Klumme

Velkommen i min boble

Det er 20 grader i november i Washington D.C., og det skal forstås i mere end én forstand. USA er både ved at koge over og gå fra hinanden på samme tid
2. november 2015

Berigtigelse

»Klummen »Velkommen i min boble«, som Information bragte 2. november 2015, indeholdt denne passage: 

»Før 1960’erne deltog amerikanere på tværs af alle klasser i en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt, socialt engagement, der værdsatte dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet – krediteret som American Exceptionalism af Alexis de Tocqueville i klassikeren Demokrati i Amerika

Information er blevet bekendt med, at samme formulering optræder 12. februar 2012 i L.A. Times anmeldelse af en bog af forfatteren Charles Murray, ’Coming Apart: The State of White America, 1960-2010’.

Pointen er Murrays, formuleringen efter alt at dømme L.A. Times’, hvilket burde være nævnt. 

Information beklager fejlen.«

---

 

Vi er i november. Det burde blive koldere snart. Jeg savner en sprød, klar vinterhimmel og lune sweatre. Der er tre uger til thanksgiving, kalkuner og pecan pie, men her i den amerikanske hovedstad kørte jeg så sent som i sidste uge rundt med taget nede på min bil, og mine børn spillede bordtennis iført shorts på terrassen. Termometret står på 28 grader i solen – 21 i skyggen.

»Det føles, som om vi bor i en regnskov,« sagde min 10-årige drømmende forleden. »Hvis ikke det var, fordi der er mange farlige dyr i den rigtige regnskov, så ville jeg rigtig gerne flytte til Australien.«

Australiens regnskov er dog noget mindre farlig end de fattigere og kriminelle dele af Washington, som han aldrig har hørt om. Det eneste, han kender til, er her, hvor han har boet, siden han var ganske lille: en velstående middelklasseboble, hvor haverne er velpassede og husene store, ryddelige og rene. Hos os bor de to procent (har min 13-årige regnet ud for mig).

Vi er et tidstypisk eksempel på en familie i et USA, der ikke længere hænger sammen som samfund, og hvor forskellige gruppers kulturelle referencepunkter er galakser fra hinanden.

Heroverfor vil eksperter indvende, at supermagten altid har været en ret løs føderation og historisk har haft klassesamfundet i sit dna. Det er sandt, men i de seneste år har opsplitningen for alvor taget fart.

Før 1960’erne deltog amerikanere på tværs af alle klasser i en traditionel fælles kultur baseret på et borgerligt, socialt engagement, der værdsatte dyder som ægteskab, flid, ærlighed og religiøsitet – krediteret som American exceptionalism af Alexis de Tocqueville i klassikeren Demokrati i Amerika.

Rige og fattige giftede sig stort set samtidig, manden arbejdede, og kvinden gik oftest hjemme. Det er klart, at det gjorde en voldsom forskel, om lønnen var 12.000 eller 120.000 dollar om året, men på tværs af klasseskel så folk det samme i tv, gik i kirke samme steder, familiestrukturen var intakt og den amerikanske drøm blev delt af flertallet.

Sådan er det langtfra nu. Flere undersøgelser har dokumenteret, at demokrater og republikanere i højere og højere grad lever i to radikalt divergerende forestillinger om deres hjemland.

De forskellige socioøkonomiske grupperinger deler heller ikke længere kultur, normer og levevis. Tværtimod burer borgerne sig inde i mediebårne ’meningssiloer’, hvor de udelukkende udveksler holdninger med ligesindede, uanset om de er til højre eller venstre, om de er optaget af miljø, indvandring, familiepolitik eller religion. Resultatet er ikke bare, at de forskellige grupperinger har hver deres holdninger – de har også adgang til forskellige fakta.

Og hvis man vil have et synligt bevis, skal man blot tune ind på kabel-tv. Det ville være umuligt at overbevise en marsmand om, at konservative Fox og venstreorienterede MSNBC talte om det samme land.

I den konservative dystopi er alle traditionelle værdier i skred. USA er på vej mod en status som et spansktalende bøssefeministland uden kristne værdier. Præsident Obama er en skabskommunist, der er ved at sælge USA’s supermagtsstatus til Rusland, mens han serverer a-våben til iranerne på et sølvfad.

På MSNBC forholder det sig modsat: En grådig finanselite udsulter den amerikanske middelklasse på bedste kasinokapitalistiske vis. Her styrer racistiske politibetjente; her trives overvågning og dødbringende droner, mens USA driver verden mod dommedag ved at ignorere klimaforandringerne.

Faldgruberne ved så radikal en polarisering af samfundet er åbenlyse. Hvis alle kun taler med dem, de er enige med, kan vi ikke forstå de andre længere, for vi er kun vant til at høre på os selv. Velkommen til livet i mit ekkokammer.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington D.C.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Poul Schou
  • Bill Atkins
Poul Schou og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Nørgaard, du skriver 02. november, 2015 - 19:41

Problemstillingen med din anbefaling synes at være, at det er de andre, der må indse, hvad du ser. Hvordan gør de det, når disse andres kulturelle retorik og for så vidt deres selvforståelse er kongruent med den virkelighed, de lever i.

Findes der mere end én virkelighed?

Anne-Marie Krogsbøll

Trine Fransen:
"Jeg kan ikke forstå, at det skal italesættes som et problem, at vi hver især opfatter verden ud fra vores egne præmisser."
Nej, det har du sådan set ret i. Jeg ved ikke, om jeg misforstod Søren Nørgårds kommentar (og Annegrethe Rasmussens debatlindlæg), men jeg forstod den på den måde, at han mener, at det er et problem, fordi han opfatter, at når jeg giver udtryk for, hvordan jeg oplever problemstillingen med, at der er opstået "bobler" i samfundet, som medfører en polarisering, som umuliggør/vanskeliggør forståelse for andre gruppes vilkår og meninger, så lukker jeg af for samtale om andre måder at forstå det på, og afviser andres oplevelse, dvs. at jeg forstærker tendensen.

Hvis det er rigtigt, at det at forklare, hvordan man opfatter en situation, i sig selv bliver en afvisning af, at andre opfatter ud fra deres forudsætninger (nu bliver det meget snørklet), ja, så er det vel et problem, at man opfatter ud fra sine egne forudsætninger? Og der ville jeg høre, om Søren havde et bud på, hvordan vi så kan komme videre.

Søren Nørgård: Jeg er ikke helt sikker på, om jeg forstår, hvad du siger, men det håber jeg. Der er ikke noget af det, du skriver, som jeg ikke har en forståelse for, og som jeg ikke synes lyder sympatisk. Men -

" Jeg tror derimod gerne, at du og jeg i kraft af forskellige i kulturel tilblivelse har forskellige tilknytninger, at vi så at sige igennem hvert vores liv har udviklet forskellige sociale og alliancer og har identificeret forskellige kulturelle symboler som reference for hver vores selvforståelse. Men vores sociale alliancer og/eller kulturelle identifikationpunkter er ikke hvem vi er men udtryk for de verdener, vi lever i."

Ja, der er rigtigt.

Jeg har lidt problemer med at formulere, hvor det alligevel er, jeg mistænker, at vi ser tingene forskelligt. Jeg bliver helt rundtosset af forsøget på at prøve, men altså:

For mig er ideologien ikke så fjernt fra empatien/sympatien. Jeg står hele tiden i den situation at prøve at forstå, hvad der driver andre mennesker - hvad der f.eks. får nogen til at vælge helt andre politiske udgangspunkter end mig.

Jeg forsøger at sætte mig ind i, hvilke tanker, følelser og oplevelser, der får folk til f.eks. at vælge at blive superliberalister i stil med Ayan Rand. Og i et vist omfang lykkes det ind imellem. Jeg kan f.eks. tænke, at "Hvis nu hun opfatter tingene på DEN måde, så giver det mening, at hun når til DEN konklusion". Så langt så godt.

Problemet er jo så bare, at der også er ting i verden, som ikke bare drejer sig om, hvordan man opfatter dem, men som faktisk findes. F.eks. er den stigende ulighed jo ikke bare et spørgsmål om at se verden fra forskellige forudsætninger - den findes rent faktisk, hvilket begge sider af det politiske spektrum jo anerkender.

Derimod er vurderingen af denne ulighed forskellig. Og selv om jeg via empati kan sætte mig ind i, hvordan nogen mennesker kan finde den ulighed acceptabel/rimelig/ønskelig ud fra deres forudsætninger og kulturelle baggrund, så har jeg simpelthen mere empati og sympati med dem, som denne ulighed går ud over.

Selv om jeg rent menneskeligt kan sætte mig ind i, at man kan være vokset op i et miljø, hvor verden kan se ud på en måde, som retfærdiggør ulighed, så jeg er nødt til at vælge side, tage stilling på et eller andet tidspunkt.

Og der er ideologier jo bare en måde at sætte sin forståelse ind i beskrivende rammer - for mig er de ikke absolutter, de er bare hjælpemidler til at orientere sig med, og jeg tvivler på, at der er ret mange, der køber ideologier med hud og hår. De er en slags fyrtårne til at orientere sig nogenlunde i landskabet med, men ikke nødvendigvis udtryk for den endegyldige kurs.

Så det, at jeg beslutter mig for at vælge side, og mene, at der er nogen, der i kraft af ekstra ressourcer, har mere pligt til at sætte sig i andres sted end andre, det indebærer ikke for mig, at jeg OPGIVER at forstå, hvordan verden ser ud fra "de andres" synsvinkel. Jeg vil gerne forstå det, fordi det jo nogen gange kan åbne for nye løsninger og modvirke misforståelser og dæmonisering.

Så for mig er det synspunkt, at stærke/velbjærgede mennesker, med deres på det tørre, er ekstra forpligtede til at være tolerante og sætte sig i andres sted, IKKE en afvisning af, at forpligtelsen gælder begge veje - men når jeg forsøger at overskride mine egne forudsætninger for at danne mig et mere retvisende billede af verden, så ender jeg altid med at have mest sympati/empati med folk, som bevisligt er forfordelt (i den gamle betydning af ordet) med ressourcer, økonomi og magt i samfundet.

Så det er egentligt ikke primært et spørgsmål om ideologi for mig - det er faktisk et spørgsmål om at bruge min empati, hvilket så i ANDEN omgang medfører, at der er nogle ideologier, der forekommer mig mere rimelige end andre.

At sige, at det er ideologien, der spærrer for udsynet, det er at spænde vognen for hesten. Det er, i hvert fald for mit vedkommende, empatien, der driver ideologien.

I øvrigt er der jo i vid udstrækning mulighed for at misforstå hinanden i denne type kommentarer, fordi det bliver lidt komprimeret og unuanceret, og fordi det er vanskeligt at udtrykke det tonefald, man ønsker, når mimik og stemme ikke er med.

Så jeg håber, at det skinner igennem, at jeg faktisk forsøger at være imødekommende for at forstå, hvordan man kan opfatte de konkrete økonomiske uligheder som IKKE et nødvendigt udgangspunkt for samtalen i samfundet, og som IKKE en væsentlig forudsætning for at forholde sig til den forståelsesmæssige polarisering, som Annegrethe Rasmussen beskriver.

Det er svært for mig at forstå det synspunkt, men jeg er da villig til at prøve - ud fra mine egen forudsætninger.

Der er det så, jeg savner et bud på, hvordan disse bobler kan overvindes/deles/brydes, hvis ikke man tager udgangspunkt i de konkrete leveforhold, som disse bobler jo har visse forbindelser til.

georg christensen

Velkommen i min "bobbel", forsøg at være med, forsøg at ændre denne eller forsøg at opgive, desværre kun , alt for ofte "forsøget" opgives, fordi "forståelsen" for hinanden er en grundlæggende mangelvare, styret af alt for mange systemstyrede polit og religiøse intet sigende "idioter".

Susanna Dyre-Greensite

Artiklen er velskrevet, og forfatteren er klart vidende og dygtig. Men Kære Annegrethe Rasmussen: USA kan mere end du tror. Du skriver, for eksempel, at der var langt større social sammenhængskraft før 60’erne, fordi alle havde én kultur og gik i samme kirke, og du beskriver tilstanden som de Tocqueville gjorde med udtrykket ”American Exceptionalism”. Men det er netop det faktum, at amerikanere aldrig har været specielt ens, og gennem historien (siden grundlæggelsen men specielt siden 60’erne) er blevet bedre og bedre til at forstå fordelene ved heterogenitet, der gør, at USA kan noget andre lande ikke kan. ”American Exceptionalism” er ikke et udtryk vi amerikanere bruger for at beskrive en bedre tid, det er et udtryk der står i historiebøgerne, som man lærer samtidig med dets kritik, nemlig at det er farligt at tro ens land ikke kan lære af andres. Mit budskab: Gå ud af din boble. Slæb sønnerne med i et community center, gratis koncert eller food bank. Tag afstand fra dine danske fordomme, og se hvad du (og det danske mediebillede generelt) går glip af: Et heterogent samfund der på rigtig mange måder fungerer (ja, også bedre end DK nogle gange). Fordi som du så klogt siger ”hvis alle kun taler med dem, de er enige med, kan vi ikke forstå de andre længere”.

Sider