Klumme

Knægt ikke det frivillige foreningsliv

Var det ikke for fællesskabets hjælp, havde jeg aldrig rejst den middelalderby på en grønsvær i Reerslev sammen med alle de andre normalt så dovne og ugidelige teenagere. Det er på tide, at vi én gang for alle afviser den liberale idé om, at civilsamfund og stat er hinandens modsætninger
3. november 2015

Som teenager spillede jeg rollespil og sad i bestyrelsen i foreningen Tempus Vivo. Hvert år arrangerede vi et såkaldt sommerscenarie, hvor hundredvis af mennesker mødtes for at spille i flere døgn i træk. I dag savner jeg det – ikke selve det at spille, men alt det, det krævede at få et scenarie op at køre. Engang byggede vi en mindre by af middelaldertelte. Høje pæle skulle rejses for at løfte de tunge stofduge og kæmpestore pløkker bankes i jorden med forhamre og fastspændes med reb. Vi – normalt dovne og ugidelige teenagere – udrettede noget.

I samfundsvidenskaben anså man i lang tid det skandinaviske foreningsliv som en humlebi, der fløj, selv om det ikke burde kunne lade sig gøre. Man formodede, at statslig indgriben i civilsamfundet ville fortrænge det civile engagement. En tese, der i fagsproget hedder crowding out. Teorien var, at hvis staten hjalp med at løse en opgave, måtte det nødvendigvis betyde, at der ville blive lagt færre frivillige kræfter i den.

Forskningen er siden kommet videre. Det kan man desværre ikke sige om alle politikere. I Liberal Alliances lille bog Det Danmark jeg drømmer om citerer Anders Samuelsen eksempelvis gode, gamle Grundtvig for følgende: »Det frivillige størkner, når det skal finansieres af skatten. Kreativiteten forsvinder, når den kommer på støtte.«

Det er blandt andet med den logik, at man på dette års finanslov skærer i bidragene til folkehøjskoler og ngo’er. Og det er med den logik, at albuerummet for det frivillige foreningsliv bliver indsnævret både gennem beskæring af støtteordninger og en stigende professionalisering.

Hvad Samuelsen og så mange andre borgerlige ikke forstår er, at det frivillige foreningsliv i Danmark blomstrer på grund af, og ikke på trods af, at fællesskabet understøtter det. I Danmark er foreningslivet faktisk vokset de seneste årtier. Som forfatter og forsker Lars Torpe siger det i bogen De Stærke Samfund har staten »uden tvivl spillet en afgørende rolle i denne vækst«. Crowding in er det blevet kaldt, når velfærdsstaten bidrager til et sprudlende foreningsliv.

For mig og mine venner i rollespilsforeningen bestod dette bidrag blandt andet af støtte til vores foreningslokaler. Før vi anskaffede de lokaler, var Tempus Vivos organisation centreret omkring nogle få lederskikkelser, men efter erhvervelsen eksploderede engagementet. Medlemmerne samledes i lokalerne for at male, lave våben og udvikle projekter i fællesskab. Som resultat blev flere og flere inddraget i den demokratiske beslutningsproces omkring foreningen.

Sådan opbygger det frivillige foreningsliv tillid til vores medmennesker og evnen til at indgå i positive relationer med dem. Mennesker fra alle lag i samfundet samles om fælles interesser, og der opbygges empati på kryds og tværs af sociale skel. Det styrker samfundets sammenhængskraft.

Problemet er, at det frivillige foreningsliv i de seneste år har undergået en stigende professionalisering, der langsomt har indført profit som værdi. Aktive frivillige aflønnes i højere grad end tidligere, og der forventes mere professionalisme af ledelsen. Et stigende antal dykkerklubber er f.eks. blevet reduceret fra at have et aktivt foreningsliv til slet og ret blot at være en lille gruppe mennesker, der arrangerer ture, hvor den eneste medlemskontakt foregår. Arrangeringen af rollespil bliver også i stigende grad varetaget af butikker og virksomheder. Argumentet er, at folk vil fravælge det frivillige arbejde, hvis der ikke er tilstrækkelige incitamenter til at udføre det.

Men da jeg rejste middelaldertelte på en grønsvær i Reerslev, var mit incitament ene og alene, at jeg havde det sjovt. Hvis frivilligt arbejde skal give mening, og hvis den demokratiske deltagelse fortsat skal være i centrum, må det fortsat være virkelysten, der driver værket.

Det er på tide, at vi én gang for alle afviser den liberale idé om, at civilsamfundet og staten er hinandens modsætninger. Jeg glæder mig i hvert fald til at få et godt job og over skatten finansiere det næste kuld af unge, virkelystne drenge og piger med mod på at skabe noget for hinanden.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu