Kommentar

Slutspillet om klimaet er begyndt

De konkrete CO2-reduktioner, som landene tager med til klimatopmødet i Paris, er vigtige. Men endnu mere afgørende for klimaindsatsen på lang sigt er et klart signal om, at fremtidige investeringer i kul og olie vil være forbundet med politiske og finansielle risici
Kulpladsen foran Avedøreværket ved København. 

Kulpladsen foran Avedøreværket ved København. 

Mikkel Khan Tariq

20. november 2015

Om knap to uger ankommer verdens ledere til Paris for at markere åbningen af COP21 og for at understrege det afgørende i en global klimaaftale. Grundlæggende handler det om at skabe en fælles platform for alle verdens lande, der gør det muligt at nå i mål i forhold til de helt nødvendige reduktioner i CO2-udledningerne og at understøtte tilpasningen til de klimaforandringer, som allerede nu er undervejs.

Med sidste uges udmelding fra USA’s udenrigsminister, John Kerry, om, at en aftale i Paris ikke vil være juridisk bindende, er det kritiske i spørgsmålet om aftalens form nu blevet tydeligt. Det franske COP21-formandskab med præsident Françoise Hollande i spidsen var med det samme ude og understrege, at en juridisk bindende aftale stadig er målet. Slutspillet er begyndt.

På COP15 i København stod vi over for præcis den samme diskussion, men vi er nu et helt andet sted og med en helt anden type aftale. Mens vi i København satsede stort – og også for stort – på en bindende, top-down-aftale med juridisk bindende mål, som landene efterfølgende skulle sikre tilslutning til i de hjemlige parlamenter og derefter implementere, bygger vi nu en bottom-up-aftale ud fra de mål og indsatser, som landene selv melder ind, og som de dermed har fastlagt ud fra deres egne nationale prioriterer for grøn omstilling og udvikling.

Lad mig prøve at beskrive det med et billede. Hvis vi betragter vores indsats for at reducere CO2-udledningen som et klimaanlæg, der skal sikre en tålelig temperatur på kloden, så er det afgørende at få konstrueret et robust anlæg, som over tid kan reducere CO2-udledningen mere og mere. Så selv om man i første omgang kun kan blive enige om at reducere halvt så meget, som der er behov for, vil det robuste klimaanlæg gøre det muligt løbende at skrue yderligere på termostaten. I Paris skal vi så at sige både bygge klimaanlægget og skrue så langt ned vi kan på termostaten.

Juridisk skruetvinge

John Kerrys melding om, at en aftale i Paris ikke kan blive juridisk bindende, skal ses som en klar markering af, hvor juridisk bindende en sådan aftale kan være, hvis USA skal gå med. Når vi i Danmark eller EU snakker om en juridisk bindende global aftale, er det ofte en protokol eller traktat, vi refererer til. Men for USA er det afgørende, at den juridiske form er af en karakter, der ikke kræver, at en sådan aftale efterfølgende skal ratificeres i Kongressen og Senatet. Det skyldes, at den amerikanske forfatning kræver to tredjedeles flertal i Senatet for ratifikation af internationale aftaler.

Selv om spørgsmålet om aftalens form kan lyde som en juridisk spidsfindighed, er det en helt afgørende parameter for at sikre en levedygtig aftale over de næste årtier. Det skyldes, at det ikke kun er USA, der har problemer, hvis de juridiske skruetvinger bliver spændt for hårdt. Også lande som Kina, Indien og en række andre afgørende lande har behov for at finde den rigtige balance i forhold til deres nationale selvbestemmelse.

Men hvad så med kravet om en juridisk bindende aftale fra FN’s Klimasekretariat, EU og det franske COP21-formandskab? Her er det vigtigt at være klar på, at en aftale i Paris kommer til at bestå af flere forskellige elementer, der hver især repræsenterer dele af en samlet fremtidig klimaambition og en fremtidig arkitektur for det globale klimasamarbejde.

Platformen

Dér, hvor kompromisset mellem EU, USA og andre lande forventes at kunne findes, er der, hvor der kan defineres en kerneaftale, som i en juridisk form bygger ’klimaanlægget’. En sådan kerneaftale vil inkludere afgørende elementer som f.eks. de rapporteringskrav, landene pålægges, og ikke mindst en opjusteringsmekanisme, der sikrer, at landene hvert femte år (og startende i 2020), øger deres ambitioner i tråd med 2 graders-målsætningen.

Hertil vil komme et antal politisk bindende delaftaler, hvor landenes reduktionsindsatser og finansieringsbidrag oplistes og specificeres. COP21-aftalen kommer altså med stor sandsynlighed til at være et kompleks af juridisk og politisk bindende elementer, der tilsammen udgør platformen for den fremtidige globale klimaindsats.

Det er vigtigt at huske på, at det i sidste ende ikke er de konkrete reduktionsindsatser, som landene tager med til Paris, der er afgørende for klimaindsatsen på lang sigt. Hvis vi skal lykkes med den massive globale omstilling, er det verdens investorer og finansielle markeder, der for alvor skal drejes i en klimavenlig retning, og her er det afgørende, at COP21 leverer meget klare politiske budskaber, herunder en global ambition, der understreger, at fremtidens investeringer er grønne, og at investeringer i f.eks. kul og olie vil være forbundet med klare politiske og finansielle risici.

COP21-aftalen vil ikke i sig selv sikre en global opvarmning under to grader, men den vil forhåbentlig bringe os et godt skridt fremad, både fordi alle verdens lande for første gang bidrager til den globale indsats, og fordi det vil lykkes at skabe en robust og bæredygtig aftale, der vil gøre det muligt at skrue op for ambitionerne over tid inden for en fælles ramme.

Christian Ibsen er direktør i Danmarks grønne tænketank CONCITO

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu