Kronik

Keynes er genopstået

Rundt omkring i verden er vi vidne til en markant politisk drejning mod venstre. Spørgsmålet er nu, hvor længe Nordens socialdemokratier vil forblive urokkelige i deres tro på nyliberalismen
Justin Trudeau vandt det canadiske valg på et løfte om at føre socialdemokratisk politik og føjer sig dermed til den drejning mod venstre, der også er set i en række europæiske lande.

Chris Roussakis

10. november 2015

Med Justin Trudeau i spidsen vandt Det Liberale Parti det canadiske valg i sidste måned på et løfte om at føre socialdemokratisk politik. Partiet fremhæver statens betydning som grundlag for at genrejse velfærdsstaten. I USA fremstår den erklærede socialist, senator Bernard ’Bernie’ Sanders som en populær demokratisk modkandidat til Hillary Clinton og påberåber sig inspiration fra Skandinaviens socialdemokratiske velfærdsstater. I Storbritannien viser valget af socialisten Jeremy Corbyn som ny Labour-leder også en ny drejning mod venstre, som vi også ser i Spanien, Portugal, Italien og Grækenland med valgsejre i Grækenland til det venstresocialistiske Syriza og i Portugal til venstreblokken, Bloco de Esquerda.

De nordiske socialdemokratiske partier afholder sig dog indtil videre fra at tage del i denne politiske trend mod venstre og søger fortsat støtte i det højreliberale politiske magtcentrum.

Er dette, måske fordi de nordiske højrepartier er mere imødekommende? Næppe. Eller skal der først en dybere krise til, før de socialdemokratiske partier går i samme retning?

Hvorom alting er, har de nordiske socialdemokratier indtil videre forsømt at udvikle et selvstændigt politisk-økonomisk alternativ til markedsliberalismen og den neoklassiske økonomiske teori, som højresiden søger fremmet.

International variant

Alternativet findes imidlertid i den teori og politiske tilgang, som kendes som nykeynesianisme. Denne tilgang, som Canadas Trudeau har tilsluttet sig, understreger – ganske som den originale keynesianisme, som John Manyard Keynes udfoldede i sin The General Theory of Employment, Interest and Money – behovet for øget statslig institutionel og økonomisk intervention over for stigende arbejdsløshed og økonomisk afmatning. Men hvor den oprindelige keynesianske variant er designet til en national politik, er nykeynesianismen også indrettet på international investerings- og finansieringspolitik i f.eks. EU-regi. Nykeynesiansk økonomi tager også større hensyn til kortsigtede svingninger i økonomien. Det kan dreje sig om kortsigtet statslig investering i jobskabelse og uddannelse.

Stramnings- og sparepolitikker under lavkonjunkturer afvises af nykeynesianerne. Stadige sænkninger af renter og skat for at sætte gang i økonomien er heller ikke et virkemiddel med effekt under en konjunkturnedgang, hævder de.

De to amerikanske nobelprisvindere i økonomi, Joseph Stiglitz og Paul Krugman, er vor tids bedst kendte eksponenter for denne makroøkonomiske teori. De repræsenterer faglig prestige på højt niveau. De læses, og der refereres til dem, men de er indtil videre blevet afvist af den politiske magt i Europa. Afvisningen har vist sig tydeligt i forbindelse med de stramningstiltag, som EU og IMF har pålagt kriseramte lande som Grækenland. Stiglitz’ og Krugmans modargumenter er konsekvent blevet overset.

Men i kølvandet på flygtninge- og migrationskrisen ser EU’s syn på betydningen af statslige redskaber og interventioner ud til være under forandring. Genkomsten for keynesiansk politik, med et statsvenligt og internationalt solidaritetsperspektiv, kræver åbenbart finanskrise, eurokrise og flygtningekrise.

Drastiske konsekvenser

Ser vi økonomerne Stiglitz og Krugman under ét, indtager de i dag samme centrale rolle som økonomen John Maynard Keynes i mellemkrigsårene. Hans teori skabte grundlaget for en politisk vej ud af den dybe internationale økonomiske depression, der bredte sig fra 1929. Hans teorier blev samlet op af de nordiske socialdemokratier og realiseret som vellykket politik i de første årtier efter Anden Verdenskrig.

Den nordiske model og politik bygger på en aktiv stat, på statslige institutionelle og økonomiske interventioner, fagforeningsmagt, social udjævning og forøgede offentlige udgifter. For Keynes var dette nødvendigt i en kapitalistisk økonomi i krise for at genoprette og bevare en samlet effektiv efterspørgsel og købekraft med fuld beskæftigelse som mål. På den måde kunne både arbejdsledighed og inflation etableres på et lavt og stabilt niveau.

Udbygningen af den nordiske keynesianske velfærdsstat i efterkrigsårene med omfordeling og universelle rettigheder, politisk ledet af socialdemokratiske partier, blev et vigtigt element for at opretholde stabil efterspørgsel i disse landes samfundsøkonomier. Samtidig med at socialdemokraterne kunne realisere deres store ideer om social og økonomisk udjævning og retfærdighed.

Før Keynes’ generelle teori udkom i 1936, rådede en klassisk liberal økonomisk politik. Denne var kendetegnet ved markedstro, offentlige stramninger, sparepolitikker og privatiseringer. Dette var de politiske elementer, som skulle kurere Mellemkrigstidens økonomiske depression. I vor tid hersker også stramnings-, spare- og privateriseringspolitikker som svar på finanskrise og eurozonens gældskrise. Tydeligst ser vi de negative udslag af den såkaldte austerity-politik i det kriseramte Grækenland, men i de nordiske lande ser vi lignende svar på lignende problemer – regeringen ønsker mindre stat, offentlige stramninger og privatisering: De styres af liberal nyklassisk økonomisk teori.

Afvikling af privatisering

De praktiske reformer, som logisk følger af Stiglitz’ og Krugmans nykeynesianske ideer og teorier, vil i en nyliberal optik få drastiske konsekvenser. De vil betyde afvikling af privatiseringsprogrammer og tilbageføring af privatiseret fysisk infrastruktur som jernbaner, vandforsyning, telekommunikation og social infrastruktur som børnehaver, skoler og omsorgstjenester til staten som ejer og operatør. De vil betyde en omfattende regulering af erhvervslivet, skattereformer og økonomisk omfordeling med sigte på social retfærdighed og udjævning, øget købekraft og med en potentiel forøgelse af de offentlige udgifter som konsekvens.

Den primære uenighed mellem nyklassiske og nykeynesianske økonomer drejer sig om, hvor hurtigt pris og indtægt (købekraft) justerer sig på markedet. De nyklassiske økonomer forudsætter, at dette sker på en fleksibel måde, at tilbud og efterspørgsel afbalancerer sig selv (’den usynlige hånd’), uden at der opstår ledighed og inflation.

Nykeynesianske økonomer som Stiglitz og Krugman afviser den forudsætning og hævder, at markedet ikke magter at tilvejebringe balance alene. Der må statslige interventioner og reguleringer til for at sikre købekraft og effektiv efterspørgsel. Uden dette vil prisstigninger skabe inflation parallelt med svigtende købekraft i form af ledighed og fattigdom. Der opstår så en negativ, nedadgående spiral. Konsekvensen bliver en socioøkonomisk krise som den, vi ser i Europa i dag, med svigtende investeringer, høj ledighed og social nød i mange lande.

Men det er ikke let for de nordiske socialdemokratier i opposition at gennemtrænge den nyliberale ortodoksi. Siden det feudale system med centraliseret statsmagt i form af kongemagt, kirke og adel blev tvunget i knæ i Europa for 250 år siden, har antistatslig liberalisme spredt sig i alle retninger. Samme ideologi er også trængt ind i den nordiske model, hvor den har rokket ved den grundlæggende idé om en aktiv og stor stat, der skal sigte på stabilitet og udbygning af velfærdsstaten.

Dagens nordiske samlingsregeringer er urokkelige i deres tro på nyliberalismen og fører aktivt og ensidigt en politik for deregulering, frie markeder og markedsgørelse af offentlige velfærdstjenester. De beskærer velfærdsstaten og giver skattelettelser til de rigeste, helt i modstrid med keynesianske principper om social og økonomisk udjævning som begrundelse for bl.a. bevarelse af købekraft, effektiv efterspørgsel og fuld beskæftigelse.

I nykeynesiansk økonomisk teori og politik kan den nordiske socialdemokratiske bevægelse genfinde et teoretisk fundament, ganske som den gjorde i klassisk keynesianisme i årene efter Anden Verdenskrig.

Noralv Veggeland er professor i offentlig politik ved Høyskolen i Lillehammer.

© Noralv Veggeland og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Liliane Murray
  • Laurids Hedaa
  • Torben Arendal
  • Elisabeth Andersen
  • Gert Romme
  • Anne Sofie Nielsen
  • Torben K L Jensen
  • Keld Albrektsen
  • Kurt Nielsen
  • Christel Mayland Jensen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Torben Skov
  • Christian Curdt-Christiansen
  • Flemming Berger
  • John Rohde Jensen
  • Jørn Andersen
  • Jørgen Wassmann
  • Erik Nissen
  • lars abildgaard
  • Dorte Sørensen
  • Bill Atkins
Liliane Murray, Laurids Hedaa, Torben Arendal, Elisabeth Andersen, Gert Romme, Anne Sofie Nielsen, Torben K L Jensen, Keld Albrektsen, Kurt Nielsen, Christel Mayland Jensen, Mikael Velschow-Rasmussen, Torben Skov, Christian Curdt-Christiansen, Flemming Berger, John Rohde Jensen, Jørn Andersen, Jørgen Wassmann, Erik Nissen, lars abildgaard, Dorte Sørensen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Den nordiske model og politik bygger på en aktiv stat, på statslige institutionelle og økonomiske interventioner, fagforeningsmagt, social udjævning og forøgede offentlige udgifter.

...så er det sagt. Civilsamfundet må erobre Staten tilbage fra markedskræfterne. Markedskræfterne og konkurrencens tyrrani kan kun tæmmes af demokratiet ved hjælp af en stærk socialstat.

Liliane Murray, Laurids Hedaa, Torben Arendal, Anne Sofie Nielsen, Torben K L Jensen, Mads Berg, Preben Haagensen, Lars Bo Jensen, kjeld jensen, Torben Skov, Flemming Berger, Max Hansen, Teodora Hansen, Lillian Redam, Steffen Gliese og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Måske er der et lille håb - Mette Gjerskov (eller hvordan det staves) er gået ud med kritik af socialdemokraterne i JP i følge P1. Ligeledes undre Ritt Bjergegaard (eller hvordan det staves) sig også over socialdemokraternes højredrejning.
Hvis ikke Mette Frederiksen vender "skuden" så kan hun ligeså godt slå Socialdemokraterne sammen med Venstre - da deres politik desværre nu er næsten sammenfaldende.

Liliane Murray, Jens Kofoed, Laurids Hedaa, Anne Sofie Nielsen, Torben K L Jensen, Lars Bo Jensen, kjeld jensen, Torben R. Jensen, Teodora Hansen, Kaare Skyum, morten Hansen, Flemming Berger, Max Hansen, Michael Kongstad Nielsen, Jørn Andersen, Lillian Redam, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek og lars abildgaard anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Problemet med en 'stærk socialstat', som Bill Atkins udtrykker det, er at den har vist sig fuldstændig uforenelig med menneskelig psykologi. Hvis nyliberalismen er karakteriseret ved en blind tro på 'Homo Economicus' som meningsfuldt målepunkt, både økonomisk og moralsk, så kan man vel med rette spørge sig selv, hvordan og på hvilken baggrund den slags åndemaneri har kunnet erobre fantasien, ikke blot i magtens korridorer, men bredt i den almene befolkning?

Hvis nyliberalismen ikke er ansvarlig over for andet end tallene på bundlinjen, må man vel spørge sig selv hvor en sådan uansvarlighed overhovedet kunne opstå i første omgang? Ikke mindst i en del af verden, hvor selv de mindste materielle behov forventes (og bliver) øjeblikkeligt tilfredsstillet for den bestemmende del af befolkningen? Denne dorskhed, denne evige bekymring og angst i forhold til problemer, som man selv i den mest generøse sindstilstand må betegne som ikke essentielle? Såkaldte 'borgere', der i fuld alvor diskuterer kræftrisikoen ved indtagelse af bacon, eller hvorvidt børn bedst tiltales 'han' eller 'hun'. Veluddannede og tilsyneladende alvidende medlemmer af samfundet, som selvfølgelig, uden problemer, gennemskuer den løgn og latin der vælter ned fra 'bjerget', men som alligevel tager det dybt alvorligt og føler sig kaldet til at forholde sig til hver eneste lille fint indpakkede stykke møg. Som nidkært følger nyhedsstrømmen og pseudosamtalen på de sociale medier, som om man på den måde får adgang til noget der blot minder om en essentiel sandhed om noget som helst. Denne inderlige ligegyldighed over for hvad man beskæftiger sig med, hvad ens virke i denne verden medfører, så længe der blot kommer smør på brødet og point på kontoen for social kapital. Hvad laver en proceskonsulent? Ander det ikke, det betyder ikke noget - så længe månedslønnen er på den gode side af 25.000. Hvad sælger vi? Hvad køber vi? Aner det ikke, men det får maskinen til at snurre rundt. Hurtigere og hurtigere.

Hvor kommer denne uansvarlighed fra? Denne mangel på interesse for hvad ens virke i verden egentlig bidrager til? Kommer den ikke fra den stærke sociale stat, som vi i bl.a. Danmark trods alt har opbygget? En stat hvor det er nogle andres ansvar at vores børnene passes, at vores affald køres væk, at vores nabo har det godt. At stodderen på bænken får den hjælp, som han måske vistnok har brug for. Kig en gang på dit liv, dit helt jordnære, dødssyge liv, og bemærk gerne hvor lidt ansvarlig du egentlig er.

Vejen ud af denne uansvarlighed er ikke blot at overlade ansvaret til en stor og anonym stat. Det har vi prøvet. Resultatet blev nyliberalisme, nationalkonservatisme, og for de uanstændige en åbenlys flirten med fascisme. Vejen til ansvarlighed er decentralisering,autonome lokale fællesskaber. Hvor det lort man lukker ud, lander lige på dørtrinet, og ikke som nu tilsyneladende transporteres ud og væk, forsvinder i intetheden.

Kirsten Vindeløv, Liliane Murray, Gorm Lerche, Jørgen Malmgren, Kurt Nielsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Det absurde er, at 1) det er tydeligt for alle, at politikken har skadelige virkninger og ikke løser de problemer, den skal, og 2) under alle omstændigheder ikke fører til at fremme samfund, vi ønsker at udvikle til det fælles bedste. Hvad nytter det, man bliver 100, hvis omstændighederne, hvorunder man lever, er dem, der opstilles som mål i konkurrencestaten?

Liliane Murray, Preben Haagensen, Aske Skov Andersen, Anne Sofie Nielsen, Torben R. Jensen, Teodora Hansen, Flemming Berger, Claus Oreskov, Lillian Redam og Dana Hansen anbefalede denne kommentar

Noralv Veggeland skriver at Joseph Stiglitz og Paul Krugman læses og refereres – men ikke af vores politikere, som udelukket referere fra facebook & twitter. Hvorfor jeg tillader mig at formode at deres læsestof og viden stammer fra disse medier.

Liliane Murray, Laurids Hedaa, Torben Arendal, Anne Sofie Nielsen, Peter Hansen, Torben Skov og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Om Keynes hedder det: ” Hans teori skabte grundlaget for en politisk vej ud af den dybe internationale økonomiske depression, der bredte sig fra 1929.” Jamen hov stop lige engang! Krisen ramte udelukkende de kapitalistiske økonomier. Situationen i Sovjetunionen var ganske anderledes positiv. Jeg citere fra Eric Hobsbawm ”Ekstremernes århundrede” side 116: ” mens resten af verden, stagnerede, var USSR optaget at en omfattende, hurtig fremadskridende industrialisering under sin nye femårsplan. Fra1929 til 1940 tredobledes den sovjetiske industriproduktion - mindst. Den voksede fra en andel på 5% af verdens forarbejdede produktion i 1929 til 18% i 1938… Desuden havde USSR ingen arbejdsløshed”. M.a.o. det var ikke en international krise.
PS: for interesserede findes der en redegørelse for den økonomi som skabte vækst i Sovjetunionen i disse år hvor de kapitalistiske økonomier lå i ruiner:
Johan Peter Noack ” Den stalinistiske revolution” 1 & 2. Berlingske Forlag København

”Udbygningen af den nordiske keynesianske velfærdsstat” er en forsimpling for arbejdskampen i norden sugede også til sig fra anden side. Især fra Karl Marx – anderledes kunne det ikke være kære medborgere. Herom skrev Anker Jørgensen:
”Om Karl Marx ville have bifaldet den socialdemokratiske model, ved jeg ikke. På en måde er det egentlig også lige meget. Men levede han i dag og det samfund som Socialdemokratiet har haft så stor indflydelse på, tror jeg, han trods alt ville konkludere, at grundtanken i vores bestræbelser var hans”
(”Foren jer – Fra Pio til Anker Om Karl Marx i anledningen af 100- årsdagen for hans død”. Forlaget SOC)

Anne Sofie Nielsen, Preben Haagensen, Torben R. Jensen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Men levede han i dag og analyserede det samfund som Socialdemokratiet har haft så stor indflydelse på, tror jeg, han trods alt ville konkludere, at grundtanken i vores bestræbelser var hans”

Artiklen er sympatisk ikke tvivl om det, men ikke konsekvent nok! Der tales flere gange om ”social retfærdighed og udjævning” men ikke et ord om udbytning! Det er som om at demokrati er blevet den overbygning som skal tilsløre de virkelige udbytningsforhold her på jorden – derfor går vi i krig (sammen med USA) overalt på jorden for at bombe demokratiets ide ind i folkeslagene.
Omkring demokrati og udbytning skriver Slavoj Zizek i ”Living in the End Times” side 44: ”Ranciere rightly emphasizes the radical ambiguity og the Marxist notion of the gab between formal democracy, with its discourse of the rights of man and political freedom, and the economic reality of exploitation and domination. This gap between the “appearance” of equality- freedom and the social reality of economic and cultural differences can be interpreted in the standard symptomatic way, namely that the form of universal rights, equality, freedom, and democracy is just as necessary, but illusory expression of its concrete social content, the universe of exploitation and class domination”.

Liliane Murray, Anne Sofie Nielsen, Kurt Nielsen, Karsten Aaen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, at der sker noget, men det går fandeme langsomt (og udenom Norden).
I Portugal mistede den højreorientere koalitionsregering flertallet ved valget i oktober, men dannede alligevel ny regering.
http://www.information.dk/telegram/547602
Nu viser der sig et flertal, der vil vælte regeringen, og danne en ny "rød". Det kræver, at Socialdemokratiet går sammen med kommunisterne og de nye venstreorienterede partier (a la EL), og det er det nye.
http://www.information.dk/telegram/551520

Det samme kan ske i Spanien til december, hvor PSOE kan blive "tvunget" til at danne en venstreorienteret koalitionsregering med Podemos og måske IU (Izquierda Unida, svarer til EL), eller andre nye.
Så noget nyt er på vej i Syd.

Liliane Murray, Steffen Gliese, Anne Sofie Nielsen, Christel Mayland Jensen, Flemming Berger og Claus Oreskov anbefalede denne kommentar

Det forekommer rimeligt propagandistisk at tale om et venstresving. England har genvalgt en konservativ med øget mandat, tyskland holder troligt fast i en konservativ. Frankrig vil efter al sandsynlighed gå til højre. Polen har lige gjort det. En liberal skal gøres til socialdemokrat for at få liningen til at se bedre ud.
Man kan i hvert fald argumentere lige så meget for den anden retning.

Det kan være meget spændende med politikere med ekstra kant, men sandheden er jo at de er ligegyldige. Bernie Sanders bliver aldeig valgt. Ham i England bliver skyld i Labour kommer til at sidde i opposition lige så længe som sidst, altså pre-Blair, hvor politikken var den samme.

Jeg vil gerne noget politisk nytænkning, men jeg har svært ved at se at man kan finde noget vellykket, som bør jagtes.

Jeg tror mere man skal frygte for nogle massive ryk til højre i takt med utilfredsheden over indvandringsbølgen

Liliane Murray, Preben Haagensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Anders Hede: - man skal nok aldrig sige aldrig.
Jeg fornemmer nogle nye spæde tegn på ændringer i det politiske klima, som kunne varsle. at et opbrud er på vej, et forår måske, falsk eller ægte. I nord er det yderst forsigtigt, men alligevel tankevækkende, at folk som ’Bernie’ Sanders l USA og Jeremy Corbyn i Storbritannien pludselig får så stor demokratisk opbakning. The establishment har travlt med ikke at give dem en chance, men det bestemmer de jo ikke. Megen nagelfast spådom har før vist sig for flygtig for realiteter.

Liliane Murray, Steffen Gliese, Anne Sofie Nielsen, Torben K L Jensen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Jeg synes artiklen roder lidt i begreberne.
Ny-keynesianisme er stort set det samme som den herskende nyliberale økonomiske tankegang. Betegnelsen skyldes at de ny-klassiske økonomer allerede i 80'erne erkendte, at der kunne være ubalance, som retfærdiggjorde indgreb for at få økonomien (udbud og efterspørgsel) i ligevægt. De ny-klassiske økonomer accepterede derfor en Keynes tilgang, hvor høj- og især lavkonjunkturer blev opfattet som ubalancer, der krævede indgreb. De nyklassiske økonomer kaldte sig derefter ny-keynesianere, men det er stadig den samme neo-liberale tilgang, hvor man blandt andet forudsætter, at vækst skabes i den private sektor, statens rolle skal minimeres og at enhver jagter profit forud for alt andet.

Stieglitz er mig bekendt nykeynesianer, medens Kruegmann er en "rigtig" (klassisk) keynesianer (post-keynesianer).

Herhjemme er det især forskere på RUC (Jesper Jespersen) og Ålborg universitet (Finn Olesen), der er Keynesianere. De indgreb, som fremhæves i artiklen er primært en ”post-keynesiansk” tilgang. Fagbevægelsens rolle (og ikke mindst hovedaftalen mellem fagbevægelse og arbejdsgiverorganisationer) er derimod en skandinavisk variant, som adskiller den skandinaviske (socialdemokratiske) velfærdsmodel fra alle andre.

Min egen tommelfingerregel på forskellen mellem nyliberal og keynesiansk økonomi er, at nyliberale altid sidestiller statens økonomi med deres privatøkonomi og forventer, at staten skal agere som alle private aktører, medens keynesianere omvendt forventer staten agerer modsat husholdningerne i et forsøg på at udligne forskelle.

I forhold til Sociademokraterne, så ville det være rart, hvis partiet blev splittet i to. Det ville så være op til vælgerne at beslutte den økonomiske retning. Men det tør de neo-liberale politikere vel ikke – så hellere sætte sig på partiets nøglestillinger, tale new-speak og give EU og kineserne skylden for politikken.

Liliane Murray, Laurids Hedaa, Gorm Lerche, Steffen Gliese, Anne Sofie Nielsen, René Skov og John Bødker anbefalede denne kommentar

denne artikel misser den pointe at nykeynesianismen også er neoklassisk. både krugman og stiglitz er neoklassiske i deres tilgang til økonomi, nemlig den at økonomien som udgangspunkt "gerne vil være i ligevægt". hvis man skal ud over denne misforståelse, og istedet have fat i en økonomiforståelse der er dynamisk og kaotisk (i modsætning til den linære og stabile neoklassik) så skal man have fat i POSTkeynesianismen. Her kan man starte med at undersøge Steve Keen, og Hyman Minsky.

Laurids Hedaa, Steffen Gliese, Anne Sofie Nielsen, Niels-Holger Nielsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
michael andersen

Anders Hede: David Cameron vandt ikke valget i England efter demokratiske principper, men i stedet med det gennemsyre korrupte "winner takes it all" system, hvor han nu kan regerer med 38 % af stemmerne. Der er et vis opbrud i det stokkonservative England på mange måder, men desværre ikke valgsystemet.

EU's Finans- og Stabilitetspagt tillader reelt ikke, at staten - i et forsøg på at udligne markedsfejlene - handler modsat markederne. Derudover sætter frihandelsaftaler i stil med TTIP og CETA krøblende begrænsninger for nationalstaternes evne til at omstille sig til dette århundredes udfordringer. Naomi Klein har skrevet en god bog om emnet med den (ironiske) titel 'This changes everything'. Ove K. Pedersens bog 'Konkurrencestaten' giver et godt overblik over implikationerne af økonomisme og globalisering for national- og velfærdsstaten. Det er umiddelbart underordnet, hvilke økonomiske doktriner danske politikere måtte foretrække.

Laurids Hedaa, Torben R. Jensen og Anne Sofie Nielsen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

"Spørgsmålet er nu, hvor længe Nordens socialdemokratier vil forblive urokkelige i deres tro på nyliberalismen"

Det tog kun svenskerne en måned at vende 180 grader hvad angår asylpolitik, så der er måske håb forude.

Det var selvfølgelig først efter et møde med den tyske kansler som forsikrede svenskerne om at tyskland under ingen omstændigheder ville fortsætte med en asyl politik der ville lede til politisk selvmord for kansleren i tyskland.

Men det viser vel at selv socialdemokrater kan flytte sig relativt hurtigt, hvis bare de får et kærligt spark bagi, som vores egen furie og protegé af CHF så folkeligt har udtrykt det.

Folk har det en gang i mellem med at glemme, at Keynes have to, sammenhængende argumenter, som ikke bare kan adskilles efter behag. Han argumenterede for, at staten forhindrede bobler ved at tage penge ud af øknomien i økonomiske opgangstider. Det skulle ske ved øgede skatter som så kunne give staten et økonomisk overskud. Under økonomiske nedkonjukturer kunne man så mindske skatterne eller pumpe flere penge ind i økonomien ved statslige investeringer. Men de to ting hænger sammen. Jeg fatter ikke, hvordan man kan forsvare at køre med stor gæld og løbende underskud på statsbudgetterne under et økonomisk opsving. Gør man det, skal man i hvert fald ikke også forvente, at man kan forbruge sig ud af en økonomisk depression, det burde sige sig selv! Populært sagt skal der spares op for at et land kan klare en økonomisk depression. Hvis ikke man gør det, er der ikke nogen penge at bruge, når tingene går galt, og så er vi tilbage til den økonomiske hestekur, hvor de svage i samfundet vil blive ramt hårdest uanset hvad.

Torben R. Jensen, Liliane Murray, Laurids Hedaa og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Problemet med en 'stærk socialstat', som Bill Atkins udtrykker det, er at den har vist sig fuldstændig uforenelig med menneskelig psykologi. skriver Torsten Jacobsen.

Torsten Jacobsen kunne lige så godt have skrevet “den menneskelige natur” - så havde hans indvending begrebsmæssigt og sprogligt været helt på linje med neoliberalisternes populistiske argument for at slå pjalterne sammen med kapitalismen. Faktisk den samme grund som marxistiske teori- og historieøkonomer har til at afvise den demokratiske socialstaten som mål, og pege på en utopisk revolution som mål.

Det de alle overser er at i 'en demokratisk proces' undertvinges 'den menneskelige natur’ - og lovgivningen baseres på fornuft - og ikke på hverken menneskelig psykologi eller natur, og heller ikke på økonomiske teoretiske modeller.

Når arbejdere får malerhjerne, eller arbejdsgiverne svigter deres rolle som jobskabere, så er det den stærke socialstat der skal gennemtvinge de de demokratisk vedtagne love, som er nødvendige for et fornuftigt og retfærdigt samfund.

Torben R. Jensen, Liliane Murray, Preben Haagensen og Laurids Hedaa anbefalede denne kommentar

Stop med at drømme om at socialdemokraterne igen går ind for velfærdsstaten, det vil kun øge løgnen, lag på lag, eneste vej fremad for Danmark er at starte nye partier op, vi må starte forfra, politikerne i R, S og SF er passé.

Torben Arendal, Torben R. Jensen, Steffen Gliese, Claus Oreskov, Per Torbensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Det bemærkelsesværdige er, at netop formål og i hvert fald muligheder i f.eks. velfærdsstaten af politikere og visse forskere bedømmes forkert: nemlig på en bevaring af de samme mekanismer, som markedet medfører; men det er jo ikke velfærdsstatens hensigt! Tværtimod skelner velfærdsstaten imellem reelle værdier og dem, der blot giver penge.
Markedstanken forudsætter, at man er nødt til at sælge noget for at opnå noget; men i velfærdsstaten ligger i stedet den tanke, at man gør noget for at gøre netop dette - ikke for at opnå noget andet. Mens f.eks. i en markedslogik uddannes, så de kan indgå i et kompliceret kredsløb af prissatte behandlinger, så uddannes læger i velfærdsstaten, så de kan kurere folk, der er syge - på baggrund af forskning, som de også ofte selv vil have kunnet bidrage til, fordi behandling altid er eksperimentel.
På samme måde fremstiller man landbrugsprodukter, så vi kan få noget at spise, huse, så vi kan bo, og alskens elektronisk gear for at kunne lette arbejdet eller udføre funktioner, man ikke før har kunnet.
Velfærdsstaten vil med andre ord fjerne det fremmedgørende element, der gør menneskelig omgang til en evig byttehandel og tvinger os til at betragte andre mennesker som et middel frem for et mål i sig selv, som Kant advarer imod med sit kategoriske imperativ.

Laurids Hedaa, Claus Oreskov og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

"Den stærke socialstat", som hr. Atkins plæderer for, lyder ikke godt, den lyder skræmmende og despotisk, dikterende og fratagende den enkelte eget initiativ og valg. Omvendt vil jeg nu heller ikke sætte min lid til Torsten Jacobsens påstand om, at demokratiets beslutninger om statens aktivitet passiverer den enkelte og er fuldstændig uforenelig med menneskelig psykologi.

Vi skal nok lande et sted der imellem. Aristoteles´ såkaldte gyldne middelvej. Fordi: uden stat, ingen lovregulering, og uden regulering, kun den vilde jungle. Men uden individuel frihed, ingen personlig trivsel, selvom junglen er tæmmet.

Det er trist, at nogle racistiske kommentarer skal skæmme Lars Werges fremragende indlæg. At pege på indvandringen som årsag til noget som helst er at give de 5% nye alt for stor betydning.
NEJ! Det er en bevidst politik, oven i købet gennemført med ikke-holdbare argumenter (såsom at vore få indvandrere skulle undergrave sammenhængskraften i samfundet - det sker kun, fordi de rige og magtfuld igen får lov at stikke af fra folkeflertallet).

Det lyder umiddelbart positivt, hvis tingene kom til at gå i den retning, men fordre modellerne ikke stadig at der satses på vækst, vækst og vækst?

Kunne nogle virkelig brilliante økonomer ikke arbejde på en model, hvor netop vækst er taget ud af ligningen?