Kronik

Min seksualitet strider imod alt, hvad min familie står for

Mine forældre ser gerne, at jeg gifter mig inden længe. Hvad de ikke ved, er, at jeg er homoseksuel. Mit dobbeltliv er ved at nå sin vejs ende – men hold kæft, jeg er bange for at tage skridtet fuldt ud
Koblingen mellem at være homoseksuel og muslim er et af de mest betændte emner. Jeg elsker min familie, men konsekvenserne ved at fortælle dem, at jeg er homo, er ubærlige, men jeg skal leve mit eget liv, ikke deres, skriver kronikøren.

Koblingen mellem at være homoseksuel og muslim er et af de mest betændte emner. Jeg elsker min familie, men konsekvenserne ved at fortælle dem, at jeg er homo, er ubærlige, men jeg skal leve mit eget liv, ikke deres, skriver kronikøren.

Molly Wittus

14. november 2015

En aften i maj gik min kæreste og jeg fra hinanden.

»Jeg tager ikke længere kontakt til dig. Husk du vil altid være min prins,« skrev han. Med ét forsvandt min første kæreste ud af mit liv, og jeg troede vitterligt, jeg skulle dø.

Vores forhold, som jeg havde holdt hemmeligt for min familie og alle mine nærmeste, havde varet godt et år.

Jeg stirrede ud i luften i næsten 10 minutter, før tanken pludselig strejfede mig: Hvorfor går jeg ikke bare hen og tømmer den bøtte panodiler, der står i køkkenet?

For nylig kom der en undersøgelse om etniske minoriteter og homoseksualitet lavet for Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Undersøgelsen, som jeg blandt mange andre deltog i, viser, at hver tredje nydanske homoseksuelle har overvejet selvmord inden for det seneste år.

Jeg er én af dem. Og jeg ønsker ikke at stå frem med mit navn, for konsekvenserne af, at min familie på nuværende tidspunkt opdager, at jeg er homoseksuel, vil være for store.

Min familie ser mig kun smile, men jeg græder indeni. For de vil ikke kunne forstå det, og derfor ved de ingenting om min daværende kæreste, og de ved bestemt intet om min seksualitet.

Ikke hans søn

Jeg er af pakistansk afstamning, og jeg kommer fra en kernesund familie – i hvert fald udadtil. Mine forældre vil gerne fremstå som moderne vestlige individer med integration, uddannelse og beskæftigelse i højsædet. Seksualitet derimod er aldrig et emne, der er blevet italesat herhjemme. Fortielsen taler for sig selv. Derfor har jeg heller aldrig været i tvivl om, at min seksualitet strider fuldstændig imod alt, hvad mine forældre står for.

Jeg elsker min familie, men konsekvenserne ved at fortælle dem, at jeg – deres søn af eget kød og blod – er homoseksuel, er næsten ikke til at bære. Min mor, der tager sig til ansigtet og græder hjælpeløst og panisk. Min far, der vender det hvide ud af øjnene og aggressivt og magtesløst går til angreb. Jeg er vantro. Ikke længere hans søn.

Gennem min opvækst har jeg mærket hans slag på min krop. Dengang var det bare teenagedrengestreger, så jeg tør næsten ikke tænke på, hvad det her måtte udløse af konsekvenser.

Muslim og homoseksuel

Helt fra barnsben er vigtigheden af, at jeg skal have mig en uddannelse, blevet indprentet i mig. Uddannelse er vejen frem til det lykkelige liv. Nemlig det liv, mine forældre ikke selv fik muligheden for at opnå. Af samme årsag har mine forældre bygget en hel forestilling op omkring, hvordan mit liv skal se ud. Fra det øjeblik jeg blev født, har de brygget på den evindelige plan om, hvordan mit liv skal udformes.

Mine forældre ser gerne, at jeg gifter mig inden længe. Det er deres mission som forældre at styrke og væbne deres børn med uddannelse og kompetencer til at kunne varetage og indgå i et ægteskab. Med fare for at skære alle kulturer over én kam, så tillader jeg mig at påstå, at mange unge nydanskere vokser op med det imperativ, at familien og ikke mindst familiens ære har en enorm betydning. Jeg er vokset op med et regelsæt om, at familien er vigtigst. Vi lever for familien.

Noget helt andet er koblingen mellem at være homoseksuel og muslim. Det er et af de mest betændte emner. Det føles urokkeligt. På trods af, at Koranen ikke udførligt beskriver noget om gensidig kærlighed til en af samme køn, så er homoseksualitet blevet forkastet som skændigt og som en afvigelse så slem, at det nogle steder forbindes med stening og fordømmelse i helvede.

Mit problem er ikke rettet mod Islam, men dem, der formidler, forvalter og ikke mindst tager patent på religionen og trækker den ned over hovedet på andre.

Jeg kan uden tvivl vedkende mig at være muslim og homoseksuel. Lad os huske på, at religion er et valg, det er seksualitet ikke.

Springet

Som årene går, æder det mig op indefra. Det problem, jeg har forsøgt at skubbe fra mig, siden jeg var helt lille, larmer mere og mere inde i mit hoved.

Jeg kendte engang en arabisk homoseksuel fyr. I dag er han 45 år og endnu ikke sprunget ud over for familien. Jeg synes, det er skræmmende, at vi i dagens Danmark er så mange minoritetsetniske homoseksuelle, der skal leve med så stor en portion angst og frygt for at springe ud. Det er ikke et lykkeligt liv, hvis du spørger mig. Jeg har nogle ting, der skal være på plads, inden jeg tager springet – og jeg er næsten ved at være der:

Jeg skal være økonomisk uafhængig af mine forældre.

Jeg skal have færdiggjort min videregående uddannelse.

Jeg skal ikke bo hjemme – jeg skal have mig min egen lejlighed.

Jeg skal have et solidt og stærkt netværk, der støtter mig.

Jeg ved, at mit dobbeltliv er ved at nå sin vejs ende – men hold kæft, jeg er bange for at tage skridtet.

Faktum er, at jeg står tilbage med en beslutning, der på en og samme tid udløser et virvar af enormt modstridende følelser i mig. For jeg ved jo godt, hvordan mine fremtidsudsigter ser ud, hvis jeg ikke tager stilling inden længe. Så accepterer jeg en fremtid, mine forældre har bestemt – og det må ikke ske.

Jeg ved, vi er kommet langt på LGBT-området, men der er stadig meget at udrette. Jeg er en sund, rask og velfungerende fyr. Alligevel blev tanken om selvmord en realitet, da jeg ikke så nogen anden udvej. En egoistisk, men ikke mindst dybt alarmerende tanke, som ingen burde have så tæt inde på livet.

Jeg ønsker ikke at klandre nogen for noget her – men vel vidende at hver tredje homoseksuelle med anden etnisk baggrund har overvejet selvmord inden for det seneste år, er jeg nødt til at opfordre flere til at tage bladet fra munden.

Men det kræver samtidig, at vores politikere og ikke mindst muslimske talsmænd og offentlige debattører italesætter problemet. Jeg savner politisk opbakning om den situation, som jeg og mange andre nydanskere, befinder sig i.

Vi skal ændre de kulturbeslægtede traditioner og normer samt den fastfrosne vanetænkning. Husk på, at kulturer ikke er stillestående, de er foranderlige, og derfor er undskyldningen, fordi sådan er vores kultur, ikke længere holdbar.

Dialog og åbenhed

Hvad med at lave en national LGBT-handlingsplan, hvor intersektionalitet (herunder fokus på minoritetsetniske miljøer) er en del af fokusområdet? Sådan kan man forhåbentlig undgå, at politikken på området skal redefineres ved hvert regeringsskifte, og sikre, at der hele tiden arbejdes frem mod et mål, som der løbende sættes penge af til at arbejde for.

Danmark er det eneste skandinaviske land, der ikke har en LGBT-organisation på finansloven. Det kan man også ændre og dermed hjælpe til at organisationerne får ressourcer til f.eks. at lave flere dialogmøder eller dialogfremmende aktiviteter. For uanset hvilke politiske vinde der blæser, er dialog og åbenhed vejen til et holdningsskift.

Vi skal også kigge på studieordninger. Viden om køn, seksualitet og minoritetsstatus bør være pligtlæsning, når man er under uddannelse til velfærdsprofessionel (socialrådgiver, lærer, sygeplejerske, politi, pædagog, etc.). Sidst men ikke mindst mener jeg, at der skal placeres et ansvar for LGBT-spørgsmål i et ministerium, så det ikke er et område, der kastes rundt mellem ministerier.

Det er et komplekst område, det anerkender jeg. Derfor kan jeg heller ikke forvente mirakler inden for en kort tidsramme, men passivitet er mindst lige så tåkrummende som den fortærskede holdning, der findes i minoritetsetniske miljøer.

Forestillingen om, at homoseksualitet er en sygdom, skal aflives nu!

Jeg var blot heldig, at jeg formåede at hive mig selv op af det sorte hul i tide. Ellers ved jeg ikke, om jeg havde været her i dag.

Sami er et opdigtet navn. Hans rigtige navn er redaktionen bekendt. Han er med i dokumentarserien ’Oprør fra ghettoen’, som bliver vist i Grand Teatret i København tirsdag den 17. november og har tv-premiere 1. december kl. 20.00 på DR2

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Gorm Lerche
  • Estermarie Mandelquist
  • Steffen Gliese
  • Pia Qu
Gorm Lerche, Estermarie Mandelquist, Steffen Gliese og Pia Qu anbefalede denne artikel

Kommentarer

georg christensen

Hvad gør mon så "LIVETS" barn, når det udstilles , som "problembarn"?.

Min ganske enkle løsning er: Betragt dig selv som "LIV", med alle de rettigheder det tilbyder dig, og husk rettighederne til dit liv, tilhører "DIG".

NB: Enkelt individets LIV tilhører på ingen måde hverken religiøse som politiske "tvangsforestillinger". Prøv, ( ikke for at være religiøs/politisk), at tænke anderledes: Måske er "homo", bare en model til afværgning af overbefolkning. Så nyd det, så længe du har det, det er nemlig alt for kort, så længe "viden om" og forståelse for mangler.

georg christensen

Hvad gør mon så "LIVETS" barn, når det udstilles , som "problembarn"?.

Min ganske enkle løsning er: Betragt dig selv som "LIV", med alle de rettigheder det tilbyder dig, og husk rettighederne til dit liv, tilhører "DIG".

NB: Enkelt individets LIV tilhører på ingen måde hverken religiøse som politiske "tvangsforestillinger". Prøv, ( ikke for at være religiøs/politisk), at tænke anderledes: Måske er "homo", bare en model til afværgning af overbefolkning. Så nyd det, så længe du har det, det er nemlig alt for kort, så længe "viden om" og forståelse for mangler.

georg christensen

Hvad gør mon så "LIVETS" barn, når det udstilles , som "problembarn"?.

Min ganske enkle løsning er: Betragt dig selv som "LIV", med alle de rettigheder det tilbyder dig, og husk rettighederne til dit liv, tilhører "DIG".

NB: Enkelt individets LIV tilhører på ingen måde hverken religiøse som politiske "tvangsforestillinger". Prøv, ( ikke for at være religiøs/politisk), at tænke anderledes: Måske er "homo", bare en model til afværgning af overbefolkning. Så nyd det, så længe du har det, det er nemlig alt for kort, så længe "viden om" og forståelse for mangler.

Ja, det er noget møg, at LGBT står i så dårlig en økonomisk situation - med et dertil hørende højt kontingent, som forhindrer organisationen i igen at nå tidligere tiders medlemstal og aktivitetsniveau (for ikke at tale om placering!).
Da danske unge stod med beslægtede, men langt mindre radikale problemer, var der jo et meget aktivt netværk af "gå ud-grupper", der stod for information og foredrag over hele landet. Det ville i høj grad være en god idé at påføre de etniske miljøer mødet med sådanne grupper.

LGBT Danmark har ikke højere kontingent end for 20 år siden. Men godt nok mange færre medlemmer. Den manglende offentlige støtte er et stort problem, når vi sammenligner situationen i fx. Sverige og Norge, hvor henholdsvis RFSL og LLH har mange projekter, fastansatte medarbejdere og virke i masser af byer ud over Stockholm og Oslo.

Jeg vil i øvrigt på ingen måde forklejne Samis problemer, men de lyder fuldstændig som dem jeg igennem et langt aktivistliv har hørt fra andre fundamentalistiske menneskers børn.