Kan det frie, åbne Europa overleve terroren?

Hvor længe går der, før Europas liberale åbne demokratier begynder at krakelere? Man skal passe på med forudsigelser efter et terrorangreb. Udådens ekstreme karakter driver iagttagere ud i ekstreme svar.

Indtil nu var Europas modtræk mod terrorisme ikke ekstreme. Trods dystre varsler om det modsatte udviklede de europæiske demokratier sig ikke til politistater, og der er ikke kommet modterror eller pogromer mod muslimer.

Europas beskedne reaktioner på terrorisme er en konsekvens af voldens beskedenhed. Efter al-Qaedas angreb på World Trade Center og Pentagon i 2001 er det mest slående ved den islamistiske terrorisme i Europa, hvor lidt af den, der har været. Det kan vi så takke politi og efterretningstjenester for, fordi de har forpurret så mange aktioner. Og vi kan gentage den vigtige pointe, at de fleste muslimer jo ikke ønsker at have noget at gøre med totalitær religion. Hvad end årsagen nu er, er den praktiske konsekvens, at ingen magthavere har følt behov for at bevæge sig i retning af undtagelsestilstand.

Europa har ’kun’ måttet tåle angrebene på Madrid og London, og drabene på jøder, satirikere, fritænkere i Paris, Bruxelles og København. Desuden var gerningsmændene nogle sølle lone wolf-mordere.

Radikal islam kuer os ikke

Ikke at Europa ikke har forandret sig. Efter at islamister opfordrede til mord på tegnere, der spottede Muhammed, har en kujonagtig selvcensur spredt sig i åndsliv og journalistik, som virker desto mere fej, fordi den er uerkendt. Men stadig har radikal islam ikke tvunget os til at radikale forandringer af vores samfundsorden. Kunne man i tidsmaskine rejse 20 år tilbage, ville vi se kontinuitet mellem vores verden i Storbritannien, Frankrig og Danmark i dag og dengang.

Jeg vil heller ikke minimere de islamistiske forbrydelser, når jeg siger, at Europa har været heldig. Fra Nigeria til Afghanistan har en islamofascismens doktriner sanktioneret massemord og selvmordsaktivisme og drevet regioner ud i borgerkrig og kaos, men ikke vores kontinent. Her er mistænkte stadig uskyldige, indtil det modsatte er bevist. Den europæiske konvention om menneskerettigheder står ved magt. Terrorisme bekæmpes stadig ved retsstatsmetoder, ikke militær undtagelsestilstand. Trods alle provokationer er vi forblevet, hvad vi var.

Efter de koordinerede parisiske angreb kan vi ikke være sikre på, at dette fortsætter. De forfærdelige lidelser hos mennesker, der var gået i byen, til koncert eller fodboldkamp med venner og familie, bevæger hjertet. De kyniske kalkulationer bag angrebene støder sindet. Disse mordere var ikke ’ensomme ulve’, men en hær, der begik en velplanlagt og dæmonisk gennemført forbrydelse mod menneskeheden.

Forladt civilt sprogbrug

Præsident François Hollande har forladt det civile livs sprogbrug. Han betegnede grusomhederne som en ’krigshandling’ snarer end en civil forbrydelse, og erklærede landet i undtagelsestilstand. Han har lukket republikkens grænser og er dermed blevet del af en tendens.

Grænserne lukker over hele Europa. Grænsehegn skyder op mellem Slovenien og Ungarn, selv svenskerne, så åbne og tolerante mennesker som nogen, indfører kontrol på broen mellem København og Malmø. Den Europæiske Union var ellers udtænkt som åben. Dens ledere vigtede sig af at have brudt med de nationalistiske manier, der førte til så megen ødelæggelse i det 20. århundrede.

Respektable europæere kan fordømme de nationalistiske partier, der vinder frem ved at tordne mod ’masseindvandring’, som ’højreekstremistiske’. De kan sige, at den folkelige frygt for, at der er terrorister blandt de flygtninge, der flygter fra Assad og IS, er absurd. Men deres kritik øger kun vreden blandt deres borgere. Men mennesker ønsker fysisk sikkerhed ligeså meget som de ønsker økonomisk.

For at sikre menneskerettighederne og hindre en bølge af autoritære regeringer i at komme til magten, må vi acceptere, at nogle sikkerhedsmæssige bekymringer er reelle og ikke en sammensværgelse indgået af gustne kræfter for at skabe ’moralsk panik’. Vi skal også forstå, at migration og radikal islamisme kan forandre Europa nu, og vil vi have indflydelse på i hvilken retning vores lande bevæger os, må vi først fortjene retten til at blive hørt ved at være ærlige omkring disse forandringer.

Vi forblev frie, men ...

Hvor meget Europa vil ændre sig, er et åbent spørgsmål. Efter 11. september profeterede kommentatorer, at vores hedonistiske verdens tid var omme. Ironien sank også i grus med World Trade Center, sagde de. Postmoderne æra var ovre. Fremover vil vi være seriøse og dystre mennesker, der så tilbage på de naive 1990’ere som en historisk parentes.

Intet af dette skete, fordi den forudsagte voldsbølge aldrig kom. Vi forblev frie til at nyde livet, og det skal vi være taknemmelige for.

Måske er vi lige så heldige igen. Måske de parisiske angreb trods alt vil være en sjældenhed, en chokerende forbrydelse, der brød ind i vores liv, men ikke ændrede dem. Måske indvandrere vil blive integreret og populistiske partier forsvinde. Måske alle disse europæiske borgere, der har været udsendt som krigere for IS ikke vender tilbage for at nedkalde deres gudfrygtige terror over os. Måske de ikke inspirerer onlinefølgere til at begå lignende forbrydelser. Om 20 år kan vores børn se tilbage og sige med lettelse, at kontinuiteten med fortiden igen opvejer forskellene.

Måske vil vi kort sagt være heldige igen. Men jeg må sige, at når jeg ser på disse scener fra Paris, føles det, som om vores held lige slap op.

© The Observer og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen