Kommentar

Vi skal rengørings-myterne til livs

For os, der arbejder med rengøring på hospitalerne, er det ikke breaking news, når medierne fra tid til anden svømmer over med historier om dårlig hygiejne. Skal vi gøre noget ved problemet, er der brug for respekt om vores fag
23. november 2015

De dukker op med jævne mellemrum, historierne om ringe hygiejne på danske hospitaler. Det sker, hver gang borgere med det fornødne overskud siger fra.

Som for eksempel i sensommeren, da kronikør Jeppe Morgenthaler her i Information beskrev sin indlæggelse på Hvidovre Hospital: »Min indlæggelse fortæller mig, at der er et eller andet ret alvorligt galt. Hvidovre Hospital mangler midler. Masser af midler. Til rengøring, istandsættelse og … well, endnu mere rengøring. Nu.« Eller da forfatter og journalist Morten Sabroe om sin indlæggelse skrev følgende på Facebook: »Så skulle jeg på toilettet. Jeg åbnede døren. Der stank af urin. Der var blodpletter på sædet og på gulvet. Der var lort i tønden.«

I Tv-Avisen kunne man efterfølgende høre, at 31 ud af 37 hospitaler var dumpet i rengøring, da kontrollen var på besøg. På de tre hospitaler, der gjorde det dårligst, dumpede hvert fjerde rum.

For os, der beskæftiger os med rengøringen på offentlige institutioner, er ingen af de nævnte historier breaking news. For ja, der er – ikke altid, men alt for ofte – beskidt på landets offentlige institutioner.

Endnu mere syge

Måske kan man synes, at rengøringsmedarbejderne skulle tage sig lidt sammen. Oppe sig. Sige fra eller finde et andet job. Men det er ikke kun dem, der står tilbage med lorten i hånden eller toilettet, når mediestormen har bevæget sig videre til andre samfundsproblemer. Patienterne, som bliver indlagt på sygehuse – ja, fordi de er syge – risikerer at blive endnu mere syge og dø af deres ophold.

Hvert år får op mod 100.000 patienter det, man kalder en sygehusinfektion. Omkring 4000 af dem dør.

Infektionen har de udelukkende fået, fordi de mødte multiresistente bakterier, der har det som fisk i vandet på danske sygehuse.

Infektionernes hærgen på sygehusene skyldes naturligvis ikke alene manglende rengøring. Multiresistens er primært en behandlingsudfordring. Resistensen skyldes sjusket omgang med den medicin, der ville kunne slå bakterierne ned. Men flere af de undersøgelser, der ligger bag De Nationale Infektionshygiejniske Retningslinjer (NIR), viser, at kvalitetsrengøring vil formindske antallet af smittede

Det gælder om at nedbringe smitte og stoppe udbrud med f.eks. den frygtede MRSA.

Både på sygehuse og plejehjem er der indført metoder og standarder, der har fokus på at nedbringe infektionsfaren. Og serviceassistenterne er veluddannet i infektionsforebyggende rengøring.

Men hvad hjælper standarder og metoder, hvis ikke der er tid eller vilje til at følge dem?

Fundamentet

Vi bør fokusere langt mere på infektionsforebyggende rengøring. Det virker. På de offentlige institutioner, hvor man aktivt har valgt at fokusere på kvalitet, faglighed og trivsel, har resultaterne været slående. Det gælder f.eks. Praktisk Bistand i Vejle Kommune, rengøringskorpset i Køge kommune og på Gentofte Sygehus, hvor satsning på faglighed har ført til bedre kvalitet. Men sådan er det desværre ikke alle steder.

Myter om, at rengøringen er noget, alle og enhver kan finde ud af, er sejlivede? Rengøring, tøjvask, madlavning er stadig kompetencer, som ikke nyder den store respekt. Holdninger som ’Hvor svært kan det være, alle kan vel vride en karklud’ lever i bedste velgående.

Respekt om et fag, der udgør fundamentet i den velfærd, vi kender, er helt afgørende. Anerkendelse af at rengøring er et centralt redskab til at sikre rene offentlige institutioner. Og uddannelse og udvikling af kompetencer i velfærdens fundament er vigtigt, hvis vores velfærd skal udvikle sig og blive bedre og også mere rentabel.

Come on, politikere

En nærliggende løsning på de udbredte problemer med det offentliges hygiejne er at vælge faglighed frem for at løse økonomiske problemer med hovsaløsninger. Nedskæringer eller udliciteringer til de private udbydere, der kan tilbyde det billigste produkt, giver sjældent kvalitet. Det er jo helt tydeligt, at det overhovedet ikke betaler sig at spare på rengøringen, hver gang budgettet sprækker.

Skal samfundet få gavn af fremtidens nye supersygehuse, ny teknologi og nye organisationsformer kræver det, at de, der kan og skal gøre noget ved det, holder op med at putte sig. Der er behov for overblik, og for at de mennesker, der skal sikre ydelser af høj kvalitet, også er respekterede og har mulighed for og tid til at udføre deres arbejde. Sådan er det langt fra i dag.

Selv om rengøringsmedarbejder er blevet uddannet og efteruddannet til at varetage en rengøring på et højt kvalitetsniveau, og de nationale retningslinjer for, hvordan man skal gøre rent, er splinternye, har alt for mange ledere og politikere tilsyneladende stadig ikke forstået, at rengøring ikke er en økonomisk buffer, som kan bruges til hvad som helst.

Dem, der tager beslutningerne og prioriterer midlerne, må indse, at et rent og appetitligt miljø for patienterne på sygehusene, borgerne på plejehjemmene og børnene i institutionerne og skolerne er en meget bedre investering end de grisestier, vi tillader i dag.

Come on!

Gina Liisborg er formand for Kost- og Servicesektoren i FOA

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • lars abildgaard
  • Bill Atkins
  • randi christiansen
  • Torben Selch
  • Anne Eriksen
  • Lars Bo Jensen
  • Kirsten Svejgaard
  • Erik Nissen
  • Flemming Berger
  • Hans Larsen
  • David Zennaro
  • Henrik Petersen
  • Martin Madsen
  • Elisabeth Andersen
  • Niels Duus Nielsen
  • Steen Sohn
  • Lise Lotte Rahbek
  • Carsten Mortensen
lars abildgaard, Bill Atkins, randi christiansen, Torben Selch, Anne Eriksen, Lars Bo Jensen, Kirsten Svejgaard, Erik Nissen, Flemming Berger, Hans Larsen, David Zennaro, Henrik Petersen, Martin Madsen, Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Steen Sohn, Lise Lotte Rahbek og Carsten Mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Sådan dér !

Enhver idiot kan gøre rent,
er holdningen blandt folk, som intet kender til branchen eller arbejdet.
Det passer bare ikke.
Ligesom med alt andet arbejde kræver det omhu, ihærdighed, troværdighed og et vist mål af stolthed at gøre arbejdet ordentligt.
Og det kræver en arbejdsplads med respekt for alle processer.

Tak for det opråb.

Trond Meiring, Lilli Wendt, lars abildgaard, Bill Atkins, randi christiansen, Kirsten Andersen, Anne Eriksen, Kirsten Svejgaard, Lene Knoth Nielsen, Erik Nissen, Bodil Waldstrøm, Flemming Berger, David Zennaro, Bent Gregersen, Martin Madsen, Elisabeth Andersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Michael Sørensen

Det har været dyrt for det danske samfund siden privatiseringen af rengøring holdt sit indtog i 80'erne: Stigende infektioner os patienter, dårligt arbejdsmiljø, nedslidning af personal osv. er jo noget der skal regnes ind i de såkaldte besparelser.
Halleluja for kortsigtede neo-liberale løsninger for indeværende nudget og skide være med fremtiden.

Dana Hansen, Trond Meiring, Lilli Wendt, lars abildgaard, Bill Atkins, Kirsten Andersen, Anne Eriksen, Bodil Waldstrøm, Flemming Berger, David Zennaro, Bent Gregersen, Elisabeth Andersen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jeppe Morgenthaler

Så dejligt med en faglig bekræftelse, Gina! Tak for det indspark. Jeg er helt enig i at det er politisk vilje der mangler; vilje til at give fagfolk den tid det tager at udføre deres fag.

Trond Meiring, Lilli Wendt, lars abildgaard, Kirsten Andersen, Torben Selch, Anne Eriksen, Bodil Waldstrøm, Flemming Berger, Bent Gregersen, Lise Lotte Rahbek og Elisabeth Andersen anbefalede denne kommentar

Ja, intet nyt.
I min kommune har man udbuds dille. Hvad få man ud af det ?
Ledige, snavs, konkurser, uro blandt brugerne, mange forskellige personer hos de gamle, stort udbudsarbejde, arbejde med kontrol af firmaerne, strid om overholdelse............
Det sidste nye er begravelser betalt af kommunen. Hvad mon der skal konkurreres på, og hvad skal kontrolleres i kirken og på kirkegården ?

Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Lene Knoth Nielsen anbefalede denne kommentar

"Hvert år får op mod 100.000 patienter det, man kalder en sygehusinfektion. Omkring 4000 af dem dør".

I det forrige århundrede var der noget som hed faglig kamp, og det kostede ufattelige kræfter og lidelser, men det var nødvendigt. Ligeligt er der i dag kun en udvej, og det er at bekæmpe politikernes nedskæringer og privatiseringer, I skal selv ud i medierne og kæmpe - hver dag.

Trond Meiring, Bill Atkins, randi christiansen, Anne Eriksen og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Kirsten Svejgaard

Peter Sterling: "I skal selv ud i medierne" ??? Har DU ingen interesse i, at der er rent og hygiejnisk på sygehusene? Det bør da være et krav fra hele befolkningen, at rengøringsarbejde respekteres, og at fagligheden sættes i højsædet. Selv har jeg ikke været særligt opmærksom på problemet, eftersom der altid har set rent ud på de to hospitaler, jeg frekventerer p.t., men jeg ville ikke stiltiende acceptere, at der blev sjusket og sparet på rengøringen.

Lennart Kampmann

Man bør kræve at direktøren ikke får løn, hvis rengøringen ikke er i orden.

Så kan det være der kommer fokus på problemet.

I virkeligheden kan mange problemer løses, hvis incitamentet til at løse det lægges direkte hos direktøren. Uløst opgave = ingen direktørløn.

Med venlig hilsen
Lennart

Dana Hansen, Trond Meiring, Lilli Wendt og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Man viser respekt for et fag ved at tilbyde ordentlige løn og arbejdsforhold. Her halter det i vores konkurrenceøkonomis lønræs mod bunden. Men 'det skal kunne betale sig at arbejde', siger man, skærer i kontanthjælpen og leger julemænd med de sølle håndører til en lige så sølle 'skattelettelse i bunden'. Som ydermere ikke er set i mands minde, fordi man (det må være den 1% og co) hylder teorien om, at skattelettelser i toppen vil skabe dynamiske effekter ud i resten af samfundet og i stedet for den vej rundt give rigdom til alle - i top og i bund. En win win. Man må bare konstatere, at sådan er det ikke gået, ref senest piketty.

Og ondets ophav? Hvad syns du selv? En udbredt mangel på ressourcebevidsthed, eso-og eksoterisk. Hvis jeg skulle afgive et kortfattet bud.

Dana Hansen, Lilli Wendt, Anne Eriksen, Elisabeth Andersen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Og det er nemlig sådan, at rengøring er eet af de allervigtigste områder for at noget fungerer. Det skulle man tro var en klippefast erhvervet viden siden hygiejnevidenskabens opdagelser om smitteveje. Men nej, når henning dyremose, henrik poulsen og resten af slænget fra den ene procent og co skal profitere på fællesejet, så må deres gevinst jo tages et sted fra, og det blir ikke deres egne lommer - godt være de er gode til at samle, men de er fg dem ikke gode til at sprede. De så højt besungne positive dynamiske effekter er ikke til at få øje på for andre end dem selv og en mindre udvalgt skare, som de terroriserer med frygt og bestikker med brød og skuespil, og som bliver stadig mindre.

Hvad ville statsministeren og andre med kors og bånd og stjerner på gøre uden deres rengøringshjælp? Selv gøre rent? Det ville nok være sundt for dem, men hvis ikke det er tilfældet, bør de ikke på lumpen vis undervurdere og underbetale medarbejdere, som udfører et arbejde, der er mindst lige så vigtigt som deres eget, hvis ikke vigtigere.

Moderniteten har fremmedgjort mennesker og fremavlet individualisering på bekostning af fællesskabet og de klassiske kompetencer som husførsel, håndværk, børnepasning m.m. Den store omstilling bliver stor - større end de fleste tror.

randi christiansen

Og det er nemlig sådan, at rengøring er eet af de allervigtigste områder for at noget fungerer. Det skulle man tro var en klippefast erhvervet viden siden hygiejnevidenskabens opdagelser om smitteveje. Men nej, når henning dyremose, henrik poulsen og resten af slænget fra den ene procent og co skal profitere på fællesejet, så må deres gevinst jo tages et sted fra, og det blir ikke deres egne lommer - godt være de er gode til at samle, men de er fg dem ikke gode til at sprede. De så højt besungne positive dynamiske effekter er ikke til at få øje på for andre end dem selv og en mindre udvalgt skare, som de terroriserer med frygt og bestikker med brød og skuespil, og som bliver stadig mindre.

Hvad ville statsministeren og andre med kors og bånd og stjerner på gøre uden deres rengøringshjælp? Selv gøre rent? Det ville nok være sundt for dem, men hvis ikke det er tilfældet, bør de ikke på lumpen vis undervurdere og underbetale medarbejdere, som udfører et arbejde, der er mindst lige så vigtigt som deres eget, hvis ikke vigtigere.

Moderniteten har fremmedgjort mennesker og fremavlet individualisering på bekostning af fællesskabet og de klassiske kompetencer som husførsel, håndværk, børnepasning m.m. Den store omstilling bliver stor - større end de fleste tror.