Klumme

Kongeriget og politikerkongerne

Når partierne dikterer et ja eller nej, som var vælgerne halvdumme, har de langt mere at miste end valgresultatet. De næste uger kan komme til at understrege den opfattelse, at politisk magt i dag står over for borgermagt
12. november 2015

I dag er der tre uger til, at vi skal stemme om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning. Valgkampen er i gang. Stem ja. Stem nej. Tiltaleformen er diktat, I skal gøre sådan her. Herskerretorik. Det er ikke Platons filosofkonger, der taler, men politikerkonger.

Og sammenstilling af ordet politik med konge udgør ingen demokratisk berigelse; for kongen står over folket, medens politikeren bør være repræsentant for folket. Så hvorfor taler befolkningens repræsentanter således ned? Hvorfor bede om folks tillid og demokratiske stillingtagen, men alligevel ikke oplyse fyldestgørende? Det er jo demokratihån fra vores folkevalgte.

Absurditeten bliver ikke mindre, hvis man tilmed anerkender, at der både hos politikere og befolkning er begavelse samt samfundsengagement.

Valgkampen op til folketingsvalget 18. juni havde et særegent karakteristika: Den politiske debat var blottet for udvikling. Da valgkampen blev skudt i gang, hørtes en række veldesignede udmeldinger fra de politiske parter. Jeg havde forventning om, at der frem mod valget ville ske et løft af vidensniveau, inklusive afklaring af fælles præmisser og begrebsbrug.

Ligesom der ville følge diskussioner af realiserbarhed og udtalte idealer. I stedet observerede jeg politikere, der var forhippede på i hvert nu at levere varen i forenklede budskaber. De politiske debatter blev en uendelig lang gentagelse af sig selv – af samme udsagn.

På valgdagen var der ikke blevet præsenteret dybere indsigter eller udfoldet flere perspektiver fra politikerne, end da valgkampen blev skudt i gang.

Hvad kan så forventes af de kommende uger? Lige nu står mange borgere med flere spørgsmål end svar. Usædvanligt for en valgkampsperiode ser man i Megafon-måling, at antallet af tvivlere er steget fra 27 til 40 procent.

Der er brug for afklarende og detaljeret faktuel oplysning. Hvilke konsekvenser har retsakterne hver især? Hvorfor frasortere lige præcis retsakterne om asyl og flygtninge fra denne demokratiske afstemning? Det virker udemokratisk. Uanset om man er for eller imod. Af ja-partierne har kun Alternativet konsekvent påpeget det.

Når det gælder afstemninger om EU-temaer, har der historisk været markant forskel mellem det, folkets repræsentanter anbefalede, og hvad befolkningen besluttede. Selvoverbeviste politikere indebærer ikke overbevisende politisk tale.

Tiden frem til afstemning fordrer en offentlig debat, hvor der ikke scores point på lumske motivtilskrivninger politikere imellem. Det kan blive op ad bakke, for selv vælgerne rammes af lignende motivskud i vores lokale nationale debat, når arbejdsløshed gøres til et sindelag, i stedet for en situation. Hvorledes skete det, at sindet blev gidsel i sådanne argumenttrick?

»Tro kan flytte bjerge« er ironisk nok blevet svarmantra i dansk politik, der ellers bryster sig af rationelle tilgange. Og hvis noget går galt, så er det også troen, den er gal med. Bare ikke dén tro, men religionen. Andres indre motiver er med sikkerhed uden for det verificerbares sfære, så hvordan blev det at dømme hinandens sindelag en fremtrædende politisk forklaringsmodel?

Hverken Europa eller nationalstater handler tilstrækkeligt på tidens humanitære udfordringer. Imedens handler civilbefolkningerne. Det politiske menneske har ikke kun hjemme i de politiske institutioner og deres ideologier.

Dansk politik har i forholdet til øvrige EU-lande båret præg af egologik: Hvordan kan vi som nationalstat få mest muligt til os selv, vel vidende at vi ikke kan klare den selv? Renationaliserings-tendenser er gået imod samarbejde. Er det at indgå i et solidarisk fællesskab? Uanset valgets udkomme, så er vi ikke os selv nok. Hverken som individer eller som nationalstater. De store udfordringer som klima, verdens fattigdom og flygtningesituation kan ikke løftes alene.

Når partierne dikterer et ja eller nej, som om vælgerne var halvdumme, har de langt mere at miste end valgresultatet. De næste uger kan, hvis ikke kursen ændres, understrege den opfattelse, at politisk magt er kommet til at stå over for borgermagt.

Malene Trock Hempler er filosof. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • georgi mitchew
georgi mitchew anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

"De store udfordringer som klima, verdens fattigdom og flygtningesituation kan ikke løftes alene". Skriver Malene Trock Hempler.

Så sandt, så sandt - men, for der er et men.....

Vi behøver netop IKKE at opgive vores demokratiske selvbestemmelse, for at arbejde aktivt FOR at løse de store udfordringer. Eller alle andre udfordringer og problemer for den sags skyld.

Du kan altså sagtens stemme nej, uden at blive slået i harkorn med DF, og deres fremmedfrygt.

For mere redelig information, se: Retspolitisk Forenings pdf version af Jens Peter Bondes bog "Hvad stemmer vi om"?
Retspolitisk Forening har sendt bogen til de 179 Folketingsmedlemmer.

John Christensen

"Usædvanligt for en valgkampsperiode ser man i Megafon-måling, at antallet af tvivlere er steget fra 27 til 40 procent". Skriver Malene Trock Hempler videre.

Samme Megafonmåling fremstilles 30% nej og 27% ja som dødt løb.
Tankevækkende, hvordan spin og manipulation har overtaget.

"Hvorfor bede om folks tillid og demokratiske stillingtagen, men alligevel ikke oplyse fyldestgørende? Det er jo demokratihån fra vores folkevalgte."

Det er mere end demokratisk hån, det er dobbelt binding - som lærer os at tvivle, men alligevel resignere - at bekymres, men alligevel håbe. Vi bliver, som børn i dysfunktionelle familier, langsomt slidt vore naturlige, sociale kræfter ned - for i stedet at ruste os med rationalitet, selvcentrering og forretningsmæssig fremtidsoptimisme.