Kronik

Vestens centralbanker står bag ’århundredets forbrydelse’

Nedskæringer eller ej – så længe Vesten med USA i spidsen fortsætter sit økonomiske fribytteri i den tredje verden, er vores udviklingsbistand som at hælde vand i et bundløst kar
En del bistandsorganisationer er begyndt at indse, at finanskapitalens globalisering vanskeliggør deres arbejde i de fattige lande, hvor uligheden blot bliver større. Sydsudanesiske flygtninge venter på, at de kan komme væk fra en transitlejr. Arkiv

Jakob Dall

30. november 2015

Det har vakt forargelse, at regeringen, som i forvejen har lagt op til store besparelser på udviklingsbistanden, har til hensigt at bruge en del af det tilbageværende bistandsbeløb på flygtninge i Danmark. Det bliver nu umuligt overhovedet at foretage langsigtet planlægning af udviklingsbistanden, hævder Lars Koch, politik- og kampagnechef i IBIS Danmark, og det bliver vanskeligere at få modtagerne til selv at investere i projekterne, mener Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (»Flere asylansøgere kan udhule udviklingsbistanden yderligere«, Information den 23. november).

Men hvis nedskæringer i den danske udviklingsbistand – eller i verdens samlede udviklingsbistand for den sags skyld – var de største hindringer for langsigtet planlægning og investeringer i den tredje verden, ville problemerne være til at overse.

Der er langt alvorligere hindringer for udvikling og investeringer i den tredje verden, men de kommer sjældent frem i diskussionen om udviklingslandsbistandens størrelse, dens effekt eller dens eventuelle manglende effekt.

Den kenyanske forfatter Ngugi wa Thiong’o udtalte til Information tilbage i august, at udviklingsbistandens primære formål er at »legitimere forestillingen om, at Afrika har brug for Europa«. Det forholder sig lige omvendt, påstår Thiong’o, idet han hentyder til Afrikas rolle som leverandør af billige råvarer til Europa.

Men der er andre skjulte faktorer i den vestlige ’åreladning’ af u-landene. Siden Den Internationale Valutafonds (IMF) såkaldte Structural Adjustment Programmes i 1980’erne tvang u-landene til at åbne deres økonomier, har nettokapitalstrømmen mellem Vesten og u-landene været i Vestens favør til trods for store vestlige investeringer i u-landene i 1990’erne.

Der er primært tre årsager til den postkoloniale nettokapitalstrøm ud af u-landene: Ophobning af valutareserver i deres centralbanker, devaluering af disse reservebeholdninger (såkaldt quantitative easing) og afbetalinger af gæld til vestlige banker og institutioner som IMF.

Den sidste årsag er kendt, og den har medført protester og kampagner for gældseftergivelse. Vestens investeringer i u-landenes banksektor steg kraftigt i 1990’erne. Den officielle årsag var, at disse investeringer ville styrke effektiviteten i u-landenes banker og imødekomme et stigende behov for privat låntagning.

Ophobning af valuta

På grund af overskud akkumuleret i u-landenes banker i forbindelse med disse vestlige investeringer, men også på grund af stigende ekstern privat låntagning har u-landene været tvunget til at føre en økonomisk politik, som IMF kalder self insurance – det vil sige ophobning af reserver i udenlandsk valuta (primært dollar).

Det officielle formål med ophobning af dollar er at beskytte landene mod pludselige kapitalbevægelser i en verden, hvor kapitalbevægelser i stigende grad er private og ofte består af grænseoverskridende spekulation i aktier og obligationer.

Den sikreste måde, hvorpå u-lande kan akkumulere valutareserver, er gennem opkøb af amerikanske statsobligationer. Således var det i høj grad kapital fra u-landene, som lå bag USA’s boligboble. Ophobningen af reserver i Afrika syd for Sahara steg fra 35,5 milliarder dollar til 180,1 milliarder dollar fra 2000 til 2011

Ophobningen af dollarreserver indebærer altså en de facto långivning fra u-landene til USA – penge, som kunne have været anvendt til investeringer og udvikling i den tredje verden. Et lignende forhold gør sig gældende for ophobning af reserver i euro, britiske pund og yen, men dollaren udgør langt den største del af disse reserver. Man kan altså tale om, at u-landene subsidierer den amerikanske markedshegemon.

Den tyrkisk-amerikanske økonom Dani Rodrik har beregnet, at denne self insurance har kostet u-landene omkring én procent af deres BNP.

Seddelpressens cirkus

Mens ophobningen af dollar i den tredje verdens nationalbanker udgør en långivning til USA, medfører den såkaldte quantitative easing, at værdien af disse ophobede dollarreserver reelt nedskrives til fordel for USA.

Quantitative easing består kort sagt i, at en centralbank trykker penge, som anvendes til opkøb af statsobligationer og af private bankers obligationer i et forsøg på at presse disse til at øge deres udlån til erhvervsinvesteringer.

I denne forbindelse er det stigningen i mængden af dollar, som er interessant. Denne medfører nemlig en nedskrivning af den amerikanske gæld, idet alle lande, som ligger inde med dollarreserver og amerikanske statsobligationer, betaler en del af USA’s gæld, hver gang USA foretager quantitative easing.

I perioden 2008-14 trykte USA tre billioner dollar. Dette medførte ifølge den danske økonom Anders Lundkvist, at verdens lande, som lå inde med dollarreserver, betalte ca. syv procent af den amerikanske gæld. Hvis denne gæld udgjorde 17 billioner dollar i 2014, indebærer det, at andre lande betalte et beløb til USA, som svarer til fem-seks gange den græske statsgæld – og det på et tidspunkt, hvor populistiske protester mod de ’uansvarlige’ grækere var højlydte.

James Rickards – rådgiver i international økonomi for CIA og Pentagon – skriver i sin bog The Death of Money:

»Kreditorer og indehavere af dollarreserver i BRICS, SCO, GCC og andre vækstmarkeder iagttager med skjult frustration dette seddelpressecirkus. Der er en stigende beslutsomhed med henblik på at afslutte dette økonomiske fribytteri, som medfører inflation, tabt eksport og reduceret velstand i deres egne lande.«

Med ’vækstmarkeder’ hentyder Rickards til den tredje verdens lande, men han foretager ikke nogen beregning af størrelsen på denne værdioverførsel. Rickards betegner quantitative easing som »århundredets forbrydelse« udført af centralbanker i USA, Storbritannien og Japan.

Meningsløst arbejde

Lande som Kina og Brasilien (plus Rusland og EU) forsøger for øjeblikket i stilhed at slippe af med deres dollarreserver ved at konvertere dem til guld uden om eksempelvis børsen i London. Man køber guld direkte hos producenten for at undgå en flugt fra dollaren, som kan medføre store tab for kreditorerne.

I lyset af flowet af kapital, ubeskyttede profitter og billige råstoffer fra u-landene til Vesten er spørgsmålet ikke bare, om bistanden er for høj eller for lav, om den kan planlægges langsigtet, eller om den har en påviselig effekt.

Spørgsmålet er: Giver det overhovedet mening? Hvis vi hæver udviklingsbistanden til f.eks. 10 procent af BNP, og en række vestlige lande med USA i spidsen gennemfører endnu en serie af quantitative easing, er udviklingsbistand så ikke bare som at hælde vand i et bundløst kar?

En del bistandsorganisationerne er faktisk begyndt at indse, at finanskapitalens globalisering vanskeliggør deres arbejde. For nogle år siden udtalte Oxfam ærligt, at den stigende ulighed i verden gør organisationens arbejde mere og mere meningsløst.

I Danmark har IBIS (i egenskab af Lars Koch) til en vis grad fulgt med, men bistandsorganisationerne kan jo ikke regne med at få statsstøtte, hvis de omdanner sig til en slags Occupy Wall Street-organisationer. Måske burde de overveje at frigøre sig fra staten og blive rigtige ngo’er?

Ivan Breinholt Leth er konsulent i Tanzania og tidligere konsulent i Kenya, Swaziland og Lesotho

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • erik winberg
  • Peter Jensen
  • uffe hellum
  • Flemming Berger
  • Espen Bøgh
  • Margit Kjeldgaard
  • Aksel Gasbjerg
  • jens peter hansen
  • Gorm Lerche
  • Jan Pedersen
  • curt jensen
  • johnny lang
  • Dennis Berg
  • Per Jongberg
  • Torben K L Jensen
  • Erik Maaløe
  • Niels-Holger Nielsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Michal Bagger
  • John Fredsted
  • Torben Selch
  • peter fonnesbech
  • erik mørk thomsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Margit Tang
  • Grethe Preisler
erik winberg, Peter Jensen, uffe hellum, Flemming Berger, Espen Bøgh, Margit Kjeldgaard, Aksel Gasbjerg, jens peter hansen, Gorm Lerche, Jan Pedersen, curt jensen, johnny lang, Dennis Berg, Per Jongberg, Torben K L Jensen, Erik Maaløe, Niels-Holger Nielsen, Niels Duus Nielsen, Michal Bagger, John Fredsted, Torben Selch, peter fonnesbech, erik mørk thomsen, Jørgen Steen Andersen, Margit Tang og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

USA's og EU's nationalbankchefer er ikke folkevalgte og er ikke ansvalige overfor noget parlament. De er diktatorer, der via seddelpressen dirigerer væsentlige områder af den internationale økonomi.

Seddelpressen smadrer mange u-landes økonomi, som artiklen beskriver. Men derudover omfordeler seddelpressen kolossale værdier indenlands i USA og EU. På kort sigt medfører seddelpressen
(quantayive easing), at aktier og fast ejendom stiger i værdi. Og da det er de velhavende, som i hovedsagen er aktieejere og har meget fast ejendom, så agerer nationalbankcheferne altså udelukkende til fordel for de rige.

Og netop fordi nationalbankcheferne er de riges trækheste, så vil der desværre ikke blive gjort noget ved det helt elementære demokratiske problem, at centralbankcheferne ikke har et folkeligt mandat, og kan derfor uhindret fortsætte seddelpressens helt uhyrlige økonomiske skadevirkninger både nationalt og internationalt.

Bill Atkins, Peter Jensen, Flemming Berger, erik winberg, Torben Arendal, randi christiansen, John Andersen, curt jensen, Jacob Jensen, Dennis Berg, Niels-Holger Nielsen, Thomas Barfod, erik mørk thomsen, Anders Barfod og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

The Federal Bank er ikke en Nationalbank, men en privat pengeudsteder, som får statsobligationer af USA, money for nothing. De samme "superrige" ejer også Verdensbanken, der renteplyndrede U_landene i årevis. Og sandsynligvis de finansielle institutter, der står bag ved USA´s oprustning på 392 milliarder $ i atomvåben. Mens f.eks. BT skræmmer befolkningen med Putin, som USA fører handelskrig imod, og som allerede har fået skudt 2 fly ned af USA´s allierede.

erik winberg, Torben Arendal og John Andersen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

"I lyset af flowet af kapital, ubeskyttede profitter...." En svipser i korrekturen. Jeg skrev "ubeskattede profitter."

Flemming Berger, John Andersen, Niels-Holger Nielsen, Bodil Waldstrøm og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

vigtig artikel...

Centralbankernes strategier de sidste 15 år med endelöse QEs, nul renter etc,, har resulteret i den störste kapitalflugt mod toppen vi har set i de sidste 75 år, mens arbejdslösheden stiger i Europa og den almindelige amerikaners köbekraft mindskes och den tredje verden står i stampe..

Centralbanker er i ledtog med private banker, de tänker ens, og tror på den endelöse gäldsmodel samtidigt med at de har fået lov at köre med alt for lav kapital reserve.
Imens prädiker George Soros for öget migration til Europa af folk med meget lidt uddannelse og en helt anden kultur for at dumpe lönnen ydermere og afvikle velfärdsmodellen.
De superrige ved godt at et globalt kollaps står lige om hjörnet og er begyndt at inverstere i råstoffer, land, kunst etc og ikke på aktiemarkedet som er pumpet op fra utallige QEs.

For at fjerne fokus på disse forbrydelser så er den almene befolkning fokuseret på banditten Assad som "have to go" og Putin som den näste HItler..
Propaganda kommer fra alle sider af konfliken og USA tager nästen medaljen for nummer 1 i den henseende.
https://www.youtube.com/watch?v=bZtJ-gsegvw

Trond Meiring, Peter Jensen, Aksel Gasbjerg, Torben Arendal, peter fonnesbech, randi christiansen, Casper Borly, John Andersen, curt jensen, Jacob Jensen, Dennis Berg, Niels-Holger Nielsen, Niels Duus Nielsen og Thomas Barfod anbefalede denne kommentar

Den bedste støtte NGO'er ville kunne gøre er at oprette et afrikansk revisor netværk - som ville gennemgå alle Europæiske og andre Ex-pat virksomheder i Afrika's faktureringer.

Svindlen er så nem - du opretter et firma på Maldiverne - og fakturerer det afrikanske firma for plastic-spande i spandevis til en pris af 1200 kroner stykket - derved overfører du kr. 1175 til skattely. Eller også laver du samme nummer med 'konsulentydelser'.

Den kinesiske Yuan er iøvrigt idag blevet officiel international reservevaluta - måske det kan trække lidt luft ud amerikanernes overforbrug ved forgældelse af resten af verdenen.

ENIG... en draabe I havet... men havet er jo sammensat af mange draaber... hm !!!
-
Enig I at saa laenge vi ikke betaler nok for de varer vi koeber af ulandene forbliver de svage.
-
Enig I at bankerne er styret udefra og ejer os all sammen... styrer hvad vore regeringer goer og undlader at goere...
-
Enig I at systemet er bundraadent og vi maa ha et nyt....
-
Det gaelder foroevrigt ikke bare bank-systemet, det gaelder ogsaa undervisnings-systemet og det saakaldte sunddheds-system ... some faktisk er et behandlings-system da vi kun burger 5% paa forbyggelse og 95% paa behandling og flere og fere folk bliver sygere og sygere saa maaske det faktisk skulle kaldes et behandligs-tyrani... et system der aeder os op lige som kraeft....
-
Enig at de fattige har det skidt - - men det har de fede ogsaa.... bare paa en anden made.
-
Saa laenge vi ikke tager hensyn til vore MED-mennesker - believer det ikke bedre for nogen af os !
-
PUNKTUM.

John Andersen, curt jensen, Niels-Holger Nielsen, Thomas Barfod og Jørgen Steen Andersen anbefalede denne kommentar

Tak for den artikel. Den ætsende giftige atmosfære, som artiklen portrætterer, gør det i mine øjne aldeles indlysende, at det igangværende COP21 vil kuldsejle.

Peter Jensen, Aksel Gasbjerg, erik winberg og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er altså et problem, når likviditeten er stram og renten stiger. Det er at udnytte ulandene. Når der indføres QE, så renterne falder, er det også et problem for så forrentes ulandenes beholdninger af fremmede landes statsobligationer ikke så godt. Det er sandelig svært at gøre alle tilpas.

Fidusen er kort at veksle USA's gigantgæld via forøget mængde papirdollar til reelle fysiske værdier i resten af verden.
Ethvert forsøg på at slippe væk fra dollaren og modsætte sig omvekslingen bliver imødegået af USA med alle midler.
Afrika er ikke alene, omvekslingen foregår skam i hele Europa inkl. Danmark også.

Peter Jensen, Flemming Berger, Aksel Gasbjerg, Torben Arendal, randi christiansen, Ivan Breinholt Leth og curt jensen anbefalede denne kommentar

Quantitative easing (kvantitativ lempelse) bruges af centralbankerne til at stimulere økonomien, når det sædvanlige "rentevåben" er uvirksomt, fordi renten er nul eller negativ.

Lønmodtagere (vælgerne) er normalt tjent med at undgå økonomisk stagnation / nedgang og stigende arbejdsløshed, og i ekstreme situationer er kvantitativ lettelse en måde at sparke gang i økonomien , så tingene retter sig og vender tilbage til det mere normale og stabile.

De fleste regeringer i økonomisk nødlidende lande er interesserede i, at deres respektive centralbanker "trykker penge" for at nedbringe arbejdsløsheden og dermed sikre regeringernes genvalg. (Og de centralbankchefer og centralbankbestyrelser , der ikke "forstår en høflig henstilling" sidder ikke længe i jobbet uanset deres "uafhængighed" - en "uafhængighed", der typisk er bestemt i love vedtaget af politikerne og som kan ændres af politikerne.)

Så det ,med at centralbankerne gør noget " helt på egen hånd" ,er noget ævl.

"Trykkes" der (papirmæssigt eller elektronisk) for mange penge over for lang tid, så er det også farligt - så man skal holde tungen lige i munden for ikke at gå konkurs med en sådan fremgangsmåde.

I øvrigt er råstoffer ikke en pind værd, hvis der ikke er nogen , som har viden og BEHOV for at bearbejde og nyttiggøre dem - og gulds værdi er vist betinget af "gammel overtro" om at guld er noget ganske særligt .

Værdien af en råvare som olien er f eks væk som dug for solen den dag, man erhvervsmæssigt, politisk og teknisk får afskaffet olien som energikilde og derved redder klimaet.

Ulandenes fremgang afhænger ikke af værdien af råstoffer eller guld eller diamanter, MEN af om de gennem en ansvarlig og kompetent regeringsførelse får uddannet deres befolkninger og derigennem får skabt samfund med alle de kompetencer, der nu engang skal til for at skabe et moderne velfærdssamfund.

Hans Aagaard, Frank Hansen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Ivan Breinholt Leth

Tommy Jensen
30. november, 2015 - 18:19

I EU har man diskuteret, om man skal hente sit guld hjem fra USA, fordi blot udsigten til et evt. dollarkollaps kan få alle til at forsøge at anbringe deres reserver i en alternativ international gangbar værdi så hurtigt som muligt. EU besidder verdens største beholdning af guld, men på grund af den kolde krig og frygten for en sovjetisk invasion, blev guldet opbevaret i USA. Det gør det stadigvæk, men USA kunne måske føle sig fristet ti at anvende Europas guld som redningsplanke, hvis dollaren kollapser og USA går bankerot?
Man vælger naturligvis ikke at købe guld, fordi guld har en mystisk værdi baseret på overtro, som Robert Kroll tror, at andre tror, men fordi det er det umiddelbare alternativ til dollaren, og guldets værdi vil næppe falde i tilfælde af et dollarkollaps – snarere tværtimod. James Rickards, som jeg har citeret, gætter på, at IMF's Special Drawing Rights på lidt længere sigt bliver dollarens afløser, indtil en alternativ valuta – f.eks. renminbi – bliver verdensvaluta. Når det sker er den amerikanske økonomi allerede brudt sammen. Når dollaren mister sin status som verdensvaluta, er USA nødt til at producere sig ud af sin gæld, og det kan måske komme til at knibe, når USA har outsourced så meget af sin industri.

Flemming Berger, Tommy Jensen, Torben Arendal og Aksel Gasbjerg anbefalede denne kommentar

Kære Ivan Breinholt Leth (kl 21.14)

Vi er uenige om grundlaget for gulds værdi - reelt er guld kun en "nødvendighed" i forholdsvist få tekniske sammenhænge. Realistisk set er guldets værdi betinget af mange århundreders anvendelse til smykker og af alkymisternes (efter dagens viden) meget pudsige ideer og fantasier, som på forunderlig vis stadig gør, at så mange tror på guldet som noget evigt værdifast.

Det , der gør en valuta / pengeseddel noget værd , er om man kan købe varer for den.

Hvem gider have en pengeseddel fra f eks Saddam Husseins Irak, eller fra Zimbabwe ? Man kan ikke få noget som helst af værdi for disse sedler, og er man så naiv at henvende sig i f eks en dansk bank for at få danske kroner for de nævnte sedler, så vil bankpersonalet flække af grin.

Men f eks en US-dollar eller en EURO eller en dansk krone eller et britisk pund er der mange, som gerne vil have - man kan jo købe en masse forskellige gode varer og tjenesteydelser i store mængder for disse valutaer.

En pengeseddels værdi afhænger ene og alene af hvor mange forskellige og gode varer og tjenesteydelser, den kan købe (omveksles til) - OG om den også i fremtiden kan forventes at kunne købe disse varer i uændret mængde.

Ivan Breinholt Leth

Bente Petersen
30. november, 2015 - 12:03
U-landsbistandsorganisationerne står ved en skillevej. De har aldrig ulejliget sig med at gøre det mindste forsøg på at definere hvad udvikling er, ligesom de aldrig har overvejet, om der er former for udvikling, som ikke er ønskelig set fra de fattige massers synsvinkel. De har blot blindt kopieret vores udviklingsmodel og forsøgt at overføre den til den tredje verden. Derfor står de i dag med skægget i postkassen og må konstatere, at udvikling skaber dybe klasseforskelle, mere ulighed og mere fattigdom – også i Europa. Så vidt jeg kan bedømme, er Oxfam langt fremme i selvransagelsen, og det må man respektere dem for. Men i DK lirer u-landsbistandsorganisationerne blot løs på den gamle melodi om, at vi svigter verdens fattigste, når vi skærer i u-landsbistanden. Verdens fattigste er og har været svigtet i hundredevis af år, fordi vi har nogle samfundssystemer, som tillader forholdsvis få mennesker at tilrane sig enorme værdier på flertallets bekostning.
I vores del af verden har vi siden anden verdenskrig og til en gang i 70erne oplevet et pusterum fra den rå kapitalisme, fordi kapitalen har været trængt af økonomiske kriser, verdenskrige og deraf følgende stram regulering og hård beskatning. (Femragende beskrevet af Thomas Piketty.) Det har hos os skabt en forholdsvis stor middelklasse, hvoraf en lille del er rejst ud for at dele ud af vores overskud til de fattige i den del af verden, som vi har betegnet som den tredje. Denne 'kapitalismens guldalder' nærmer sig nu sit slutstadie, og vi er på vej tilbage til en kapitalistisk normaltilstand. Kun for så vidt, som u-landsbistand stadigvæk kan anvendes til at opdyrke markeder og skaffe os adgang til den tredje verdens ressourcer (i hård konkurrence med KIna), vil et vist niveau blive opretholdt. Men det er formentlig kun et spørgsmål om tid. Finanskapitalen har indledt en ny fase af kolonialismen, som ikke behøver en velmenende vestlig middelklasse til at rejse ud og skabe goodwill for vores samfundssystem, vores penge, vores kulturelle værdier og vores varer, og som iøvrfigt for længst er holdt op med at skelne mellem den første og den tredje verden. Især med den græske krise kom den tredje verden pludselig til Europa. I Europa hedder det ikke structural adjusment programmes men 'den nødvendige økonomiske politik' og 'austerity'. Det vil vi sandsynligvis se mere af.

erik winberg, Trond Meiring, Flemming Berger, Aksel Gasbjerg, Jens Thaarup Nyberg og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Tommy Jensen
Var det nogen tilfældighed at Amerika betragtede Irak, Libyen og Iran som fjendtligt, efter at alle 3 lande for en del år siden udtrykte ønske om at deres olie blev betalt med andet end papir dollars?

@Robert Kroll - jeg er sådan set ikke uenig i din fremstilling af fiat valuta, men hvad er din pointe? Du refererer jo blot hvad der står i en standard finans lærebog. Ivan har til gengæld nogle interessante vinkler på nogle af de negative konsekvenser ved QE.

Personligt venter jeg på at der er en regering der tør give helt slip på kontrollen af deres valuta ved at skifte til bitcoin - se det kunne blive interessant - selvom de nok skulle have en del fremmed valutareserve initielt for at mindste udsvingene.

Ivan Breinholt Leth

Robert Kroll
Jeg tror ikke på såkaldt naturlig værdi. Guld er en vare ligesom brød i et supermarked og penge i en bank. Gulds værdi, er ligesom en hvilken som helst anden vares værdi, bestemt af hvor meget menneskeligt arbejde der er anvendt på at udvinde det. Guld har ingen værdi, for det bliver gravet op eller udvasket og forarbejdet af mennesker, og jord har ingen værdi, før det bliver erobret, opmålt, opdyrket, bebygget, etc af mennesker. Guldets faktiske værdi bliver fastsat af markedet ikke af traditioner eller alkymister.
Indtil 1971 var dollarens værdi bundet til guld. Dvs. enhver som havde en dollar havde ret til at få den konverteret til guld. Pga. Vietnam krigen svulmede USA's gæld, og USA begyndte at trykke dollarsedler for at lade andre lande betale gælden. Det blev en række lande – med Frankrig i spidsen – trætte af, og de indløste deres dollarbeholdninger for guld. Nixon forudså, at hvis dette fortsatte, ville USA blive drænet for guld. Derfor besluttede Nixon-regeringen at løse dollaren fra bindingen til guld. En række andre lande fulgte efter.
Hvorfor har papirpenge så værdi, når de ikke er bundet til guld? Da en journalist spurgte tidligere direktør for Fed, Ben Bernanke - hvorfor dollaren har værdi, svarede han med et ord: “Tillid”. Det har Bernanke ret i. Tilliden til at den amerikanske stat kan håndtere sin gæld, og tilliden til at USA har produktiv kapacitet til at back up, dollarens værdi er ved at smuldre. Indtil nu foregår det i stilhed, men i det øjeblik det går løs i et run på dollaren, bryder det internationale valutasystem sammen – og måske går USA bankerot? På den anden side lå USA's statsgæld lige efter anden verdenskrig også på lidt over 100% af BNP. Men dengang havde USA produktiv kapacitet til at afvikle gælden. Det er, hvad nogle tvivler på, at USA har i dag.

Flemming Berger, Torben Arendal, Aksel Gasbjerg, Anders Barfod og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Christensen

"Således var det i høj grad kapital fra u-landene, som lå bag USA’s boligboble. Ophobningen af reserver i Afrika syd for Sahara steg fra 35,5 milliarder dollar til 180,1 milliarder dollar fra 2000 til 2011"

Alene i 2008 brugte den amerikanske centralbank 800 millarder dollars på at stabilisere boligmarkedet og boblen. De afrikanske indestående er peanuts.

Hjælp til selvhjælp. Stop nu den håbløse bistand. Intet virker, og landene bliver til evige klientstater.
USA er det eneste land i verden som har meget lidt kontrol med egen valutakurs grundet brugen af USD som værdisætning for råvarer.
Nævn et land hvor ulandsbistand har skabt en levedygtig og veludviklet stat som kan klare sig selv nu.

Ivan Breinholt Leth

Niels Christensen
01. december, 2015 - 16:30
Det afrikanske bidrag er peanuts for USA, men ikke for Afrika. Læg også lige mærke til, at jeg i den første sætning skrev u-landene. Det inkluderer Kina, som sidder på 22 % af den amerikanske statsgæld. Ikke peanuts.

Kære Ivan Breinholt Leth (kl 01.01)

Du skriver bl a :
"Gulds værdi, er ligesom en hvilken som helst anden vares værdi, bestemt af hvor meget menneskeligt arbejde der er anvendt på at udvinde det. "

Det er ikke rigtigt - masser af varer sælges til priser, der er vildt højere end produktionsomkostningerne.

Guldprisen er ofte i top p g a spekulation og ligger dermed langt over værdien af "det menneskelige arbejde , der er anvendt ved udvindingen.".

Oliekartellet OPEC sørgede i lange tider for, at de olieforbrugende lande betalte en saftig overpris for olien - lige nu er det lidt surt at være olieproducent.

Mærkevarer inden for f eks kosmetik, mode, medicin, biler o m a sælges til priser væentligt højere end produktionsomkostningerne.

Overprisen for en iskage ved stranden er også et eksempel på, at det ikke er produktionsomkostningerne ( råverer, løn, salgsomkostninger m v), der bestemmer prisen

Og så er der alle de "immaterielle" varer som f eks retten til at transmittere fodboldkampe, retten til et kunstnerisk værk, retten til at udgive en bog eller et stykke musik , retten til at udnytte et patent o s v , betalingen for disse varer er ikke relaterede til "produktionsomkostningerne" , men til hvor meget, man kan få slutbrugerne til at "hoste op med".

Jens Thaarup Nyberg

@Robert Kroll
01. december, 2015 - 20:49
Det er den anden vej rundt: varen kan ikke sælges til under prod.omkostninger; hvor meget over, er afhængig af efterspørgsel og udbud.

Ivan Breinholt Leth

Robert Kroll
01. december, 2015 - 20:49
"Det er ikke rigtigt - masser af varer sælges til priser, der er vildt højere end produktionsomkostningerne." Ja, og masser af varer sælges til priser, der ligger under produktionsomkostningerne. Det var jo derfor, at jeg skrev, at varens faktiske pris, altid modereres af markedsmekanismen - udbud og efterspørgsel. Er du f.eks. rørlægger kan du ikke tage en time for at sætte en radiator op, sove i to timer og derefter kræve din kunde betaling for tre timers arbejde. Det kan du ikke, fordi andre rørlæggere kun vil kræve betaling for den faktiske arbejdstid. Det gælder enhver anden vare. Varens værdi bestemmes af den tid, som det tager at producere den. Men denne tid (værdi) er aldrig absolut. Den vil altid blive modereret af markedets konkurrencemekanisme, som dermed danner varens faktiske pris. Der kan således være forskel på varens værdi og varens pris. Og derfor er der kapitalister, som taber penge, hvis de anvender for meget arbejdskraft på at producere deres varer. Men hvis en vare konstant eller over en længere tid sælges til sin absolutte værdi - eller over sin værdi - er det fordi varen er produceret under monopolistiske forhold. Monopoler er jo netop karakteriseret ved, at de sætter markedsmekanismerne ud af kraft.
Robert Kroll, undskyld mig - men du mangler en grundliggende teoretisk fundering. Jeg anbefaler dig, at læse Karl Marx' værdilære i Kapitalens første bind. Derefter kan du læse borgerlige økonomers værdilære startende med klassikerne Adam Smith og David Ricardo og måske gå videre til Milton Friedman. Og så derefter drage dine egne konklusioner.
Hvad der danner en vares værdi, har fra min synsvinkel altid været præsenteret som et mysterium for borgelige økonomer. De kan jo ikke konkludere, at menneskeligt arbejde er det eneste, som skaber værdi, for det er jo det samme som at indrømme, at hele den kapitalistiske overbygning af investorer, administratorer, bureaukrater, etc. ikke skaber noget som helst, men lever af værdier, som kun produktive arbejdere skaber.
Men en sådan konklusion er ikke det samme som at påstå, at f.eks. pædagoger og advokater blot er parasitter. Også uproduktivt arbejde er nødvendigt for at få dette samfund til at fungere, og selv mennesker på overførselsindkomst udfylder en ganske præcis funktion.

Ivan Breinholt Leth

Og ja, mærkevarer udgør en slags kunstigt monopol i og med, at det lykkes visse virksomheder at tilføje en imaginær værdi til den faktiske værdi. Således er det kun Nike, som producerer Nike sko. Som regel brydes monopolet efter en vis tid, men f.eks. olieselskaber har været i stand til at opretholde et monopol over længere tid gennem komplicerede politiske kanaler. Deres massive tilstedeværelse i Paris i disse dage tyder på, at dette monopol trues af vedvarende energi. Goldman Sachs offentliggjorde for nylig, at de har til hensigt at investere en billion dollars i vedvarende energi. Det virker som skriften på væggen for oliemonopolerne, og det er de udmærket klar over.

John Andersen. Næh, det var med fuldt overlæg.
Kommer til at tænke på W.Clark.Først var det Irak, så blev det Afghanistan, så blev det til 7 lande, og hvis du kigger lidt efter på youtube og en søgemaskine vil du se at både Rusland og Kina er planlagte til at gå ned, af samme grund.

Kære Ivan Breinholt Leth (2.dec 01.40)

Jeg har nu aldrig anset Karl Marx som en "rigtig økonom" - han er snarere en politisk filosof eller tænker , som tilhører en svunden tid, hvor samfundsmekanismene og de sociale strukturer var særdeles "primitive" - en verden efter parolen "Gud , Konge og Fædreland" , uden demokrati, uden stemmeret for alle borgere uanset køn og stand o s v .

Marx hører hjemme på et museum. Han inspirerede vel til den russiske revolution og den kinesiske revolution, og Rusland er i dag et fåmandsvælde medens Kina er blevet en underlig hybrid af fascisme,socialisme og markedsøkonomi - man kan vel sige , at de to revolutioner endte med to fiaskoer?

Den franske revolution og den amerikanske revolution førte derimod til fungerende demokratier, der nok vil bestå i mange,mange år fremover.

Det er svært at debattere filosofi og religion - det er meget lettere at "skændes" om naturvidenskabelige forhold , idet man her kan måle og veje og efterprøve teorier og påstande.

Med venlig hilsen

Ivan Breinholt Leth

Robert Kroll
En "rigtig økonom" er sådan en som danske Mads Lundby Hansen. Hvis du vil vide, hvad en konservativ, borgerlig eller "rigtig økonom" er for en, behøver du blot at holde øje med, hvem der bliver dybt overrasket, hver gang vi løber ind i en økonomisk krise. Det gør alle de økonomer, som tror, at markedet altid tenderer mod en ligevægtstilstand til alle de fuldt oplyste borgeres bedste. Og jeg kan love dig for, at deres tænkning er dybt forankret i klassisk økonomisk teori, og den diskurs, som fandt sted i det 19. årh. fra Adam Smith til Thomas Malthus og John Locke, Carl Menger, Ludvig von Mises og senere Lionel Robbins og Friedrich August von Hayek i midten af det 20. årh. Når danske politikere og ministre som Claus Hjort Frederiksen, Bjarne Corydon og Margrethe Vestager henviser til udbudsøkonomiske teorier og ideen om, at blot man øger udbudet af arbejdskraft, så løser arbejdsløshedsproblemet sig selv, så er det med baggrund i Says lov. Jean-Baptiste Say blev født i 1767 og døde i 1832. Sort set ingen af hans samtidige gad at beskæftige sig med hans ligegyldige teorier, men i dag kunne ikke en mors sjæl finde på at påstå, at sådanne teorier hører hjemme på et museum, for siden Francis Fukyama forsøgte at bilde os ind, at historien er slut og kapitalismen har sejret er det kun venstrefløjen, der er 'gammeldags' og ude af trit med udviklingen, selvom en ca. 190 år gammel økonomisk teori gennemsyrer næsten enhver vestlig regerings økonomiske politik og er næsten absolut dominerende i EU bureaukratiet og i den amerikanske kongres. I en dansk sammenhæng viste Says lov til fulde sin virkelighedsfjerne utilstrækkelighed, da Det Økonomiske Råd (som bekendt også kaldet 'vismænd') i slutningen af 90erne forudsagde, at hvis vi ikke afskaffede efterlønnen, ville vi i 2010 stå oberfor en katastrofal mangel på arbejdskraft. Og igen da VK-regeringen i 2010 forudsagde at højst 2-4000 personer ville falde ud af dagpengesystemet som følge af reformen.
Så længe varer og penge cirkulerer på markeder, vil de klassiske økonomers diskussioner være relevante. Det ved både venstre og højre side af den moderne økonomiske diskurs. Og hvad vare- og pengeanalyse og Marx' værditeori har med skabelsen af Sovjetunionen og Kina at gøre overgår min forstand. Selvom Marx beskæftigede sig uhyre lidt med, hvordan man bør indrette et samfund, får han skyld for nogle af det 20 årh. største katastrofer, mens absolut ingen kunne finde på at bebrejde Milton Friedman eller Friederich von Hayek, at 23% af den amerikanske befolkning i dag lever under den amerikanske fattigdomsgrænse, eller at USA har skabt rene terrorregimer fra Iran til Chile, væltet demokratisk valgte præsidenter og skabt fejlslagne stater i det frie markeds og demokratiets navn. Men overfladiskheden har sejret, og det er blevet moderne at afvise ubekvemme gamle indsigter med stereotyper og uvidenhed fremfor analyse og argumenter.

Ivan Breinholt Leth du skriver:
Borgelige økonomer kan jo ikke konkludere, at menneskeligt arbejde er det eneste, som skaber værdi,

…hvilken betragtning jeg ikke kan bifalde nok, men din videre konklusion er jeg mere usikker på:

for det er jo det samme som at indrømme, at hele den kapitalistiske overbygning af investorer, administratorer, bureaukrater, etc. ikke skaber noget som helst, men lever af værdier, som kun produktive arbejdere skaber.

Ønsker vi at bibeholde et moderne samfund, med alle de goder vi kender i dag, kan mestendelen af denne overbygning næppe undværes, og da slet ikke hvis vi vil ændre den moderne samfundsmodel i en mere gennemtænkt og bæredygtig retning.

Efter min mening må konklusionen være, at de der skaber goderne udgør grundlaget for et proletariatets diktatur, forstået på den måde, at den “kapitalistiske overbygning” (bør defineres meget mere præcist) underordnes demokratiet. Alternativerne til at gøre dette er enten, at fortsætter det kapitalistiske samfund, som nu, over i en egentlig fascistisk fase, med større og større ulighed, eller at vi simpelt hen må opgive det moderne samfund med dets mange goder.

Mange miljøbevidste vil sikkert være parat til det sidste alternativ (at opgive forbrugersamfundet), men de har så ikke gennemanalyseret modspillet fra det første alternativ (fascismen). Kapitalismen skal, hvis udviklingen af det moderne samfund skal fortsætte, underordnes demokratiet.

Kære Ivan Breinholt Leth (kl 00.09)

”En "rigtig økonom" er sådan en som danske Mads Lundby Hansen” lyder dit forslag ?

En ”rigtig økonom” er efter min opfattelse en økonom, der bl a loyalt over for sine læsere/tilhørere/fagfæller konsekvent gengiver de præcise forudsætninger og forbehold, som hans/hendes analyse og rådgivning bygger på.

Det er i reglen ikke økonomernes konklusioner, der er interessante, men derimod de ( utallige) forudsætninger og forbehold som de har lagt ind i deres arbejde .

Økonomi er lige så lidt som filosofi og religion en eksakt videnskab – de bedste økonomer er dem, der ud over viden om tidligere situationer og kriser også har en veludviklet fornemmelse for bl a de psykologiske/politiske trends i den tid, de lever i.

Hvis f eks Marx her og nu blev oprejst fra de døde og bedt om en prognose, så ville han blive uhjælpeligt til grin - hans baggrund og forudsætninger ville være aldeles utilstrækkelige til at forstå dagens forhold.

Ivan Breinholt Leth

Bill Atkins
Mange kritikere af det kapitalistiske system (med et fundament i Marx) forveksler produktivt arbejde med samfundsnødvendigt arbejde. En advokat producerer ingenting. Hans arbejde resulterer ikke i en brugsværdi, som også har en pengeværdi, og som derfor kan sælges som en vare. Ikke desto mindre er advokaten både nødvendig og nyttig for samfundets virke.