Klumme

Det nære

Vi holder os til den boble, vi kender. Men der er begyndt at sive ting ind og ud, små brudstykker. Jeg kan helt klart og tydeligt mærke det, for mit flæskeskind er smasket op mod overfladespændingen
28. november 2015

Jeg har altid drømt om at have min egen klumme. En fast klumme. Der er det åbenlyse kønsaspekt i det, selvfølgelig. Som kvindelig skribent er du altid de facto mest kompetent ud i ’det nære’, her kan du hygge dig i din kravlegård (mens de voksne taler), udfolde din kreativitet og så videre.

Langt de fleste klummeskribenter er kvinder, langt de fleste journalister med faste sengetider og fast taletid er mænd.

Men o.k. Gør hvad du kan med, hvad du har.

Men det er mere end dét. Formen passer mig godt.

Og jeg kan godt lide det nære. Det hele er så abstrakt og ligesom alt for meget. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med det hele. Det er anderledes med det nære, det nære kan jeg analysere og reflektere over, jeg kan angribe det og handle i det, så jeg kaster mig over det nære som en grib.

»Hey, det nære, hvad så?« spørger jeg, og så siger det nære noget om, at man altid kan gøre noget (altså i det nære), og så føler jeg mig pludselig ikke så handlingslammet. Wham bam thank you ma’am.

I det nære handler det om at blive et bedre menneske på sådan et dagligt, lavpraktisk plan, i det nære prøver man på at se igennem løgnene (sine egne og andres). Det nære er så handlingsorienteret, og jeg kan godt lide det ... men nu er jeg jo også så kødelig.

Som sagt har jeg altid ønsket mig at have min egen klumme, en fast klumme, men det er ikke så let at få en klumme, jeg ved det, for jeg har prøvet at få en i mange år, og den, jeg har nu, hænger i en rød tråd.

Hvis man gerne vil have sin egen klumme, handler det om tre ting. Man skal enten kende de rigtige mennesker, have et navn eller have noget at sige. Fællesnævnerne for alle tre strategier er: popularitet.

For at få et navn skal du være en succes (succes måles i penge, hits, likes eller hvor mange af de populære, du kender). Hvis du har noget at sige, skal det du siger helst være populært. Der er ingen, der gider høre på noget, som ikke er populært.

Så du ser, det er ligesom sådan et loop.

Selv hernede i det nære.

Jeg forestiller mig ikke det er lettere oppe i det verdenspolitiske.

Men o.k. Gør hvad du kan med, hvad du har.

Men altså, det nager mig ... det der med populariteten. Det nager mig eksponentielt med, at jeg rent faktisk fik min egen klumme. Nagningen stiger i halsen og i øjnene, til jeg brækker mig. Det står ud i lårfede stråler nu. Jeg vil fandme da ikke være afhængig af populariteten! Fuck populariteten! Og nu vi er ved det: Fuck den måde vores personligheder er blevet en vare, fuck at blive defineret af sin produktivitet! Fuck hele lortet!

Ja, undskyld.

Jeg kalder hende rødvinsmor.

Populariteten har skabt en boble. Alle de stemmer, der ikke bliver hørt, alle de erfaringer, alle de kroppe, al den hverdag, alt det nære ... som aldrig får en klumme.

Det føles idiotisk at optage taletid, nu jeg tænker over det! Faktisk er jeg ikke sikker på, at jeg overhovedet GIDER at have den her klumme! (Hold nu kæft, rødvinsmor)

Inde i boblen æder markedskræfterne sjæle op, og der er monopol på følelserne. Og told. Popularitet, popularitet, popularitet. Men det er jo ikke, fordi der mangler klummer i verden. Eller verdenspolitiske artikler for den sags skyld. Der er jo ord nok i verden (»kortere, kortere,« scroller vi med pegefingeren) men det er jo de samme ord. Hele tiden.

De samme erfaringer, den samme længsel efter noget som sprænger rammerne, det samme ubehag ved det uregerlige.

Vi holder os indtil videre til den boble, vi kender, men jeg er her for at sige, at den boble er ved at gå i stykker. Der siver ting ind og ud, små brudstykker, boblen virker simpelthen ikke længere.

Jeg ved det, fordi jeg står her med fødderne solidt plantet i det nære, og mit flæskeskind er smasket op mod overfladespændingen, og jeg kan helt klart og tydeligt mærke, at den er ved at revne.

Nu tænker du måske: »Hvad handler den her klumme egentlig om?« Eller: »Hvad skal jeg bruge den til?«

Måske noget om, at jeg er selvoptaget ... men så siger jeg bare noget vagt om, at dét jo er hele pointen.

PS. Noget med naturen.

Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Torsten Jacobsen
Ejvind Larsen og Torsten Jacobsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu