Klumme

Selvmord er tabu

Det kan diskuteres, hvornår medier skal beskæftige sig med selvmord. Men Pressenævnet har iøjnefaldende svært ved at sætte grænsen for, hvad der er privat, og hvad der er almen interesse
Debat
4. november 2015

Der er flere ofre for selvmord her i verdens lykkeligste land end trafikofre. 20 forsøger selvmord hver dag. To af dem dør. Det er en af de mindst belyste sider af lykkelandet. Mord er offentligt, selvmord privat. Meget privat. Det afspejles klart i de presseetiske regler, der fastslår, at selvmord er tabu, »med mindre klar almen interesse kræver eller begrunder offentlig omtale«.

’Klar almen interesse’ kan altid diskuteres. Men kræver eller begrunder den, at der graves i en spektakulær selvbrænding foran Brøndby Rådhus, hvor en mand begik selvmord, måske fordi han frygtede, at kommunen ville fjerne hans børn?

Svaret kendes ikke, fordi Pressenævnet ikke vil tage stilling til det. Brøndby Kommune klagede til nævnet over en række udsendelser i Radio24syv. Klagen gik dels på, at omtalen ville gå ud over den afdødes mindreårige børn, dels over at 24syv-udsendelserne mere end antydede, at kommunen kunne have forhindret selvmordet, og at der var en sammenhæng mellem kommunens sagsbehandling og selvmordet.

I sidste uge udtalte nævnet »alvorlig kritik« af Radio24syv. Kritikken går på, at radiojournalisterne har bragt fyldige uddrag af researchsamtaler med Brøndbys borgmester og kommunaldirektøren – til trods for at begge i samtalerne nægtede at deltage i formelle interviews. Men ikke mindst kritiseres radiostationen for at viderebringe anklager mod kommunen, der er utilstrækkeligt dokumenterede.

Men afvisningen af kommunens anden klage – den om hensynet til afdødes børn – udstiller en af nævnets mere iøjnefaldende svagheder. Den begrundes nemlig med, at kommunen ikke har »retlig interesse« i den del af sagen. Det har kun familien, og den har ikke klaget. Nævnet kunne af egen drift have behandlet den del, men som i stort set alle andre sager valgte det at afvise med henvisning til kommunens manglende retlige interesse. Den er så vigtig, at hele indledningen til nævnets knudrede juridiske pressemeddelelse kun handler om dette spørgsmål. Vi kender altså i dette tilfælde ikke grænsen for den ’almene interesse’, for den er ikke afprøvet.

Det er den imidlertid i en anden selvmordssag. På samme møde i sidste uge behandlede Pressenævnet en klage fra moderen til et 16-årigt selvmordsoffer, der blev omtalt med navns nævnelse i TV 2-udsendelsen Teenage-selvmordene den 22. juni i år.

Ifølge kendelsen fra Pressenævnet gjorde TV 2-journalisten ihærdige forsøg på at få familiens advokat til at overtale dem til at medvirke til trods for utallige afvisninger og et ønske om ikke på nogen som helst måde at indgå i TV 2’s program.

»I en meget svær tid måtte familien stoppe kampen, eftersom TV 2 på intet tidspunkt gav udtryk for at ville acceptere familiens nej for det udtrykkelige nej, det hele tiden havde været,« står der i kendelsen, der giver TV 2 kritik for udsendelsen.

TV 2 genudsendte i øvrigt programmet, efter at familien havde klaget. Her er nævnet klar i spyttet: TV 2 får kritik – omtalen af det konkrete selvmord kan ikke begrundes i almen interesse. Punktum.

Men nærlæsningen af kendelsen rejser et andet, foruroligende spørgsmål. Selvmordet har været »omtalt i lokalpressen« (dog uden navns nævnelse), og på Facebook er den 16-årige piges afskedsvideo set 188.000 gange.

Men Facebook er ikke omfattet de presseetiske regler og er en guldgrube for etisk udfordret journalistik i andre medier. På de sociale medier tages der ingen hensyn – og sagen fra Vestjylland var i øvrigt næppe blevet en sag, hvis ikke de saftige detaljer i forvejen var udpenslet på Facebook. På den måde kan man hævde, at de sociale medier stille og roligt risikerer at undergrave den journalistiske etik.

Lasse Jensen er mediejournalist. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Sandheden er kostbar, men nogen gange også ganske skrøbelig og derfor kan nogen ting være svære at snakke om...:-(
- Det er nok ikke tilfældigt at vi uddanner eksperter til, at bearbejde sorg og mon ikke vi skal forsætte den politik - vi kan selvfølgelig altid sætte os for at behandle hinanden bedre, det vil nok på det praktiske plan afhjælpe en del af problemet med de tragiske selvmord og altså ikke i forhold, hvor folk der er kroniske syge ønsker aktiv dødshjælp.

.... at livet er blevet værdiløst for en person er næsten umuligt at diskutere og det kræver professionel hjælp.

Undfangelsen har vi ikke del i og opdragelsen heller ikke , så er det vel rimeligt og ikke særlig dramatisk, at vi selv kan afslutte, hvis f.eks. begge dele er fejlbehæftet.?
Om der skal være almen snak om selvmord,tja smag og behag.
Forleden var der i Søndag i en krydsor en tegning af en dame, der sad i strandkanten og vaskede tøj.
Løsningen var 'STRANDVASKER'!!
Moral og etik er ved at være forsvundet fra jordens overflade, og på Information boltrer de sig i det, der er kommet istedet.

Mike Schneider

Ja og den fes så fuldstændig hen over hovedet på "Folk(et)", men udmærket artikel.
Danmark var engang en velfærdsstat og havde noget der lignede fri presse og næsten demokrati.
Og vi gamle har svært ved at give slip. Vi husker jo at, der var engang, for meget længe siden....