Kommentar

Suveræniteten opstår i fællesskabet

Vi må huske på, at det er en af historiens største civilisatoriske triumfer, at europæisk retspolitik endelig er blevet så kedelig og kompromisbaseret, at man ikke længere kan identificere sig med den
Debat
1. december 2015

Min gode kollega emeritus Palle Svensson forsøgte i kronikken den 19. november at forklare, at afstemningen på torsdag om retsforbeholdet er meget mere kompleks, end hvad vælgerne kan forholde sig til. Men vi skulle alligevel forsøge at sætte os ind i de kompleksiteter. Man kan argumentere i den retning. Men også i den modsatte.

I juraen skelner man mellem første ordens regler og sekundære regler. Vi befinder os blandt anden ordens regler, når vi tager til andre lande og også dér forventer at kunne blive stillet for en dommer inden for 24 timer. Vi forventer, at der er magtdeling, klagemuligheder, rettigheder for klienter og patienter, trafikregler og så videre. EU-domstolen anvender den type argumentation og har gjort det siden begyndelsen af 1960’erne. Intet regelsystem kan dække alt i kommende kompleksiteter. Hverken Rom- eller Maastricht-traktaterne kunne i 1957 og i 1992 forudsige hackerkriminalitet eller flygtningeproblemer. Et operativt virkende retssystem er derfor et sådant anden ordens system.

Så meget mere fordrejet bliver Palle Svenssons advarsler om suverænitetsafgivelse. Ingen stat har historisk set kunnet hævde sin egen suverænitet. Småstater som Danmark kan slet ikke og må ligesom andre stater indkapsles af alliancer for at få tildelt suveræn selvbestemmelse.

Suverænitet i fællesskab

Fortællingen om, at vi i Europa bevæger eller ikke bevæger os mod et europæisk retsfællesskab beror på en fejltagelse om, at dette retsfællesskab skulle opstå i en eventuel fremtid. Faktum er imidlertid, at retsfællesskabet skabtes, længe før der blev skabt suveræne stater.

De fælles retskilder kronedes i første halvdel af 1200-tallet med et væld af retsordninger fra de skandinaviske landelove til Siciliens dengang veludviklede konstitution, det tyske riges, Englands og det franske monarkis forfatninger. Domstole og justitsministerier oprettedes med et fælles grundlag. Det retssystem, der blev udviklet i de europæiske magtdannelser, var i et væld af enkeltdetaljer såvel som i dets helhed bygget op som gensidige efterligninger.

Den senere franske lære om monarkiets suverænitet, båret af en centraladministration, anvendtes overalt i de europæiske fyrstehuse og frem for alt i den danske helstat under enevælden.

Logisk er suverænitet konstitueret, så en stat kun kan få suverænitet, fordi andre stater har en sammenligneligt forfattet suverænitet. F.eks. når grænsedannelser sambestemmes som gældende ret. Suverænitet er derfor noget, man skaber og modtager i fællesskab. Det beror på retshistorisk kortsynet ukyndighed, at grundlovsfædrene i begyndelsen af 1950’erne bildte sig selv noget andet ind.

Opgør med nationalismen

Da de suveræne statsmagter var blevet skabt, strammedes den fællesretlige konstitution. Det skete gennem en omfattende efterligning af retsreformer som magtdeling, nedskreven formaliseret ret, borger- og menneskerettigheder, torturafskaffelse og mængder af specifikke retsreformer i f.eks. skatte-, arve- og ejendomsret, ægteskabsret, straffe- og forvaltningsret osv. De skabtes og reformeredes i den europæiske oplysningstid på næsten fuldstændig parallel måde.

Det er dette moderne samfund, vi lever i, og som skaber os som mennesker. Det udtrykker en kamp. Men der har været alvorlige sammenbrud i forestillingerne om selvbestemmelse, da de blev gjort til postulater om kollektiv nationalisme. Det er de nationalistiske afsporinger, vi må gøre op med, da de har vist sig at fortrænge enhver medmenneskelighed.

EU er ikke et terrorfrygtsomt forsvarsfællesskab, ej heller er det et økonomistisk teknokratisk markedsfælleskab. EU muliggør solidaritet og tolerance forenet i et retsfællesskab.

I Europa trænger vi til hinanden, og det er livsvigtigt, at vi ikke synker ned i nationalismens antimoderne sump. Skal det blive muligt, må liberalisterne give afkald på teknokratisk indsnævrede historie- og menneskesyn. Vi må ikke lade valget stå mellem liberalistisk egoisme og nationalistisk sig-selv-nok-kommunitarisme.

Det er ikke blot Europa, der er konstitueret som et århundredlangt retsfællesskab. Det er også hvert enkelt menneske og institution, der er udviklet med ret til at være sig selv, nemlig i et fælles båret retssamfund.

Vi skal samarbejde

Vi må huske på, at det er en af historiens største civilisatoriske triumfer, at europæisk retspolitik endelig er blevet så kedelig og kompromisbaseret, at man ikke længere kan identificere sig med den. Det er en triumf, som vi skal passe uhyre meget på ikke at komme til at længes efter.

Følgerne af Irak-krigens ulovlighed og strategiske stupiditet ruller nu ud over Europa og slår endda ned i det Frankrig, som mere end noget andet europæisk land advarede mod den strategiske fejltagelse i 2003. Vi ser scenariet for den europæiske splittelse, fra før netværket af europæiske samarbejdsorganisationer kom frem i efterkrigstiden.

Vi må forstå at skulle samarbejde i fællesskab med dem, der er forskellige fra os på samme måde, som vi er forskellige fra dem. Den måde tilhører retsfællesskabet og retssamfundet. Det er den type retsfællesskab, der blev sat ud af kraft med Irak- krigens massedrab og med det jugoslaviske sammenbrud. Det må ikke være op til Danmark igen at legitimere et sådant retssammenbrud. Det er ikke retssammenbruddet, men retssamfundet, vi skal kæmpe for.

Gorm Harste er lektor ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fællesskabet er under pres

Det er svært at afvise Gorm Harstes redegørelse. Forklaringen på, at det er er svært at overbevise folket og de 22 retsakters lyksaligheder, skyldes måske netop tanken om at suveræniteten opstår i fællesskabet.

Netop fællesskabet eller sammenhængskraften er under et meget stort pres i disse år. De svage skubbes længere ud mod afgrunden og danskernes ører fyldes med utroværdig og uproportional snak om trusler for at presse os til at stemme, som Folketingets flertal ønsker det.

Og som Harste selv slutter, så har bl.a. Irakkrigen vist sider af retssamfundet, som ikke er tilfredsstillende. Resultatet af de krænkelser af grundliggende menneskerettigheder har været generende for retssamfundet. Nu se vi det også i forbindelse med flygtningestrømmene, hvor den danske stat sammen med EU prøver at outsource overholdelse af menneskeretighedsrettigheder til Tyrkiet, som EU i årevis har været betænkelig over for netop i relation til menneskerettigheder.

Hvis det ikke går den danske regering, som den håber ved folkeafstemningen, så må den takke sig selv. Afstemningen er dårligt forberedt, argumenterne er utilstrækkelige og omfanget er uoverskueligt samtidig med, at man har bevidst har fravalgt retsikkerhedsmomenter og indbygget en fremtidig blancocheck til sig selv mhp. at neddrosle værdien af grundlovens par. 20 om suverænitetsafgivelse.

Man kan blive klogere om nærværende suverænitsafgivelse ved at bruge 2,5 time på Europaudvalgets høring, hvor række personer med professionel indsigt i jura prøver at vurdere afstemningsforslaget og med efterfølgende "krydsforhør" af politikere i salen.

Hvis man er oprigtigt interesseret, er det lige spændende som en thrillerfilm. Her kan man hører lidt om hvorfor der blev udvalgt 22 retsakter ud af mange hundrede og at forslagsstillerne tilsyneladende har fravalgt retssikkerhed ud fra økonomiske grunde.

Men døm selv og bliv klogere.

Se evt. høringen via http://www.ft.dk/webtv/video/20151/euu/tv.3013.aspx?as=1#player

Anne Eriksen, Anne-Marie Krogsbøll, Ejvind Larsen, Ib Jørgensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg kan ærgerligt nok ikke læse nogen mening ind i artiklen.
Er her nogen, som kan referere de mest centrale punkter i et ikke-statskundskabeligt sprog?

Lars Jorgensen, Troels Ingvartsen, Nille Torsen, Ejvind Larsen og Ib Jørgensen anbefalede denne kommentar

Du har ret Lise Lotte - Gorm væver, som man gør, når man anbefaler noget, som man ikke rigtig ved hvad er, men HÅBER nok skal blive godt.
I et oplæg fra 1997 om EU's indflydelse på vor fysiske planlægning citerede jeg den amerikanske retssociolog Joseph Weiler. Heri hed det:
"Kritikken af demokratiet i EU kan iflg. Weiler behandles med udgangspunkt i 4 spørgsmål:
Hvem udgør det europæiske folk - det europæiske demos? Er der eet eller flere?
Hvorledes er det politiske system (polity) skruet sammen? Er det unitært, føderalt, eller konføderalt - eller noget helt nyt?
Hvilken form for demokrati er der i Unionen? Direkte, indirekte, repræsentativt, korporativt - eller noget helt nyt?
Hvad bestemmer dette demokrati over? Hvor går grænserne for Unionens jurisdiktion?"
Intet af disse spørgsmål kan så vidt man kan se idag - næsten 20 år senere - besvares med blot antydning af præcision. Et ja og dermed en konsolidering af EU's nuværende uigennemskuelige karakter, vil uddybe den usikkerhed som nu hersker. Et nej kan MÅSKE være medvirkende til at fremtvinge de nødvendige afklaringer.

Kurt Nielsen, Peter Jensen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Anne Eriksen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Martin Madsen, Nille Torsen, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

EU giver kun mening som en sammenslutning til beskyttelse og fremme af de europæiske folk i al deres etniske forskellighed - og at finde løsninger på overnationale problemer. Samarbejde er bedre end konkurrence - men diktat er aldrig acceptabelt blandt suveræne stater; denne suverænitet er i øvrigt en historisk mulighed, fordi der netop ikke er splid og territoriale spændinger indbyrdes i unionen.

Lise Lotte Rahbek

Ib Jørgensen
Jeg tilstår en omfattende opgivenhed overfor formuleringer som: "Det er ikke blot Europa, der er konstitueret som et århundredlangt retsfællesskab. Det er også hvert enkelt menneske og institution, der er udviklet med ret til at være sig selv, nemlig i et fælles båret retssamfund."
.. hva'ba?
Og når der så tilstøder: "Vi må forstå at skulle samarbejde i fællesskab med dem, der er forskellige fra os på samme måde, som vi er forskellige fra dem. Den måde tilhører retsfællesskabet og retssamfundet. "

Engang havde jeg en tilsvarende uforståelighedskrise med efterfølgende 3 (!) dumpede eksamener, hvor censor ikke forstod et muk.
Det gør jeg så hellere ikke,
her.

Steffen - jeg er enig med dig langt hen ad vejen, men ikke i at "der netop ikke er splid og territoriale spændinger indbyrdes i unionen." Det mener jeg der er, ikke mindst i forholdet til de østeuropæiske medlemmer. Derfor tror jeg, at det stærke EU, som man kan ønske sig, må omfatte færre end de nuværende medlemsstater. Man kan også forestille sig et stærkt EU, som Danmark ikke bør være en del af.

Anne Eriksen, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Kære Ib, du tvinger mig ud i at give dig ret langt henad vejen. Jeg vare allerede ved indlemmelsen af den gamle østblok stærk modstander, bl.a. pga. to forhold: de stærke reaktionære holdninger, som trives så godt i østkirken, og uviljen til i lige så høj grad som med de sydeuropæiske medlemmer at yde massiv støtte til at løfte samfundene - det sidste i høj grad til bekæmpelse af det første.
Jeg kan ikke forestille mig et stærkt EU, Danmark ikke er med i (eller det kan jeg godt, men det kræver, at vi erkender den grundlæggende styrke, der er de små landes, ligesom Schweiz, som vi ligner rigtig meget), men jeg er meget stærk tilhænger af enstemmighed som den eneste accepterede mulighed for at indgå aftaler i Rådet.

"I Europa trænger vi til hinanden, og det er livsvigtigt, at vi ikke synker ned i nationalismens antimoderne sump".

Advarslen kommer tyve år for sent.

Hvad umuliggør samarbejde på tværs af suveræne nationer i EU ? Hvor meget handler EU om at trække på samme hammel, og hvor meget handler EU om bureaukrati og fåtalsstyre ? Nationalistforskrækkelsen har efterhånden nået hysteriske højder. Spørgsmålet er, om Europa overhovedet KAN udvikles uden suveræne stater og nationale grænser. Hvordan synes den evige jasiger selv det går ?

Skal vi bevæge os hen mod et folk, et rige, en leder, eller skal vi gå i retning af diversitet og demokrati ? Det gjorde vi engang, og da gik det fremad. Nu er Europa i et langvarigt standstill, hvor alle venter på, hvad Tyskland (og meget lidt Frankrig) beslutter.

Nej på torsdag tak.

Peter Jensen, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Flemming Berger, Nille Torsen, Helene Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Danske politikere har - i modsætning til schweizerne - tilsyneladende lidt af en evig dårlig samvittighed over at have overtaget et samfund, "hvor få har for meget og færre for lidt"; men det er nu engang et dansk ideal, der kan spores tilbage, og som bestod, indtil Nyrup og Fogh saboterede det i blind forelskelse i en konkurrence, der reelt aldrig har medført fremskridt i verden. Pionérånd - og derfor avantgarde - har bragt os langt, men er altid faldet tilbage, når andre har blandet sig.

Janus Agerbo, Anne Eriksen, Flemming Berger, Anne-Marie Krogsbøll og Helene Kristensen anbefalede denne kommentar

Kære Steffen
Enstemmighed i Rådet, den eneste lille snor vi har i foretagendet, er ikke en given ting i fremtiden. Først i det øjeblik vi får valg til overnationale europæiske partier til et parlament eller en kongres vil der kunne tales om demokrati i EU. Så vil alle vælgere i EU udgøre det europæiske demos og vi kan stemme på tværs af landegrænser. De nuværende magtforhold mellem Kommission, Råd og Parlament er til stadig forhandling, såvel formelt som uformelt. Den egentlige debat om EU har vi slet ikke haft endnu. Jo flere bindinger vi etablerer nu, på usikker grund, jo sværere vil det blive at rette op på eventuelle fejludviklinger senere.

Janus Agerbo, Flemming Berger og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Helene Kristensen

Hvis vi ser hvordan Europa har udviklet sig de sidste 20 år, er det en evig fremmarch mod - mere til dem der allerede har, mindre - meget mindre til dem der intet har - og allermest til de embedsmænd der styrer hele tag-selv-bordet uden på noget tidspunkt at være valgt af noget folk.

Peter Jensen, Janus Agerbo, Anne Eriksen, Flemming Berger, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Troels Ingvartsen, Nille Torsen, Ib Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jamen, vi er enige, Ib. Vi skal ikke ACCEPTERE, at indenrigspolitiske spørgsmål dikteres udefra - hvorimod et spørgsmål som beskatning af transmationale virksomheder i den grad må høre hjemme i EU.

Anne-Marie Krogsbøll

4 gode links til at blive klogere af:

Søren Søndergaard i løgnedetektor:
http://www.altinget.dk/artikel/tv-soeren-soendergaard-i-eu-loegnedetekto...

Jens Joel i løgnedetektor:
http://www.altinget.dk/artikel/tv-jens-joel-i-loegnedetektor

Samråd om den europæiske arrestordre:
http://www.ft.dk/webTV/Tidligere.aspx?selectedMeetingType=udvalg#pv

Samråd om den europæiske efterforskningskendelse:
http://www.ft.dk/webtv/video/20151/euu/td.1277868.aspx?as=1#player

Lars Jorgensen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Børge Rahbech Jensen

"Men vi skulle alligevel forsøge at sætte os ind i de kompleksiteter. "

Desværre er debatten om den fritvalgsordning, der skal stemmes om på torsdag, baseret på, vi almindelige vælgere ikke gør det.

"Det er den type retsfællesskab, der blev sat ud af kraft med Irak- krigens massedrab og med det jugoslaviske sammenbrud. "

Sludder - lige som langt det meste andet i dette debatoplæg. Det er tydeligvis nemt at blive lektor endda på et institut for Statskundskab. Det er ikke den jævne befolknings skyld, at professorer og lektorer generelt gør emner mere komplekse, end de er, og ikke forstår det, de udtaler sig om.

Jugoslaviens sammenbrud var en del af Østeuropas sammenbrud som følge af, et fælles retsfællesskab forsvandt. Den seneste invasion af Irak i 2003 var en logisk konsekvens af den første invasion i 1990 og efterfølgende resolutioner i FN samt det forhold, at FN kun har den magt, dets medlemslande tilbyder. Brugen af ordet "massedrab" i den forbindelse antyder et personligt engagement, som aldrig er forklaret, og ikke bidrager konstruktivt til debatten. For mig medfører det sprogbrug et stærkt ønske om, at lektorer og professorer, der bruger det, bortvises som uegnede til at undervise.

Helene Kristensen mfl,
Som hos mange andre, forekommer din EU-skepsis at bygge på en ekstremt optimistisk - nærmest naiv, forestilling om udviklingen såfremt Danmark ikke havde været medlem af EU, eller hvis EU ikke havde eksisteret.

Det er svært at vurdere den slags hypoteser men jeg tør alligevel godt påstå - næsten garantere - at udviklingen i Danmark ville have presset vores demokratiske principper, velfærdstatens integritet og vores basale menneskelighed på en langt række centrale områder, langt værre end det vi oplever idag - som medlem af EU.

Det neo-liberale monster har bekymrende godt fat i de europæiske eliter. Og ja mange af de mest primitive og problematiske menneskelige karaktertræk trives fint i europæisk kultur.
Men det gør de bestemt også i Danmark. Hvordan folk kan tro at lille impotente Danmark med vores konsekvent inkompetente politikere - købt og betalt af industri- og erhvervsinteresser i andedammen, som de fleste uden tvivl er - skulle have stået imod denne bølge ?

@Gorm

"lille impotente Danmark med vores konsekvent inkompetente politikere"

Danmark og vore politikere blev kastreret proportionalt med, at de selv eksporterede mere og mere magt. Danmarks kendetegn, da vi stadig havde et fungerende velfærdssystem var jo netop at vi tog hånd om de svage, de syge og de gamle. Det har vi ikke længere råd til, fordi bureaukratiet forlængst har taget overhånd i form af regeltyrrani og kontrol og mere kontrol. Hvad har eurokrisen ikke kostet danske låntagere i forbindelse med den hellige finanspagt ? Hvad skete der med de 40 milliarder, som Margrethe Vestager stillede som garanti for den mønt, vi sagde nej og nej til ?

"Det neo-liberale monster har bekymrende godt fat i de europæiske eliter."

Helt enig, og monsteret er i dag EU, og naivisterne på tinge følger dem blindt, falder fladt ned og siger ja ja, hver gang monsteret kræver endnu en bid af den sidste rest potens. Uden den kan politikerne ikke udfolde sig politisk, men må nøjes med at jagte alle de feel good, no good jobs, som bureaukratiet i EU har tryllet frem i Europa. Initiativretten ligger ene og alene hos kommissionen, og for bordenden her sidder en svindler af format. Han har kostet milliarder af euro for mange medlemslande, men af en eller anden grund har han fuld immunitet ???

Slagt grisen. Vinteren står for døren.

Kurt Nielsen, Janus Agerbo, Anne Eriksen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar

Jeg er forbløffet

- hvis Informationslæsere ikke kan forstå Gorm Harstes krystalklare, indsigtsfulde og nuancerede indlæg. Så galt troede jeg trods alt ikke, at det stod til.

Man kan være uenig med ham, det er jo enhvers ret. Men at man slet ikke kan forstå ham, det er et tegn på, hvor lavt det intellektuelle niveau nu er.

Lise Lotte Rahbek

Mihail Larsen
Nu er det vist kun mig der har udtrykt min uforståenhed og
ja, jeg vil hjertens gerne stå ved den.

Hvis du nu er så skarp og intelligent, som du selv giver udtryk for,
så kunne du jo lige udlægge teksten til de mindrebemidlede i et snuptag, ikkesandt,
og lade verbalspankningen af de mindre ånder ligge til bagefter.

Kurt Nielsen, Peter Jensen, Ib Jørgensen, Michael Kongstad Nielsen, Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Flemming Berger og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Esaias Tegner, Lunds universitet 1820:
"Det dunkelt sagda, är det dunkelt tänkta."

Ib Jørgensen, randi christiansen, Lise Lotte Rahbek, Lars Jorgensen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar

Jeg forstår intet. Hvad er Harstes pointer i relation til afstemningen om Danmarks retsforbehold - hvad argumenterer han for?

Harste argumenterer for hvad? Fællesskab? Siger han så, at Danmark alligevel aldrig har haft suverænitet i retsforhold, så vi gør bedre i en mere markant juridisk afgivelse af suverænitet?

Til et EU der mildt sagt ikke interesserer sig for solidaritet, fælleskab og demokrati. Hvilket EUs behandling af Grækenland ganske har understreget. Til et EU der i disse dage betaler Tyrkiets Erdogan for at 'håndtere' flygtningestrømmen mod Europa. Samtidig med at vi ved, at Erdogan bruger vold mod flygtninge (lyt blot til Orientering for et par dage siden) og tillader, at højreekstremister slår menneskerettighedsforkæmpende journalister ihjel. En Erdogan der også i disse dage provokerer til mere krig i Syrien osv. osv.

"Vi må forstå at skulle samarbejde i fællesskab med dem, der er forskellige fra os på samme måde, som vi er forskellige fra dem. Den måde tilhører retsfællesskabet og retssamfundet." Skriver Harste.

Det er jo da en fantastisk argumentation, når man ser på Frankrigs men også Tyrkiets politiske udvikling i disse uger. Og jo, Tyrkiets udvikling er interessant for EUs andre medlemmer, især fordi landet angiveligt også er blevet lovet nye samtaler om EU-medlemskab som del af aftalen om 'flygtningehåndteringen'. Men uanset om det er Tyrkiets eller blot Bulgariens love og politi, som Danmark med et JA fremover risikerer at skulle samarbejde med i at lave ransagninger i private danske hjem (på basis af deres nationale lovgivning - som kan føre til ransagninger for ting, der er lovlige ifølge dansk lov), så har jeg vanskeligt ved at se det som et spørgsmål om en fornuftig udvikling i fællesskab. Endsige en fornuftig udvikling i dansk lovgivning.

Men artiklen bekræfter nu kun en tendens, der er ret total på ja-siden i disse dage - nemlig at NU har man altså besluttet sig for, at et ja er det eneste rigtige - og så går man ellers i gang med at søge at legitimere ja'et som det eneste rigtige. Uden at døje med at finde nogle virkelig gode argumenter. Det minder altså om en Nietzscheansk flokmentalitet, som er så meget desto mere komisk, som at nej-siden bliver kigget ned på som mindre intellektuelt bemidlede.

Ja-hattenes blinde til flok-tillid til, at the establishment gør det rigtige, er givetvis baggrunden for, at visse læsere kan finde teksten klar og velargumenteret, mens os skeptikere og nej-sigere stirrer forgæves efter noget, der blot minder om et godt argument for ja.

For at give en anelse modvægt er det værd at minde om, at Niels Hausgaard siger nej. Ligesom det er værd at erindre om, at the establishment i sin tid også stensikkert og ganske arrogant lovede at verden ville gå under og de fleste danskere dø på stedet, hvis det blev et nej til euroen. Nu har økonomerne lige for nylig opregnet, at Danmark har har tjent 330 milliarder kroner ved vores nej.

Så ikke alene kan det ske, at the establishment tager fejl. Det har rent faktisk vist sig, at nej-siden kan være de klogeste. Ikke mindst af den grund ville det have været skønt - det er tydeligvis for sent for denne gang - hvis ja-siden tog nej-siden alvorligt og kom med nogle fornuftige argumenter. Denne artikel er i den henseende spild af tid.

Kurt Lindy Hansen

Tak til Gorm Harste. Især for bemærkningen:"og det er livsvigtigt, at vi ikke synker ned i nationalismens antimoderne sump". Den sump er vi på vej ned i. Det gør mig ked af det.

Danmark har om nogen ingen grund til at skamme sig over en national stolthed - vi var længere end de fleste med at skabe lighed og fællesskab, men som gav vi mere magt til EU, og siden har vi måttet forringe og forringe. Vi skulle øjensynligt tjene umådelige summer på medlemskabet - men de er sandelig ikke kommet samfundet til gode.

randi christiansen

Det, som jo er afgørende i denne afstemning, er, at det ved et ja fremover vil være det til enhver tid siddende folketingsflertal som ifht evt suverænitetsafgivelse har beslutningskompetence. Dette i modsætning til nuværende (forsøg på) demokratisk forankring som ved suverænitetsafgivelse iflg grundloven kræver 5/6 flertal eller folkeafstemning. Jeg savner argumentation for, at denne ændring er nødvendig for et europæisk samarbejde.

Michael Kongstad Nielsen

randi christiansen,
Et JA betyder en fuldstændig afskaffelse af retsforbeholdet. Det bør vælgerne have i baghovedet, når de stemmer i overmorgen

Har lige set debatten på DR1. En ting ærgrede mig grusomt: Der var ingen af nej-partierne der så meget som antydede problemet, at vi stort set ikke kan vide, hvad EU er, hvad det er for en konstruktion vi afgiver suverænitet til. Håber at dette kan nå at komme ind de sidste to dage.
3 simple spørgsmål:
1) Ved du, hvem der bestemmer hvad i EU ?
2) Ved du hvordan beslutningsprocesserne forløber ?
3) Er du sikker på, at det vil blive ved med at være sådan ?
Kan du svare JA til alle 3 spørgsmål kan du vel trygt afgive din suverænitet, subsidiært lade de kommende folketing afgøre, hvad de finder bedst. Men husk, at på de områder, hvor du afgiver din suverænitet, ophører du med at være et politisk menneske.

Jørgen Malmgren

Michael Kongstad Nielsen
Hovedet på sømmet, men det drukner i propagandaen.

Tak for de mange kommentarer. Når man som forsker skal skrive en kronik eller kommentar er det altid en afvejning at finde en balance mellem en argumentation, der tilfredsstiller faglige krav (fx hvad er et "retssystem", hvad er "suverænitet", hvordan har EU udviklet sig osv.) og så samtidig forsøge at finde frem til formuleringer, som kan forstås af naboen, Informations læsere, ens mor osv. 1) et diskussionstema drejer sig om "suverænitet". For de der ikke ved det, er jeg - om jeg skal være fagligt hæderlig - nød til at sige, at "suverænitet" ikke er en dansk opfindelse. Den er fransk og betød først "domstoles suverænitet", i 1576 blev til "monarkens suverænitet", hvilket efter 1762 blev vendt om med forestillingen om "folkets suverænitet" (en forestilling som også blev anvendt kort om bystyrer i 1460-1480 - i Frankrig). I Danmark-Norge importerede vi forestillingen fra 1576 (beskrevet af en jurist der hed Jean Bodin) og gjorde den mere grundlæggende for den danske enevældige forfatning, end den nogensinde blev gjort i Frankrig (som havde langt mere magtdeling, stænderforsamlinger osv). - Ja jeg ved godt, at mange bliver chokeret over at høre, at langt størstedelen af den form for retstradition vi har i Danmark, inklusive Norge og Sverige, er direkte sammenlignelig med den vi ser i andre europæiske stater og har været det i århundreder. Det er ikke det de nationale fortællinger har lært os i skolerne. De ændringer der kan ligge i retsforbeholdene eller deres ændringer udgør i forhold hertil kun en lille ændring af facemalingen på rettens hus - om jeg må bruge det udtryk. 2) Ingen lande har nogensinde kunnet skabe suverænitet helt alene - ikke engang USA som i Uafhængighedskrigen 1776-83 modtog en gigantisk hjælp fra Frankrig; mens Rusland, som et andet eksempel, tabte Første Verdenskrig til Tyskland. 3) Ja, EU og forinden EF er uhyre domineret af meget stærke kapitalistiske kræfter, som er meget svære at dæmpe eller bare binde en smule. Den kapitalisme og dens enormt stigende uligheder vælter rundt i verden i dag. Der lå og ligger stadig en række såkaldt føderale strømninger i EU, specielt i EU-domstolens fremgangsmåde, som kunne udvikle sig til at regulere den uregulerede kapitalisme. 4) Den økonomiske krise siden 2006-7 skyldes dels manglen på regulering, men også at Irak- og Afghanistankrigene kostede så uhyre summer - blot for USA omkring 60.000 milliarder kroner - at bl.a. kreditmarkedet næsten gik i stykker. Og det rammer de svageste led som Grækenland, der har svært ved at organisere en brugbar skatteadministration - landet har simpelthen ikke en forvaltningstradition, der sikrer den. MEN: faktisk er det jo ikke fællesmarkedet eller kreditmarkedet vi skal stemme om, men retsfællesskabet.5) Til Ib JØrgensen, der kritiserer min fremstillingsform for at være for akademisk, men selv henviser til topjuristen of føderalisten Joseph Weiler. Han er en fremragende forsker i EU-rettens udvikling, men han har jo også netop set problemet, som kom efter Maastricht-afstemningen, nemlig at den retspolitiske regulering af europæisk samarbejde blev klemt eftertrykkeligt af liberalistiske kræfter (jeg kan forstå, at der er nogle af kommentatorerne, der gerne vil have "kapitalisten" Asger Aamund til at forklare, hvorfor man skulle stemme nej). 6) Ja den danske politiske elite har altid sovet i forsøgene på at gøre sig de stærke intellektuelle anstrengelser, der skal til for at forstå EU. MEN vi må huske - og det ved de i langt de fleste andre lande - at selv de drøjeste anstrengelser med at forstå ord og begreber er for intet at regne, sammenlignet med det sammenbrud og de krige vi har haft i Europa UAFBRUDT helt op til 1945, eller rettere til Kul- og Stålunionen begyndte at sætte en anden dagsorden i slutningen af 1940erne. 6) Da jeg gik i gymnasiet læste vi Romtraktatens ca 180 sider for at forstå EF-afstemningen i oktober 1972. Da man med Det europæiske Konvent forsøgte at skrive en forfatningstraktat i begyndelsen af 00'erne stemte franskmændene nej til udkastet, unægtelig fordi de stemte imod Jacques Chiracs konservative politik men også imod neo-liberalismen i EU. Dermed blev neo-liberalismen paradoksalt nok forstærket og forblev temmelig ureguleret. Forfatningstraktaten var egentlig stort set blot en forsimplet sammenskrivning af den ekstremt forøgede kompleksitet som alle retsakterne i EF efterhånden udgjorde. MEN man kunne have fået en forsimpling a la Romtraktaten til god brug for den fælles demokratiske debat. I stedet blevet kompleksiteten og uoverskueligheden fastholdt. Hvis man vil se beklagelser af det, kan man jo prøve at læse nogle af den tyske filosof og sociolog Jürgen Habermas' mange artikler om det (kræver lidt anstrengelse). Også Habermas kritiserede allerede dengang, at man blandede forfatning og traktat sammen i ét dokument, fremfor at skrive en kort forfatning (fx lige som FN-Charteret) og så en mere udskiftelig traktat. 7) Det jeg frygter med et nej i den nuværende situation med flygtninge og et regulært sammenbrud i Mellemøsten, Putin i øst, og et temmelig krigs- og handlingslammet USA, er, at de 800 år gamle splittelsestendenser i Europa tager over. Den risiko har Martin Lidegaard meget godt fat på i dagens Information. 8) Tak for opmærksomheden og undskyld, at pædagogikken ikke er bedre, jeg gør mit bedste - men vil jo da heller ikke lyve.

GH's - nu to - indlæg og dele af de efterfølgende kommentarer får mig til at tænke på en ældgammel vittighed fra dengang der var rigtige soldater til:

Sergeanten: '66, ved De hvad en anelse er?'
66: ' Javel hr sergeant. Ifælge Platon er en anelse en mod fremtiden rettet forventning om, at en bestemt hændelse vil indtræffe under forudsætning af, at visse betingelser opfyldes som forventet.'
Sergeanten: 'Udmærket 66. Vil De være venlig at trække maven en anelse ind?'

Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne kommentar