Den nyligt indgåede politiske aftale på baggrund af Dagpengekommissionens længe ventede anbefalinger er blot seneste af talrige reformer af dagpengesystemet de seneste hundrede år. Som udgangspunkt ligner aftalen mest en række små justeringer.
Bagved lurer dog en række bekymrende forskydninger i de bagvedliggende rationaler, der bestemmer arbejdsløshedens årsager og den lediges karakter. Det er på sin plads med et kort historisk overblik over, hvordan synet på arbejdsløse har bevæget sig i en mere og mere individualiserende og umyndiggørende retning:
Da de første arbejdsløshedskasser blev oprettet i begyndelsen af 1900-tallet, blev arbejdsløshed i lighed med arbejdsskader anskuet som et vilkår forbundet med kapitalismens lunefuldhed.
Derfor blev arbejdsløshed håndteret som en risiko med forsikringens rationale og videnskab, hvor den arbejdsløse som offer kompenseres for den forvoldte skade (tab af indtægt).
Forsikringsrationalet var intet mindre end en revolution i datidens opfattelse af sociale problemer. Godt nok blev det af den revolutionære venstrefløj anset som et hold kæft-bolsje, der afmonterede den antikapitalistiske klassekamp.
Men forsikringsrationalet gav også plads til et sprog, som hidtil havde været utilgængeligt for den almindelige mand. For hvor arbejdsløshed hidtil blev betragtet som en individuel brist, der skulle håndteres med almisse og disciplinering i tugthuse, frigjorde forsikringen den enkelte for ansvar og placerede det på samfundets skuldre. Forsikringens tekniske løsninger skabte på denne måde plads til en politisk kamp for rettigheder, der senere bidrog til velfærdsstatens udrulning.
1980’ernes stigende ungdoms- og langtidsledighed og galoperende underskud på statens budget satte dog forsikringsrationalet under pres. Og særligt Nyrup-regeringen i 1990’erne erstattede det med det, vi kan kalde incitamentsrationalet.
Rationel agent
Forankret i nyklassisk økonomi betragter rationalet først og fremmest arbejdsløshed som et udbudsproblem. Problemet var ikke længere manglende efterspørgsel, men at arbejdskraftens tilgængelighed blev hindret i dens vej mod arbejdsmarkedet.
Udgangspunktet er den arbejdsløse som en rationelt nyttemaksimerende agent, der altid vil søge hen, hvor man får mest ved at lave mindst – det såkaldte homo oeconomicus.
Udbuddets manglende tilgængelighed var derfor en logisk konsekvens af manglende økonomisk incitament. Hvor dagpengene tidligere var løsningen på problemet, blev de nu til selve problemet. Ydelsernes omfang bliver en evig kilde til spørgsmålet, hvorvidt det kan betale sig (nok) at arbejde.
Selv om incitamentsprincippet hermed holder systemets ydelser ansvarlige for den arbejdsløses situation, findes årsagen til problemet i sidste ende i hendes adfærd i form af manglende stillen sig til rådighed.
Forøgelsen af incitamentet har således en dobbeltfunktion. Den legitimerer både systemet og flytter ansvar fra systemet over til den arbejdsløse, både ved at straffe laden stå til og ved at tilfredsstille homo oeconomicus’ behov for belønning.
Forsikringens genkomst?
Den seneste nedsættelse af dagpengeperioden fra fire til to år i 2010 byggede igen på incitamentsrationalets antagelser.
De økonomiske modeller forudså at blot 2.000 til 4.000 ville ryge ufrivilligt ud af systemet. Resten, der før ville have puttet sig på tredje og fjerde år, ville, nu med mere incitament, finde sig et arbejde. Sådan gik det som bekendt ikke.
En dagpengekommission blev nedsat, der skulle forklare hvorfor incitamentets effekter var udeblevet, og hvordan ’trygheden’ kunne genskabes.
Vejen syntes banet for et comeback for forsikringsrationalet. Tog man dette i brug, var løsningen da også ganske enkel: Forlæng perioden, så de ulykkesramte mennesker får deres kompensation, og – om nødvendigt – øg indskuddet til a-kassen solidarisk.
Men kommissionens økonomer er ikke aktuarer. De anerkender, at incitamentet har slået fejl. Alligevel skal årsagen til arbejdsløshed stadig findes i samspillet mellem dagpengesystemet og den arbejdsløses adfærd.
Kommissionens åbenbaring kommer fra den såkaldte adfærdsøkonomi. Og som det er blevet beskrevet blandt andet i denne avis i kronikken »Det rationelle menneske spøger stadig« (29. oktober), kritiserer adfærdsøkonomien den neoklassiske økonomi for at tage homo oeconomicus’ adfærd for givet.
Med ’banebrydende’ indsigter fra psykologi og sociologi har man opdaget, at ’almindelige mennesker’ ikke altid har overblik over, hvad der er bedst for dem selv.
De baserer sig, som det hedder i én af kommissionens skrivelser, på »tommelfingerregler«, er »overoptimistiske«, vælger »følelser frem for rationalitet« og har »manglende selvkontrol«. Selv om der er økonomiske incitamenter, er det ikke sikkert, at den arbejdsløse vil reagere på dem, hvis de f.eks. ligger for langt ude i fremtiden.
Den lediges manglende indsigt kræver ifølge adfærdsøkonomien en formynderisk tilgang.
Når den ledige ikke ved, hvad der bedst for hende eller ham, er det ikke nok at skrue op for incitamentet. I stedet skal de puffes lidt til ved hjælp af såkaldt nudging.
Umyndiggørelse
Dem, der, som overtegnede, har haft ophold i dagpengesystemet de seneste år, vil dog vide, at det formynderiske princip bestemt ikke er nogen ny opfindelse – normalen har længe været en blanding af bedrevidende jobkonsulenter og generel mistillid til den arbejdsløses indsats.
Men med adfærdsøkonomien er princippet nu »videnskabeligt bevist« og kan integreres i Finansministeriets modeller og udrulles som en del af ’nødvendighedens politik’, der deles af alle væsentlige politiske aktører, herunder fagbevægelsen.
Når kommentatorer har tolket kommissionens inddragelse af adfærdsøkonomien som homo oeconomicus’ død, tager de fejl. Adfærdsøkonomien løfter tværtimod forestillingen om det økonomiske menneske til nye højder. Hvor incitamentet sikrer, at det ’kan betale sig at arbejde’, handler det nemlig for det formynderiske rationale om med ’små skub’ at få den ledige til at fatte det og rette sin adfærd i nyttemaksimerende retning.
Adfærdsøkonomiens mål er først og fremmest at skære homo oeconomicus ud i pap, så selv ’almindelige mennesker’ kan forstå det. Det er netop i det lys, at den nye aftales såkaldte fleksible genoptjening skal forstås.
Muligheden for forlængelse af retten til dagpenge med et tredje år og for at undgå karensdage skal først og fremmest fremmane incitamentet til at tage et hvilket som helst job. Så, nu kan de lære det!
Således bedømmes dagpengesystemet og de ledige nu igennem en teknokratisk sammensmeltning af incitament og formynderi, hvor de ledige er reduceret til en statistisk masse, der passivt responderer på forskellige stimuli.
De er som rotter i behavioristiske eksperimenter, hvis færd i labyrinten betragtes indgående, men bag envejsglas. Reagerer de på ’små skub’ eller gulerod, på høje eller små nedsættelser etc.?
Bliver de vrede, indignerede og kræver deres ret, er det jo ’følelser’, der ikke er ’rationelle’. Og kræver de ordentlige arbejdsvilkår og job, hvor de kan udnytte deres kompetencer, er de blevet »overoptimistiske«.
En bekymrende effekt af adfærdsøkonomien og formynderiets indtog er derfor en umyndiggørelse af de lediges stemmer. Derfor må det i første omgang handle om at skabe rum for andre principper, hvor de lediges bekymringer og drømme om en lysere fremtid ikke blot besvares med et ekstra nudge.
Magnus Paulsen Hansen er ph.d.-studerende ved Department of Business and Politics på Copenhagen Business School
"Når kommentatorer har tolket kommissionens inddragelse af adfærdsøkonomien som homo oeconomicus’ død, tager de fejl. Adfærdsøkonomien løfter tværtimod forestillingen om det økonomiske menneske til nye højder."
Præcist.
Og det afgørende forkerte er stadig at ville tilskrive selvkontrol og lignende private valg umoralske konnotationer.
Meget fin, klar og sønderlemmende kritik af overherrernes tankegang. Det kan ikke siges mere præcist. For at de kan fortsætte med deres leg, der forestiller at de arbejder, og opfylder uhyre vigtige roller til gavn for samfundet, og fortjener selvfølgelig matchende løn der rækker op i stratosfæren, er der to must'er: at de der faktisk reelt arbejder og producerer værdierne alle i samfundet skal leve af, må undertrykkes til de bliver villige til at sælge sjælen til arbejdsmarkedet; dette gøres diskret og som forfatteren påpeger vha Scientific adfærdsmanipulerende management, for at det ikke skal (i et land der gerne fortsat vil kunne bryste sig med at være et demokrati) ligne det slaviske tilstand det faktisk er. Og must nr. 2 (som egentlig bare er møntens bagside) er, at vedligeholde en desperat pulje af arbejdsløse som altid ville kunne opfattes som erstatningstrussel mod dem i arbejde til billigere penge. Så er papegøjen skudt - der er ikke noget nyt eller sågar hemmeligt i det; tidligere National Bank Direktør Niels Bernstein bramfrit udtrykte ved flere lejligheder at han helst så en arbejdsløshed der ikke dykkede under 1.8 %. Så nu har de fået det som de vil have det men hvem får skylden for det? Er det ikke utroligt? Og hvordan kan det være der ikke er flere der kan gennemskue hykleriet? Det bør kaldes nu som det altid er blevet kaldt: del og hersk.
Planlagte er de blås forrige regering, blev dagpengeforringelserne gennemført af den efterfølgende lilla regering, hvor hykleriet nåede sin kvalmende klimakterium ved Mette Frederiksens udtalelser om at det skam var for borgernes skyld man gennemførte loven så folk ikke skulle miste kontakt til arbejdsmarkedet og deres praktiske færdigheder og komme til at føle sig efterladt og udstødt af det arbejdende fælleskab.
For det første er 'nudging' pr definition netop IKKE formynderi og dagpengekommisionens misforståede brug af begrebet fører tydeligvis flere misforståelser med sig. For det andet er det ikke kun de ledige som er 'predictably irrationel' men ALLE mennesker. Også politikere, ledere, dagpengekommisionens medlemmer og denne artikels forfatter. (...og læsere, samt selvfølgelig, undertegnede;) Behavioral Economics er et kæmpe område som er på vej som en flodbølge af et nyt paradigme og jeg vil anbefale alle at interessere sig for det der ligger bag. Det er nemlig ikke i sig selv hverken rødt eller blåt, men handler om menneskelig adfærd. Virkeligt kvalificerede artikler kan findes f.eks. her: http://evonomics.com/economics-thats-not-politically-left-or-right/
For det første er 'nudging' pr definition netop IKKE formynderi og dagpengekommisionens misforståede brug af begrebet fører tydeligvis flere misforståelser med sig. For det andet er det ikke kun de ledige som er 'predictably irrationel' men ALLE mennesker. Også politikere, ledere, dagpengekommisionens medlemmer og denne artikels forfatter. (...og læsere, samt selvfølgelig, undertegnede;) Behavioral Economics er et kæmpe område som er på vej som en flodbølge af et nyt paradigme og jeg vil anbefale alle at interessere sig for det der ligger bag. Det er nemlig ikke i sig selv hverken rødt eller blåt, men handler om menneskelig adfærd. Virkeligt kvalificerede artikler kan findes f.eks. her: http://evonomics.com/economics-thats-not-politically-left-or-right/
Tak for at få udstillet de pseudovidenskabelige teorier og teknikker for at legitimere forskellige tiltag af undertrykkende og manipulerende karakter.
Det er helt utroligt hvad der opstår af knopskud inden for ellers oprindeligt seriøse og ærligt oplysende videnskabsgrene.
Intet mindre end menneskets værdighed og integritet står på spil her.
I økonomiens og profittens hellige navn slår man sig på plattenslagervirksomhed overfor almindelige mennesker, som egentlig bare prøver at klare sig i den kapitalistiske verden - den eneste verden, der er til rådighed - men de skal partout udsættes for alle mulige forsøg indenfor rottevidenskab.
Alle disse pseudovidenskaber skal hurtigst muligt jævnes med jorden og hen, hvor peberet gror.
@Mettelene Jellinggaard
Det er svært at se en definition af nudging der ikke - på en eller anden måde - ender med at være formynderisk og/eller manipulerende.
En af grundpræmisserne for nudging er vel, at den 'nudgende' ved bedre end den 'nudgede'; ved bedre hvordan den 'nudgede' kan opnå det han/hun vil eller ved hvad den 'nudgede' burde ville (eller egentlig vil)?
Antagelsen om, at jeg ved hvad en anden vil, bedre end personen selv, er som udgangspunkt arrogant. Forsøger jeg på fordækt vis (alså uden, at den anden er klar over det), at ændre på en andens adfærd (med den andens bedste for øje, naturligvis), så er det da manipulerende - uanset motivationen og graden af manipulation.
Måden at forsvare nudging på kan ikke være at påstå, at nudging ikke er formynderi og/eller manipulation. Eneste forsvar er at forklare, hvorfor lige denne specifikke udgave af manipulation godt kan forsvares.
Medmindre nudging da er noget fuldstændig andet end jeg lige går og forestiller mig. Hvis et nudge ikke er et forsøg på via mere eller mindre fordækte metoder at ændre andres adfærd til at passe med et udefrakommende ideal, hvad er det så?
Hvad vi kan håbe ad denne fortælling er, at der kommer en politisk opvågning a la DDR, hvor man med opråbet 'Wir sind das Volk' gjorde op med en formynderisk diktatorisk politik.
@Troels Larsen
Ifølge forfatterne til bogen "Nudge - Improving decisions about health, wealth and happiness" som introducerede nudge begrebet er definitionen:
"Et nudge er et forsøg på at påvirke menneskers valg og adfærd i en forudsigelig retning og i overensstemmelse med deres reflekterede præferencer uden at begrænse deres valgmuligheder eller ændre afgørende ved handlingsalternativernes omkostninger, hvor omkostninger forstås som økonomi, tid, besvær, sociale sanktioner, o.lign." (Oversat af Pelle Guldborg Hansen, formand for Dansk Nudging Netværk)
Jeg kan iøvrigt anbefale at læse den akademiske artikel som Pelle Guldborg Hansen og Andreas Jespersen har fået publiceret som hedder: "Nudge and the Manipulation of Choice. A Framework for the Responsible Use of Nudge Approach to Behaviour Change in Public Policy" (Link her: http://papers.ssrn.com/sol3/papers.cfm?abstract_id=2555337 ) De to herrer har også skrevet på K-forum om nudging, paternalisme og manipulation her: http://www.kommunikationsforum.dk/artikler/nudging-paternalisme-og-manip....
Så et nudge er ikke 'et forsøg på via mere eller mindre fordækte metoder at ændre andres adfærd til at passe med et udefrakommende ideal' men nok noget fuldstændigt andet end du forestiller dig :-)
Er resourseforløb, for syge mennesker, også "Nudging"...?
Misbrug af sproget kender ingen grænser...Når målet er manipulation.!!
@Troels Larsen
Du kan også med fordel læse den helt nye artikel "The Power of Nudges, for Good and Bad" (på engelsk) af Richard Thaler (den ene af forfatterne til bogen 'Nudge'):
http://mobile.nytimes.com/2015/11/01/upshot/the-power-of-nudges-for-good...
I den artikel understreger han at:
Three principles should guide the use of nudges:
■ All nudging should be transparent and never misleading.
■ It should be as easy as possible to opt out of the nudge, preferably with as little as one mouse click.
■ There should be good reason to believe that the behavior being encouraged will improve the welfare of those being nudged.
Ups, jeg lavede en forkert anbefaling til Mettelene.!!!
Tak for en god kronik.
Dagpengekommissionen læser adfærdspsykologi som fanden læser biblen. Man klipper det ud, som man lige synes passer ind i sit kram og underliggende dagsorden - uanset om teorien drejer sig om forbrugsmønstre i stedet for menneskers motivation og arbejdsliv.
Jeg er skræmt ved den nye tilgang fra disse typer kommissioner, som klippe-klistrer i adfærdspsykologien efter forgodtbefindende uden at tage højde for den grundlæggende basis psykologi om hvad mennesker kan og vil, og uden at tale med seriøse eksperter på området.
Det var befriende i stedet at høre formanden for psykologforeningen i dette klip:
http://www.dr.dk/nyheder/politik/psykologforening-danskerne-piskes-til-v...
Må jeg opmuntre Eva Secher Mathiesen til at deltage lidt mere i debatterne. Det er så umådelig tiltrængt.
Fra artikel:
"Udgangspunktet er den arbejdsløse som en rationelt nyttemaksimerende agent, der altid vil søge hen, hvor man får mest ved at lave mindst – det såkaldte homo oeconomicus.
Udbuddets manglende tilgængelighed var derfor en logisk konsekvens af manglende økonomisk incitament. Hvor dagpengene tidligere var løsningen på problemet, blev de nu til selve problemet. Ydelsernes omfang bliver en evig kilde til spørgsmålet, hvorvidt det kan betale sig (nok) at arbejde."
Her er den så, den nedadgående anti-demikratiske spiral, med økonomisk udbytning for øje 'neoliberalismen'.
Verdenshandelen har tabt pusten, EU vakler også den danske økonomi køre på kanten, men der er naturligvis ingen tvivl om, hvorfor kapitalismen virker som den gør, der er igen grund til at foregøgle, at problematikkerne ikke er kendte og løsningningerne ikke ligger lige for, men det er åbenbart, at politikkere generelt ikke ønsker, at behandle problemets omfang, New Public Management, neoliberalismens konkurrencestat og den deraf voksende ulighed i Danmark og resten af verden.
Denne artikel er et skrœmmende eksempel på borgernes retssikkerhed, er alvorligt truet i det repræsentative demokrati, spørgsmålet er naturligvis, hvordan kan det ske?
Det mest paradoksale ved hele historik om 'arbejdsudbuddet' og de socialt udsatte der betragtet som svage, de syge og gamle, der er en byrde og de arbejdsløse også de privat forsikrede dagpengemodtagere, der er dovne og nærmest kriminelle, fordi de ikke har et arbejde, det er at alle disse mennesker der af politikkere, må udpeges, stigmatiseres og udstilles, gøres sultne nok (fattige) og ydmyge til, at udbytning fortsat kan finde sted i New Public Management, neoliberalismens konkurrencestat, at alt dette sker kun med det påskud.
Det skal betale sig at arbejde!
Men det er jo et af problemerne med stigende ulighed, der bevist skabes med New Public Management, neoliberalismens konkurrencestat, det betaler sig 'ikke' at arbejde!
r > g
where r is the return on capital and g is the growth rate of the economy.
'Thomas Piketty.'
New Public Management, neoliberalismens konkurrencesta er acceleration i skatteunddragelse, anden international organiseret kriminalitet, akkumulation af kapital og voksende ulighed.
Neoliberalisme.
Fra link:
"Vi vil derfor se en statsmagt, der i stigende omfang opgiver kontrol og regulering af økonomien og i stedet gå over til kontrol og regulering af mennesker. Bevæger sig fra tilpasning af økonomien til menneskers behov til en tilpasning af mennesker til markedets behov. Disciplinering, kontrol og overvågning af mennesker øges betydeligt i disse år. Det gælder ikke mindst for arbejdsløse, flygtninge, indvandrere og marginaliserede grupper. Det kaos og den sociale uro som globaliseringens polarisering i rige og fattige medfører må kontrolleres og neutraliseres, og det kræver øget overvågning og kontrol."
Link:http://www.leksikon.org/art.php?n=1843
Husk på hvem der er beskæftigelsesminister, Jørn Neergaard Larsen (V):
"Begreber som »social dumping«, »kædeansvar« og »klausuler« er kommet ind i debatten, men der er efter Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse tale om en helt fordrejet debat, der kun tjener det formål at skabe kunstige mure imod en sund international konkurrence," skrev Jørn Neergaard Larsen i 2013.
Husk på hvem der var tidligere finansminister, Bjarne Corydon (S):
Der gjorde det klart i Deadline, for en tid siden:
"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked, hvis handlen ikke gennemføres vil EU give bøder, for uretmæssig forhaling af handelen med indbygget skattely"
Staten kontrollere befolkningen ikke omvendt.
Som du sår, så skal du høste!
Et meget gammelt udtryk for en konsekvensmekanisme. (Ut sementem feceris, ita metes)
Jeg vil i disse tider med vores voksende udfordringer med 'vores' krigsflygtninge og 'vores' klimaflygtninge opfordre til at indstille klynkeriet!
Stem på nogle andre!
Da Muren faldt, forsvandt skræmmebillederne, og vore politikere overtog både politik og sanktioner - målet er det samme - mere magt, flere penge - til overklassen. Går ud fra det ikke varer så længe, før folk med egne meninger lige får en opdragende tur i arbejdslejr.
Der kan være en parallel mellem de arbejdsløses situation og forfattere, debattører og kommentatorer som oven i købet selv søger en slags nudging og ekstra nudge, der skal give inspiration til det næste værk, men som Ludwig Wittgenstein bemærkede så skriver man bedst i lyset fra oven, hvilket betyder at man skal træde til side for sig selv eller erstatte envejsglasset med et vindue for ikke at få skrivefrustrationer og så er det måske nemmere at finde et job, hvis man da ikke er en ny slags Hemingway.
Alt hvad der udtænkes af indsatser over for ledige, tager altid udgangspunkt i den opfattelse, at ledighedsproblemet ene og alene skal finde sin årsag hos den ledige selv. Der er absolut intet nyt på bedding i denne henseende. Uanset hvor oplagte problemer der findes på jobmarkedet, ændrer det intet på dette forhold. Det er som om, at politikerne, og andre aktører i ledighedssystemet, ville stå overfor et kaotisk sammenbrud af deres verdensbillede, hvis man bare udviste en lille smule forståelse for, at mange ledige, uanset alle mulige anstrengelser, ikke kommer i arbejde af den simple grund, at de ikke kan finde et arbejde. Og givet er det vel også, at det ville undergrave fundamentet for tankegangen om konkurrencestaten og nødvendighedens politik.
Derfor er hele ledighedsindustrien fokuseret på, at man på trods af vedholdende problemer med ledighed, som løbende afkræfter værdien af denne tilgang, hele tiden kan udvikle nye måder at begrunde på, at problemet absolut ikke skal findes andre steder, end hos den ledige selv.
Når de ledige altså ikke finder arbejde, på baggrund af rationelle incitamenter, er det jo helt oplagt at det næste skridt må være at behandle dem som irrationelle aktører. Så kan man lege lidt med de adfærdsøkonomiske metoder i et stykke tid, indtil man om nogle år må erkende, at det heller ikke ændrer noget på ledighedssituationen. Det rationelle ville så være, omsider at erkende, at ledighed har andre årsager, end den enkelte lediges personlige adfærd, og at f.eks. de mange småjobs, som skulle holde dagpengemodtagerne i gang, var et fantasifoster. Men det vil man naturligvis ikke være parate til. Tværtimod vil man formentlig prøve at finde løsningen, igennem mere hårdhændede metoder, som straf og sanktioner, frem for nudging.
En fuldstændig umyndiggørelse af de ledige er dog usandsynlig. Det ville jo være ensbetydende med at påtage sig det fulde ansvar for dem, og man risikerer derved, at skulle se nogle forhold i øjnene, som man ikke ønsker at se. De ledige skal presses, skubbes og straffes så meget som muligt, men med akkurat lige så meget frihed tilbage, at man stadigvæk kan fastholde, at deres ledighed ene og alene er deres egen skyld.
Der kan være en parallel mellem de arbejdsløses situation og forfattere, debattører og kommentatorer som oven i købet selv søger en slags nudging og ekstra nudge der skal give inspiration til det næste værk, men som Ludwig Wittegenstein bemærkede så skriver man bedst i lyset fra oven, hvilket betyder at man også skal træde til side for sig selv eller erstatte envejsglasset med et vindue for ikke at få skrivefrustrationer og så er det måske nemmere at finde et job, hvis man da ikke er en ny slags Hemmingway.
Vi var godt på vej til at neutralisere spørgsmålet lønarbejde-ikke-lønarbejde, fordi forståelsen af betydningen af al aktivitet i samfundet var åbenbar. Siden er vi blevet dummere.
Jeg citerer lige mig selv fra et par uger siden:
http://www.information.dk/comment/1069813#comment-1069992
"Disse økonomer tager igen og igen fejl. De kan ikke forstå, at deres flotte modeller over rationelle aktører kollapser igen og igen i mødet med virkeligheden (se bare, hvordan det blev påstået, at når dagpengeperioden udløb, så ville alle straks skynde sig at finde arbejde).
Idag skal man så læse om en opdatering af dette fallerede tankegods med såkaldt "adfærdsøkonomi" (http://www.information.dk/549248), men det er svært ikke at fornemme en klam og ulækker stank omkring en opdateret paternalistisk ideologi, som tror det værste om folk, og som ønsker at gennemtrumfe sin vilje på en eller anden måde. Blødt, javel, men inde på diktaturets område."
Jeg er glad for denne artikel, som meget præcist sætter ord på mine egne fornemmelser for et par uger siden.
Magthaverne forsøger at bruge alle mulige slags skummetmælksudgaver af videnskabelig forskning til at herske over flertallet; men flertallet vil i sagens natur have magten selv - og med det stik modsatte resultat: ikke at skulle knokle sig til døde med langt mere arbejde, end det nogensinde tidligere har været nødvendigt at erlægge for at fortjene det daglige brød. Griskhed og udnyttelse af andre menneskers tid og intelligens kendetegner en klasse, der selv tror sig både mere begavet og mere arbejdsom, men som i realiteten dagligt demonstrerer, at de tager fejl på begge områder.
Kampen er ikke om at få lov til at arbejde mere, kampen er om at mindske behovet for at arbejde pga. mere retfærdig fordeling og automatisering af flere og flere processer af helt banal art.
Et konstruktivt forslag, der også vil kunne hjælpe integrationen: efter tre dokumenterede afslag/mangel på svar for opslåede stillinger, skal det offentlige stille et job til rådighed i et år for den ledige på almindelige overenskomstvilkår.
Finansieringen skal være en særlig fond, som private virksomheder skal indbetale til: når de nu ikke vil gøre brug af arbejdskraften i stedet for.
@Steffen Gliese,
- hvem er det du har i tankerne, når du skriver "magthaverne"?.De skumle personager, som hersker over "flertallet", der åbenbart er magtesløst, selv om flertallet "i sagens natur" hellere vil "have magten selv" (og i sagens natur som følge af den almindelige stemmeret burde kunne tage magten fra "magthaverne" så let som at klø sig i nakken, hvis de var enige om at gøre det).
Er det Venstres formand og p.t. statsminister Lars Løkke Rasmussen og hans 'chefideolog og kassemester' finansminister Claus Hjort Frederiksen, som p.t. 'regerer' landet på DF-formand Kristian Thulesen Dahl og hans 'chefideologer' Søren Espersen og Peter Skaarups nåde og unåde, du omtaler som "magthaverne"? Eller det i virkeligheden nogle helt andre, nogen vi ikke kender, men som du ved, hvem er, der modarbejder "flertallets ønsker og behov" for en "mere retfærdig fordeling" af goderne og en højere grad af "automatisering af flere og flere processer af helt banal art".
Ud med sproget Steffen Gliese! Lad dit lys skinne for os og lad os høre, hvem "magthaverne" er. Så vi kan finde nogle andre at stemme på, næste gang vi står i stemmeboksen med smørrebrødssedlen og tømrerblyanten hånden og skal passe på ikke at komme til at sætte vores kryds i en af de "forkerte" rubrikker.
Den bedste nudging er en rimelig løn og fornuftige arbejdsvilkår.
Grethe Preisler, det er den klasse af "professionelle" politikere, der over tid har erstattet de repræsentanter for interesseorganisationerne i samfundet, der tidligere sad i partiernes top.
Det nytter ikke at lade som om, at vi stadig har et folkestyre, hvor partierne er borgernes adgang til at øve indflydelse - dertil er det simpelthen lykkedes i for høj grad at føre klassisk del-og-hersk-politik.
Steffen Gliese
Tak. Når en ellers vedholdende parti-fortaler som du,
har skiftet mening,
så er der håb osse for store dele af resten af befolkningens indsigt i, at partisystemet er forstenet og ubrugeligt for andre end .. mm.. (leder efter pæne ord)
.. levebrødspolitikere og talteknokrater.
Jeg vil udvide Steffen Gliese's beskrivelse af "magthaverne" af et konglomerat af eliten, den økonomiske, den kulturelle og den den politiske. For nylig blev en undersøgelse udgivet, som kortlagde dette skjulte beslutningsorgan. Her så man økonomiske mænd som Fritz Schur side om side med fagforeningsfolk som Harald Børsting (der må en ti-øre været faldet for mange), men politikere var også godt med, selvom kun få var i den absolutte top. Embedsmænd og mediefolk er også godt repræsenteret.
Denne gruppe beslutter helt uden om folkestyret, hvordan landet skal ledes, og lur mig om ikke der er masser af tråde til udlandet - den udemokratiske del af EU og finanseliten især.
Grethe Preisler, har du ikke undret dig over, at det er komplet ligegyldigt, hvilke partier der leder regeringen? De røde privatiserer og sælger ud til Goldman Sachs og er fortrop i angrebet på i særdeleshed de svage og velfærdsstaten i sin helhed, mens de holder deres kæft mens de blå fortsætter linjen. Mette Frederiksen afviste, at man ville afskaffe integrationsydelsen igen og kun fordi direkte adspurgt - det virker, som om man ligefrem bifalder linjen.
Her for nylig var der valg i Portugal. Kommunisterne, Socialisterne og noget kaldet Venstrekoalitionen (eller sådan noget) vandt tilsammen absolut majoritet. Nu skulle man så tro, at de ville være i stand til at danne regering, men nej: Præsidenten, en konservativ, bad et parti, som kun havde fået omkring 25% af stemmerne om at danne regering. Denne "regering" vil selvfølgelig få et mistillidsvotum, men reglerne er sådan i Portugal, at der går et år inden der kan foretages nyvalg. I den periode vil dette komplet udemokratiske misfoster altså regere Portugal.
Jeg fandt lige linket til mit sidste indlæg. "Regeringspartiet" fik 38,5%, ikke 25% som jeg skrev:
http://www.counterpunch.org/2015/10/26/the-pantomime-of-democracy-portug...
Jeg må sige, at jeg fuldt ud støtter tidligere nationalbankdirektør Bernsteins udtalelse om, at ledigheden nødig skulle blive mindre end 1.8 procent. Fuld beskæftigelse er gift for arbejdsmarkedet. Lad mig blot minde om at sidst vi havde mangel på håndværkere, der var det ikke ualmindeligt, at installationen af en vaskemaskine kostede mere end selve vaskemaskinen. Et sundt fungerende arbejdsmarked fungerer under den præmis, at de enkelte udbydere af arbejde ikke selv kan påvirke prisen for deres arbejde, men at denne bestemmes ved kollektive forhandlinger.
@Frank Hansen, hvis det er arbejdsløse HK'ere, så kan de ikke hjælpe dig med din vaskemaskine, selv om den totale ledighed er høj. Det samme gælder for arbejdsløse sosu assistenter, der ikke bare lige kan springe ind og blive IT programmører eller robotingeniører.
Der er virkelig mange besynderlige forestillinger om hvad ledige "bare lige kan tage af jobs", ligesom man tror at "ledige bare lige kan sælge deres bolig og flytte familien 400 km væk" efter et andet job.
Derfor er det også betænkeligt, når man taler om dagpenge relateret til konjunkturbetinget ledighed, for der kan sagtens være mangel på bygningshåndværkere, mens der går ledige bogholdere rundt. De færreste entreprenørvirksomheder ønsker vel at få en debitor/kreditor bogholder på deres byggepladser....
Og, så savner jeg i den grad en arbejdsmarkedsstatistik, der klart fortæller, hvor mange virksomheder. der har ansat ledige i "ikke-støttede jobs" til overenskomstmæssig løn siden finanskrisen, herunder jobtype, alder, og antal.
Det burde være muligt at få disse oplysninger.
Herefter kan vi kigge lidt på om man måske bør indføre karensdage for de virksomheder - over en vis størrelse - som groft sorterer ledige fra og ikke ansætter ledig arbejdskraft.
CSR ser så pænt ud på hjemmesiden, men findes den i virkeligheden?
Frank Hansen 02:38, der lader til, at være er opblødning i den rigide udbud og efterspørgsel idé.
Kan det tænkes, at der bliver plads til praktisk regulering, nu det er indset, at det fri markedet er uhensigtsmæssig og direkte tåbeligt.
r > g
where r is the return on capital and g is the growth rate of the economy.
Thomas Piketty
Det betaler sig ikke at arbejde, for de velhavende, er en øvre grœnse for privat formue, ikke positivt for økonomien?
Fin artikel fra sin vinkel. Man savner dog lidt den vinkel at dagpengenes størrelse og adgangen til dem, pr. definition er de facto mindstelønnens størrelse. Af samme grund har venstre så travlt med at de vil lette skatten i bunden for dem der er i *arbejde* da det er indlysende at man ikke kan leve at de lave lønninger man spiser østarbejderne af med. Men det er det, det handler om - at lavt kvalificerede arbejdere skal ned i løn så de kan komme på tale til at tage arbejde man normalt ikke kan leve af i dk. Ved at lette skatten for denne gruppe, er det jo reelt en foræring til arbejdsgiverne og dermed statsstøtte.
I andre lande er der andre modeller men resultatet er det samme - statsstøtte i en eller anden form.
En anden ting der er til at få spat af, er politikernes og mediernes evige søben rundt i begrebet "tryghed". Hele forsikringsbegrebet har ikke en skid med tryghed at gøre - nej det handler om den *værdighed* der ligger i at have en erhvervet "ret" og det er det der er forsikringens styrke. Alle de skiderikker der søber rundt i tryghed, kender intet til arbejderbevægelsens historie om kamp for rettigheder - både på arbejdspladsen og når man blev arbejdsløs.
@Steffen Gliese 5. november 2005 - 23.04: "Det nytter ikke at lade som om vi stadig har et folkestyre, hvor partier er borgernes adgang til at øve indflydelse."
Hvad skal vi så gøre ved dét? Forsamle os på torve og pladser i by og på land,brænde vores valgkort i dertil opstillede containere og derpå en for alle og alle for en gå i stjernedemonstration til Christiansborg med dit "konstruktive forslag" til en reform af vilkårene for arbejdstagere fra alle lønklasser malet i flammeskrift på skilte og transparenter?
Hvis ja, tror du så det er nok til at skræmme bukserne af DI og DA's kammerherre Schur, den nye LO-formand og de "professionelle politikere" inde på Borgen, "der over tid har erstattet de repræsentanter for interesseorganisationerne, der tidligere sad i partiernes top". Så de bøjer sig for det rimelige i dit "konstruktive forslag" om, at "det offentlige skal stille job på overenskomstmæssige vilkår til rådighed" for alle ledige i alle lønklasser "efter tre dokumenterede afslag/manglende svar" på deres jobansøgninger andetsteds?
@Frank Hansen
Fint hvis du synes det kan være OK at manipulere med markedet på den måde for at sikre at ledigheden altid ligger over en vis procent; men i så fald skal disse ledige - som trods alt ikke bare er bønder på en skak bræt men levende kød og blods mennesker, som dig og mig og som har samme basale behov og rettigheder til et anstændigt liv, som vi, der har arbejder har, - behandles på en helt anden måde og med en hel anden respekt, end den de er udsat for i dag med det modbydelige system, der er blevet udviklet for at chikanere folk, der ikke er i arbejde, og flytte fokus i samfundsdebatten fra de reelle årsager til, at økonomien er trængt.
Skal vi acceptere at sådan er spillets regler, så skal vi også øjeblikkeligt ophøre med al mundhuggeri omkr. de ledige og fordom om deres manglende motivation, og acceptere at det er helt fint hvis de lever et ok liv uden at skulle arbejde for det i konventionel forstand - dvs i den forstand at man lader sig binde til et eller andet anerkendt form for lønslaveri.
Hvis det er et problem med at skaffe billig arbejdskraft til at installere vaskemaskine, så lær selv at installere vaskemaskiner. På mit arbejdsplads har vi lige haft en temadag om bl.a. god kommunikation og brug af humor som arbejdsredskab, hvor en enkelt foredragsholder fik kr. 30.000 for en times foredrag. Dygtigt og morsom som personen utvivlsomt var, ville jeg, hvis det stod til mig, nægte at betale den slags penge for en times underholdning, og i stedet for tilbyde en ledig en måneds arbejde, og dernæst selv sørge for humor og god kommunikation på arbejdspladsen. At ledigheden p.t. står på 4,6% forhindrer tilsyneladende ikke folk i at være grådige og forlange astronomisk honorarer for deres bidrag hvis de kan slippe af sted med det. Tværtimod måske, folk bliver endnu mere grådige hvis de har i bagtanker hele tiden, at de skal skovle penge ind hurtigst muligt mens de kan, fordi hvem ved hvordan det ser ud i morgen?
Jeg er fuldstændig enig i, at vejen til et optimalt fungerende arbejdsmarkedet er igennem fri kollektive forhandling, så jeg kan kun undre mig over hvorfor politikkerne tilsyneladende er så helvedes opsat på at smadre netop denne form for arbejdsmarkedet og erstatte det med en anden form, hvor reelle kollektive forhandlinger ikke længere findes for den ene af de to parter er blevet foræret alle kortene, vha manipulationer, som den Niels Bernstein var så begejstret for.
Og dog, undrer jeg mig egentlig ikke så meget for svaret tror jeg ligger lige for. Politikkere leder efter maks. effekt på min. tid og når erhvervslivets lakajer Machiavelliansk hvisker i ørene at strengere undertrykkelse af befolkning kan give nogle pænere tal på bundlinjen i det korte løb så køber de det uden at skænke en tænke til hvad det ville komme til at betyde samfundsmæssigt i det længere løb. Og hvorfor skulle de egentlig det? De har jo deres på det tørre.
I et demokrati er alt til debat, det er vi jo enige om. Derfor må arbejdsgiverne argumentere for nødvendigheden af deres produktion ud fra et samfundsmæssigt perspektiv, hvis de har svært ved at finde medarbejdere.