Kommentar

En kværulantisk vækstkritikers genmæle

Kronikør Balder Asmussens tro på vækstens lyksaligheder minder om noget fra Verdensudstillingen i Paris i 1899. Siden kom som bekendt Titanics forlis, to verdenskrige og i det hele taget et 20. århundrede, hvor fremskridtstroen mistede sin uskyld
Debat
14. november 2015

Balder Asmussen klager i kronikken »En opsang til den forargede vækstkritikker« den 7. november over os informationslæsende vækstkritikere, som forarges over støjniveauet i børneinstitutionen, flygtningepolitikken og støtten til svineproduktionen. Vi får følgende salut: »Det er dig, den er gal med.«

Alt det, vi er »forargede over«, er en konsekvens af, at den økonomiske vækst er gået i stå, lyder det fra Asmussen. Økonomisk vækst ville med andre ord løse alle disse problemer, hvis man skal tro ham.

Det er ikke politisk økonomi, men vulgærøkonomi, politologen her udsætter os for. Navnlig overser han, at væksten ikke kan opretholdes i længden. Ved en uændret vækstrate vil det globale forbrug i år 2025 være 16 gange så stort som nu – og i år 2300 ca. 1.300 gange så stort.

Det kommer næppe til at ske. For den tekniske omstilling i grøn retning kan slet ikke holde trit med forbrugsvæksten. Eksempelvis er udledningen af CO2 pr. krone i BNP kun faldet 1,4 procent om året fra 1990-2013 – under halvdelen af det, der skal til for blot at stabilisere udledningerne. Derfor slår CO2-indholdet år efter år sin egen rekord. Generelt er myten om ’afkoblingen’ mellem vækst og miljøbelastning netop det, en myte. Enten med det gode eller det onde vil vækstraterne derfor fortsat falde. Med økonomen Hans Aages ord: »Der er to ting, man ved om eksponentiel vækst: Det ene er, at det bliver til noget meget stort. Det andet er, at det holder op.«

Det nytter ikke at henvise til, at gamle Malthus i 1798 jo fejlagtigt advarede om, at befolkningsvæksten ville løbe fra fødevareproduktionen. For Malthus havde været en charlatan, hvis han dengang havde udstedt dækningsløse veksler på en grøn revolution, han intet kunne ane om. Det er uansvarligt at pantsætte fremtidige generationers liv på teknologiske gennembrud og uopdagede ressourcer, som måske aldrig materialiserer sig.

Fuldt blus

Alt tyder på, at knaphed på afgørende ressourcer som vand, olie, naturgas og fosfor vil komme til at præge den politisk-økonomiske udvikling inden for de næste 50-100 år. Ca. 20 procent af Jordens befolkning oplever allerede i dag fysisk knaphed på vand. De bor ikke blot i fattige områder i Nordafrika og Mellemøsten. Også i det vestlige USA har vandmanglen vist sit grimme ansigt. Man skal være blind for at overse det politiske og militære konfliktpotentiale, denne nye knaphed rummer. Det 20. århundredes kamp for Lebensraum og væbnede ressourcekonflikter er ildevarslende i så henseende.

Ansvarlige politikere bør derfor bestræbe sig på tre ting:

at reducere såvel befolkningstilvæksten.

som den økonomiske vækst.

og at accelerere den grønne omstilling.

Dette er en bunden opgave – den er hverken nem eller behagelig. De hidtidige erfaringer tyder heldigvis på, at befolkningstilvæksten af sig selv vil aftage. Reduktionen af den økonomiske vækst er betydeligt mere udfordrende. Siden Keynes har det været god latin at bekende sig til fuldt blus under kedlerne – af hensyn til velstanden, beskæftigelsen og den sociale fred. Men hvordan får man et økonomisk system til at fungere uden målet om fuld beskæftigelse? Vil konkurrencen om jobbene ikke øge uligheden?

Helle Thorning-Schmidt (S) udtalte for nogle år siden, at hun ikke var modstander af rigdom, men af fattigdom. Denne generøse holdning kan man have i en verden af ubegrænsede ressourcer. Men holder den i en verden, hvor den nye knaphed for alvor trænger sig på?

I lyset af den voksende ulighed kan kravet om omfordeling og systemændringer igen komme højt på den politiske dagsorden.

Dybe lommer

Allerede i 1930 drømte Keynes om et frihedens rige, hvor den menneskelige eksistens ikke var snævert defineret ved produktion og forbrug. Han mente dengang, at »griskhed og åger og beregning« måtte være vore guder en tid endnu, men ville givetvis beskæmmes over den fortsatte tilbedelse af disse guder i et så rigt samfund som vort.

Det er en betydelig intellektuel udfordring at udvikle de ændringer i samfundskonstruktionen, der kan gøre drømmen mulig. Der er formentlig behov for internationalt samarbejde på et niveau, der ikke er politisk muligt i dag – og behov for nye måder at finansiere velfærdsstaten på. Med hensyn til den grønne omstilling advokerer blandt andre Bill Gates for en langt stærkere offentlig forsknings- og innovationsindsats. Det kan f.eks. finansieres via øget beskatning på de miljøtunge alternativer. Det kræver dybe lommer og langsigtet regulering at tvinge den teknologiske udvikling fra ét spor til et andet.

Imens trives Balder Asmussens tro på vækstens lyksaligheder, som var vi på Verdensudstillingen i Paris i 1899. Siden kom som bekendt Titanics forlis, to verdenskrige, de tiltagende miljøproblemer og i det hele taget et 20. århundrede, hvor fremskridtstroen mistede sin uskyld. I 1945 formulerede modige unge socialdemokrater et program for Fremtidens Danmark – en fremadrettet og langt hen ad vejen realiserbar vision, som rakte ud over det bestående. Gid nutidens kongelige danske socialdemokrati havde et tilsvarende mod og fremsyn.

Villy Søgaard er lektor ved Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi på Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben R. Jensen

God kronik.
Jeg synes dog ikke, at man kan beskylde Keynes for at være specielt vækstorienteret. Meningen med konjunkturstyringen er at sætte gang i økonomien med statslige investeringer i lavkonjunkturer og bremse op i højkonjunkturer. Væksten bliver dermed udjævnet. Problemet er, at der sjældent er politisk vilje til at bremse op, så væksten får lov at fortsætte og ofte ud fra en filosofi om at statslige underskud (investeringer) kan finansieres via inflation og en fortsat høj vækst. Der er også den lille skavank, at administrative enheder har det med at vokse uanset det aktuelle behov. Den nyliberale økonomi forudsætter derimod fortsat vækst, inflation og rente, hvor det politiske mål er mest mulig vækst.

Fordelen med Keynes er statens centrale rolle i økonomien, hvor både investringer og skatter kan indrettes, så økonomien baseres på brug af færre ressourcer. Jeg er derfor heller ikke enig i, at økonomisk vækst eller stigende realindkomst og dermed øget forbrug nødvendigvis er forbundet med øget belastning af naturens ressourcer, selvom jeg gerne medgiver, at det er den historiske erfaring med vækst.

Investering i alternativ energi, forbedrede maskiner, ressourcebesparende infrastruktur og produktion af viden giver også vækst, men det afgørende er den politiske styring og politikere, som er parate til at tage ansvar fremfor blot en styring via den nyliberale "usynlige hånd", hvor den værdibaserede styring bliver overladt til det frie marked og dermed ofte nogle få store virksomheder og kapitalfonde.

Kan Information dog ikke tjekke tal i artikler eller kommentarer? Eller forfatteren? Hvordan i alverden kommer Søgaard til, at verdensforbruget i 2025 med samme vækstrate som nu vil være 16 så stort i 2025, altså om ti år? Hvis væksten er 6% globalt set og alt går til forbrug, så forbruger vi 1,8 gang så meget i 2025, hvis alt går til forbrug osv. Jeg er enig i kritikken af Balder Asmussen, det er ikke det, men lad ikke sagen overskygge almindelig aritmetik.

Kan Information dog ikke tjekke tal i artikler eller kommentarer? Eller forfatteren? Hvordan i alverden kommer Søgaard til, at verdensforbruget i 2025 med samme vækstrate som nu vil være 16 så stort i 2025, altså om ti år? Hvis væksten er 6% globalt set og alt går til forbrug, så forbruger vi 1,8 gang så meget i 2025, hvis alt går til forbrug osv. Jeg er enig i kritikken af Balder Asmussen, det er ikke det, men lad ikke sagen overskygge almindelig aritmetik.

Torben R. Jensen

En vækstrate på 3% pr år giver en samlet stigning på 16 gange i løbet af 100 år, men det er stadig en væsentlig stigning forudsat et tilsvarende øget forbrug af naturressourcer.

Karen Helveg:
Jeg tror der er tale om en slå-fejl. Det er selvklart at væksten herfra til 2025 ikke kan stige x16. Men hvad var det så for et årstal der mentes?

Torben R. Jensen

Måske 2125.
Jeg gætter på, at tallene kan findes i FN's klimarapport. Meningen i artiklen er dog klar nok.

Det er ikke nok, at meningen er klar nok. Der er alt for mange fejl af den slags, og de skyldes bl.a., at journalister ikke kan almindelig matematik og i øvrigt suspenderer deres sunde sans, når de ser et tal. Men der er et ansvar. Debatredaktionen skal kunne tjekke, hvad de får ind. Det er muligvis en 'slåfejl' fra forfatterens side, men et dagblad skal ikke ukritisk trykke alt. For nylig var der en sag om Politiken, der havde accepteret et læserbrev om astronomisk vækst i fedmeoperationer, hvorimod de var faldet 80% inden for tidsrummet. Politiken indrømmede, at det havde en fejl.Det er selve pointen. 1,6-1,8 gange højere forbrug i 2025 er smænd slemt nok. Men bag alt dette er der et andet spørgsmål: mekaniske fremskrivninger af den slags er meningsløse, for naturligvis er udviklingen ikke eksponentiel på den måde som vækstprocenter antyder. Og derudover er der et spørgsmål om ressourceforbrugskvoten i 'væksten', der heller ikke er mekanisk. Man kan dog også argumentere for, at med produktivitetsvæksten stiger ressourceforbruget mere end den målte vækst. Men lad os få noget mere intelligent på bordet. Og bring ikke tal, hvor man ikke kan se præmisserne.

Vi skal passe meget på med at tale om knaphed, det er der jo ikke tale om. Der er tale om uretfærdig fordeling af det i dag mere end rigelige, der findes, så mindre går til spilde.

Mange steder er der knaphed og sociale problemer. Og, mange andre steder er der overflod,
overproduktion, overforbrug og "over-forurening".
"Verden har nok til alles behov, men ikke til alles grådighed." (M.K. Gandhi.)

"...Henimod en ophobning af eksponentielt tiltagende, tilnærmelsesvis eller totalt irreversible
miljøforringelser og -ødelæggelser, fremkaldt af en dybt forankret materiel produktions-
og forbrugs- ideologi og praksis."
(Arne Næss ; Økologi, samfunn og livsstil (Oslo, 1968 (?).)

Hvis regnestykket og den beregnede "vækst" skriver sig fra en standard keynesiansk eller
(neo-) liberalistisk (kapitalistisk, "liberal") skoleret økonom eller ditto kollegium, så tror jeg desværre at dette faktisk er seriøst og realistisk ment...
Selv om det er praktisk umulig. - Jamen, når det står sådan i lærebøgerne fra Bruxelles, Sorbonne og Harvard, og hvis DJØF og Verdensbanken siger det, så må det da vel passe!? Så skal det jo nok fungere, lige efter planen... No way!
Økonomi foruden økologi, er totalt fjernt fra den virkelige verden og naturen,
som er samfundets og økonomiens grundlag og forudsætning !

"Først kommer maden, så følger moralen."
(Bert Brecht, Die Dreigroschenoper.)

Der er faktisk knaphed på flere, tildels viktige naturressourcer.
Og der vil blive mangel på (rent) vand, mad, olje, metaller, foruden andre ting,
som må regnes som luksusvarer (kaffe, tobak, rusmidler, parfume, elektronik.
Biler og flyvemaskiner er der mer end nok af. Faktisk alt, alt for mange.
Og alt for billige for de rige og ligeglade.