Kommentar

Når viden diskvalificerer

Hvad kan vi bruge forskere til? Åbenbart ingenting, hvis man skal tro undervisningsministeren, der i stedet sætter sin lid til såkaldte hverdagseksperter
10. november 2015

Indimellem oplever man som forsker, at den empiriske virkelighed overrasker i forhold til de forventninger, man har til et givet forskningsfelt. Disse forventninger stammer typisk fra læsning af andre empiriske studier og – for mit eget vedkommende – fra egen forskning.

Konkret arbejder jeg pt. med et projekt, der ser på den lidt truede ekspertrolle i Danmark og internationalt. Den velfærdsprofessionelles ekspertise har nemlig vist sig at være under pres, fordi borgeren i en række vestlige samfund – herunder Danmark – i større og større omfang bliver positioneret som ’eksperten’. Derfor er mødet mellem velfærdsstatens professionelle og borgeren udfordret, da eksperter ikke altid er enige med borgeren om deres syn på en given sag – ikke mindst fordi borgerens ekspertise stammer fra egen personlig erfaring, og den velfærdsprofessionelles fagekspertise stammer fra deres uddannelses- og arbejdserfaring, der skal forvaltes i en politisk kontekst.

Denne kamp om ekspertrollen skrives der meget om i den internationale forskningslitteratur. Det følgende eksempel drejer sig om en lidt anden, forskudt kamp om ekspertrollen, nemlig kampen mellem en fagpersons ekspertviden og en forskers ekspertviden.

Når jeg skriver, at den empiriske virkelighed overrasker, skyldes det, at vi i sidste uge på TV 2 NEWS kunne møde vores undervisningsminister, Ellen Trane Nørby (V), der fortalte, at hun havde nedsat en ekspertgruppe af ’hverdagseksperter’ til at se nærmere på inklusionsområdet i folkeskolen. Denne ekspertgruppe, der inkluderer fagfolk som skolelærere, skoleledere og elever, skal – forstår man – ikke være belastet af den meget teoretiske viden, som forskere har.

Når man imidlertid ser på de områder, som ’hverdagseksperterne’ forventes at kunne udtale sig kvalificeret om, så ligner det mere en klassisk forskningsbaseret opgave.

Åndenød

På ministeriets hjemmeside forstår man, at ’hverdagseksperterne’ blandt andet skal »afdække udfordringer i indsatsen samt give et billede af indsatser på kommune- og skoleniveau ... Identificere hovedproblemer og gode eksempler i forhold til den konkrete implementering ... Komme med anbefalinger til den praktiske implementering, der umiddelbart kan anvendes af de forskellige aktører«.

Herefter følger en udspecificering af opgaven, der for de fleste må give åndenød, medmindre man har stor forskningsmæssig erfaring inden for dette felt. Man forventer, at ’hverdagseksperterne’ f.eks. har overblik over den viden, »som professionshøjskoler, handicaporganisationer, specialskoler, PPR og skolen selv er i besiddelse af«. Ligesom ’hverdagseksperterne’ forventes at kunne forholde sig til hele organiseringen af indsatsen osv. osv. Det er med andre ord ikke en lille opgave, der tildeles denne særlige gruppe eksperter.

Empirisk forankret

Hovedargumentet for, at Rådet udelukkende skal trække på ’hverdagseksperter’ (der i parentes bemærket vel snarere må beskrives som politiske aktører), er, at netop de ved, hvad der sker i praksis.

Nu er det imidlertid sådan, at forskning i de allerfleste velfærdsområder, herunder uddannelsesområdet i særdeleshed, oftest er empirisk forankret. Når forskere således undersøger inklusion i folkeskolen, vil de typisk:

  • Indsamle data om inklusion f.eks. ved at interviewe en lang række elever, lærere, skoleledere og forældre, udvalgt efter specifikke kriterier.
  • Observere et antal skoleklasser, igen udvalgt efter specifikke kriterier.
  • Udføre større spørgeskemaundersøgelser og andre typer af kvantitative undersøgelser.

Alt dette datamateriale vil de systematisk bearbejde, og efterfølgende vil de præsentere analyseresultaterne i en rapport/videnskabelig artikel, som alle kan forholde sig til. Forskellen på ’hverdagseksperter’ – det vil sige f.eks. skoleledere, lærere og elever – og ’forskningseksperter’ – det vil sige empiriske forskere, der interviewer mange skoleledere, lærere og elever etc. – er altså helt indlysende omfanget af deres ’erfaringer’. Hvor den første gruppe jo primært må forstå deres hverdag ud fra egne erfaringer og viden, vil den anden gruppe forsøge at forstå folkeskolens virkelighed ud fra mange (fag)personers erfaringer og viden.

Holder sig ajour

Hertil kommer en anden meget væsentlig forskel. Fordi forskere løbende ajourfører sig med den seneste viden om i dette tilfælde inklusionsdiskussionerne i den nationale og internationale skolelitteratur, er antagelsen, at denne viden kvalificerer de analyser, som de måtte lave. Denne opfattelse kræver selvfølgelig, at man er enig om, at omfattende viden på et felt ikke i sig selv er decideret diskvalificerende for ens evne til at forstå et felt.

Når der ikke er givet plads til en eneste forsker i undervisningsministerens ekspertgruppe, da de i stedet henvises til nogle pladser i referencegruppen til ekspertgruppen, er den oplagte konklusion vel, at man fra ministeriets side opfatter forskningsviden som diskvalificerende.

Et presserende spørgsmål er derfor: Hvorfor behøver man overhovedet empiriske forskere, når ’hverdagseksperter’ antages at forstå den hverdag, der ønskes undersøgt, meget bedre?

Nanna Mik-Meyer er sociolog og professor ved SFI

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Claus Sølvsteen
  • Peter Hansen
  • Søren Jessen
Claus Sølvsteen, Peter Hansen og Søren Jessen anbefalede denne artikel

Kommentarer

lærke Grandjean

Du ved vist ikke, hvad du taler om Nanna Mik-Meyer. Vi lærere har forpligtelse til at være opdateret med nyeste pædagogiske forskning. Du kan ikke opnå sober pædagogisk viden ved at basere dig og din forskning på data, sådan som du beskriver dine metoder. Dit indlæg viser, at vi skal overveje at vende tilbage til en forskningsinstitution a la den nu nedlagte Lærerhøjskole. Dermed kan man sikre at pædagogisk forskning i stort omfang varetages af lærere, som videreuddanner sig - dermed kan vi opnå sober pædagogisk forskning, der indebærer praktisk viden og erfaring samt teoretisk fordybelse. Nanna Mik-Meyer har vist aldrig sat sine ben i folkeskolen, eller har du?

Det bør vel ikke handle om enten- eller, men både og. Desværre vil jeg som pædagog sige, at jeg har oplevet et markant fravær af interesse for praktikerens synspunkter. Det være sig omkring småbørnsinstitutionernes rolle og hele arbejde, (herunder 'sprogstimulering') om skolereformen, om inklusion, ja i det hele taget har jeg oplevet at der kun blev lyttet til 'eksperter'; at der er blevet brugt masser af millioner på at forske i noget, som alle pædagoger ved i forvejen - eller har en fornuftig løsning på. F.eks. er der brugt mange millioner og masser af pædagogarbejdstid på at forskere fra Center for Børnesprog har kunnet boltre sig i de danske institutioner og udlede mystiske konklusioner om at pædagoger ikke er dygtige nok til at 'sprogstimulere børnene' samtidig med, at pædagoger ved, at børn lærer at tale ved at der er nogen der taler med dem. At normeringerne er så dårlige at der reelt slet ikke bliver talt nok med de enkelte børn. DET kunne man gøre noget ved, i stedet for til stadighed at poste penge i det ene millionforsøg efter det andet. At politikerne ofte kun lytter til økonomiske 'eksperter' er et problem, men at de - måske - har tænkt sig at lytte til praktikere, det kan jeg da kun klappe i hænderne over.

Anne Eriksen, Anne Sofie Nielsen, Kurt Nielsen og Bjørn Pedersen anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Både og ville være fint, vi skal som lærere, pædagoger og forskere indgå i vekselvirkende samtaler og videns/erfarings cirkelbevægelser. Ordet `ekspert`er indføjet som et nysprog af meget uheldig karakter: Hvordan kan man være ekspert på tilværelsesoplysning eller tillid? Stop venligst dette nysprog og hold op med som forskere at sidde som gribbe på vores hverdagsliv med børn og unge. (Politikeren kunne i stedet tilføre økonomiske midler til os lærere og pædagoger, så vi får mere tid til børn og unge, det ved enhver praktiker giver bonus). "Når viden diskvalificerer" er en offensiv måde at indgå i debatten på, stop med at klynke og kom ud i virkeligheden med respekt for dig selv som forsker og for vi lærere og pædagoger.

Anne Eriksen, Anne Sofie Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
lærke Grandjean

Der skulle have stået: "Når viden diskvalificerer" er en DEFENSIV måde at indgå i debatten på, stop med at klynke og kom ud i virkeligheden med respekt for dig selv som forsker og for vi lærere og pædagoger.

Når jeg skriver, at den empiriske virkelighed overrasker, skyldes det, at vi i sidste uge på TV 2 NEWS kunne møde vores undervisningsminister, Ellen Trane Nørby (V), der fortalte, at hun havde nedsat en ekspertgruppe af ’hverdagseksperter’ til at se nærmere på inklusionsområdet i folkeskolen.

Du forstår ikke din egen position og rolle.
Det forskere beskriver i deres rapporter er ikke den empiriske virkelighed - det er den ideologiske parallel-'virkelighed'.
Jeres rapporter bygger på ideologiske illusioner om mennesker og samfund og er dermed jævnt hen invalide.
Humaniora og samfundsfag forlod denne verden for årtier siden - empiri findes idag kun i naturfag, som de to første områder dog også søger at smitte med deres kontrafaktuelle ideologier.

Victor Johannes Møller Christensen

Når man snakker om undervisning er der vel to slags eksperter: dem, der har pædagogiske og didaktiske teorier en masse og forsker ved at analysere undervisningsscenarier, og dem, der hver dag beskæftiger sig med undervisning og samtidig har kendskab til pædagogiske og didaktiske teorier.
Det kan vel sammenlignes med, at man har en militær strateg, der ikke har prøvet at være i en reel kampsituation og betragter konflikter på sikker afstand, og en fodsoldat, som hver dag har et våben i hånden og er i situationen. Hvem har den største viden om, hvordan man skal handle, når man bliver skudt efter?
Hvem har den største viden om, hvordan man skal håndtere undervisningsmæssige situationer?
De to slags eksperter har forskellige præmisser for deres ekspertise - man burde ikke ekskludere nogen slags, men samtidig skal den praktiske erfaring slet, slet ikke forglemmes! Ikke alt kan rummes i statistikker - for undervisning er ikke bare samlebåndsarbejde!
(Beklager, hvis det virker lidt voldsomt at sammenligne undervisning med at blive beskudt)

Lennart Kampmann

Sociologi er et vidunderligt område at være hverdagsekspert i. Man kan sludre med om alt og der er ikke rigtigt farlige konsekvenser.
Næ, prøv hellere elektroteknologi, gerne stærkstrøm. Der er det bestemt farligt at være hverdagsekspert. Kontant afregning, hvis man arbejder forkert.
Skulle man have 7 minutter, kan man her se hvorfor elektricitet er sjovt for hverdagseksperterne og en enkelt stakkels elektroingeniør... :
https://www.youtube.com/watch?v=ItF3sGf5ovM

Med venlig hilsen
Lennart

Martin Skrydstrup

Tak til Nanna Mik-Meyer for at begå en glimrende artikel og for at rejse det centrale spørgsmål om ”ekspertise” og hvad vi der måtte gemme sig under betegnelsen ”hverdagseksperter”. De mange kommentarer understreger jo netop artiklens budskab: At den form for ”ekspertise” vi kan forvente fra ”hverdagens helte” ikke går meget udover en relativ snæver individuel erfaringshorisont, hvad enten det nu gælder stærkstrøm el. klasseværelser.

Mere overordnet kan man pege på en direkte linje fra Anders Fogh Rasmussens nytårstale i 2002, hvor han åbnede kampen mod de akademiske eksperter med udsagnet om at vi ikke behøver eksperter og smagsdommere til vores nuværende undervisningsminister, Ellen Trane Nørby’s projekt med ”hverdagseksperter”. Tak til Nanna Mik-Meyer for at pege på at der eksisterer empirisk baseret socialforskning om de forhold som "hverdagseksperterne" nu skal til at være eksperter på.

lærke Grandjean

Man kan kun dårligt tale om ´pædagogisk ekspertice´, hvilket ville forudsætte en "ren" pædagogik. Men pædagogik er ikke "ren". Man kan så at sige ikke lægge den op på ekspertbordet for en objektiv analyse. Pædaogisk forskning indebærer følelser, fantasi og fornemmelse for tilværelsestydning.
Må jeg i al beskedenhed henvise til min egen hjemmeside, hvis Martin Skrydstrup eller andre skulle have interesse i at undersøger, om det virkelig er en realitet - eller måske en fordom - at lærere blot har "en snæver individuel erfaringshorisont" som det så bramfrit udtrykkes fra "ekspertside". Velkommen skal du være til at kikke med på:
www.123hjemmeside.dk/laerkegrandjean

Danskere er idioter. Forfatteren er molbo, kommentatorerne er molboer.
I Eritrea smækker man en tavle og et planche stativ op på stranden, 20 elever sætter sig i sandet og 1 skolelærer til kr. 3000 om måneden lærer børnene at læse, skrive og regne + det løse om det eustatiske system, det periodiske system og forskellige sportsformer og geografi og historie.
Efter 7 år x 25 timer/uge kommer en censor fra undervisningsministeriet og dem der kan læse, regne og skrive får et diplom, og dem der ikke kan, dumper og må om igen.

I Danmark går børnene 9 år x 35 timer/uge og får diplom på ikke at kunne skrive et brev, ikke kunne gange 7x8, ikke kunne læse en bog hvorfor der er grund til nye omfattende undersøgelser, registreringer, statistikker, teorier om empiriske kvantitative cognitive inklusionspædagogiske helhedsorienterede erfaringshorizontale læringsprocesser.

Klart der må tages behørigt hensyn til alle parter i dansk molbokultur når det drejer sig om ABC'en og Den Lille Tabel.

@tommy Jensen,

Selv om jeg i mine sorteste stunder kan være tilbøjelig til at give dig ret i din første sætning, må jeg desværre nok konstatere, at resten er en gang forvrøvlet sludder (hvis noget kan være det?). What's yer point?

lærke Grandjean

Børn i Danmark skal lære at læse, skrive og regne.
Men det er kun halvdelen af, hvad vi gerne vil danne børnene til. Ambitionerne med at danne børn i danske skoler er, at børn får mange faglige perspektiver med i skoletasken, så de kan få mulighed for at få en god tilværelse i et demokratisk samfund, som de skal kunne indgå i og videreføre. Det kræver fornemmelse og forståelse for frihed, ligeværd og fællesskab.
Det er en stor løgn om, hvad dannelse er, at sige, at det kun drejer sig om læse-,skrive- og regne kompetencer. Sådan en dannelse er kun halvdannelse.
Pædagogisk forskning skal derfor fokusere på, menneskers mulighed for at dannes på en hel måde. Hertil kan på forhånd definerede ´ekspertmetoder´ikke bruges - man kan simpelthen ikke være ekspert i pædagogik, det er hele pointen.

Anne Sofie Nielsen

Hvem og hvad styrer begrebsdannelsen, filosofi, lovgivning og implementering i dansk uddannelsespolitik, eksemplificeret ved historisk forløb før den nye folkeskolereform, 2014?

Thomas Aa. Rømer, Danmarks Pædagogiske Universitet, omtaler ovenstående spørgsmål i et tankevækkende interview med Lærke Grandjean i Folkeskolen.dk juni 2015:

Bygger folkeskolereformen, 2014, på en bred historisk pædagogisk forskningsbaseret viden og på pædagogers og læreres hverdagsekspertise?

Nej, folkeskolereformen (begrebsdannelse, filosofi, lovgivning, implementering) er tilsyneladende styret af en konkurrencestats-diskurs repræsenteret af en meget lille gruppe pædagogiske forskere og politikere og erhvervsfolk og økonomer, som gør op med "dansk og europæisk pædagogisk tradition, og som i stedet smører en radikal instrumentalisme ud over det hele med det resultat, at børn opfattes som en ubestemt blanding af kommende konkurrencestatssoldater, økonomiske patrioter og egoistiske opportunister. Etiske og politiske formål, som man f.eks. kan læse om i folkeskolelovens §1, men også i andre forskrifter, nævnes aldrig." siger Thomas Aa. Rømer.

https://www.folkeskolen.dk/566004/der-er-ingen-paedagogisk-videnskab-ude...