Kronik

Ghettoens ’prinser’ har brug for hjælp

En generation af unge mænd lider under gammeldags syn på kønsroller og forkvaklede forestillinger om ære. Vi skal turde stille krav til forældrene
Rodløse unge drenge, der vokser op i f.eks. Gellerup, har brug for hjælp til at bryde med det parallelsamfund, deres forældre opdrager dem til at leve i, mener dagens kronikør.

Rodløse unge drenge, der vokser op i f.eks. Gellerup, har brug for hjælp til at bryde med det parallelsamfund, deres forældre opdrager dem til at leve i, mener dagens kronikør.

Nikolaj Svennevig

11. november 2015

Da jeg boede i Gellerup, overhørte jeg ofte samtaler mellem mine forældre og deres venner om en bestemt arabisk familie, der blev anset for at være kriminel og farlig.

Læs også: Hun kom ind på livet af ti bandemedlemmer

Når jeg mødte moren tilfældigt i kvarteret, var hun altid smilende. Hun prøvede ofte at få øjenkontakt med mig. Dengang forstod jeg ikke helt hvorfor, men i dag ved jeg udmærket, hvorfor hun prøvede så ihærdigt at få øjenkontakt med mennesker, hun ikke kendte. Det var et råb om hjælp.

Mohammed var en af familiens sønner, og ligesom sine brødre var han kendt i det danske fængselssystem og hos kommunen. Hjemmet var ustabilt, og faren, der havde PTSD, svære traumer og fysiske skader på kroppen, udsatte moren for vold. Han havde mistet dele af sin arm og venstre ben. Han havde haft det hårdt.

Gennem mit frivillige arbejde i Gellerup fik jeg lov at komme tæt på Mohammed. Før havde jeg været utrolig bange for ham og ville helst ikke være i nærheden af ham. Og han var selv klar over, at han havde et dårligt rygte. Han havde nærmest opgivet livet. Men han drømte om at få sig en uddannelse og få sig et netværk, som kunne vise ham vejen til succes. Bagved den skrappe adfærd gemte der sig faktisk en sød, forvirret og ulykkelig ung mand, der ikke havde lært at begå sig i det danske samfund.

I medierne hører vi så meget om de rodløse ’indvandrerdrenge’. De udviser en truende adfærd, og vi ser dem hænge på gadehjørnerne. Enten er de er bagud i skolen, eller også er de allerede blevet ekskluderet på grund af deres destruktive adfærd.

Hvor tit har man ikke i medierne givet samfundet eller ghettoen skylden for disse unge mænds totalt uacceptable adfærd. De skal bare lære at opføre sig ordentligt, lyder det. Men hvem sætter spørgsmålstegn ved forældrenes opdragelse?

Mohammed lykkedes med sin mission om at slippe ud af Gellerup, men det krævede et dødsfald i familien. Ikke alle når så langt. Det er nødvendigt med et oprør mod forældregenerationens gammeldags syn på kønsroller, der skal skabe vejen for forståelse og ro for disse unge mænd.

Stemplet

Måske er oprøret undervejs. Senest har forfatteren Ahmad Mahmoud opfordret unge fra ghettoen til at gøre op med forældregenerationens vold, tvangsægteskaber og liv på overførselsindkomst. Men der er lang vej igen.

Jeg har mødt mange unge mænd som Mohammed. Når jeg har sat mig sammen med dem ansigt til ansigt og spurgt dem om deres forældre, uddannelse og liv, har jeg kunnet mærke deres sorg og forvirring. En identitetskrise, som jeg selv som muslimsk kvinde har været igennem. Det tog mig flere år at forstå, hvad der foregik i mig. Krisen melder sig især, når flere kulturer skal leve sammen og udvikle sig. Kulturforståelsen kommer ikke nødvendigvis af sig selv. Man er nødt til at tilpasse sig.

Læs også: Der var engang en plan – Urbanplanen

Jeg kan i dag skamme mig over, at jeg tidligere har stemplet disse unge mænd på grund af deres adfærd.

Jeg har mødt mange, der er opvokset i et parallelsamfund og forsøger at undgå at tilpasse sig til den danske kultur. Forestillingen om, at »min kultur er bedst« lever i bedste velgående blandt mange forældre i Gellerup og andre ghettoer rundt omkring i landet.

Hjemme var Mohammed jævnligt blevet truet af faderen, der ville sende ham på genopdragelsesrejse til deres hjemland. Det skræmte Mohammed, at han ikke kunne sproget og ikke vidste, hvad der ventede ham i et land, som han ikke kendte.

Nogle steder anses drengebørn for at være familiens overhoved. De bliver opdraget til at værne om familiens ære, som ikke må krænkes. De lærer at pakke deres følelser væk, og opdragelsen fokuserer på stolthed, selvglæde, høj selvagtelse og maskulinitet. De fremstår som bundforkælede yndlingsbørn, men ofte er det kun noget, der eksisterer på overfladen.

For utilpassede drenge som Mohammed melder realiteten sig, når de pludselig som voksne mænd skal stå på egne ben med hensyn til uddannelse eller job uden for parallelsamfundet. Her er de nødt til at navigere i en anden kultur, som de ikke er vant til. Det kræver en del kræfter, og frustrationerne kan løbe løbsk.

Følger ikke med

Jeg har gennem årene bemærket, at nogle fædre i et parallelsamfund ikke aner, hvad kommunikation betyder. De bruger det meste af deres tid på yndlingscafeen og vægter vandpiben med vennerne tungest. Fælles for mange unge mænd er altså, at de ikke har fædre, som de kan kommunikere med, dele oplevelser med eller spørge til råds.

Det er desværre kulturelt betinget, at fædrene skal opdrage deres drengebørn på en bestemt måde. Parallelsamfundet kan være præget af et restriktivt og negativt syn på opdragelse, netop fordi man er påvirket af de andre fædre. Jeg har ofte hørt udtrykket ’bøsse’ eller ’pige’ om en ung mand, hvis han ikke udviste den ’rigtige’ maskuline (og ofte truende) adfærd.

Mohammed havde lært at udvise stolthed og få anerkendelse for sin destruktive adfærd. Desuden var han opdraget til at løse sine konflikter med vold og uden at spørge sig selv, om det er den rigtige måde at opføre sig på. Man kan mærke presset fra forældrene og det opdragelsesmønster, som er præget i et parallelsamfund.

Forældrene ser i nogle tilfælde Danmark som deres fjende og modarbejder systemet, fordi de ikke har lært at gebærde sig i et samfund med regler. Man oplever nogle steder i ghettoen, at det danske sprog kun tales af et mindretal, mange har intet arbejde, og deres paraboler er rettet væk fra danske nyhedsudsendelser. De følger ikke med i, hvad der sker i det danske samfund.

En revolution

Det er utrolig vanskeligt for de unge mænd at gøre oprør mod deres opdragelse eller forældre. Det ville være et hån mod familien og specielt mod faderen, som har en høj status blandt familien og parallelsamfundet. At fortælle de nydanske mænd, at det er deres egen skyld, er ikke acceptabelt. I så fald fastholder vi dem i en passiv offerrolle i stedet for at betragte dem som selvstændige individer. De har brug for vores hjælp. Vi skal turde stille krav til forældrene. Gør vi ikke det, vil udviklingen blot fortsætte, og vi vil tabe en generation på gulvet.

Nogle vil sige: De muslimske drenge er ikke vant til, at der bliver stillet krav til dem, for de har levet i en ’prinseverden’. Men realiteten er, at de lever i omgivelser, som presser dem til deres yderste. Fra de er små drenge, bliver de fortalt, at det er dem, der skal tage sig af familien. Der ligger et stort ansvar på deres skuldre, når de repræsenterer familien udadtil.

De ulykkelige konsekvenser af denne opdragelse er, at mændene ender med lav uddannelse, ingen beskæftigelse og en følelse af utryghed.

Mohammed havde tre brødre, der ligesom ham var kendt som hårde drenge. Det bemærkelsesværdige er, at da faderen døde, fik de alle sammen rettet op på deres liv. Pludselig kunne de trække vejret og tænke klart, og i dag er de kommet ud af kriminaliteten og er enten i job eller under uddannelse.

Faderens fravær gjorde dem i stand til at få øje på de problemer, de havde skabt i samfundet, og de fik respekt for folk, der tænkte anderledes end dem selv. Det gav dem en langt større grad af mental og fysisk mobilitet, da de først slap ud af parallelsamfundet.

Jeg kan kun håbe, at flere unge mænd i fremtiden vil vriste sig fri af identitetskrisen og leve efter de regler, der gælder i det danske samfund. Men det kræver en revolution af opdragelsen af nydanske drenge som Mohammed og hans brødre. En revolution, som jeg har svært ved at få øje på lige nu. Forhåbentlig kan Ahmad Mahmouds bog, Sort Land, være et skridt i den rigtige retning.

Silvana Mouazan er debattør og leder af retshjælpen ved Exitcirklen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Pia Qu
  • Søren Sommer
  • Morten Pedersen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • Else Stokholm
  • ulrik mortensen
  • Mihail Larsen
  • Charlotte Vestergaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Bodil Waldstrøm
  • Anne Eriksen
  • Peter Olesen
  • Jan Weis
  • erik mørk thomsen
  • Jørn Andersen
  • David Zennaro
  • Michael Rasmussen
Tino Rozzo, Pia Qu, Søren Sommer, Morten Pedersen, Robert Ørsted-Jensen, Else Stokholm, ulrik mortensen, Mihail Larsen, Charlotte Vestergaard, Niels Duus Nielsen, Bodil Waldstrøm, Anne Eriksen, Peter Olesen, Jan Weis, erik mørk thomsen, Jørn Andersen, David Zennaro og Michael Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Christina Søs Guldhammer

Keep it up!

Vedvarende forandringer bør komme indefra - og ikke dikteret af nordsjællandske kartofler, som jeg :-)

erik mørk thomsen

Det er godt, at der kommer stemmer i debatten, der ved, hvad de taler om, istedet for, å så bedre viden blåøjet dansker.

Ann Antons, Einar Carstensen, Per Klüver, Hans Aagaard, Nette Skov og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Mon ikke det nøgternt set er en 'revolutionerende' generationsopgave, at oplyse de nuværende 'prinser' og 'prinsesser' - OBS Oplysning for Borgere om Samfundet, version 2.0 - og det i en dynamisk voksende population, hvor opgaven garanteret ikke bliver nemmere som tiden går ...

Jamen, så må samfundet se at få nogle regler (oplysning) - hele den måde tingene er blevet indrettet på - med manglende sprogkundskaber/ kontanthjælp. Det skal vist læres (det går næppe af sig selv, se England f.eks og nu Sverige) - også med henblik på fremtiden.

Der er ingen lette løsninger. Men mon ikke et arbejde til alle vores flygtninge og indvandrere kunne hjælpe på integrationen. Dette kunne måske give fædrene og sønnerne indsigt i hvad vores kultur indebærer og på den måde kunne spejle deres egen. Det vil efter min mening være sværere at fastholde en "gammel kultur" når man til daglig konfronteres på jobbet i forhold til normer og den medbragte kultur.

Jens Harder Vingaard Larsen

Kostskole, efterskole, værnepligt og andre tiltag der fysisk fjerner den unge mand fra faderens indflydelse og vil give ham en direkte oplevelse af "de danske samfund", var måske en løsning. Vi kan jo ikke gå og vente på at fædrene dør, som i dette tilfælde. En slags dansk genopdragelsesrejse. Hold da op, det kom til at lyde DF! Undskyld!

Tak for det interessante oplæg, Silvana. Du har "fingeren på pulsen" og kunne evt. skrive mere om,
hvad der sker "bag facaden". Regner med, at du gennem dig job, kan være med til at præge din kommunes politik. Vi trænger til at folk som kender miljøet indefra, blander sig mere i debatten.

Morten Jespersen

Det er bemærkelsesværdigt at disse familier på den ene side skulle opdrage deres døtre til at forlade "parallelsamfundet", og på den anden side opdrage deres sønner til at blive i det.

I uddannelsessystemet klarer
"indvandrerpiger sig gennemsnitligt bedre andre grupper, mens indvandrerdrengene klarer sig dårligere end alle andre grupper. " (http://politiken.dk/debat/ledere/ECE1004399/indvandrerpiger-er-danmarks-...)

Kunne det tænkes at det samfund de vokser op i ikke er i stand til at tilbyde drengene en meningsfuld tilværelse udover at være skaffedyr for matriarkalske husholdninger og en stat der helst heller ikke ser at de bliver danske statsborgere?

Børge Rahbech Jensen

"Hun prøvede ofte at få øjenkontakt med mig. Dengang forstod jeg ikke helt hvorfor, men i dag ved jeg udmærket, hvorfor hun prøvede så ihærdigt at få øjenkontakt med mennesker, hun ikke kendte. "

Nej, du forstår intet. Krav om øjenkontakt er en almindelig anke mod burka i det danske samfund. Det er næppe et råb om hjælp, når fx. Pia Kjærsgaard er utilfreds med, at burka forhindrer øjenkontakt. Det er nok mere sandsynligt, at det hører til dansk kultur at søge øjenkontakt, fordi de, der ikke ønsker øjenkontakt, opfattes som farlige.

"De udviser en truende adfærd, og vi ser dem hænge på gadehjørnerne. Enten er de er bagud i skolen, eller også er de allerede blevet ekskluderet på grund af deres destruktive adfærd."

Den adfærd findes også hos danske unge, som bare ikke omtales i danske medier.

"Hvor tit har man ikke i medierne givet samfundet eller ghettoen skylden for disse unge mænds totalt uacceptable adfærd. De skal bare lære at opføre sig ordentligt, lyder det. Men hvem sætter spørgsmålstegn ved forældrenes opdragelse?"

Til gengæld er det nævnt flere gange men forbigået i tavshed, at adfærd, der kaldes totalt uacceptabel, belønnes, mens de, der opfører sig ordentligt, overlades til sig selv. Kun de, der opfører sig uacceptabelt, får omtale i medierne og støtte fra kommuner og politiet. De, der opfører sig ordentligt, ignoreres af medier, og må selv lave lektier og finde arbejde.

Det bliver ikke bedre af, at børnene kender det danske samfund og sprog bedre, end forældrene gør, og den måde, forældre opdrager sine børn i andre lande, kan være forbudt i Danmark.

"Når jeg har sat mig sammen med dem ansigt til ansigt og spurgt dem om deres forældre, uddannelse og liv, har jeg kunnet mærke deres sorg og forvirring. En identitetskrise, som jeg selv som muslimsk kvinde har været igennem. "

En sorg og forvirring, der også findes hos danske unge. Det kræver bare en identitet at have en identitetskrise, og mange steder i det danske samfund er det ikke ideelt at have en selvstændig identitet. I stedet søges vejledning og fællesskab som erstatning for identitet, fordi en identitet medfører ansvar og risiko for social udstødelse. Det fortæller danske medier heller ikke.

"Forældrene ser i nogle tilfælde Danmark som deres fjende og modarbejder systemet, fordi de ikke har lært at gebærde sig i et samfund med regler."

Det er også meget dansk. De seneste 40-50 år har det nærmest været et ideal at modarbejde systemet for at få det ændret, mens regler fortrinsvis strammes for de, der efter bedste evne følger gældende regler. Det gælder dog ikke for indvandrere og deres efterkommere.

"Parallelsamfundet kan være præget af et restriktivt og negativt syn på opdragelse, netop fordi man er påvirket af de andre fædre."

Et negativt syn på opdragelse har været normen i det danske samfund siden studenteroprøret i 1968.

Så, Børge Rahbeck Jensen ...

Keine Hexerei, abracadabra, lirum-larum. Der er slet ikke forskel på indvandrernes børn og de etnisk danske. Kort sagt: Er der overhovedet et problem?

@Børge R J.

Jeg tror ikke artiklen omhandler etnisk danske unge.

Måske det er derfor de ikke nævnes ?

Anne Boye, Else Stokholm og Hans Aagaard anbefalede denne kommentar

Jeg kan altså genkende rigtig meget af min egen opdragelse - og da især min storebrors opdragelse (han er født midt i 1950erne i DK af danske forældre) - i det som Silvana skriver. Og da jeg talte med min egen far om hans barndom (han er født i begyndelsen af 1930erne), så lød det fra ham at han da tævede dem fra den anden baggård sammen med hans venner fordi - det gjorde man bare. Konflikter lærte drenge dengng i 1930erne og i 1950erne og i 1960erne at løse med vold. Og stort set alle fædre, vil jeg hævde, var voldelige overfor deres drengebørn i 1950erne og 1960erne og til dels 1970erne. Kort sagt: dagens ret var tørre tæsk som det hedder i en shubiduasang eller gasolinsang fra 1970erne.

Både jeg og min storebror blev forsøgt opdraget på den klassiske, dvs, gammeldaws måde, måde som skulle få os til sty være rigtige mænd, altså som mandeidealet var i 1960erne stadig. Og det svarer egentlig meget godt til det her citat:
"De lærer at pakke deres følelser væk, og opdragelsen fokuserer på stolthed, selvglæde, høj selvagtelse og maskulinitet."
Sådan er min storebror og jeg - og en hel masse andre drenge og mænd blevet opdraget fra omkring 1955-1975. [Og ja, jeg ved godt, at der var en hel del tale om ligestilling mm og mv i 1970erne, men som jeg oplevede det var det kun noget der i hvert fald i 1970erne slog ned i visse venstrefløjsmiljøer omkring Århus og København]. Og var det netop ikke også Eriks problem i Krøniken, at han der havde et følsomt, sensitivt sind mere eller mindre blev tvunget til at fokusere på stolthed, selvglæde, selvagtelse og maskulinitet, altså handlekraft og udadvendthed....

Alt dette for at sige at alt der som Silvana skriver om (gen)kender vi også fra DK's historie. Især måske fra arbejderklasssens historie, og især sikkert fra, hvordan drengene fra arbejderklassen opfører sig, eller opførte sig i 1930erne elller 1955 eller 1965.

uffe hellum, Morten Jespersen, Troels Brøgger og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
katina Rasmussen

Vi glemmer ofte i integrations proces at indrage fædrene i processen. De fædre har i forvejen mistet deres status i familien eftersom de ikke kan længere forsørger. Nogle af dem har opgivet deres opgaver og fralægger hele ansvaret fra sig.@integrationskonsulenterne.dk

Morten Jespersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Måske er en kapitalistisk samfundsorden et meget ringe svar på de udfordringer, det danske samfund har? Det er vel udmærket at støtte mennesker, som lever i diskriminerende, kulturelle og/eller juridiske tvangstilstande i deres personlige frigørelsesprocesser, men hvis der ikke gives andre veje og værktøjer end fokus på personlige netværk og personlig succes (dvs. hovedinteriøret fra den kapitalistiske samfundsorden, uden et (strukturelt) opgør med forbruger- og konkurrencestat/-samfund, kan vi vel kun fortsætte med at hamre kontraproduktivt løs på symptomerne. Ikke voldsomt visionært.

Troels Brøgger

Danskerne er som udgangspunkt bange for de her unge mænd, og ofte med god grund. Man vil ikke have kontakt. Så er det nemmere at sende dem hjem til deres familieoverhoveder hvor de kan få nogen tæsk.
Dem der får tæsk forsvarer desværre ofte dem der tæsker, jeg har da også tidligere kunnet høre mig selv sige at "Jeg har da ikke taget skade af at få et par på hovedet" det var en smertelig opdagelse da jeg indså at det havde jeg !
Der skal altså fra den omgivende verden tages et dobbelt opgør: Opgøret med den unges voldelige og egocentriske fremfærd OG opgøret med den samme unges forsvar af det han kender: Den strenge "æresrelaterede" og voldelige familie.
På den måde er dette møgmønster dobbelt forsvaret: Fædrene holde sønnerne foran sig og behøver ikke tage stilling.
Den kunne være fantastisk hvis vi kunne finde en måde at omgå dette på uden at skulle vente på at fædrene døde.