Kronik

Hvis du siger kønsneutral én gang til ...

Lad os droppe den værdipolitiske skyttegravskrig om han, hun eller ’hn’ og i stedet debattere, hvordan vi helt konkret skaber bedre plads til de børn, der føler sig anderledes
Der er ingen tvivl om, at det vil påvirke den fremtidige tilrettelæggelse af pædagogisk arbejde i vores daginstitutioner, at pædagogstuderende præsenteres for et normkritisk perspektiv og skal forholde sig til køn som et vigtigt element i deres pædagogiske praksis.

Peter Hove Olesen

6. november 2015

»Hvis du siger kønsneutralitet én gang til, så dumper jeg dig sgu!«

Jeg siger det med et påtaget truende tonefald til en af mine mere aktive og spørgelystne studerende på vej ud af døren. Vi har lige været på besøg i en lille vuggestue på Nørrebro.

Mine studerende går på 1. semester på pædagoguddannelsen, og jeg underviser dem for tiden på et seks ugers modul med titlen ’Køn, seksualitet og mangfoldighed’.

Den studerende er (forhåbentlig) ikke i tvivl om, at det er en joke, men vedkommende fornemmer samtidig, at der her er noget på spil for mig som underviser og stiller naturligvis det relevante spørgsmål: »Hvorfor?«

Det er dette korte og konkrete spørgsmål, jeg vil tage alvorligt og forsøge at give et svar på med denne kronik.

Den seneste uge har blandt andre TV 2 fulgt op på artiklen »Hn er bare en baby«, der blev bragt her i Information i lørdags. I den sammenhæng har netop kønsneutralitet spillet en central rolle og udgør sammen med forskellige holdninger til anvendelsen af f.eks. det svenske pronomen ’hen’ – eller den danske udgave ’hn’ – omdrejningspunktet for debatten.

Læs også: Nu kommer den første kønsneutrale børnebog

Man skal ikke tilbringe megen tid på Facebook for at konstatere, at begge dele fremprovokerer stærke følelser hos mange mennesker. Tilgangen til køn er en intens kamp på værdier. Både i virkeligheden og i fiktionen. Som bekendt åbner tredje sæson af tv-serien Broen med, at en henrettet kvinde bliver fundet iscenesat som en dukke ved et middagsbord i en makaber parodi på kernefamilien. Årsag? At vedkommende ville åbne en kønsneutral børnehave.

Omend jeg personligt og fagligt er fortaler for en normkritisk og kønsbevidst pædagogik, er det betryggende at vide, at vi formentlig endnu ikke er nået dertil, hvor jeg vover livet med denne kronik. En kronik, der i øvrigt udtrykker mine faglige og personlige meninger og ikke en fælles holdning blandt mine kolleger på pædagoguddannelsen.

Bred vifte

Lad mig vende tilbage til besvarelsen af den studerendes spørgsmål:

For mig at se ligger problemet med begrebet ’kønsneutralitet’ grundlæggende i, at det er for unuanceret til at beskrive en samlet pædagogisk praksis. Hertil kommer, at begrebet rent hverdagssprogligt associerer mere til ensretning end til mangfoldighed. Selve betoningen af det neutrale risikerer med andre ord at signalere et ønske om ensartethed blandt børn frem for retten til en oplevelse af forskellighed. Selv om intentionen bag en kønsneutral tilgang oftest netop er at nedtone de to stereotype kategorier ’pige’ og ’dreng’ – ikke at gøre dem ens.

I Ligestillingsministeriets inspirationsmateriale om arbejdet med køn i dagtilbud tilbage fra 2007 fremgår det da også klart og tydeligt, at formålet med at arbejde med køn ikke er at gøre drenge og piger ens:

»Tværtimod handler det om at give plads til forskelle på tværs af køn, så piger ikke behøver at være ens og drenge at være ens. Sigtet er at vise, at børn kan være forskellige uanset køn.«

Læs også: Drengepiger og pigedrenge

Og den vordende mor, Nika, udtaler til Information, at det for hende handler om at »give en bred vifte af udtryksmuligheder« til sit barn.

I Mio Mahls kønsneutrale børnebog, Universet er det største i verden, der for nylig udkom på dansk, optræder alle figurerne med neutrale navne. På den måde bliver det op til børnene selv at vurdere de enkelte figurers handlinger uden at lade sig påvirke af den handlende figurs køn. Som pædagogisk redskab kan vi f.eks. også vælge at være neutrale i vores kommunikation med børn, som i Børnehaven Jordkloden på Nørrebro, hvor der tales om f.eks. ’unger’ eller ’kammerater’.

Føler sig anderledes

Vi er altså vidne til en markant bevægelse på det pædagogiske område og blandt forældre. Og at begrebet ’kønsneutralitet’ har sin berettigelse i visse sammenhænge – som eksempelvis Mio Mahls bog – er der ingen tvivl om. Men når den generelle debat fokuserer så entydigt på begrebet ’kønsneutralitet’, kommer vi ingen vegne.

For det er de færreste, der ikke kan nikke genkendende til historier om henholdsvis piger og drenge, der opfører sig ’anderledes’ end forventet. For nogle handler det primært om at få lov til at udtrykke sig anderledes, mens det for andre handler om en mere grundlæggende oplevelse af at føle sig anderledes. Det er særligt disse grupper børn, vi med et normkritisk perspektiv kan give plads til.

Læs også: Her er børn ikke piger og drenge

Anerkendelsen af barnet som et unikt individ – en grundværdi, der fremhæves både i den danske dagtilbudslov og FN’s Børnekonvention – hænger sammen med evnen og viljen til at arbejde for at give barnet retten til sine egne oplevelser.

Disse oplevelser bør ifølge det normkritiske perspektiv ikke være betinget eller begrænset af barnets køn eller for den sags skyld andre kategorier som etnicitet, funktionsduelighed, alder og/eller socioøkonomisk baggrund.

Inden for den akademiske del af pædagogikkens verden er der en udbredt enighed om, at sociale og kulturelle forhold spiller en væsentlig rolle for, hvordan den enkelte udlever sit køn. Hvor stor en rolle, biologien spiller – og hvilken – er der derimod forholdsvis stor uenighed om, men det er efterhånden en del årtier siden, at de fleste gik fra at tale om køn udelukkende, som noget vi har, er eller bliver. Nu om dage er der en overvejende tendens til at tale om køn som noget, vi konstruerer, noget vi løbende gør og ikke mindst gør forskelligt afhængigt af de situationer, vi befinder os i.

Fristed mellem kategorier

Efter min mening kan og bør vi lade os inspirere i langt højere grad af det normkritiske perspektiv. Idet normerne bliver sat i fokus, kommer majoritetens privilegier i mødet med minoriteter i centrum. Det ’normale’ individs ret til at definere det ’unormale’ individ underlægges kritik. Barnet, der oplever eller udtrykker sit køn anderledes, tolereres i bedste fald i en ureflekteret pædagogik, men det vil leve med en konstant risiko for at blive ekskluderet som følge af sin måde at gøre køn på i hverdagen. Såfremt vi ønsker at arbejde bevidst med inklusion i vores dagtilbud, kræver det i min optik en reflekteret tilgang til normer for bl.a. kønnet opførsel.

Når forældre og pædagoger snakker om kønsneutral opdragelse eller pædagogik, oplever jeg netop, at det er for at tilbyde et fristed imellem de to stereotype kategorier pige og dreng, hvor børnene har mulighed for selv at være med til at konstruere deres oplevelse af køn og eksperimentere med forskellige udtryk.

Læs også: Børn og køn: Det har også konsekvenser ikke at gøre noget

Debatten om køn burde reelt ikke handle så meget om, hvorvidt vi er for eller imod ’kønsneutralitet’, men i langt højere grad dreje sig om, hvordan en øget bevidsthed om og kritisk tilgang til køn som en kategori styret af normer – på linje med f.eks. etnicitet – er grundlaget for at skabe mangfoldighed i vores dagtilbud. En mangfoldighed, vi som aktører på det pædagogiske område er forpligtet på både fagligt og lovgivningsmæssigt.

Jeg ser det således klart som positivt, at pædagogstuderende nu præsenteres for et normkritisk perspektiv og skal forholde sig til køn som et vigtigt element i deres pædagogiske praksis. Der er ingen tvivl om, at det vil påvirke den fremtidige tilrettelæggelse af pædagogisk praksis i vores dagtilbud, og derfor er det naturligvis vigtigt fortsat at debattere, hvordan vi praktiserer en kønsbevidst pædagogik.

Naturligvis vil ingen blive dumpet for at sige ’kønsneutralitet’, men lad os forsøge at etablere et sprog om køn, der kan føre til en mere konstruktiv dialog om holdninger og handlinger frem for at ende op i en værdipolitisk skyttegravskrig.

Jacob Graack er adjunkt ved Pædagoguddannelsen, UCC Sydhavn

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Jakob Clemen
  • June Beltoft
David Zennaro, Jakob Clemen og June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Når man har arbejdet i daginstitutioner i mange år, har man set pædagogiske trends og normer beskrevet som nyskabende og fantastiske og så efter nogle år dør de hen i gen og nye kommer til. Men den trends som en svensk pædagog begyndte at beskrive, for nogle år siden, om kønsneutral pædagogik, den bygger simpelthen på forkerte præmisser ! Kønsidentitet, en sikker kropsforståelse er biologisk betinget, den kan vi ikke ændre uden at gribe til operative indgreb, for piger har bryster og vagina og drenge har en penis og får skægvækst i ansigtet, det er en given betingelse, fra fødslen. Den nye mode tredns kønsneutral burde i virkeligheden hedde kønsROLLEneutral for det er det der er tale om ! Kønsroller og normer er nemlig kultur , historisk og samfundbestemt, hvilket vi er meget bevidst om i Danmark, hvor man i mange år har arbejdet med lighed og ligestilling mellem de to køn, og for at arbejde i dette felt er det ikke nødvendigt at skabe et kunstigt tredje begreb, som man oveni købet benævner med køn ! I de 25 år jeg har arbejdet i daginstitutioner, ja helt fra seminarietiden har der været både opmærksomhed og viden om deto ting det biologiske betingede køn og de forskellige kønsroller /normer og man har i alle de år gjort meget ud af at barnet udviklede n god kropsbevidsthed og en sikker kønsidentitet og på den anden side været med til at opløse de gamle stereotype kønsrolle mønstre ! Aktiviteter i en daginstitutione er i vid udstrækning forskellige og alsidige tilbud som børnene så alene eller sammen med andre tager til sig og undersøger mulighederne i, hertil behøves ikke et tredje ord, for både piger og drenge klæder sig ud i både supermans dress og prinsessekjoler og både piger og drenge klatre i træer eller udtrykker sig fysisk! Så hold op med at blande kønsidentitet med kønsroller/normer, det er et vildskud !

Tina Sommer, Jørn Andersen, Majbritt Nielsen, Morten Pedersen, ingemaje lange, Nille Torsen og Morten Jespersen anbefalede denne kommentar

Kønsidentitet, en sikker kropsforståelse er biologisk betinget, den kan vi ikke ændre uden at gribe til operative indgreb, for piger har bryster og vagina og drenge har en penis og får skægvækst i ansigtet, det er en given betingelse, fra fødslen

Det er rigtigt nok at biologien influerer på den kønslige identitet, hvor meget er dog stadig et temmeligt åben spørgsmål og noget man ikke engang kan blive enige om indenfor de naturvidenskabelige kredse.

Igen vil det pynte hvis du lige læste op på tingene inden du genfortæller den samme historie igen. vi mennesker bliver ikke kun produceret i to forskellige fastforankret biologiske køn. Selvom om disse to "køn" udgøre den absolutte flertal, så bliver vi mennesker stadig produceret i et utal af variationer der bl.a. kan ses i de mange former for kromoson sammensætninger. Man kan så skyde dette hen til fejl, men en sådan konklusion er igen er lidt en fejlslutning der kunne kan skyldtes en grundlæggende mangel på forståelse for evolution. Mennesket er ikke et endegyldig færdigudviklet væsen, men et væsen der formentligt vil fortsætte med udvikle os, såfremt vi ikke ødelægge livsbetingelser på jorden inden. Det går bare ufatteligt langsomt. Så man kunne også se disse fejl som naturens måde at agere på. Det betyder også at vores køn potentielt set kan undgå en biologisk forandring, hvis dette er til artens bedste, problemet her er dog mennesket selv er begyndt at blande sig.

Natur "tænker" ikke i køn det er og bliver en defination vi har lagt på noget vi har observeret med vores sanser og som efterfølgende er blevet norm, værdi og kulturpræget. Køn er og bliver en tolkning og en måde forstå noget observeret på, problemet er dog ofte den at den ender i kasse tænkning.

Men ja kønsroller er ganske rigtigt meget ofte det der omtales, men det ændre ikke på at købsidentitet, er og bliver en identitet, det ligger ligesom i ordet, der beskriver din identitetfølelse af hvad du er i forhold til det biologiske

Søren Kristensen

Som pædagogmedhjælper gravede jeg for noget tid siden et hul i jorden med et par drenge og en enkelt ret feminin pige. Umiddelbart virkede de alle og især drengene meget interesseret og de hentede sten som skulle ned i hullet omkring en hegnspæl. Jeg tænkte lidt over hvad det mon var ved hullet der fascinerede pigen, for hun havde ikke som gutterne af sig selv fået lyst til at hente sten, men stod bare og så på. På et tidspunkt henvendte hun sig direkte til min opmærksomhed og sagde med stolthed i stemmen: - min mormor lavede krøller i mit hår i går og jeg sagde: - det var da godt. Og så gik hun, som om hun havde fået hvad hun var kommet for. Hvem ved, måske var hun en af drengene i nogle få sekunder der foran hullet?

Jeg tror egentlig nogle af de største problemer ligger i medierne og i legetøjskatalogerne, som påvirker ungerne samt "legetøjskøberne" enormt.

Hvornår får vi et "prinse-kostume" f.eks.? eller et "super-girl kostume" ? Hvorfor er der ikke nogen drenge i Friends universet? Hvor er drenge Monster High dukkerne? Hvorfor er de "tøse serier", der kører så fulde af tøsefnidder - der mangler seriøst nogle gode ungdomsserier, som beskriver begge køn mere bredt. Hvorfor findes der ikke lyserøde skjorter til drengene? Hvorfor er Ekstrabladet og BT så fokuserede på bryster og at piger skal se fantastiske ud? Hvorfor er der så mange "Top Model" blade, som fokuserer på udseende?

Det er virkelig "op ad bakke" at finde andet end "udseende påvirkningsmateriale" til særligt pigerne - lige fra de starter i børnehaven og til de forlader gymnasiet. Der er tale om massive bombardementer på at de SKAL se godt ud med plastic bryster og overtrænede twerking bagdele. Medierne er sygeligt fokuserede på udseendet hos piger. Der er ingen fred og ro til at de kan udvikle deres kønsidentitet og seksualitet i fred og ro.

Når jeg tænker tilbage til hippietiden med bare bryster på strøget og blomster i håret, så var det en meget roligere tid for både piger og drenge i forhold til at udvikle sig som mennesker. Nu er piger bange for at gå på stranden fordi de ikke kan leve op til det forskruede billede, der vises.

Charlotte Primdal

@Søren Kristensen
Eller måske var hun faktisk interesseret i hvad der foregik men følte sig udenfor fordi du og drengene er opdraget til at "sådan noget synes piger da ikke om", og måske trak hun sig så tilbage ind i en usund pigerolle (hvor små piger belønnes for at være optaget af deres udseende, et forhold deres voksne burde henrettes for at lære dem) fordi hun blev usikker og følte sig anderledes. Se var disse børn nu blevet tilbudt en kønsneutral opvækst så havde det nok været tilfældigt hvem der ikke lige gad hullet i jorden, i stedet for at historien bekræftede det sædvanlige undertrykkende kønssyn at drenge graver i jorden og piger elsker deres udseende.

Tina Sommer, Karsten Aaen og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

For mange, mange år siden, da min søn gik i vuggestue, fik jeg altid en kop kaffe og en samtale med pædagogerne, når jeg hentede ungen. Det var dengang, feministerne var rødstrømper og gik med lilla ble.

En dag talte vi om kønsroller, og pædagogerne fortalte, hvordan de engang havde forsøgt at modvirke de gængse stereotyper ved at give pigerne biler og lade drengene lege med dukkehuse. Men de gav hurtigt op, for de små pus blev meget utilfredse og kom sågar op at slås. Så deres konklusion var, at det nok er biologisk bestemt, at toårige piger kan lide at lave imaginær mad på et legetøjskomfur, mens små drenge hellere vil kravle rundt på gulvet med en legetøjsbil og sige vrumm vrumm.

Efter at mænnerne er kommet ind i køkkenet, så er der rigtig stor fokus fra små drenge på at lave mad. Tjek lige Webergrill udgaven til de små. Det er et HIT blandt små drenge.....

Jeg selv ønskede mig brændende et Märklin togsæt da jeg var lille, men fik det aldrig. Min lillebror fik det, men legede næsten ikke med det.

For nogle år siden kom der en lyserød Barbie sportsvogn, som var tilsvarende hit hos små piger...

Niels Duus Nielsen

Jeg er helt klar over, at børn - som jo er små aber - efterligner hvad de voksne gør. Og jeg er også klar over at kønsstereotyper er normalfordelt, og at der selvfølgelig findes både drengede piger og pigede drenge. Og jeg er åben over for, at massiv indoktrinering er hovedårsagen til at vi har de stereotyper, vi har.

Men når det er sagt, fastholder jeg at der er en biologisk forskel, som er grundlaget for, at der overhovedet kan opstå så store psykologiske forskelle.

Lilli Wendt, som du selv nævner, er det en lyserød bil, som pigerne falder for. Hvorfor lyserød? Fordi de små piger var vant til at gå i lyserødt tøj? Det meste af min søns tøj i de år var noget vi havde arvet fra en lille pige, som var vokset ud af det, så han gik meget i lyserødt tøj. Men det syntes ikke at have påvirket ham nævneværdigt, han var meget mere glad for knaldrøde ting.

Men jeg vil da godt tage på mig, at det er min skyld, at han i dag er en sej ung maskulin mand, fordi jeg mere eller mindre ubevidst forsøgte at fremme visse dyder frem for andre. Min og de feministiske vuggestuepædagogers pointe var, at børnene i vuggestuen var så små, at mange af dem ikke engang kunne tale endnu.

A propos lyserødt tøj, da jeg var popmusiker havde jeg mange lyserøde skjorter, alligevel er jeg i dag blevet en typisk sur gammel mand. Så jeg tvivler på, at der er farverne der gør det.

Majbritt Nielsen

Niels Nielsen
07. november, 2015 - 10:00
Jeg har aldrig gået i vuggestue eller børnehave. Men jeg fandt da en økse, som sad i hugge-blokken bag huset, inde i et hjørne. Og det var det bedste legetøj jeg længe havde. Jeg holdt den klogt nok hemmeligt for mine forældre. Som nok vidste den var der. Men de havde nok ikke set at deres lille pige kunne finde på at rende rundt og lege indianer med den.

Niels Nielsen

Der er mange mulige forklaringer på dette, men en ting er sikkert, der er tale om børn der for længst er præget, derfor kommer der heller ikke som nogen overraskelse at de afviser noget nyt, især når de bliver påduttet dem.

Jeg har set og er bekendt med mange drenge der har leget med i de såkaldte køkken/hjemme lege. Så skrive at drenge ikke leger med i disse er forkert. I denne form for lege ser man dog ofte drengene påtage sig de traditionelle mandelige kønsroller, som de har set derhjemme, men det sker faktisk oftere end man tror, at drengene rent faktisk leger at de laver mad, vasker op osv.

For i øvrigt eksisterede der ikke biler eller andet mekanisk dengang mennesket sidst udviklet sig nævneværdigt, det er så at sige relativ nye fænomener, derfor er det også yderst tvivlsomt at det er biologisk betinget.

En dreng ved ikke en legetøjsbil er en bil før han bliver informeret om det, har observeret det, ligesom han ikke ved den er mekanisk før det bliver vist/fortalt til ham, et glimrende eksempel på de ikke ved det er at de propper det ind i munden, og potentielt også andre steder, det bliver så at sige ikke kun brugt i forhold til dets designmæssige ide, det ses også at biler bliver personificeret og går på bagenden som en dukke og sådan kunne jeg blive ved.

Men bliver en myte genfortalt nok gange ender folk med at tro på det

Jeg går ikke ind for kønsneutralitet som sådan, og jeg vil altid kalde en dreng for en dreng og en pige for en pige, medmindre der er tale om helt særlige problemstillinger, rejst af forældrene.

Men det har altid undret mig, at der er så enorm fokus på om man har en "tap" eller en "kone". Det virker som om, at rigtig mange mennesker mener, at denne del af kroppen skal styre hele livet for enkelt individet. Det er som en spændetrøje at påføre børn, at de kun får en type legetøj til jul, eller de primært skal gå i lyserødt eller blåt. Giv dog ungerne mulighed for at lege med det hele, så kan de selv vælge.

Jeg arbejdede i en overgang i en børnehave, og det var absolut ikke usædvanligt at se et spiderman kostume kombineret med en prinsessehårbøjle, ligesom der fra både drenge og pigers side var enorm glæde ved at lege med legekomfur, lego af alle typer, perler til diverse formål, m.m. Lad dog være med at begrænse ungerne.

Som oftest indgår biler og dukker i samlede lege, hvor der er formål med legen, og begge køn bruger begge dele, ligesom der er rift om ansigtsmalinger af både skræmmende og venlig karakter.

På samme vis, så kan jeg anbefale at man bruger masser af forskellige glade farver i tøjet, striber, prikker, hønsestrik, etc. så børnene får lært at farver skaber glæde, i stedet for at blive begrænset i deres tøjvalgsfarver.

Verden er fuld af de dejligste børn, som vi skal passe på og ikke indsnævre deres muligheder for leg, der kan give glæde og udvikling. Der er i dag både kvindelige maskiningeniører og brandmænd, ligesom der er mandlige sygeplejersker og pædagoger. Også forældrerollen i dag for både mænd og kvinder er omsorgsjobs, så det er fint at lille Peter leger "far mor og børn" med dukke Lise i børnehaven, og fint at lille Mathilde øver sig at bygge kraner.

Tina Sommer, Mikkel Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Forventninger. Det er det som det handler. Forventninger til hvad en rigtig dreng er. Og hvad en rigtig pige er. Og de har ændret sig en hel del fra da jeg var ung. Især til pigerne. Piger - og kvinder - kan i dag spille fodbold, vise råstyrke og handlekraft, og være stærke politiske ledere - og statsministre. Og ambitiøse. Da jeg var ung i 1970erne var det sådan, at mændene grinte af piger der spillede fodbold, eller ville gå til boksning. Og de piger som ville gå til sløjd og ikke håndarbejde, fik ikke lov til det.
Forventninger til mænd og drenge har også ændret sig. Mænd - og drenge - kan i dag f.eks. passe børn, skifte ble, tage opvasken, gøre toilettet rent, støvsuge og lave mad. Forventninger til mændene i 1950erne og 1960erne var, at dette var kvindearbejde, ikke noget en mand kunne udføre. Forventninger til mænd og drenge i dag er stadig den, at de ikke må græde, ikke vise for meget omsorg, ikke vise empati, ikke reflektere for meget over tingene eller blive alt for meget følelsesmæssigt påvirkede af ting og sager, de ser og oplever.

Kønsneutral opdragelse handler for mig om at man opdrager piger og drenge til at turde gå ud over de forventninger, familien, og samfundet implicit opstiller, herunder at piger ikke kan blive eller være visse ting eller at drenge ikke kan blive eller være visse ting - bare fordi de er drenge eller piger.

Når man f.eks. kigger på amerikanske serier som Gilmore Girls, Party of Five (Vi bliver i Familien) eller Brødre & Søstre, så kan man se, at her er der virkelig gang i den. Her har man beskrivelser af unge kvinder som alt andet end interesseret i tøsefnidder, og en Brødre & Søstre har man en reflekteret, introvert lillebror, som har stor succes som forfatter. Og i Party of Five har også interessante kvinde-portrætter. Det er som man her i DK kun har to kvindetyper, en bitch eller en dum blondine - og alle fædre i stort set alle film er beskrevet som dumme, uvidende, ignorante og fjollede. Kigger man igen på tv-serier i USA, så er fædrene der beskrevet ganske anderledes; ja, nogle er beskrevet som fjollede, men andre er beskrevet som ansvarlige.....

Jeg fatter intet af indlægget, hvad er pointen? Køn er køn og det kan ikke ændres. Som basalt første øjebliks indtryk vil jeg altid vurdere dig på om du har en penis eller en vagina. At benægte dettte er noget pjat.

Claus G. Jørgensen

Stig, jeg kan godt forstå, du ikke fatter noget af indlægget. For pointen er, at køn ikke bare er køn, og det kan ikke ændres. Varieteten indenfor kønnene er lige så stor som kønnene imellem. Det sørger genetikken for. For at alle skal have mulighed for at have en barndom, hvor man kan udfolde sig, gælder det om at tage hensyn til den variation. Dette forsøges ved at skabe et miljø, hvor forventninger og regler ikke bliver styret af køn, men derimod af hvad barnet selv synes. Så drengen, der har lyst til at lege med dukker, kan lege med dukker, og pigen, der har lyst til at lege med biler, kan lege med biler. Diskussionen går her på, hvordan man bedst laver et sådant miljø.

Tina Sommer, Ingrid Uma og Lilli Wendt anbefalede denne kommentar

@Stig Tanggaard,

Jamen det er jo lige netop det, der er problemet. At der altid vurderes på, om man har en tap eller en kone. Dermed kommer alle fordomme og forventninger til at påvirke det syn, der er på personen. Er en kvinde f.eks. langbenet og samtidig blondine, så går det helt galt - ingen lytter til hvad hun siger, uanset om hun måske skulle være en ny Einstein ....

Derfor oplever mange kvinder, som tidligere havde svært ved at få deres meninger igennem fordi de var seksuelt attrative unge kvinder, at mænd pludselig lytter til hvad de siger, når de bliver til halvgamle overvægtige matroner, der ikke længere ses som seksuelt attraktive.

Det kønsfilter, som mennesker ses med, ja, det er enormt hæmmende for vores samfund.

Niels Duus Nielsen

Lilli Wendt, mit argument ovenfor er anekdotisk og var ment som en småperfid morsomhed på de ildsprudende rødstrømpers bekostning. Så lad mig med det samme sige det som det er: Alle kvinderne i mit liv (undtagen min mor) har været rødstrømper/feminister, og skulle jeg mod forventning falde for en ny kvinde i min ophøjede alder, forventer jeg da, at at vedkommende er feminist. Helst moderat, men man kan jo ikke få alt her i verden.

At jeg føler trang til at drille de postmoderne betonfeminister har personlige årsager. Jeg er en skovl til at gøre rent og støvsuge, men jeg tror det bl. a. skyldes, at vi havde rengøringskone, da jeg var barn - min far var hjemmegående, men i halvtredserne og de tidlige tressere var det kulturelt utænkeligt, at en mand kunne gøre rent. Til gengæld kunne min far både lave mad og tvinge mig til at hjælpe med at tage opvasken, så ifølge teorien skulle jeg så være glad for at lave mad og vaske op. Men det er jeg af en eller anden grund ikke, jeg vil her benytte lejligheden til at takke de ingeniører, der opfandt opvaskemaskinen, af mit ganske hjerte.

På et tidspunkt i mit liv arbejdede jeg så hårdt og tjente så mange penge, at jeg for at slippe for alle diskussionerne foreslog at hyre en rengøringskone m/k. Gæt hvem der blev forarget: Min daværende socialistiske feministkæreste, der sågar kaldte mig småborgerlig. Hun ville åbenbart hellere gå og være sur over, at mine grænser for, hvornår der var rent nok, var anderledes end hendes. Men hun kunne ikke forhindre mig i at købe en opvaskemaskine, og - surprise, surprise - hun blev faktisk glad for den. Så fik vi også lidt mere tid til hinanden, og det var jo vist også det egentlige problem.

Kære Lilli Wendt, bliv endelig ved med at flame os mænd, de fleste kan godt tåle det, vi er jo vant til det, og på nogen af os virker det måske, men hvorfor begynder I ikke med jer selv?

Der er nok at tage fat på. Jeg har for nylig nærstuderet et par årgange af Alt for Damerne på mit lokum, og selv om jeg da må indrømme, at jeg er stærkt fetichistisk fascineret af den særlige feminine æstetik, som bladet promoverer, synes jeg helt ærligt, at det er hul i hovedet at kvinder bruger 40-50 kr, på et blad, som så vidt jeg kan se kun kan gøre usikre kvinder endnu mere usikre. Selvpineri?

Og lad nu være med at sige, at der ikke er ret mange, der læser Alt for Damerne, ifølge Egmont selv overgås læsertallet kun af Anders And & Co.

http://www.egmontpublishing.dk/Annoncer/Annoncer-i-magasin/Oplags-og-las...

Lilli Wendt, jeg tror, at vi er enige om, at den massive indoktrinering er hovedsynderen i dette spil. Men jeg vil stadig fastholde, at der er en biologisk forskel, som gør, at jeg fra tid til anden fuldstændig mister fornuftens brug og forelsker mig. Så sent som i forgårs så jeg det smukkeste sorte hår, jeg længe har set, jeg aner ikke om hun var dum som en dør eller atomfysiker, jeg ved ikke engang om hun var smuk, men jeg var også ligeglad, jeg blev helt blød i knæene, for hun havde udstråling. Alle mine kvinder har haft udstråling, i hvert fald set med mine næsebor.

Udstråling = feromoner = biologisk betinget.

@claus Tak for uddybning. Jomen jeg er helt enig folk skal have lov til at være som de ønsker at være. Jeg fattede bare intet af artiklen.

@Lilli jeg kan ikke se det et et problem. Køn er køn, ligesom hudfarve er hudfarve. Det er ting man ikke kan ændre. Jeg havde en snak med en afrikaner en aften på en bar, her hvor jeg bor, vi stod egentlig og snakke om piger, og jeg kom så til at sige - at folk her ser ham anerledes end de ser mig. Hvilket gjorde han mente jeg er racist og tror på nazistiske værdier. Øh altså, det synes for mig som umiddelbar meget simpel logik - han er sort, jeg er hvid, folk ser os anerledes. Og det vil ikke ændres sig mm. alle ser ens ud og alle er endrygoner og ikke har et køn.

Forskelle i køn hudfarve kultur oprindelse osv osv vil altid gøre at folk reagerere forskelligt på andre mennesker. Og hvad er der galt i det?

Nej, køn er ikke bare køn. VI har et køn (seksuelt), det kan man se. Vi har også et indre køn. Dette indre køn hedder på engelsk 'gender'. Og det er altså det vi taler om når vi taler om køns(rolle)neutral opdragelse. Og jeg må altså erklære mig enig med Lilli Wendt her; også jeg har ved selvsyn oplevet, at når kvinder når op omkring 40-50 år, så lytter de fleste mænd altså mere til hvad de siger. Ganske enkelt fordi som Lilli Wendt (korrekt) siger, så har de, kvinderne, mistet, deres sexappeal, så derfor kan de fleste mænd (måske) bedre høre efter, hvad kvinderne siger.

Jeg har, til gengæld, også ved selvsyn, og på grund af egne oplevelser, oplevet at mange kvinder, ikke alle kvinder, men mange kvinder ikke kan med en mand, som er empatisk, omsorgsfuld eller står ved alle sine følelser, også følelser som vrede, skuffelse, sorg, frustration og som har let ved at blive berørt og rørt til tårer. Fordi samfundet, og mange kvinder, i dag forventer, at mænd er store, stærke, muskuløse, handlekraftige og udadvendte. Det er blevet bedre de sidste 5-10 år, synes jeg, men jeg mener stadig, at reflekterende, introspektive mænd ikke er i høj kurs blandt de fleste kvinder. I DK i dag.

Pointen er den her: Vi forventer stadig til dels at kvinder er blide, føjelige og bøjelige og at mænd er handlekraftige, udadvendte og dumdristige. Og disse forventninger ligger som tankeformer svævende i samfundet et sted. Og møder man en kvinde som er ambitiøs og siger det, og ikke mindst handler efter det, dvs. opfører sig som forventer, at en mand gør, og skærer hun igennem, ja så vil samfundet generelt se på hende som værende en ikke rigtig kvinde. Den samme mekanisme går igang, når vi taler om mænd, som er omsorgsfulde, reflekterende og sensitive overfor andre personers behov.

Hvorfor ikke bar lade os være. Lade børnene være det de er. Mange varianter af de to køn.
Problemet er, at alt for mange vil kloge sig i, hvordan de synes andre skal være.
Fortsætte denne udvikling på feminismens brede vej, ender det i perverterede udgaver af skaberværket.
Det her er bare èt eksempel på brugsanvisningssamfundets vi alene vide tendens.
Lettere omskrevet ordspil : Spørg ikke, hvad de mener om dig. Spørg dig selv, hvad du mener om dem.

Stig Taangaard

Køn er ikke bare køn, for køn i dansk kontekst betyder både sex og gender, vi har så at sige ikke adskilt det sociale, kulturelle køn fra det biologiske køn.

Uden at jeg vil bevæge mig ud i en større udredning, så kan du forhåbentligt se at der er forskel på hvad biologien fodre kontra de ideer, normer o.s.v som er produceret i samfundet.

En anden ting er at køn ud fra biologisk syn, ikke engang findes i to udgaver, men findes i et flere variationer. Selv indenfor menneskeheden ser man variation ca. 2% i den vestelige del af verden er såkaldte andet kønnet dvs. de ikke er biologisk han eller hun køn, det er dog ikke usandsynligt at procentsatsen når man ser på alle former reelt er noget større.

Det er derfor ikke specielt inkluderende eller inddragende når man bliver ved med at genfortælle noget der ikke engang har hold indenfor biologien.