Kronik

Europas grønne bevægelse skal stå sammen ved COP21

Vi har inviteret alle progressive, grønne partier i Europa til at tilslutte sig et manifest. Klimatopmødet i Paris kan nemlig blive vendepunktet, hvis vi kæmper sammen – blandt andet for, at verdens mest sårbare lande får den økonomiske støtte, de har brug for i deres omstilling og tilpasning til klimaforandringerne
Jorden lider, vi må gøre noget, opfordrer fire danske centrum-venstre partiers politikere i et grønt manifest

Jorden lider, vi må gøre noget, opfordrer fire danske centrum-venstre partiers politikere i et grønt manifest

Molly Wittus/iBureauet

24. november 2015

Ved COP21 skal verdenssamfundet lande en ambitiøs klimaaftale. Det er en enorm opgave, der ligner en umulighed, men vi skriver disse ord for at vise, at vi insisterer på at se det mulige i det umulige. Der er mulighed for at skabe konsensus om en ambitiøs linje i Paris, og chancerne forøges væsentligt, jo flere partier og organisationer, der står sammen og øger presset på verdens ledere. For der er altid en kritisk masse. Der er altid et tipping-point, hvor et tilstrækkeligt stort pres kan rykke et forhandlingsresultat i den rigtige retning. Det er vores håb for COP21; at tilstrækkeligt mange stiller sig bag en fælles formuleret ambition.

Læs også: Danske partier står bag ny europæisk grøn alliance

Der er ingen tvivl om, at det bliver en stor opgave i Paris at nå i mål samt at finde en ansvarsfordeling i forhold til at nå dette mål. På blot 14 dage i Paris skal de 194 parter blive enige – med enstemmighed. Det er en stor udfordring – især når verdenssamfundet i høj grad er bygget op om international konkurrence, og der i mange lande er økonomiske interesser, som ikke er interesseret i den grønne omstilling. Det gør ansvarsfordelingen besværlig.

Mange statsledere vil beskytte deres egne landes økonomiske interesser. Og det er klart, at en grøn omstilling betyder ændringer. Men der er også mange muligheder i den grønne omstilling – såvel økonomisk som beskæftigelsesmæssigt.

Derfor har vi fire partier sat os for bordenden for at formulere det grønne klimamanifest A Moonshot For Europe, som vi håber, at de 751.838 danskere, der samlet har stemt på os, alle kan genkende sig selv i. Vi udgør en del af den globale mobilisering, der tilsammen skal vokse til den nødvendige kritiske masse, som gør, at verdens ledere finder sammen om en ambitiøs aftale.

Vendepunktet

Vi har inviteret alle progressive, grønne partier i Europa til at tilslutte sig manifestet for at styrke dets gennemslagskraft. Vi er en samling af partier med mange forskellige analyser og bud på løsninger af de globale udfordringer. Fælles er ønsket dog om en socialt og globalt retfærdig aftale, som kan vende udviklingen omkring klimaforandringerne.

Mange har erklæret sig enige. Partier i Norge var de første. Så fulgte Sverige. Siden Storbritannien, Moldova, Belgien, Østrig osv. Med håbet om, at deres børn og børnebørn vil opleve en fortsat venlig stemt jordklode, har i alt 19 europæiske partier repræsenterende over fire mio. borgere fra 14 lande nu skrevet under.

Alle er de repræsenteret i A Moonshot For Europe, der beskriver vores fælles håb om, at det bliver denne gang – at det bliver COP21 – der går over i historien som vendepunktet.

Fattige lande skal med

Og hvordan bliver det så? Hvad skal en aftale egentlig indeholde? For det første er det essentielt, at en aftale i Paris må og skal sikre en stabilisering af temperaturstigningen, der meget nødigt må overstige 1,5 grader. Desværre peger en del forskning på, at vi allerede på nuværende tidspunkt får et efterslæb fra de allerede udledte drivhusgasser, der resulterer i 1,5 graders temperaturstigning.

Derfor vil vi have som led i aftalen, at vi laver en ansvarsfordelingsmekanisme, som i det mindste tilsikrer, at vi holder os under to-graders målet. Det vil vi arbejde målrettet på at sikre. En anden meget vigtig del af vores klimamanifest er vores mål om at få mobiliseret den nødvendige mængde klimafinansiering til udviklingslandenes omstilling. Det er af afgørende betydning, at de industrialiserede lande er med på, at vi i hele det 20. århundrede har udledt langt størstedelen af de samlede, globale mængder CO2, og at vi derfor også bærer en stor del af ansvaret for, at udviklingslandene kan omstille og tilpasse sig til klimaforandringerne.

Det er helt afgørende for, at udviklingslandene vil gå med i en global klimaaftale, hvor de skal love ikke at udlede så meget, som de industrialiserede lande har gjort i vores udvikling. Verden er dårligt forberedt til klimaforandringer, særligt de fattige lande, som paradoksalt har bidraget mindst til problemet.

Fri for kul og olie

Vi står sammen om at kæmpe for, at verdens mest sårbare lande får den økonomiske støtte, de har brug for i deres omstilling og tilpasning til klimaforandringerne. Vi har brug for en klar køreplan for, hvor stor klimafinansieringen skal være både før og efter 2020, hvor den nye aftale træder i kraft. Tidligere har man lovet 100 mia. dollar hvert år fra 2020, men der kan reelt være brug for endnu flere penge.

Det er også nødvendigt at sikre en rimelig balance mellem offentlige og private midler i klimafinansieringen, da de offentlige midler er livsnødvendige for de allermest udsatte lande, der ikke ses som gode investeringsmuligheder af verdens rige lande.

Vi står sammen om at fremtidssikre verdens politiske investeringer. Først og fremmest ved at få alle subsidier til fossile brændsler kanaliseret over i energikilder og energianvendelse, der er vedvarende, effektiv og bæredygtig. Verden skal være fri for kul og olie. For at overholde to-gradersmålsætningen skal to tredjedele af de allerede kendte fossile reserver blive i jorden, og derfor må vi gøre op med det forældede fokus på fossil energi og i stedet sørge for, at de allerede udviklede – og stort set konkurrencedygtige energiteknologier – bliver støttet tilstrækkeligt i deres udbredelse.

Der er en betydelig usikkerhed om timingen, omfanget og de fulde konsekvenser af det enormt komplekse fænomen, der kaldes klimakrisen. Denne usikkerhed er dog et argument for at gøre mere og gøre det før. Ikke for at forsinke handling yderligere.

Folkeligt projekt

Klimaforandringerne vil betyde meget omfangsrige forandringer og udfordringer i form af bl.a. naturkatastrofer og ressourcemangel. Derfor er det indlysende, at Europas borgere skal have større indflydelse på udformningen af deres egen fremtid. Et klart mål i vores klimamanifest er derfor at skabe nationale og internationale platforme for borgerindflydelse på den politiske og økonomiske udvikling i Europa.

Den grønne bevægelse i Europa indeholder så meget viden og virkelyst, der bare venter på at blive samlet og mobiliseret, så det kan bringes i spil i omstillingen til et grønt samfund. Vi vil arbejde for, at den globale klimaaftale bliver så ambitiøs som mulig. Samtidig vil vi arbejde for at gøre den grønne omstilling til et folkeligt projekt, som både skaber forandringer nedefra og sikrer, at regeringer, parlamenter og internationale organisationer gennemfører de ændringer, som er helt nødvendige for at løse klimakrisen.

Det er dette manifest, som vi og en række andre progressive, grønne partier i Europa har skrevet under på.

Vi håber, at det kan bidrage til, at vi ved COP21, når den kritiske masse, der skal til at, for at vi lander en aftale, der vil genvinde levedygtigheden og genskabe bæredygtigheden i Europa og resten af verden – for os selv og kommende generationer.

Men vi har også skrevet under for at manifestere, at vi – uanset udfaldet af COP21 – vil fastholde den politiske ambition om en bæredygtig udvikling af vores samfund.

Johanne Schmidt-Nielsen er politisk ordfører for Enhedslisten, Uffe Elbæk er politisk leder af Alternativet, Pia Olsen Dyhr er formand for SF, og Morten Østergaard er politisk leder af Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Dorte Sørensen
  • Jørgen Wassmann
  • Liliane Murray
  • Ole Vedel Villumsen
Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen, Jørgen Wassmann, Liliane Murray og Ole Vedel Villumsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Artiklens illustration tydeliggør den grundlæggende misforståelse, at jorden er syg og nu må vi raske mennesker snart vælge at gøre et eller andet for den med lagner og vandglas..
Men jorden fejler ikke noget, og sandheden, som jeg og mange andre ser den, er, at vi ikke har noget valg.
Glem kapitalismen eller uddø som art.

Kurt Nielsen, Benta Victoria Gunnlögsson og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Gode ord og milde forhåbninger gør det altså ikke. Manifestet er en gang løs snak uden egentlig vilje til at gøre det nødvendige og mulige. I slynger ud, at vi skal holde os under en temperaturstigning på 1,5. Det kan vi ikke, og det gør vi ikke og da slet ikke på jeres måde. Lad os lige kaste et blik på egne hjemlige forhold i dette øjeblik, onsdag, den 25. november kl. 10.30. Vi forbruger 5092 MW elektricitet. Heraf producerer jeres foretrukne energikilder, vind og sol, knap 10%. De fordeler sig således: vindmøller 8,8%, sol 0,7%. Og det i foregangs- og vindmøllernes Danmark. På globalt plan producerer de nævnte energikilder venligt sagt 2%. Og hvis jeg må være så fri at oplyse de politiske genier: Relativt kommer de aldrig til at dække mere. I øjeblikket melder de enkelte nationer ind til FN, hvordan de agter at nedbringe CO2 udledningen. Det har vakt berettiget opmærksomhed, at Kina og Indien har meldt, at de fra 2020 vil begynde at nedbringe deres udledning i ganske betydelig grad. Derimod oplyses der ikke om, hvordan de vil gøre det. Kina og Indien er lige så forskræmte over deres voldsomme udledninger fra deres kulkraftværker; derfor satser de entydigt på opbygningen af atomkraftværker. Kina har i dag 16 fungerende atomkraftværker. Antallet skal være seksdoblet inden 2020 til 96 atomkraftværker. I 2030 skal antallet være sekstendedobbelt, altså 256 værker. I Indien, som i øjeblikker råder over 21 atomkraftværker, regner man med en tilsvarende udvikling. Derfor kan disse lande, klodens folkerigeste, realistisk melde ud, at de både kan og vil reducere deres CO2-udledning. Se, det er noget, der batter! Vindmøller og solceller er kun almindelig venstrefløjspjank, som intet har at betyde ud over en studentikos godhedssnak.

Situationen er typisk. Ingen reaktion - intet svar! Det er sådan set ret forståeligt. For hvad stiller man dog op med den virkelige virkelighed, når man svæver på florlette skyer uden bund i realiteternes bundne verden. Den simple realitet er nemlig - og det ved de godt, men ingen djævel får dem til at indrømme det-, at hvis deres godlidende forslag og utopier blev realiseret på det energipolitisk område, ville verdens befolkningstal blive reduceret til før den industrielle revolution, ca. 1,5 til 2 mia. Men det ser jo ikke godt ud i hverken skrift eller tale, så hellere fortsætte løgnen og håbe på, at den i forvejen velafrettede og manipulerede befolkning ikke opdager bedrageriet.