Klumme

Nattens sprog

Hvordan skal vi kunne begribe omfanget af denne amputation (følelsesmæssig, fysisk), hvis vi kalder det ’klimakrise’ og bare snakker om vejret?
7. november 2015

Problemet er, at det nu er forbundet med en vis helbredsrisiko at spise fisk fra havet og kød generelt, problemet er arternes uddøen, opdyrkningen af alle skovene, pløjningen af alle arealerne. Vi er nogle stykker, der synes det er et problem.

Og nu nævner jeg ikke engang det med menneskerne. Hvordan de forsvinder (i ressourceforløb eller selvmordsstatistikker), hvordan de tvinges på flugt eller arbejder som slaver i miner, nej, jeg taler om det problem der oftest benævnes ’klimakrisen’, og så refereres der til vejret. Superstorme, tørke, oversvømmelser. Måske noget med isbjørne. Helt klart noget med isbjørne.

Dét problem.

Når vi taler om dét problem, kommer sproget med dets CO2-regnskaber, klimamålsætninger, cop21 og atmosfæriske syreord som ’kulstofsreserver’, ’udledningsreduktioner’, ’IPCC’, ’TTPI’, ’2 grader’, ’80 procent’, ’El Niño’ og ’fordelingskurver’ og ødelægger det hele.

Eller: Ikke, at det ødelægger det hele – mere at det gør det hele så fjernt. Jeg ved ikke lige, hvad det sprog har med mig at gøre. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal stille op med kulstofsreserverne eller El Niño.

I øvrigt er jeg også sur over den polerede økooverflade og grøn vækst-paradigmet, bæredygtighedskonferencer, bestyrelsesposter, nye sociale hierarkier (at kæmpe med vindmøller). »Se mig, jeg risikerer ikke noget.«

Min ven siger, at når vi taler om klimakrisen, bruger vi dagens sprog. Videnskabens og de lysende skærmes sprog. Succes, lykke og løsninger. Han siger, det er derfor, jeg er så sur (at dagens sprog irriterer mig). Han siger, at vi bliver nødt til at tale om klimakrisen i nattens sprog – for natten er det eneste, vi har tilbage, som ikke er gennemreguleret og effektiviseret; natten er der hvor sjælen, sorgen og forfædrene holder til; der, hvor monstrene ikke er tæmmet og landskaberne ikke revet ned; det er dér, siger han, at vi skal finde tilbage til os selv.

Måske bruger han ordet ’urkraft’.

Svenskerne har forresten opfundet et nyt ord: Klima-angst. Passende. For også angsten, altså den eksistentielle og den reelle, hører vel mest natten til. Og drømmene.

Hvordan skal vi kunne begribe omfanget af denne amputation (følelsesmæssig, fysisk), hvis vi kalder det ’klimakrise’ og snakker om vejret?

Hvordan skal vi overkomme det, hvis vi er bange for mørke?

Jo. Vi har vadet i lys for længe. Det er på tide, at vi går ind i og tilbage til natten. Vi er vel jo for helvede også skandinaver – hvis ikke os, hvem så?

Jeg skulle med nattoget, så jeg tilbragte natten med at sove i lag, sammen med to andre ukendte kvindekroppe. Vi vekslede ikke et eneste ord (men måske et lille nik, en anerkendende smil). At lægge sig til at sove sammen med totalt fremmede, at gå ind i nattens intime rum var ifølge vores fælles overenskomst så grænseoverskridende en handling, at vi hellere måtte lade som ingenting.

I den fælles konsensus bagatelliserede vi det. I vores private køjer afklædte vi os lydløst, absolut tystnad. Jeg sov halvt svævende over madrassen, for ikke at knirke, for ikke at forstyrre.

Natten er jo det mest personlige, natten er jo det mest sårbare.

Den nat drømte jeg underlige drømme.

Jeg drømte om fede kvindekroppe og skind og pels og uld og bål, jeg drømte om store, mørke skove, jeg drømte om sovende menneskeflokke og stjernehimmel. Og jeg græd, jeg sværger, jeg vågnede i mørket og følte, at jeg havde mistet noget.

Jeg mærkede en sorg så instinktivt stor.

At have mistet verden, som jeg kendte den. Eller: at se det, jeg elsker, fældet, sprængt i stykker, forurenet, udryddet, angrebet, tværet ud, pisset på og brækket i stumper og stykker, knækkede knogler ud over det hele. Og det fortsætter bare, det er ustoppeligt. Vi venter bare.

Så sover vi høfligt og reguleret i et nattog, der med lysende forlygter skærer sig gennem mørket. Som om det ikke er absurd.

Det er så nu, jeg får lyst til at skrige. Uartikuleret og natteligt.

Som en bjørnemor, der brøler beskyttende over sin unge. Som en ulv, der kalder på sin flok.

Andrea Hejlskov er forfatter og foredragsholder.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Finn Broesby-Olsen
  • Troels Holm
Finn Broesby-Olsen og Troels Holm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak for ordene!
Som årene går, uden at de, der burde være ansvarlige, gør noget - eller ser ud til at forstå noget - bliver jeg mere og mere overbevist om, at vi, der plejer at sætte vores lid til forklaringer og argumenter, ikke kan undvære forfatterne og digterne til at hjælpe os med at fatte og forklare alvoren.

Troels Holm