Kronik

Drop berøringsangsten i æresrelaterede konflikter

Jeg har oplevet æresrelateret vold på egen krop, og jeg har arbejdet professionelt med at hjælpe andre i samme situation. Tro mig, når jeg siger, at vi er nødt til at gøre mere for unge mennesker, som kommer på kant med familiens æreskodeks
Kommunerne og socialarbejdere må blive bedre til at forstå alvoren af æresrelateret vold mod især kvinder. Det er dødsensfarligt, svært og isolerende at skulle bryde med sin familie, når ære betyder så meget for familiens omdømme, mener dagens kronikør. M

Kommunerne og socialarbejdere må blive bedre til at forstå alvoren af æresrelateret vold mod især kvinder. Det er dødsensfarligt, svært og isolerende at skulle bryde med sin familie, når ære betyder så meget for familiens omdømme, mener dagens kronikør. Modelfoto af kvinde på et krisecenter.

Ulrik Hasemann

4. november 2015

I 2008 gik jeg fra den mand, jeg havde været gift med i 14 år. Det var min familie ikke indforstået med. Slet ikke, da der begyndte at gå rygter om, at jeg havde fundet en anden mand.

Det var et brud med familiens ære, og der stod jeg med tre børn og intet fundament under fødderne. Hvor skulle jeg gå hen? Hvad skulle jeg stille op med dødstruslerne, og hvordan kunne jeg genoprette et trygt og stabilt liv for mig og mine børn?

De færreste vidste dengang, hvad man stiller op med trusler på livet, der omhandler familiens ære.

Jeg måtte selv anvende mit netværk og venner, og min socialfaglige baggrund gjorde mig i stand til at håndtere den meget kaotiske situation. Det har kostet meget på alle planer. Derfor appellerer jeg til, at vi ikke svigter andre unge i samme situation.

Læs også: ’Vi er nødt til at tale lige ud af posen om, hvem der havner i æresrelaterede konflikter’

Æresrelaterede konflikter, trusler og æresdrab er stadig aktuelle i dagens samfund. Debattører, aktører og medier har fokus på problemstillingen, men bliver der gjort nok for de mennesker, der trodser deres familiers ære med livet som indsats? Er det nok, at vi taler og gentager os selv og opretholder en konsensus om, at vi gør vores bedste, og at æresrelaterede konflikter er et spørgsmål om kultur og ære, der er svære at gøre noget ved?

Vi har for nylig set to æresdrab i Tyskland, og her i Information kunne man i sidste uge læse om Nader, der har oprettet organisationen Ny Identitet for at hjælpe kvinder i såkaldte æresrelaterede konflikter (»Jeg ønsker ikke, at nogen skal gøre det, jeg gør«, den 29. oktober). Både politikere, myndigheder og indvandrermiljøet lader nemlig ofrene i stikken, siger han.

Men har Nader ret?

Jeg mener faktisk ikke, at politikere og myndigheder lader ofrene i stikken. Ikke i dag, hvor der både er en politisk strategi og flere institutioner, som aktivt arbejder med æresrelaterede konflikter.

Men vi kan og skal blive bedre i det daglige sociale arbejde!

Læs også: Kvinder i æreskonflikt føler sig svigtet af krisecentre

(Det med indvandrermiljøer, der svigter, er en helt anden diskussion. Her kræves der et kritisk selvblik og en holdningsændring i disse miljøer, Men det er ikke emnet for denne kronik).

Ihærdig indsats

Der er sket meget, siden dansk-pakistanske Ghazala Khan blev myrdet ved Slagelse Banegård i 2005.

Der er også sket meget, siden den dag jeg selv fik vendt mit liv på hovedet og stod alene. Jeg fik næsten ingen hjælp, og den hjælp, jeg fik, var ikke til megen nytte. Dengang eksisterede vigtige initiativer som rådgivningstjenesten Etnisk Ung ikke.

I dag bliver der faktisk gjort en ihærdig indsats for at hjælpe ofrene for æresrelateret vold, trusler og konflikter, og der findes mange rapporter, evalueringer og håndbøger på feltet. Med andre ord er der ikke mangel på tiltag på området, men selve kvaliteten af den hjælp, som tilbydes, skal diskuteres.

Jeg hører stadig om kvinder, der henvender sig til de sociale myndigheder og føler sig misforstået og ikke får den nødvendige hjælp. Det sker ofte i kommunerne. Alt for få socialarbejdere har det rette kendskab til æresrelaterede konflikter.

Læs også: De er ofre for deres familiers vold – og for venstrefløjens tavshed

Landsorganisation af Kvindekrisecentre (LOKK) og Etnisk Ung har over en længere periode oplevet en stigning i antallet af unge, der henvender sig, fordi kommunerne og lokale aktører ikke ved, hvordan de skal håndtere sagerne.

Både dansk, svensk og norsk forskning bekræfter da også, at professionelle synes, at området er vanskeligt. De er usikre på, hvilke metoder de skal benytte sig af. Der er stor usikkerhed om, hvordan æresrelaterede konflikter, vold og trusler overhovedet skal defineres.

De skandinaviske lande opererer med forskellige tilgange i arbejdet med æresrelateret vold, og der mangler en tydelig, praktisk anvendelig definition.

Æresrelateret vold er nemlig ikke nogen enkel og entydig størrelse. Ære er et spørgsmål om at opretholde familiens facade udadtil, mere end det handler om noget andet. På arabisk hedder det sharaf og betyder direkte oversat ’ære’ – en ære, som bæres af familien og kan brydes, hvis individet – eksempelvis mig – træder ved siden af.

»Folk snakker om dig på gaden,« fik jeg at vide dengang.

Udbredt etnocentrisme

Jeg ved, hvad det vil sige at stå på begge sider af bordet – både som én, der har prøvet det på egen krop, og som professionel. Og mange af mine kolleger synes, det er vanskelige sager, fordi de har svært ved at sætte sig ind i så alvorlig en problematik. Ofte føler de ikke, at de har den fornødne viden. Andre gange er de bange for at handle forkert eller for at blive kaldt racister. Tænk nu, hvis man blander sig unødigt i en families anliggender?

Det får konsekvenser lige meget, hvad man gør. Det skal man være indstillet på som socialarbejder. Den berøringsangst og uvidenhed fra de professionelle, som jeg selv oplevede tilbage i 2008, kan ingen i hvert fald være tjent med.

Læs også: Under familiens radar

Hvis man udelukkende anvender kulturelle og religiøse forklaringer i problemforståelsen af de unge, får man svært ved at analysere den sociale kontekst, som kan have afgørende betydning for deres aktuelle situation.

Der er en udbredt etnocentrisme på spil. Normer og værdier fra den danske kultur bliver brugt som målestok for at bedømme og forstå ’fremmede’ kulturer, og jeg ser en tendens til, at socialarbejdere sætter egen kultur og etnicitet i fokus i forhold til at bedømme andre kulturer ud fra graden af afvigelse fra denne norm.

Det fører til en indskrænkning af muligheder for en kvalificeret socialfaglig analyse af sociale problemer og dermed konstruktive indsatser for at fremme hjælpen til unge udsat for æresrelaterede konflikter og vold.

Det, der kan hæmme socialt arbejde med unge udsat for æresrelateret vold, er med andre ord en statisk kulturopfattelse, hvor ofrene for æresvold bliver kategoriseret som ’anderledes’. Disse kategoriseringer fører til fremmedgørelse af gruppen af unge udsat for æresrelateret vold. Overdrevne gensidige stereotyper hæmmer mødet mellem socialarbejdere og unge udsat for æresrelateret vold. De professionelle skal blive bedre til at forholde sig til den konkrete person, de står overfor.

Inviter til dialog

Vi er nødt til at gøre op med frygten for at italesætte tabuer. Som socialarbejdere er vi nødt til at finde modet og fortælle os selv, at disse sager er anderledes, men ikke mere anderledes, end at vi kan anvende vores faglighed.

Vi skal turde række hånden ud og invitere til dialog med de unge, deres familier og alle dem, som er i berøring med dette felt. Og vi skal blive bedre til at dele den ekspertviden, der er på området.

Jo flere, der ved noget om æresrelaterede konflikter, desto flere kan vi hjælpe. Der er faktisk masser af ekspertise på feltet. LOKK og Etnisk Ung kommer gerne og underviser, rådgiver og vejleder. Det er ikke længere ok at sige, at man ikke har viden på området.

Inspireret af min situation gennemførte Servicestyrelsen i 2008 og 2009 en undersøgelse af kommunernes beredskab i forhold til æresrelateret vold. Det viste sig, at kun to ud af landets 98 kommuner havde et beredskab i forhold til æresrelateret vold.

Jeg tror, at kommunerne i dag er meget mere bevidste om problemstillingen. Men tro mig, når jeg siger, at vi er nødt til at gøre mere, end vi gør i dag.

Det er ensomt, svært og dræbende at stå alene som ung uden den nødvendige forståelse og hjælp, når man er kommet i konflikt med sin familie og i værste fald bryder med dem på grund af trusler eller vold.

Halima El Abassi er lektor og socialrådgiver

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Espen Bøgh
  • Olaf Tehrani
Espen Bøgh og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

jens peter hansen

Æresrelateret vold er nemlig ikke nogen enkel og entydig størrelse. Ære er et spørgsmål om at opretholde familiens facade udadtil, mere end det handler om noget andet.
Andre gange er de bange for at handle forkert eller for at blive kaldt racister. Tænk nu, hvis man blander sig unødigt i en families anliggender.
Ja det er lige det!! men når "man" hele tiden bliver irettesat af "eksperter" der fortæller at man handler forkert, men netop IKKE får at vide hvad man så skulle have gjort så er man lige langt. Artiklen giver desværre heller ikke noget bud på hvad det er "man" skal gøre, men bare at det "man" gør nu ikke er tilstrækkeligt. Så er aben jo godt placeret hos behandlerne. Gør du noget er det forkert, gør du ikke noget er det også forkert. Det er vel de færreste der lige har artikelskriverens erfaring og godt det samme.

Drop ordet ære i forbindelse med mord, vold og trusler om samme. Der er ingen ære i det, men alene en feudal opfattelse om at "kvinden er faderens eller efter salg ægtemandens ejendom", som de så kan gøre med hvad de vil. Det at bruge ære i den forbindelse er i værste fald med til legitimerer både holdningen og forbrydelsen.

Else Marie Arevad, Hans Aagaard, Espen Bøgh og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Havde artikelskriveren da bare været Jehovas vidne eller Indremissionsk, så havde man kunnet gøre noget. Men det er alt for betændt at blande sig i såkaldt æresrelateret vold, for gør du det (og jeg har som gammel rødstrømpe prøvet), så står først nogle veluddannede unge tørklædeklædte kvinder frem og fortæller, at den slags skal danskerne ikke blande sig i, for de aner ikke noget om det - og derefter står en masse mennesker, som aldrig har stået i den situation at skulle tage stilling i en virkelig sag, og kalder dig formørket DF'er. Så glem det - det er igen en af de situationer, hvor "de kloge" siger at tiden må arbejde, for ingen andre kan, vil, må eller tør, blande sig.

Majbritt Nielsen, Jesper Hansen, Hans Aagaard, Estermarie Mandelquist, Jørn Andersen og jens peter hansen anbefalede denne kommentar

Tak for en god artikel. Jeg mener, man skal starte med at se, at disse familier er dysfunktionelle. Og at de skjuler det bag æresbegreberne og det dermed følgende hykleri. Det er min erfaring, at mange af de opfattelser, der hersker, ikke tåler at blive konfronteret med virkeligheden. Det er beskæmmende, hvis vi ikke vil tage hånd om børn og unge, fordi de kommer fra dysfunktionelle familier med forældre, der er født i Mellemøsten.

Jeg oplever også, at mange immigranter, der mister forbindelsen til deres oprindelsesland, glemmer, at tingene også udvikler sig der, hvor de kom fra. Begreber som ære er knyttet til små lukkede landbrugssamfund, og man skal såmænd ikke så mange år tilbage, før det også var sådan i Danmark. Men det har vi åbenbart glemt, og så får vi berøringsangsten.

Myndigheder kan ikke gå ind og lave om på familierne andet end ved en langvarig social og psykologisk indsats, men man kan sørge for, at der er hjælp og støtte til dem, som vender sig væk fra disse familie.

Lad de indvandrere der er flygtet med deres familie fra netop den selvsamme æres-voldskultur, stå for den opdragende indsats. De ved hvor skoen trykker, og de kan med egne erfaringer påvirke udøverne af denne kultur.

LOKK og Etnisk Ung kommer gerne og underviser, rådgiver og vejleder. ...flere penge og mere af det.

jens peter hansen

Begreber som ære er knyttet til små lukkede landbrugssamfund, og man skal såmænd ikke så mange år tilbage, før det også var sådan i Danmark. Men det har vi åbenbart glemt, og så får vi berøringsangsten.
Skrives der.
Hvornår skulle det lige være ? for 50 år siden, 100 år siden eller for 500 eller 1000 år siden. Hvor meget vrøvl kan der fyres af. Familierne er jo netop ikke dysfunktionelle i egen optik, det er det omkringliggende samfund der i deres øjne er dysfunktionel og det gør det jo lidt sværere at håndtere.

Først til lykke med et veloverstået kapitel i dit liv, - hvis det altså er overstået fra modparten/ernes side også(?), for dette æresbegreb klinger vel ikke vare sådan ud i glemslen, når det er så magtpåliggende?

Jeg er ikke enig i det ikke har noget med religion at gøre, - tværtimod, mener jeg det meget med religion at gøre, og det en særdeles forstenet religionsopfattelse som livsgrundlag.

Når denne "ære" der krænkes alene tilfalder familiernes patriark, fader, ægtemand, sønner og længere ude i familierne hos patriarken der, så er der tale om en religionsforståelse der udspringer af et "præstevælde" og deres læsning af de hellige tekster, primært til fordel for familiens stærke patriark, som kan og skal holde familien i åndelig ære overfor en religion, og dertil har han revselsesretten tildelt af "præsteskabet".

Det er et symbiotisk forhold der hviler på gensidig gevinst for patriarken når han holder familien indenfor disse rammer, og samtidig også en gevinst for "præsteskabet" der på én og samme tid fastholder flokken i en bestemt livstil uden afvigelser.

Man kan roligt tale om "tiden er gået i stå" fordi forandringsløsheden gives der ikke plads til fra religiøs side, og magten tilkommer den i familien der er stærkest i handling og tro, til at udøve den på religionens vegne, så forandringsløsheden ikke giver grobund for nye tanker, der ikke religiøst er god eller anerkendt af "præsteskabet"!

Denne religiøse kolde mangel på empati som fædre kan udvise overfor eget afkom, af såvel sønner som døtre, og får dem til at tage så drastiske skridt at slå deres egne børn ihjel for deres såkaldte ære, og familiernes indre kendskab hertil, holder både flokken på plads i religiøs forstand, men cementeres også religionens plads og ståsted i kontrast til et moderne samfund, som de alligevel ikke befinder sig godt i grundet denne livsreligion.

Halima El Abassi

Tak for de gode kommentarer. Det er altid godt med forskellige synsvinkler og det er via debat og åbenhed, at vi rykker os og ændrer holdninger og nærmer os hinanden.

Med hensyn til at handle eller ikke handle, så mener jeg man har som professionel har pligt til at handle, når det gælder udsatte familier. Vi SKAL handle også selv om de indebærer at vi handler forkert. Vi må lære af de erfaringer vi gør undervejs. Ikke at handle er at svigte sig selv, sit fag og ikke mindst de mennesker man er forpligtet til at hjælpe.

Jeg er helt enig i at tilgangen til familier der udsætter deres børn for trusler, vold eller andre uhyrligheder, bør være den samme tilgang som til alle andre dysfunktionelle familier. Det er ligegyldigt om volden har afsæt i æreskodekser, religion, alkohol eller psykiske problemer. Vi bør ikke acceptere vold eller begrænsninger af individets rettigheder uanset baggrunden.

Det er egentlig ret uintressant om denne form for vold har rod i religion eller ej. Det er der er vigtigt er at vi ikke lader stå til, men kræver at menneskerettighederne bliver overholdt og at der ikke bliver begået overgreb mod børn eller voksne.

Jeg kommer gerne ud og underviser i hvordan man håndtrer denne problematik. Skriv gerne til mig på socialrdg@gmail.com

Ahmed Mannouti, Niels Chr. Nielsen og Jørgen Malmgren anbefalede denne kommentar