Læsetid 2 min.

Kurderne er også et dansk ansvar

6. november 2015

Rosa Sulaiman, Aarhus

I Danmark råber vi højt og sender vores medmennesker vores dybeste medfølelse og støtte, når nogle bliver undertrykt og kæmper en brav kamp for fred og demokrati. Der er så mange grunde til, at Danmark er et godt land, men alligevel er vi et af de lande, der bidrager til, at en årelang kamp mellem tyrkere og kurdere fortsætter. Det er, som om det er et tabubelagt emne – noget, vi ikke snakker om.

Søndag den 1. november var der i valg i Tyrkiet. Retfærdigheds- og udviklingspartiet AKP blev de helt store vindere med over 50 procent af stemmerne og over 155 pladser i parlamentet. Det er næsten en fordobling af, hvad AKP fik af stemmer ved valget den 7. juni. Dette vil sige, at Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, får lov til at blive siddende som leder. I mange år har han været omdiskuteret, og der er blevet vist mistillid til hans evner som leder. Gang på gang har man konkluderet, at han ikke er den rette moderate og forenende stemme, som Tyrkiet så desperat mangler. Alligevel er det lykkedes ham at genvinde magten og tilliden hos det tyrkiske folk. Under valgkampen fik Erdoğan fuldstændigt lukket af for fredsprocessen. Han har fængslet journalister, indført undtagelsestilstand i de kurdiske områder, hvor man har kunnet stemme, og han har lukket ned for kritiske medier. I al den tid, han har været præsident, har han formået at holde den kurdiske del af befolkningen i et jerngreb, hvor den ingen form for fred eller rettigheder har haft.

På sidelinjen er det venstreorienterede og prokurdiske parti HDP blevet angrebet og overfaldet, mens de tyrkiske myndigheder har set på. Dog er det lykkedes for HDP at komme over spærregrænsen med mere end fem millioner stemmer ved valget i søndags. Sidst HDP havde fremgang, opstod der det ene angreb efter det andet på HDP’s partikontorer og på kurdiske butikker og restauranter. Det er altså blandt folket heller ikke velset, at et parti, der støtter kurdernes sag og kæmper mod den fortsatte undertrykkelse og mangel på reelle rettigheder, får plads og indflydelse i landet.

Selv om der nu er skabt fokus – blandt andet efter terrorangrebet i oktober, som satte situationen i perspektiv og resulterede i flere demonstrationer for fred og demokrati – er det en skræmmende fremgang for såvel det nationalistiske parti som for befolkningen og dens tilgang til et mere åbent og rummeligt samfund.

Kampen for et fredeligere og mere demokratisk Tyrkiet for alle skal dog fortsætte. Den eneste måde, hvorpå man kan få stabiliseret situationen og begrave den interne splid, er ved at vælte Erdoğan og få valgt en mere moderat og menneskevenlig stemme. Det bliver ikke nogen nem opgave, og det får formentligt heller ikke vendt situationen med det samme. Men ved at italesætte problemet og oplyse folket i Tyrkiet og i resten af verden skulle der helst ikke være lang vej endnu.

Danmark skal være med. Vi skal sige fra, og vi skal, som de demokrater vi er, løfte opgaven sammen og italesætte den konflikt, der stadig findes i Tyrkiet. Vi skal ikke mindst arbejde hen mod fred og demokrati sammen med tyrkerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ervin Lazar
    Ervin Lazar
Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
Poul Solrart Sørensen

Danmark er et lille land, men selvfølgelig syntes jeg, at vi skal støtte en mere demokratisk udvikling i Tyrkiet, hvor det er fornuftigt. :-)