Jeg kan ikke tåle at se, læse og lytte til mediedækningen af ressourceforløbene. Så meget skæld ud og grim retorik omkring min faggruppe, socialrådgiverne, skal man lede længe efter. Hvor er nuancerne?
Skal man tro mediernes vinkling, er der meget langt imellem de gode historier om mennesker, der bevilges ressourceforløb. Men det er ikke sandheden. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at så mange dygtige journalister i Danmark er så ensidigt tænkende, at det er komplet umuligt for dem at belyse en given sag fra mere end én vinkel.
Jeg har brugt min arbejdsuge på at tale med meget vrede borgere i stedet for at bruge tiden på det, jeg primært er ansat til: At hjælpe de her mennesker til at få en helhedsorienteret afklaring af deres livssituation, hvilket vil sige at koordinere alle indsatser og kontakter, både til egen læge, psykiatrien, sygehuse, speciallæger, familieafdelingen, advokater, osv., for at sikre, at vi alle arbejder i samme retning.
Jeg har samtidig talt med en masse bekymrede mennesker. Mennesker, der er glade for deres ressourceforløb, og som nu er meget bekymrede for, at de bliver afskaffet – for hvad så? Jeg har hørt dem fortælle, at de for første gang i meget lang tid har fået en ramme, som faktisk støtter dem i deres livssituation. Jeg har beroliget dem med, at der ikke sker noget med ressourceforløbene, men jeg ved det jo reelt ikke.
Samler trådene
Vi er et tværfagligt sammensat team i Esbjerg, der arbejder med ressourceforløb. Vi arbejder med syge mennesker. Ofte meget syge. Både fysisk, psykisk og kognitivt. Vi har aktivt forholdt os til den lovramme, vi har, og arbejder hver dag benhårdt på, at skabe meningsfulde og udviklende ressourceforløb.
Og ja, nogle gange er det svært at se det meningsfulde i indstillingerne, som vi modtager efter, at en borgers sag har været behandlet ved et rehabiliteringsmøde. Nogle gange kan det være svært at få øje på, at der reelt er ressourcer at udvikle. Og i de tilfælde læner vi os ikke bare tilbage og siger pyt.
Vores opgave er at samle alle tråde, samarbejde på tværs af alle sektorer og beskrive og vurdere på det samlede billede af en person, så vi ikke fastholder mennesker i et forløb, de ikke kan drage fordel af. Men det er vigtigt at forstå, at det tager tid. Den form for sagsarbejde kan ikke ske på 14 dage. Slet ikke når vi skal fokusere tværfagligt og tværsektorielt, da der er en del logistik i hele det setup.
Vi indsamler data, beskriver og vurderer individuelt i hver sag. Vi bruger vores socialfaglige uddannelse til at navigere i de lovgivningsmæssige muligheder, vi har, for at sikre en fremtidig forsørgelse til alle i ressourceforløb. Vi fejrer både når Peter får pension, og når Mette får fleksjob. Begge dele er en succes for os. Det er nemlig ikke det vigtigste i verden, at der ikke bevilges pension. Det vigtigste er, at vi får hjulpet et menneske til at få det bedre, uanset om ’bedre’ er fleksjob, pension, uddannelse eller arbejde.
Og det virker! I Esbjerg i hvert fald.
Vi åbner døren
Men det er samtidig for tidligt at sige noget om, hvorvidt det generelt og overordnet set virker. Mit argument er netop, at det er for tidligt at konkludere på noget, der kun har haft små tre år på bagen. Det vil sige: reelt kun to år, hvor vi har haft mulighed for at genbehandle sagerne. Det er ikke tid nok til at konkludere noget som helst.
Vi åbner døren for SFI-undersøgelser, og vi deltager i alle fora hvor ressourceforløb drøftes – alt sammen fordi vi ved, at vi kan blive bedre. Alle kan altid blive bedre. Det ved vi godt, og derfor arbejder vi drønhårdt på at være på forkant med ændringer og optimeringer netop for at sikre borgerne den bedste service.
Så giv os nu arbejdsro. Giv os tid til at få implementeret alle de finesser, som lovgivningen lægger op til. Det er meget syge mennesker, vi arbejder med, nogle mere motiverede til forandring end andre, så giv os nu for søren den respekt og tid til at vise, at tankerne bag ressourceforløbene kan implementeres i virkeligheden, og at det er muligt at arbejde positivt med lovgivningen på området.
Maja Lüthje er socialrådgiver
Jeg har intet problem med at I får arbejdsro til at passe jeres arbejde.
Jeg kan godt forstå at du føler at der er massiv fokus på de fejl, som udsatte borgere har været udsat for i tomme eller direkte skadelige ressourceforløb. Men det gør ikke at debatten er nuanceret, og det retfærdiggør ikke dit behov for arbejdsro skal gå forud for behovet af en debat af den fejlslagne indsats, hvor denne skal italesættes.
Tværtimod vil dit opråb om arbejdsro kun få den virkning, at de kommuner som ikke har implementeret de gode intentioner med loven fortsætter med at benytte ordningen forkert. Det koster helbred - det kan koste menneskeliv.
Jeg hører dine frustrationer, jeg forstår dit ønske om nuancering. Jeg mener nuancerne er der, jeg mener debatten er relevant og NØDVENDIG. Jeg kan ikke retfærdiggøre en tavshed, der fratager mine medmennesker retten til et værdigt liv. Det vil kun give den lovgivende forsamling det indtryk, at de godt må sjuske med tilsynet af lovens implementering på bekostning retssikkerheden for mennesker med handicap, kroniske lidelser og andre massive social/sundheds/beskæftigelses udfordringer.
Jeg hører dig, jeg forstår dig, men du får ikke ret - jeg vil ikke være tavs for at du får arbejdsro. Beklager.
Meningsforvirringen tager til: der skulle stå
.......... Men det gør ikke at debatten er Unuanceret.....
Beklager manglende U
@Maja - tak for dit fine input. Det er vigtigt at du og andre praktikere tager del i debatten som sandt nok er meget ensidig - også i "min" avis Information. Der er pt. alt for stor fokus på rædselsberetningerne - de gange hvor det går skævt for borgere og alt føles som overgreb. Men der er desværre altid mest fokus på negative historier. Kunne det mon tænkes om Ulrik Dahlin og Co kunne skrive bare en enkelt positiv historie om en borger i ressourceforløb?
@Hans Aagaard.
Den negative omtaler fortsætter jo kun fordi der ingen indgreb sker overfor de fejl der foretages - jeg skal nok skåne alle for at fremhæve eksemplerne, der også er sket på et fuldt orienteret grundlag og har haft de dermed forventede negative konsekvenser for borgerne.
Hvad med at dem der sad med borgerne og havde de gode løsninger, satte sig for at påvirke dem der har tilsynspligten, har ansvaret for kommunerne, har ansvaret for en forståelige udmøntning af loven og der hvor den lovgivende forsamling burde rette op på eventuelle utilsigtede fejl i loven.
Det er jo altid nemt at ignorere dem der betaler regningen, det svære - er at træffe et valg om at gøre en aktiv forskel, der går udover sine faggrænser. Fordi det er det eneste anstændige at gøre.
Det kaldes for medansvar.
Ja - ressourceforløbene har indtil videre dræbt flere mennesker, end de har fået i arbejde
http://www.avisen.dk/31-har-faaet-job-efter-ressourceforloeb-35-er-doede...
Hvis det var sådan at disse ressourceforløb, kørte som loven forskriver, ville du slet ikke have nød at skrive denne artikel og bede om arbejdsro.
Hvad er det egentligt du beder om arbejdsro til ?
vil du at vi borgere, som bliver misbrugt, mishandlet, får forværret vores heldbred, skal tie stille, så du kan få arbejdsro til at forsætte denne helt vanvittige jagt på syge borgere?
vil du vi skal tie stille, så du kan få ro til at få endnu flere borgere parkeret på en lav ydelse o i forløb som ofte er helt uden indhold ?
vil du at vi skal tie stille, så du kan få arbejdsro, til at lukke medierne ude, så ingen kan se hvad det er der sker med den fortolkning, i socialrådgivere lavere af loven ?
nej hverken jeg eller andre syge borgere vil tie stille, så du kan få arbejdsro, til at fortsætte 3 år mere, med at gøre syge borgere mere syge....
vi vil fortsætte, med at gøre opmærksom på de fatale fejl i som sagsbehandlere/socialrådgivere laver, for at vinde penge i kassen.
Ja, alvorligt og kronisk syge mennesker er lykkelige for at i årevis at blive tvunget ned i endnu en syltekrukke i system af kafkaske dimensioner, hvor der ingen ende er på bedrevidnede skrankepaver og nedværdigende behandling.
Specielt dem der har knoklet på arbejdsmarkedet i en menneskealder syntes det er fedt med fx en mentor "der skal hjælpe dem med at genfinde motivationen for at komme ind på arbejdsmarkedet". Eller fornøjelsen af en coach på 22 år der glædeligt fortæller dem at bare de tager ja-hatten på bliver alt meget bedre.
Alle finder det desuden spændende at være parkeret på kontanthjælp. Ikke mindst dem på "uddannelseshjælp" og "integrationsydelse" til 6000 kr. pr. måned før skat. De har desuden den bonus, at de kan se frem til hjælpen i årtier.
Slet ingen finder det absurd, at samfundet årligt bruger 50 mia. på at øge arbejdsudbudet.
Så nej, nej. Magthavernes seneste påfund til at genere de syge og/eller de socialt udsatte skal da slet ikke afskrives!
Var det 35 mennesker der var døde under forløbet - indtil videre?
Hurra for neoliberalismen!
Hvis du/ i nu om prioriterede jeres tid ville i få masse af arbejdsro. Det der sker nu, og som hele debatten egentlig handler om er, at der FORINDEN disse ressourceforløb har været et laaangt sagsforløbet, for mange taler vi årevis, for netop at samle trådene. Det være sig virksomhedspraktikker, speciallægeerklæringer, kurser, fysioterapi, alm praktiserende læge etc etc og alligevel bliver der " dømt" ressourceforlløb i årevis. Når du påpeger at det ikke gøres på 14 dage - så nej, selvfølgelig ikke, men det bør heller ikke tage årevis ? Hvis al jeres energi på ovenstående blev taget til efterretning i rehabiliteringsteamet så var sagen afsluttet og dermed dit forbrug af tid på selvsamme sag. Det var den ene løsning, en anden kunne være at i hurtig efter en sygemelding indhenter lægepapirer og omgående herefter indstiller til møde hos rehabiliteringsteamet, de kan så om nødvendigt foreslå ressourceforløb der målrettes efter de ting der skal afprøves. Wupti er der igen sparet tid som vil give dig arbejdsro. Så længe sygdom,ressourceforløb og afklaring bliver redskab for kassetænkning vil arbejdsro være en by i Rusland. Ovenstående er hele humlen i debatten omkring ressourceforløb. Det handler ikke om tålmodighed fra borgernes side ( for den er stor kan jeg hilse og sige ) Det handler om kommunernes måde at forvalte lovgivningen på.
Tak Martin O. Jeg vil heller ikke se stumt til mishandlingen. Ved du hvordan det er at vågne om morgenen til en krop som intet vil og intet kan i forhold til plejer. Ved du hvordan det er at vågne med følelsen af at være uønsket i dette samfund. At have et intetsigende forløb i jobafklaring. Hvordan det er at aflevere sin tab af erhvervsevne forsikring retur til staten. Hvor nedværdigende det er at være på kontanthjælp når man altid har arbejdet. At være tvunget til at lukke vildt fremmede mennesker ind i dit liv. Hbor bange man kan være når man har ondt i hele sin krop uden at vide hvorfor. Og du får ingen hjælp af din læge. Ved du hvor angst provokerende det er at have fået tildelt et forløb du ikke aner hbornår ender. Du har ikke længere indflydelse. Venner og familie forsvinder som om du var en paria. Jeg selv er blevet mere syg af det pres jeg har været igennem. Flere ting dukker op. Vågner med angst midt om natten. Selvmords tanker lander også engang imellem. Fordi alt har forandret sig på ikke engang et år. Min krop kan under 50% af hvad den kunne før og angsten for fremtiden suger også resourcer.
En vigtig ting er at huske der er forskel på sagerne hvis man ingen indtægt har haft eller har brug for hjælp til en uddannelse er det sikkert fint. Men hvis du er syg vil jeg aldrig anbefale jobafklaring eller resourceforløb men snarere hjælp til din sygdom og blive så rask du kan og så kan vi snakke jobafklaring og resourceforløb. Så ingen arbejdsro fra mig.
Hej Maja
JOW, det er godt at få nuancerne med, men helt ærligt, det er SÅ let, altid bare at sige det er mediernes skyld det hele.
Jeg er en af de mange, der jævnligt har set mennesker blive dybt traumatiseret af selve det forløb de var igennem på soc.kontoret, og det er en ringe trøst at de også blev det, før ress.forløbene blev opfundet.
Men hvornår griber I selv i egen barm? Tager I snakken om at I meget ofte er vildt dårlige til at kommunikere med folk?
Jeg ved godt at mange af disse mennesker på forhånd er negative, skeptiske og måske i direkte opposition, for de har jo meget ofte en svær bagage. Men husker I, at det er jer, der som den stærkeste person i den relation, har det afgørende og ubetingede ansvar for at få kommunikationen til at lykkes. Hvis den kikser, så er det JER der har muligheden for at lære at gøre det bedre og dermed en mulighed for at forebygge at borgerens forløb bliver traumatiserende. Jeg synes simpelthen ikke jeres indsigt i kommunikation med mennesker, med fysiske eller psykiske traumer er god nok.
Der er jo noget helt, helt galt, når mennesker rent faktisk kommer traumatiserede ud af et forløb med systemet og hvis ikke I tør, vil og kan indse, at I er dele i en kæmpedamptromle, så kan I heller ikke lære, hvordan I forvandler jer til en stærk, men ikke-ødelæggende "maskine"
Og så til ress.forløbene:
HVIS nu I havde respekt for jeres eget fag, så ville I nægte at medvirke til at presse meget syge mennesker ud i sindsyge forløb. I ville nægte at presse borgere til ting I godt VED er meningsløse, håbløse og ødelæggende.
HVIS nu I nægtede, at være aktivt med til at ødelægge borgeren, der hvor I så udmærket ved, at det alligevel ikke nyttede, og ikke giver mening, så kunne det være, at vi danskere OG medierne, kunne begynde at få øje på at der er en masse godt i ideen, der hvor der vitterligt er tvivl og der hvor der vitterligt er ress. der måske kan styrkes, findes eller udvikles.
MEN sålænge I selv deltager som bødler, overfor de mennesker, der skulle have lov at få en pension, så deres få kræfter kunne bruges på at have lov at skabe et dog nogenlunde tåleligt liv, så må I leve med at I anses for bødler.
I har muligheden for, som faggruppe og rejse jer op og sige
JO; der er en masse gode muligheder i ideen om ress. forløb, men KUN hvis de køres efter den hensigt der (forhåbentlig) var med loven, nemlig at give pension til dem der ikke kan komme op igen og bidrage til udvikling af ressourcer ved dem der KAN komme mere eller mindre op igen. MEN I skal nægte at bidrage til at pine og plage mennesker, der reelt ikke kan, uanset om det er af fysiske eller psykiske grunde.
I undskylder jer med, at det er loven og ikke jer der sætter rammerne og det er jo rigtigt.
MEN hvis nu I tit og ofte, og i mange sammenhænge, stod frem og sagde fra, nægtede at være samfundes bødler, så måske både loven, rammerne og jeres egen faglige virkelighed blev bedre.
Og lige nu, kan I måske ikke lige se mulighederne for at gøre en masse, men så kunne I være oprigtige overfor borgeren og fx vedstå at I godt ved, at selve det at overleve på den ydmygende økonomiske sats, man får nu om dage, er meget svært. Og I kunne turde være ærlige og vedstå at I egentlig ikke selv tror på, at der kan udvikles arbejdsevne ved den meget syge borger, som I jager i arbejdsprøvning, selvom det er oplagt at han/hun ingenting kan.
HVIS I turde være ærlige og oprigtige, så var der også større chance for at den enkelte borger, kunne undgå at se jer som kolde bødler.
Så sig dog fra, nægt at være samfundets bødler overfor de svageste. Sig NEJ til den del.
Og så kan sige meget stort JA til ress.forløb overfor de borgere hvor der ER muligheder, eller hvor der MÅSKE er muligheder
Og mere end noget andet, I skal NÆGTE at være brikkerne, i det spil der kun handler om kassetænkning.
Når kassetænkning er blevet jeres styresystem, så kan I på ingen måde forvente at vi andre skal have nogen som helst form for respekt for jeres fag, for det har jo I jo ikke selv så.
HVIS I selv har respekt for jeres fag, så skal I kræve at kunne arbejde efter jeres fag, og ikke udfra kassetænkning
SÅ tag nu selv ansvaret for hvilken rolle I har og hvilken rolle I får.
LIGE nu, er I slet og ret kommunalt ansatte bødler
Og så længe alle vi almindelige borgere, meget let kan finde historier, med direkte lovbrud og løgne overfor borgeren, løgne og lovbrud som enhver kan se handler om kassetænkning, så er det nu engang logik, at man må anse alle soc.rådgiver, sagsbehanlder og andre, som samfundets "grimme lakajer"
Hvorfor vælger I selv at godtage at I skal snyde borgeren mest muligt?
HVORFOR vælger I at være aktivt med til at pine og plage syge borgere?
HVORFOR påtager I jer ikke noget med-ansvar? Og HVORFOR går I ikke meget mere i medierne og råber og skriger om at I ikke vil være samfundets bødler, men kræver at kunne bruge jeres fag fornnuftigt
HVORFOR ?
@ Annette Nielsen
Det var så lidt. Bedste tanker til dig herfra :-)
Jeg kan af gode grunde ikke vurdere sandhedsværdien i din måde at beskrive din hverdag på. Det kan tænkes det er sådan- det håber jeg. Det kan tænkes det er forestillingen om ens arbejde, og de gode intentioner, og værdigrundlagene der danner grundaget for din fremstilling. Det kan være en blanding. Jeg ved det ikke.
Jeg er dog sikker på de fleste mennesker ikke gør noget af ond mening. Desværre, og jeg mener virkeligt desværre, er det ikke min oplevelse i forhold til et møde med systemet, her jobcentre.
Jeg mener mange der agerer inden for det offentlige væsen, herunder også sundhedspersollaer, som tilhører min egen faggruppe, har glemt at bruge sin sunde fornuft, og har glemt hvorfor vi er her, hvad der berettiger vores eksistensgrundlag(job). Vi er kun ikraft af vores patient/borger/klient. Dette kan vi sprede ud til en bredere vinkel: vi er kun i kraft af vores næsten.
Idag kan vi desværre alle vildledes. Vi kan strre os blinde på nye reformer, arbejdsgange, dokumentation, kvalitetssikring, akkreditering, nye lovgivninger, succeskriterier mv. ikke mindst økonomisk rammetænkning fra dens værste side.
Jeg er sikker på mange inden for din faggruppe oplever at være holdt i skak, og at I har mange kontakter og mange gøremål. Jeg er bare ikke sikker på det er den rigtige blæksprutte der trækkes i, og stirres på.
Fokus går helt åbenlyst fra det menneske det hele drejer sig om. Man kan have så travlt med at lytte på alle faggrupper, og hver deres besyv at den aller aller dyrebareste, og vigtigste udtalelse af eksperten selv opløser sig selv, og forsvinder i de gode intentioner.
Det er min klare oplevelse og overbevisning.
Jeg har hørt og set megen gru, og jeg er lykkelig for der bliver råbt højt.
Jeg er ulykkelig for at jeg som sundhedspersonale ikke råbte højt for 10 år siden hvor den virkelige skævvridning påbegyndte for alvor. En alvor der hver dag koster menneske liv, og nu i en så udtalt grad så lægerne endeligt tager bladet fra munden i tiltagende grad. En faggruppe der ellers er kendte for ikke at skulle have noget i klemme nogensteder ,, der kan koste karrieren.
Det gør mig så usigeligt glad på mine patienters vegne, selvom de ytringer om åbenlyse svigt og fejlbehandlinger gør os alle utrygge. For hvordan skal vi dog overlade os i hænder i et system når vi er syge hvor der sker sådant, og man ovenikøbet indrømmer det?. Men ærligt Maja, synes du vi skal tie det ihjel, imens det har fatale konsekvenser, den politik, og måden det udmøntes på, og også med døden som udgang, for vores næsten?. Det omhandler også du og jeg, Det omhandler også dine børm, og de kommende generationer Maja, Hvordan pokker skal vi ellers gøre vort virke til et anstændigt virke for os selv, og for de mennesker vi skal hjælpe. Vi skal være 100 % rustet fagligt, men vi skal såsandelig også være 100& bevandrede menneskeligt/etisk/moralsk.
Jeg er usigeligt ked af at du påberåber dig arbejdsro, velvidende dine borgere, medborgere lider under den politik du står i spidsen for at udføre. Et liv der er krænket burde være rigeligt til at du tog bladet for munden. Hvor mange grufulde mennskeskæbner vil du høre om, og se på, og være vidne til førend du nedlægger veto imod at udøve denne politik?. Jeg finder det moralsk uanstændigt at ville fortsætte arbejdet imens du ved menensker lider unødvendigt af de arbejdsgange du præsenterer.
Det synes jeg du skal bekymre dig langt mere om, sammen med dine kollegaer end din arbejds ro, De stærke der har det godt- skal nok klare sig , til trods for lidt tumult, men de svage de bukker under og dør på stribe, bare vent!!! ..
Som sagt kan jeg ikke bestride om du taler sandt, ligeså lidt som du kan når du og dine kollegaer sidder med et menenske der fortæller at det ikke er istand til at passe et arbejde, eller at de kun kan fungere i et fleksjob.
Jeg har endnu aldrig mødt et menenske der var fri for slaveriet(ved godt ingen er frie idag, og vi er underlagt et og andet, og mange mennesker er kun hos Jer af nød, og økonomisk overlevelse, og fordi det tvinges ) der kunne føres et sted hen uden det selv så meningen med det , ville eller kunne. Her er der sket en stor forfejlet kurs inden for systemet du præsenterer hvor man netop er overbeviste(alle faggrupper)om at dette kan lade sig gøre- overordnet. Det sker hele tiden.
For mig virker det som om I har sat nogle uomtvistelige succeskriterier, at I selv er fiaskoer, om det ikke lykkes at få jeres borgere i beskæftigelse istedet for at succes kriterierne absolut og altid bør være, er min borger tilfreds, glad, og kan vedkommende leve en tålelig tilværelse, med værdighed, sikkerhed, og oplevet mening og livskvalitet , til trods! Stemmer vores tiltag overens med det eneste dette mennesker ønsker som fokus, mål og mening med det liv der nu engang er.
Alt andet hører systemet til
Alle indenfor det offentlige skal altså til at bestemme hvis side det er på.
Systemets, eller det menneske det har i øjenhøjde, og hvis liv man/du holder i sine hænder.
Det er en stor mangelvare idag, og det er her den sunde fornuft efter min mening fortaber sig.
Når dette er sagt:
Jeg vil stadig gerne have en præcis defination af hvad de mennesker der henvises til mener med at der nu er skabt rammer, som de er bange for at miste. Hvilke rammer er det vi taler om?.Jeg mener forsat er det handler om økonomisk sikkerhed idet ressourceforløbsydelsen ikke er ægtefælle eller fast ejendoms afhængig. (og det kan man ikke fortænke mennesker i at ville, om der intet godt alternativ findes)
Jeg tror ganske enkelt ikke på at det er tiltagende, eller de faglige input i forløbene disse er glade for, eller bange for at "miste" ?. Og igen må jeg undres over at selvsamme mennesker som har været en del af systemet hos jobcenterenei årevis først nu oplever "rammer" de ikke vil være foruden.
Dette forhold er da yderst bekymrende, og igen bør du da Maja gribe i egen barm, og indse at noget er grueligt galt i arbejdsgangen , og prioroteringerne. Det sir´sig selv, well well well well..Humørikonet wink.
Slutteligt og allermest bekymrende, har jeg både som privat menneske,som sygeplejerske, og sygemeldt talt, og mødt, og kender hundrede af mennesker der er ødelagte af dette system, og som også er fuldkommen modstandere af ressourceforløbene.
Det er de ikke fordi de mangler motivation, eller ikke er åbne for nyt, men fordi de ganske enkelt har forværring af deres helbred på alle tænkelige parametre, betinget af systemets behandling af dem- eller mangel på selvsamme.
Klart råber det på hurtig interventioner, og skal langtfra dysses ned.
Et liv er et for meget af fejlagtig behandling i et system der er "ansat" til at vartage det liv.
Her taler vi altså om hundrede af liv, det vi ser og du er træt af i medierne er intet- absolut intet. Det er kun toppen af isbjerget. Det er ikke sikkert vi får lov at se resten, og desværre er det en tildens vi ser, at underdanmarks bortgang ikke tælles for værdigt liv at redde. Sådan er det! Der er ingen penge i det!!!
Personligt har jeg intet godt at sige om jobcenters ageren. Jeg har kun oplevet inkompetence, sløvsind, forhaling, tvist, lovning og iværksættelse af planer der aldrig blev, og når de endeligt næsten efter 1 år blev iværksat, skulle der sadles om. Ingen empati, eller føling med hvad det gør ved et menneske.
Skidt da også med føling vil jeg næsten sige, men havde der dog bare været kompetence til at hjælpe og samle trådene, som du taler meget om , og arbejde udfra det holistiske menneskesyn, og al den tværfaglighed der nævnes og lægges op til, så var vi sku nået lidt af vejen.
Manglende motivation?. Tværtimod. Jeg har jeg altid haft top motivation, og presset på for handling, og opfølgning , men uden resultat. Det sejler rundt , det er min klare oplevelse hos jobcenterne, samt de private udbydere.
Den langsommelige, non-progressive sagsbehandling er dræbende, og desværre fuld af fejlkonklussioner. Der sker så ufatteligt meget forhaling af sagerne.
Det er menneskers liv der står på standby, hver eneste gang teamet går hjem og kan hæve deres dagsløn.
Jeg må opfordre til langt mere kompetente, og hurtigere sagsforløb. Sagsforløb hvor man tager de statuser óg helbredserklæriunger der foreligger for gode varer, og ikke fortsætter med formynderi, mistillid, og skepsis, og tvivlen på fx. (meget vigtig)t: læger der er omkring patienten´s udsagn. Så vil jeres oplevede arbejdsbyrde helt klart lette til alles gavn.
Jeg efterlyser i den grad også at de menensker i skal hjælpe for en langt mere central rolle, og tages alvorligt når det fremkommer med realistiske bud på egen formåen. Mennesker i disse forløb ønsker ofte også kun ro på deres liv, som larmer på alle fronter.
Det er ikke kun mennesker der ikke kan få ro på deres liv mht. førtidspension. Mange ønsker netop en tilknytning til arbejdsmarkedet, i form af flexjob, men holdes i sving på ressourceforløb der kun forværrer, og demotiverer og gør det endnu sværere at komme tilbage på arbejdsmarkedet.
Ressourceforløb har som sigte at få mennekler tilbage til beskæftigelse. (hvorfor det er åbvenlyst forfejlet at placere menensker der er kandidater til førtidspension her).
Hvorfor ikke starte med flexjob for dem der kan og endnu har en tro og vilje på at det kan lykkes, så se, og konkludere herfra?. -Det er dog en form for beskæftigelse og tilknytning til arebjdsmarkedet. Men ak, og nej, man vælger også her ofte lige her at tage et par år rundt i forløbene...alt imens de mennesker det omhandler kun efterlyser ro og ordnede forhold, og et tåleligt liv, på et realistisk forsørgelses grundlag.
Ressourceforløbsydelse er kun godt i forhold til tidligere kontanthjælp hvor der er ægtefælle og kapital. En enlig forsørger som jeg, taber 7000 om mdr på denne ydelse(3000 brutto fra sygedagpenge, samt 4000 egen forsikring som modregnes), og det er praktisk taget sådan at enhver økonomisk bekymring kan virke dræbende over tid, og forværre alt gældende.
Ville du kunne forsørge dig selv, en evt, teenage datter på 9000 om mdr efter skat, og samtidig få at vide du skal sejle rundt i mdr/år hvor alle andre skal tage stilling til hvad der tjener dig bedst, samtidigt med at du skal forsøge at få en hverdag til at fungere med diverse store udfordringer med fysisk og psykisk sygdom?.
Tiden er dræbende. Umenneskeliggørelsen og formynderiet er dræbende. Uvisheden er dræbende. manglende sikkerhed, ro, ordnede forhold herunder økonimisk stabilitet er dræbende. Og alt dette drukner I dine påtalte gode intentioner.
Så please speed sagsbehandlingen , og de endelige konklusioner voldsomt op.
Det burde kunne gøres på max max max 1 år-og efter forrige år inde ressourcefolæøb i dit system burde meget af fodarbejdet være gjort , ikke sandt?
Her i artiklen efterlyser du blot arbejds ro- jeg tillader mig at spørge: til hvad? og på hvis side er du?
Korrektion:
efter " max 1 år"- og efter x antal år inden et ressourceforløb i dit system burde meget af fodarbejdet være gjort- ikke sandt?.
Jeg har anbefalet en del kommentar og jeg kan ikke lave et bedre indlæg selv.
Jeg vil blot skrive til dig Maja hvad jeg tænkte da jeg læste dit debatindlæg. Jeg tror på at der er gode forløb, og sikkert mange, men det er ikke hvad de seneste artikler i medierne handler om, de handler om den anden del af virkeligheden, for vil du sige at den ikke er der?
De fleste mennesker vil ikke høre om de ting der lykkes, når det er forventelig at det lykkes. Vi hører jo heller ikke om det hver gang en læge udfører en operation korrekt eller når pædagogen i børnehaven husker at få alle børnene med hjem fra tur. Det forventes Maja, det er vores job! Og gør vi det ikke godt nok så får vi det at vide. Og Maja, mange af dine kollager og jeres arbejdsgivere, i form af kommuner gør det IKKE GODT NOK! Og nogle gør, dig, men det behøver vi ikke skrive om, for det forventes af dig. Som det forventes af mig, at jeg husker alle børnene når jeg er på tur med SFO´en. Aldrig har jeg hørt en forældre i mine 15 år som pædagog sige "hvor er det dejligt at du huskede at tage Emil med hjem fra skoven" Det forventes! Som det forventes af dig og dine kollager at I behandler alle borgere med dyb respekt for deres viden om eget liv og helbred.
Og Maja, det sker ikke i alle sager nu, og det burde det.
GID dog Maja Lüthje eller nogen af hendes kollegaer, ville kommentere på nogen af de mange indlæg her. Jeg tror vi er SÅ mange, der virkelig savner at høre fra soc.rådgiver og sagsbehandlere, hvordan de dog kan være med til at handle som de gør, imod mange borgere.
MÅSKE er der en forklaring på hvordan I kan holde ud at gøre det eller hvorfor I gør det, men vil I ikke godt dele den forklaring så ?
Hmm kan ikke tåle at læse og høre om dårlige forløb. Det er egentlig foruroligende ikke at kunne magte sandheden .
Savner nuancer - de forløb der bare kører det er super godt.
De mange foruroligende - krænkende forløb - de skal frem - det skal stoppe.
Ingen - ingen kan vel i virkeligheden være tjent med andet.
Selv hvis kvaliteten i sagsbehandlingen er helt i top (og det er noget af et "hvis") så er de økonomiske rammer som ressourceforløbene stiller op for de syge simplet hen ikke i orden. Al indtægt modregnes i ressourceydelsen, så med mindre du er seriøst rig/velforsikret, så BLIVER du fattig på ressourceydelsen. Sådan er den designet.
Jeg forstår godt dit ønske om at få fokus på det, der lykkes. Det er jo vigtigt at kunne se sig selv i øjnene, når man kommer hjem fra arbejde. Jeg har selv arbejdet mange år i psykiatrien, og har heldigvis også oplevet successer i samspillet mellem sundhedsvæsenet og socialvæsenet. MEN min oplevelse af ressourceforløb er desværre, at det nødvendige samspil med arbejdsgivere er vanskeligt. I det moderne konkurrencesamfund er arbejdspladserne ikke gearede til at acceptere medarbejdere, der ikke fungerer på fuld skrue. Heller ikke offentlige arbejdspladser som din egen kan vel det. Vi mangler job, hvor man ikke er på fulde omdrejninger. Det kan du og dine kolleger, som forsøger at gøre et godt job ikke klandres for. Betingelserne for at få nedslidte tilbage på arbejdsmarkedet er ikke de bedste. Det er bare et samfundsmæssigt vilkår, og ikke kun jobcentrets ansvar.
Maja påstår, at de ikke fastholder borgere i ressourceforløb. Realiteten er, at 37 borgere er døde mens de var i et ressourceforløb. Tallet er da det direkte bevis på, at meget syge borgere fastholdes i ressourceforløb i stedet for at få Førtidspension, så de kan få ro i deres sidste tid, hvilket er dybt foruroligende. Og mit spørgsmål er så; Hvor mange lig skal der på bordet før det er tiden at evaluere på ressourceforløbene?
Dødsfald ingen hindring
Igen et eksemplarisk tilfælde af følelsernes indvirkning på dømmekraften – forstand og fornuft kortsluttes, og relevant kritik af systemet ’ressourceforløb’ tages personligt, hvor det åbenbart ikke er muligt at distancere sig personligt fra ’objektet’ og gennemskue hele systemets menneskefjendske voldsprogram, også med døden til følge, som man så selv ender med at blive en del af …
Tag nu ikke også dette æselspark personligt ...