Kommentar

Hvornår stopper den årelange negligering af tolkefaget?

Det er udtryk for opportun ansvarsfraskrivelse, når myndigheder giver tolke skylden for de misforståelser, der opstår i tilspidsede situationer i sundheds- og retsvæsenet
30. november 2015

I slutningen af oktober offentliggjorde Translatørforeningen en rapport om lægers og advokaters oplevelser med tolke. Konklusionen: Tolkningen er mildest talt mangelfuld.

Undersøgelsen baserede sig på et mindre udvalg af ansatte i sundhedsvæsenet og retsvæsenet, men efterfølgende var der nok af blodtørstige kommentarer fra læger, advokater og politikere: Tolkene taler det »forkerte sprog«, deres »brølere« er forargelige, lød reaktionerne. Visse dommere mente sågar, at »tolke selv har brug for tolk«, og advokater forstod ikke, »hvad tolkene siger«.

Undersøgelsen rammer med sin fordomsfulde tilgang imidlertid ved siden af de centrale problemer, og den tvivlsomme metode bag undersøgelsen blev siden kritiseret af DR’s Detektor.

Ingen kan være uenige i, at tolke skal certificeres og dygtiggøre sig, men det er i myndighedernes og de professionelles årelange negligering af områdets betydning, der er skyld i de fejl, der opstår. Og det gør de først og fremmest, fordi:

Der i mange situationer slet ikke anvendes tolk – i en stor undersøgelse af tolkning i sundhedsvæsenet fandt man, at én ud af tre flygtninge med sprogbarrierer havde oplevet en alvorlig samtale med det offentlige uden den nødvendige tolkning.

Eller fordi:

De sundhedsprofessionelle mangler kompetencer til at tale med patienter gennem tolk.

Simple midler

Gennem vores arbejde på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital oplever vi mange tolkede samtaler på andre afdelinger, i retssale og i kommunerne, og det klareste kvalitetsproblem er, at læger, advokater og socialrådgivere er famlende i tolkede samtaler. Manglende erfaring gør læger nervøse, og de forsøger at styre tolkenes oversættelse på en måde, som forstyrrer og ødelægger samtalen for tolkene.

Læs også: Fagfolk dumper landets tolke

I en stor undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder svarede 50 procent af lægerne i øvrigt, at de mangler undervisning i tolkede samtaler, som de finder svære.

På tolkeområdet er sundheds- og retsvæsenet altså med til at skabe sine egne problemer. Og tolkes kvalitet kan langt hen ad vejen øges med simple midler som regionerne og retsvæsenet passende kunne starte med.

I Norge er der et simpelt nationalt tolkesystem, hvor der kun anvendes tolke, som er godkendt inden for optagelseskravene, og de inddeles i kompetenceniveauer. I Region Syddanmark er et videotolkesystem gennemtestet. Det er effektivt og styrker kvaliteten. Og Justitsministeriet kender det, men har ikke taget det i anvendelse. Politikere og regioner har altså ignoreret de oplagte løsninger og vælger at skyde på tolkes kvalitet i stedet.

Men hvis patienter, klienter eller anklagede ikke er velinformerede, så er det lægen, dommeren og sagsbehandleren, der har ansvaret – ikke tolken. Læger skal altid sikre sig, at patienter forstår, hvad der bliver talt om – det forsømmes i 50 procent af tilfældene, når der er tolk til stede.

Tvetydig situation

Der klages i Translatørforeningens rapport over, at tolke ikke taler det rigtige sprog, men tolken taler det sprog, der er bedt om. Dem, der bestiller tolkene til sygehuse, domstole og kommuner, har et professionelt ansvar for, at der bestilles korrekt tolk – få ved eksempelvis, at der findes over otte forskellige kurdiske dialekter.

Et andet centralt problem, som slet ikke er berørt i undersøgelsen, er, at tolke ofte først tilkaldes, når der er en påvist en betydelig og problematisk sprogbarriere (det vil sige, at der allerede har været et kommunikationsproblem). Eller de bliver tilkaldet, når det offentlige har et klart behov for at håndhæve love, få løst en fastlåst situation eller have beskrevet en plan (retssag, før operation, kræftdiagnose, rehabiliteringssamtale i kommunen). Det er altså først, når der er skabt en stresset situation med store mængder kompliceret information, uklare omfattende konsekvenser, ophobede frustrationer eller eskalerende konflikter, at vi tilkalder en tolk.

Tolken træder ind i en allerede etableret tvetydig situation, som de ofte ikke bliver briefet om, men som de forventes at løse. Det er meget bekvemt at give tolken skylden for en uretfærdig dom, en utilfredsstillende samtale med sagsbehandleren eller et kuldsejlet patientforløb, der som udgangspunkt er skabt netop af manglende tolkeanvendelse.

Det mindste ansvar

Det er helt klart, at tolke skal have et vist fagsprog – men hvor skulle de lære det? Der er ingen kurser i sundhedskompetencer eller jura for tolke, heller ikke på sproguddannelserne. Vi har oplevet samtaler med certificerede universitetsuddannede tolke, der savnede et basalt fagligt ordforråd og samtidig talte et sprog, der var for kompliceret til patienterne.

Regionerne har et stort medansvar for, at tolke mangler fagspecifik viden. De har ikke villet betale for at tolke får sundhedskompetencer gennem kurser.

Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital har gratis – i fritiden – undervist tolkene i Region Syddanmarks tolkebureau. Regionerne kunne have kopieret modellen fra Region Syddanmark med ét tolkebureau, der efter udbud leverer alle tolke til sundhedsvæsenet. I Hovedstaden er der 12 til 15 tolkebureauer.

Det er ansvarsforflygtigelse, og en bekymrende mangel på indsigt, at læger, advokater, fagforeningsformænd og sygehusejere så energisk enes om at skyde skylden på tolkene, der har det mindste ansvar. Det er myndigheders opportune ansvarsfraskrivelse, der er brøleren. Det handler ikke om, at tolke har brug for tolke.

Morten Sodemann er professor ved Indvandrermedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars Dahl
  • Kristian Rikard
  • Niels Duus Nielsen
  • erik mørk thomsen
  • Claus Sølvsteen
Lars Dahl, Kristian Rikard, Niels Duus Nielsen, erik mørk thomsen og Claus Sølvsteen anbefalede denne artikel

Kommentarer

erik mørk thomsen

Mange gode ideer, Morten Sodemann fremføre, men et alvorligt problem overser han.
I visse tilfælde, kører tolke deres egne dagsorden, der intet har med det, at gøre, så samtalen går ud på.
Nogle gange for at hjælpe den, de skal være tolk for, andre gange, for at skade den, de skal være tolk for.
Specielt har jeg lagt mærke i det, når det gælder folk fra de tidlige Jugoslavien, hvor det kan komme til at spille en rolle, på hvilken side, de var i, under borgerkrigen.
Den krig er ikke glemt.
En anden ting er, at nogle tolke glemme deres rolle, forstået på den måde, at de skal oversætte det, der bliver sagt, og ikke forklare det, der bliver sagt.
Det er ret vigtigt for mig, som bisidder, pratreprænsant, bistandværge for psykiske syge, for LAP (Landsforening Af nuværende og tidligere Psykiatribrugere) , at jeg få svar på det, jeg spørge om, og ikke, hvad tolken mener.
Det sidste problem, der er, at mange tolke se det som sin opgave, at holde med deres "arbejdsgiver", dem der har bestilt dem, og betaler, hospitalvæsenet, istedet for, at være neutrale!
Forståeligt nok, for eller få de vel ikke flere opgaver, og de er lønnet per opgave, ikke på fast løn!
Men igen, alle gode ideer, som Morten Sodemann anbefaldninger, kan kun gøre det bedre

Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Nogle få store tolkebyroer har monopol på at tolke for fx Københavns Kommune. Disse byroer tager så vidt jeg ved omkring 50% af det, kommunen betaler for tolkningen. Derfor får tolken selv en ret elendig betaling. Ergo gider mange gode tolke ikke tage disse tolkninger.
Sæt kommunerne fri til at entrere med hvem, de vil. De finder jo hurtigt ud af, hvilke tolke det fungerer godt med. Så kunne de jo bare ringe til og afregne med den enkelte tolk, der gør et godt stykke arbejde for dem.
Så de faktisk betalte en adækvat pris for selve tolkningen i stedet for at øse halvdelen af skatteborgernes penge over i disse få store byroer. Der bare har nogle computere stående, som kombinerer kunden og tolken.
Sæt tolkene fri af livegenskabet og lad dem hver især handle frit med de offentlige tolkebrugere. Så kommer de gode tolke også frem.

erik mørk thomsen, Lars Dahl, Kristian Rikard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Som tolk igennem 14 år kan jeg kun hilse debatten velkommen. Min opfattelse er at det største problem er at der eksisterer en stor underskov af tolkefirmaer der kæmper indbyrdes om udbuddet af tolkeopgaver i alle kommuner og regioner. Det betyder at man som tolk hele tiden skal være villig til at skrive kontrakt med nye bureauer, hvis man gerne vil fortsætte samarbejdet med bestillere og følge de enkelte borgere, man har opbygget et tillidsforhold til. De forskellige bureauer vil hver især dække så mange sprog, som muligt og ansætter derfor tolke uden at afprøve deres sproglige niveau, fordi man tænker at alle i princippet kan tolke, hvis de kan to sprog nogenlunde godt. Dette betyder desværre at man kan risikere at få uerfarne tolke med dårlige sprog kompetencer ud. Det kan også betyde misforståelser som f.eks. at man sender en tolk ud, der kan det forkerte sprog fordi bureauerne skal jonglere med en hel masse tolke, de ikke kender særligt godt.
Tolker man for politi og retsvæsen vælges tolken på en liste over godkendte tolke, der har bestået en sprogtest og afregner direkte med bestilleren. Nu skal jeg selvfølgelig ikke save den gren over, jeg selv sidder på for det er da også en fordel at have et bureau, der finder opgaver og sender regninger for mig, men jeg kunne forestille mig at en landsdækkende liste af godkendte tolke som, den politiet har, ville højne niveauet i tolkebranchen. Det kunne måske også være smart at give alle tolke et kursus i alt det andet, der er vigtig for en god tolkning: etik, kulturforståelse, psykologi og selve rollen som neutralt medie til forståelse imellem parterne.
Herudover er jeg enig med artiklens forfatter i at de, der bestiller og bruger folkene godt kunne lære lidt om dette, selvom jeg stort set ikke selv oplever at der er problemer i selve tolkesituationen. Det kræver øvelse at blive en god tolk og en god tolkebruger.

erik mørk thomsen, Lars Dahl, Kristian Rikard, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Det er jo den rene ynk. Og når hertil lægges, at skiftlige oversættelsesopgaver meget ofte lægges i udlandet, fordi priserne er lavere her, så må man sig græmme. Men de to foreninger for tolke og translatører har i vid udstrækning selv lagt som de har redt..

Problemet er: neoliberalistisk privatisering af et felt, der ikke tåler det. Og det kan vi jo ikke godt klandre tolke og translatører for.
Tolke og translatører tvinges til at manøvrere i et rum, som nogle kortsynede politikere uden særlige kundskaber, som på solid Anders-foghsk vis er afskåret fra ordentlige vægtige høringer i lovarbejdet (nedlæggelse af udvalg- osv. med smagsdommerbegrundelsen) har skabt.
En stærk stat med minimal indsigt giver en tilpas hensynsløshed til den neoliberale ideologi.