiemønstre er blevet nedbrudt og vi har fået, dine, mine og vores børn familierne og de ser ud til at blive. Ligesom at polygame samlivsformer er dukket op. Hvornår mon vanetænkningen ophører?

Brugerbillede for Anders  Hede

Det foregår også meget i ens eget hoved. Da jeg i en relativ høj alder var single i flere år (også med kat) fik jeg også en masse "sjove" kommentarer over tid, men mest af alt havde jeg det selv dårligt fordi jeg ikke følte jeg levede op til det samfundet og ikke mindst familien forventede.

Og skamfølelse i den sammenhæng kan næppe overvurderes. Så jo alle udenfor forventer noget bestemt af én, men rigtig meget af det er også noget der foregår i ens hoved, og som bliver til en forbandelse, selvom man isoleret set faktisk har/havde det glimrende. Udover min familie tror jeg ikke rigtigt at andre for alvor bekymrede sig om hvordan jeg levede, men det gjorde jeg selv, og det kan blive en besættelse.

Hvor man jo bare bør leve på den måde som gør en selv glad og være ligeglad med alle andre. Men det er nemmere sagt end gjort.

Nu har jeg også kone, 2 børn, men selvfølgelig også stadig min kat :)

Brugerbillede for Herdis Weins

Anders Hede - helt enig. Det meste foregår i hovedet på en selv - faktisk interesserer andre sig slet ikke så meget for ens liv og levemåde, som man selv tror.
Men så er der selvfølgeligt også dem, der lige skal forsøge at spille et offerkort a la " folk, ser skævt til mig fordi jeg er barnløs/enlig/tatoveret/ læsper/uden kørekort etc. etc."