Kronik

Regeringens beskæftigelsespolitik giver ingen mening

Vi ved, at mentorstøtten virker. Alligevel vil regeringen reducere den og genindføre det stærkt omdiskuterede beskæftigelseskrav i stedet. Goddag mand økseskaft
Unge universitetsstuderende fra Aarhus har hjulpet tosprogede med lektier som en del af mentorordningen Regeringen vil nu afskaffe ordningen, selv om den har vist sig særdeles effektiv. 
 Arkiv

Tycho Gregers

Debat
12. november 2015

KRONIK – Som en del af finanslovsforslaget for 2016 vil regeringen reducere tilskuddet til mentorstøtte for ledige i kontanthjælpssystemet. Begrundelsen er, at det ikke virker.

I samme åndedrag vil man i forbindelse med den såkaldte jobreform 1 genindføre et krav om, at kontanthjælpsmodtagere skal arbejde 225 timer om året for at bevare retten til den fulde kontanthjælp. Begrundelsen er, at det giver en større tilskyndelse til at tage et arbejde.

Det ville give langt bedre mening, hvis man havde sagt det modsatte: at man ville øge tilskuddet til mentorstøtte, fordi det virker, og at man ikke ville genindføre et 225-timers beskæftigelseskrav, fordi det stort set ikke får flere i arbejde. Det er nemlig det, vi ved, om de to redskaber.

Det var faktisk nuværende finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), som for alvor satte brugen af mentor i beskæftigelsesindsatsen på paragraf i 2003, hvor han indførte en ret til en mentor »med henblik på at styrke introduktionen på en arbejdsplads eller til en uddannelse«. Og med kontanthjælpsreformen fra 2014 fik snart sagt alle, som har behov for støtte til at komme i job eller uddannelse, ret til sådan en fætter. Med rundt regnet 90.000 kontanthjælpsmodtagere som vurderes ’ikke arbejdsmarkedsparate’, er det en heftig satsning på mentorernes fortræffeligheder over for en ganske omfattende målgruppe.

Netop derfor er mentor også et vidt begreb. Det kan være en ansat på den nye arbejdsplads eller uddannelsesinstitution, som skal lette job- eller studiestarten. Eller en ekstern støtteperson, som hjælper med alt fra jobsøgning til at lære at tage offentlig transport.

Er man indlagt på grund af en psykisk sygdom, har man ret til en udskrivningsmentor, og er man indsat i kriminalforsorgens institutioner, skal en udslusningsmentor hjælpe til, når man løslades. Enlige forsørgere kan få en studiestartsmentor, og skulle man som ung tilhøre dem, som på grund af personlige problemer kaldes ’aktivitetsparate’, er mentorstøtten simpelthen en pligt.

Mere motivation

Erfaringerne med mentorstøtte er rigtig gode. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) gennemførte i 2012/13 sammen med 13 jobcentre et lodtrækningsforsøg om ’Mentorstøtte til udsatte unge uden uddannelse og job’ for 18-29-årige kontanthjælpsmodtagere. Her sammenlignede man, hvor mange der kom i uddannelse og arbejde af dem, som tilfældigvis fik en mentor, i forhold til dem, som ikke fik en.

Forsøget viste, at hele 30 procent flere af de unge, som fik en mentor, kom i uddannelse. Omtrent 40 procent flere kom i job. Det tog godt nok noget tid, før effekterne viste sig, men det indikerer bare, at ting tager tid. Især når det gælder indsatserne over for unge med problemer.

Til gengæld var effekten af mentorstøtten også størst for netop de udsatte unge.

Et kvalitativt studie af samme forsøg viser, at den positive effekt af mentorordningen sandsynligvis kan forklares med, at den bidrager til at løfte de unges selvoplevede motivation i forhold til uddannelse og job, øge deres tro på egne evner, løfte deres selvvurderede helbred og skabe bedre samarbejde mellem de unge og jobcentret. What’s not to like?

Trukket i land

På samme måde – men med modsat fortegn – undrer vi os over den udelte begejstring for at genindføre 225-timersreglen. Den blev oprindeligt introduceret med lovpakken ’Ny chance til alle’ i 2006 – dog som en 300-timersregel, som alene gjaldt for ægtepar på kontanthjælp.

Reglen blev afskaffet 1. januar 2012 sammen med en række andre særligt nedsatte ydelser, men nu står den altså til at blive genindført. Denne gang i en ny ’forstærket’ udgave, hvor den ikke alene skal gælde for ægtepar, men for alle kontanthjælpsmodtagere.

Der har i mange år været ført en ganske heftig politisk debat om, hvorvidt både timereglerne og andre former for økonomiske incitamenter til at »tage sig et arbejde« faktisk virker.

Det, forskningen viser, er dog ret entydigt, at der er en yderst begrænset effekt, når det drejer sig om ledige, som har problemer ud over ledighed. Det gælder også for 300-timersreglen, som er blevet evalueret ad flere omgange.

I foråret 2008 udsendte Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) på foranledning af Beskæftigelsesministeriet en stærkt omdiskuteret evaluering af reglen. Den konkluderede, at ordningen virkede efter hensigten, idet 33 procent af dem, der mistede kontanthjælpen som følge af 300-timersreglen, var i arbejde et halvt år efter, og lige så mange var faldet ud og blevet ’hjemmegående’ uden ret til kontanthjælp.

Efterfølgende trak seniorforsker Henning Bjerregård Bach, som forestod undersøgelsen, imidlertid i land i forhold til konklusionerne: »Vi ved ikke, hvor mange af de 33 procent, der rent faktisk ville være kommet i arbejde alligevel, hvis de ikke var omfattet af 300-timersreglen.«

Intensiveret indsats

300-timersreglen blev også evalueret i forbindelse med ph.d.-afhandlingen The effect of welfare and labour market institutions on the labour market outcomes of immigrants in Europe (Diop-Christensen, 2014). Studiet viste, at reglen ganske vist havde en vis effekt på beskæftigelsen, særligt for dem der endte med at blive sanktioneret.

Effekten var dog kortvarig, idet størstedelen af de sanktionerede var mindre end tre måneder på arbejdsmarkedet, før de igen havnede i kontanthjælpssystemet.

De socialrådgivere, som stod for indsatsen, vurderede, at det store tilbagefald ikke skyldtes manglende motivation eller vilje hos de berørte til at påtage sig et arbejde, men snarere, at de generelt havde dårligt helbred og sparsomme faglige såvel som sproglige kompetencer, som udgjorde reelle barrierer for at kunne opnå og bestride et job på det ordinære arbejdsmarked.

Studiet viste også, at 300-timersreglen havde en positiv effekt på selve sagsbehandlingen. Udsigten til, at disse familier skulle udsættes for en drastisk indkomstnedgang, fik simpelthen kommunerne til at intensivere indsatsen for, at de opfyldte kravet om de 300 timer.

Der er derfor vanskeligt at afgøre, om det var selve den økonomiske sanktion i 300-timersreglen, som fik nogle af de berørte (kortvarigt) ud på arbejdsmarkedet. eller om det snarere skyldtes den generelt forstærkede sagsbehandlingsindsats.

Ord på papir

Studierne af beskæftigelsesfremmende indsatser over for de ’ikke-arbejdsmarkedsparate’ er gennemgående for få og dertil ganske nedslående. Vi ved dog, at mentorstøtte virker. Alligevel vil man reducere den kraftigt.

Og den ret sparsomme forskning af effekterne af brugen af økonomiske incitamenter over for ledige, som har problemer ud over ledighed, viser som nævnt, at de er begrænsede over for netop denne gruppe.

Alligevel vil man indføre et økonomisk incitament overfor alle kontanthjælpsmodtagere i form af 225-timersreglen. Det hænger ikke sammen.

Regeringens udspil til finansloven på beskæftigelsesområdet står desuden i skærende kontrast til regeringsgrundlaget, hvor der står, at en langt større del af hjælpen til udsatte børn og voksne skal baseres på viden om, hvad der virker.

På professionshøjskolerne, hvor vi ikke alene står for at uddanne både nye og erfarne praktikere, men også har pligt til gennem forskning at forsøge at forbedre den praksis, som de skal fungere i, tager vi det løfte meget alvorligt.

Vi kan imidlertid godt blive i tvivl om, hvorvidt regeringen selv gør. Indtil videre ligner det det mest ord på papir.

Anna Diop-Christensen er ph.d. og forsker. Bettina Post er socialrådgiver og chefkonsulent ved Professionshøjskolen Metropol

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man er på kontanthjælp, fordi man ikke kan finde arbejde eller udføre ét. Så giver det ikke mening, at man skal arbejde for at kunne modtage penge som ikke-arbejdende. Det er idioti, logisk usammenhængende og dumt.
Hvis man vil have, at folk hellere skal arbejde, må man oprette arbejde til dem, der mangler.

Niels Duus Nielsen, Kim Houmøller, Anker Nielsen, Tina Sommer, Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Merete Jung-Jensen, Herdis Weins, Gert Selmer Jensen, Janus Agerbo, Anette Ahrens Jensen, Sven Elming, lars abildgaard, Herman Hansen, Peter Wulff, Lise Lotte Rahbek, Anne-Marie Krogsbøll, Anne Eriksen, Dorte Sørensen, Jens Kofoed, Heidi Nielsen, Heidi Larsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

De borgerlige har en besynderlig opfattelse af alle andre ind dem selv, idet det de er af den opfattelse andre, ind dem selv, kun kan motiveres gennem straf.

Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring, Merete Jung-Jensen, Gert Selmer Jensen, Janus Agerbo og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

...Men gud, hvor tager de fejl - Igen.

Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

...Aktivering af ledige er underbetalt, eller ligefrem gratis, dagleje indført af bagdøren - Middelalderen ver. 2.0 er genindført.

Christel Mayland Jensen, Tina Sommer, Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring, Herdis Weins og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Før sendte man en ansøgning og fik med lidt held et fast job.

Nu kan man søge som en galning, men får ingen job - Medmindre man først arbejder "gratis" i et år tid for at vise, hvor flittig og motiveret man er. Måske får man så stillingen eller måske var der alligelvel ikke nok at lave.

Tina Sommer, Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring, Herdis Weins, Mikael Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

»Vi ved ikke, hvor mange af de 33 procent, der rent faktisk ville være kommet i arbejde alligevel, hvis de ikke var omfattet af 300-timersreglen.«

Det gælder hele aktiverings cirkuset. Og hvad langt langt være er, så ved heller ingen hvor mange 10.000 vis af arbejdspladser, der går tabt som følge af at opgaverne løses gennem "gratis" aktiveret arbejdskraft. En aktivering som oven-i-købet koster samfundet over 100 milliader kr. årligt.

...Så kan det vist ikke blive mere åndsvagt.

Christel Mayland Jensen, Helene Kristensen, Tina Sommer, Anne Sofie Nielsen, Ib Christensen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek, Michal Bagger, Herdis Weins, Gert Selmer Jensen, Ebbe Overbye, Steffen Gliese, Janus Agerbo, Ole Steensen og Peter Wulff anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Det har ikke noget med viden at gøre - det er ideologi. Al samtale er på forhånd udelukket.

lars abildgaard, Anne Sofie Nielsen, Trond Meiring, Lise Lotte Rahbek, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar

Intet af regeringens politik giver mening.

Det giver da fint mening. Folk skal nakkes!

Søren Kristensen

Mener du ikke dykkes, Torben Skov? Hvis man nakker folk kan de jo ikke arbejde.

Det er nok. Ja, det er det nok, ja.
Er det Nokia?
Nej, men det er nok!
Nok, nok!
Knocking on heavens door...

Det giver ingen mening?

Med alle de religiøse fundamentalister der efterhånder dukker frem af LLR's omgangkres, så syntes jeg der åbenbarer sig en mulighed for at tingene pludselig giver mening.
Deres manglende skam over deres dobbelt lønninger,fratrædelses godtgørelser, foragt for borgerne og så vider.

Hvis man tænker fundametalister, må man også tænke "de vantro".
Og for religiøse fundamentalister skylder man ikke "De vantro" nogen hensyn, respekt eller loyalitet.
Se dig selv som anset for vantro, og meningen begynder at dukke frem.

Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Anne Sofie Nielsen, Torben Skov og Brian Klysner anbefalede denne kommentar

"Forsøget viste, at hele 30 procent flere af de unge, som fik en mentor, kom i uddannelse. Omtrent 40 procent flere kom i job. Det tog godt nok noget tid, før effekterne viste sig, men det indikerer bare, at ting tager tid. Især når det gælder indsatserne over for unge med problemer."

Forsøget indikerer altså at mennesker, som får relevant hjælp, har gavn af det. Intet nyt under solen, men vi skal lige huske på at mentoring, som er en snævert individfokuseret udviklingsindsats der primært fokuserer på den enkeltes ydre succes, kom på brættet som en smart lap på voldsomme nedskæringer i de almene hjælpetilbud til både unge og voksne.

Søren Kristensen

Der er sikkert rigtig mange især nedslidte, syge og folk fra fremmede kulturer, som har det svært med arbejdsmarkedet og i øvrigt også kunstnerwannabees, samt nogle få patologisk dovne, som godt kunne tænke sig en borgerløn i stedet for et præstigeforladt lønarbejde. Derfor er det nødvendigt at regeringen sætter nogle stramme regler for kontanthjælpen, der egentlig var tænkt som en midlertidig ydelse, selv om den i praksis nogle gange bliver udbetalt i årevis. Uden skrappe regler, på grænsen til det urimelige, vil kontanthjælpen efterhånden blive betraget som borgerløn ind ad bagvejen og det er der ikke hverken politisk flertal for eller folkelig opbakning til. I hvert fald ikke endnu.

Men det er lidt mærkeligt: altså du søger kontanthjælp, sandsynligvis fordi du ikke kan finde eller passe et arbejde og så bliver du mødt med et krav om at levere netop 225 timers arbejde. Andre steder ville en sådan logik virke underlig. Man møder fx ikke syge, med et krav om at de skal levere 225 timers raskhed, før de kan blive behandlet på hospitalet.

Men lad os holde os til de ledige, både syge og raske. Måske var det mere rimeligt om de blev mødt med enten en jobgaranti på 225 timers arbejde eller helt eller delvis fritagelse og kontanthjælp, mod en lægerklæring. Det burde ikke være så kompliceret.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Søren Kristensen, det er jo en travesti, du præsterer her. Det er kendt, at arbejdsmarkedet i 20 år ikke har villet vedkende sig noget særligt behov for at beskæftige en stor del af vore flygtninge og familiesammenførte, fordi vi havde så rigeligt med ledig dansk arbejdskraft.
Nu tørrer man problemet af på dem - ligesom man taler om 'personligt ansvar' for store grupper af befolkningen, der uden tvivl gerne ville tage et sådant, men ikke får mulighederne, fordi deres livsvilkår konstant beskæres.
Propaganda har gjort de bedst aflagte til de 'mest ansvarlige' og 'mest arbejdsomme' i vores samfund, selvom det 'arbejde', de udfører, på mange måder ikke adskiller sig fra det, folk bruger deres egne penge på som fornøjelse. Det er ikke arbejde, men besiddelse, der gør forskellen i vores samfund.
Her fejler Socialdemokratiet størst imod sit navn: et socialt demokrati må have som mål at underlægge afgørende beslutninger demokratiske processer, dvs. ikke overlade mere og mere aktivitet til markedet, men tværtimod lægge den ind under kompetente organer, sådan som vi også har haft tradition for det med f.eks. realkreditinstitutterne, og hvor f.eks. fagbevægelsens egne virksomheder også spillede - og spiller - en vis rolle stadigvæk.

Niels Duus Nielsen

Søren Kristensen: "Man møder fx ikke syge, med et krav om at de skal levere 225 timers raskhed, før de kan blive behandlet på hospitalet."

Pas nu på, vi risikerer, at regeringen vil synes det er en god ide. Tænk på alle de skattelettelser, man kan få for et nedlagt hospitalsvæsen.

Jørgen Malmgren

Syge skal aktiveres på lige fod med ledige, der ikke noget så skønt som et pipfugle kursus, jeg i øvrigt en ugle ;-)