Vi vimser rundt blandt hinanden på Nørrebrogade. Alle de pæne barnevognskvinder. Tøjet er flot, babyerne smiler, på hver vores catwalkpodie. Jeg vil gerne kigge på kvinderne med et strejf af kærlighed, jeg vil gerne glæde mig over deres spankulerende moderæstetik – men jeg skuler.
I kontakten med kvinder enten ophøjer eller nedvurderer jeg mit eget ståsted.
Deres eksistens kan true min position og frarøve min mands blikke. Jeg stiller mig som konkurrent – visualiserende mit grå CV og pointtavlen i mine hænder.
Selvophøjelsen er min favorit. Det er rart at stå deroppe. Det er rart at kigge ned på famlende kvinder. Det er rart, når det står 1-0 til mig.
Men når kvinders charme, popularitet og succes stormer imod mig, sker der noget. Nogle vil kalde det væmmeligt. Jeg ser en smuk kvinde vinde en prisoverrækkelse. Nu er jeg ikke længere en velfungerende kvinde med to sunde børn og en god mand. Jeg transformeres til en besidderisk hundrage.
Jeg er trist. Jeg har ikke fået nok. Nok venner, nok karriere, nok charme. Op fra min beskyttende attachémappe hiver jeg selvforsvar op. Mine forældre opdagede ikke mine kreative talenter. Jeg ikke er opvokset i et kulturradikalt hjem. Min klasselærer kunne ikke lide mig. Jeg har selvværdsproblemer. Jeg har børn. Det er mine forældres skyld. Det er mine forældres skyld, beroliger jeg mig selv.
Tidligt i seng
Jeg køber ikke mode- og boligmagasiner. Jeg ser ikke tv, der handler om at vinde anerkendelse. Min skrabede facebookprofil viser ikke mine få venners opdateringer.
Jeg har garderet mig mod at blive opslugt af venindebilleder og begavede opdateringer, da alle disse uskyldige ligegyldigheder oversvømmer min eksistens med dyb, mørk melankoli.
For mig er det altså ikke blot et socialt mediebillede af et populært kvindeselskab – grinende, rødvinsdrikkende, litteraturoplæsende. Det er et billede, der fortæller mig, at jeg er alene.
Selv om jeg fyldes af tomhed ved et enkelt billede, tager jeg mig til fange i selvpineriet og kigger på flere. Tomheden forstørres. Misundelsen æder mig langsomt. Jeg går tidligt i seng.
Weekenden efter vil jeg hævne mig. Jeg vil samle et kvindeselskab, hvor vi griner og pjatter på den intellektuelle måde.
Jeg opsætter filtrerede billeder på Facebook. Jeg holder vagt. Jeg åbner min profil hvert tiende minut, tænker på den hver andet sekund, tæller ’likes’. Jeg reducerer mig selv til en aktiekurs, hvor Facebook fortæller mig, hvor meget jeg er værd i dag. Måske vil jeg gå i seng med sitrende, frydefuld fornemmelse i kroppen over virtuel anerkendelse.
Jeg slår ’misundelse’ op på Google og kommer i berøring med en Femina-artikel. Artiklen opfordrer mig til at favne misundelsen. Jeg skal opdage, hvad den vil fortælle mig. Hvis jeg mærker misundelse i forhold til en anden kvindes besiddelser, skal jeg spørge mig selv, hvilket ønske, der ligger under misundelsen. Jeg tager rådet til mig.
Femina, hjælp mig!
Der dufter af boligmagasin i hendes lejlighed. Den har mange værelser. Den er minimalistisk og stilfuld. Der bor en smuk kvinde. (Mit eget hjem er på 50 kvadratmeter, og vi bor to voksne og to små børn.)
Pludselig får jeg klaustrofobi. Jeg går rundt som en pukkelrygget heks. Lange fingre, der snuser rundt i chik københavnerlejlighed. Jeg bliver svimmel af min gnæggende utilfredshed.
Før var jeg glad og veltilfreds. Jeg var stolt af mine turkise vægge med excentriske penselstrøg. Jeg var stolt af at kunne leve fornøjet på lidt plads. Nu er jeg bitter og fortvivlet. Der står 0-1 til kvinden.
Og det er her, jeg kalder på hjælp: Femina, hjælp mig! Hvilket ønske ligger under min misundelse? Jeg har lyst til dyre møbler!
Måske tegner jeg et abonnement på Bo Bedre. Et abonnement på kronisk utilfredshed.
Ekskrementer
Jeg mindes min gamle veninde. Hun var klog og smuk. Når hun fik 13, kunne man knap nok se hende smile. »Tretten,« hviskede hun undskyldende med nedbøjet hoved. Hun ønskede ikke at stå på ensomhedens piedestal.
Når hun fik 13, var vi andre nødsaget til at gå på rov i hendes fejl: »Hun er arrogant. Hun er begyndt at tage på.«
Vi stod med hver vores bazooka og beskød den tilsyneladende perfekte pige. Bang! Bang! Bang! Straks havde vi det meget bedre.
Så i stedet for at præsentere mit liv som succesfuldt, kan jeg vælge den modsatte strategi og præsentere mine fiaskoer: Kager, der brænder på. Børn, der skriger. Derved har jeg opsat et beskyttende fæstningsværk mod skinsyge kvinder. Jeg har beskyttet mig mod, at de får lyst til at hviske om, at min næse er større end gennemsnittets, at jeg griner for højt, er bedrevidende og snakker for meget. I kartoteket med mine ekskrementer vil de langsomt ånde lettet op, når de opdager uredigerede billeder af min appelsinhud, manglende sexlyst, depressive udtryk, skænderi med manden, etc. Jeg kan skabe et søsterskab for de ufuldkomne, der bøvser og spytter på de formfuldendte.
Vi er pissebange
Vi positionerer os som ligeglade og griner ad 12-talspigerne. Vi erklærer os som lortemødre og peger fingre ad speltmødrene. Vi spiser bacon og spotter vegetarerne. Vi køber genbrugstøj og latterliggør østerbrodamerne. Vi gør karriere og skælder ud på de hjemmegående. Vi går hjemme og foragter de succesfulde. Vi er pissebange.
Den ene kvindes medvind, bringer den anden kvinde modvind. Vi er infiltrerede og afhængige af hinanden, men bekæmper hinanden med hemmelige gloser.
Jeg er bange for kvinder. Jeg er bange for, at jeg får dem til at føle sig fejlfulde. Jeg famler efter måder, hvorpå jeg kan lytte rigtigt, anerkende rigtigt, trøste rigtigt. Jeg vil gerne danse i medbegejstring, bevæge mig til rytmen af oprigtig interesse.
Men jeg snubler.
Jeg går fra et såkaldt ’veninde-møde’ med en murrende overbevisning om, at jeg gjorde tingene forkert, at jeg forsmåede hende med mine store armbevægelser. Koderne. Det grumsede vand. De usagte sætninger. »Undskyld,« skriver jeg i en sms.
Jeg ønsker at rulle badeforhænget fra, afklæde mig min rustning og finde tillid i blikke.
Man siger, at kvinder er kvinder værst. Jeg kunne godt tænke mig at sige noget andet.
Vibeke Fogh Prahl er lærerstuderende
Kære Vibeke Fogh Prahl
I 1989 (!!!) redigerede Lene Koch og jeg et nummer af Nyt Forum for Kvindeforskning (9. årgang 1989/nr. 1). Det var et temanummer, vi kaldte: Fjende - veninde. Om konkurrence og misundelse mellem kvinder.
Måske det kunne være interessant for dig at kigge I?
Venlig hilsen
Bente Elkjær (elkjaer@edu.au.dk)
Vibeke tror i al sin navlebeskuen, at alle andre kvinder er som hun selv.
jeg kan ikke genkende noget af det her hverken fra nu eller fra dengang, jeg var ung i 70'erne.
Det kan selvfølgelig også være, at andre kvinder er lige så U-L-I-D-E-L-I-G-T navlebeskuende, som Vibeke selv, fordi de bruger for meget tid på Facebook, Twitter, Instagram og lignende selvpromoverende gejl.
Altså jeg er et ynkeligt vrag af en humanist der er blevet marginaliseret af djøfficering og nu har så dårlig selvtillid at mit liv er ved at gå i stykker og jeg kan altså ikke genkende noget som helst af det den kvinde der mener at jeg som kvinde bør mene om andre kvinder. Mon ikke man bør lade være med at bruge ovenstående til at sige noget generelt om kvinder.
Ja, jeg er navlebeskuende. Det er jo det, den handler om.
Det er så let at bebrejde en tekst, at den ikke er noget andet, end det den er. Hvis man ikke vil læse en tekst, som undersøger skribentens egen frygt, så skal man måske bare undlade at klikke på en artikel, der hedder "Jeg er bange for kvinder". Medmindre man altså gerne vil være bitter og skrive en bitter kommentar. Så er det jo en skøn lejlighed til at sprede lidt negativitet.
Kære Vibeke Prahl, jeg synes det var et godt og ærligt indlæg, og det lettede min dag at læse om et andet menneskes grimme tanker om sig selv og de andre. For mig var det en vedkommende påmindelse om at være mindre bange og mere generøs. Tak for teksten!
Som mand er det en spændende artikel at læse.
Ja, vi vurderer da OGSÅ hinanden. Men slet slet ikke på det plan, som Vibeke beskriver.
Man har selvfølgelig en fornemmelse for hvad der er i spil mellem kvinder (gennem sin kone, kæreste og/eller veninder), men det er interessant at se det bredt så meget ud og beskrevet så godt.
Nogle gange kunne jeg som mand da også ønske, at kvinder slappede lidt mere af mht. den slags sociale spil med andre kvinder. Bare hvilede lidt mere i jer selv og ikke gik så meget "like-hunting" on- og offline.
Og ja, navlepilleri KAN faktisk være både interessant og god kunst.
Tænk Trille (meget intimt tekstunivers, der til nogles store frustration IKKE entydigt kunne sættes i bås som "rødstrømpe-musik") eller Frida Kahlos malerier.
En af det bedste og på samme tid mest personligt beretninger om Nordkorea overhovedet er Suki KIms :"Without you, there is no us".
-Jeg tror helt alvorligt ikke den bog kunne være skrevet af en mand, så ros til kvindekønnet på den konto. Den er god netop fordi den er (delvist) navlepillende.
Der findes forskning , der støtter Vibeke Fogh Prahl, citat: "Kvinder anses ellers generelt for det mere sociale køn, og det er måske netop årsagen til, at kvinder tilsyneladende er meget kritiske over for andre kvinder, mens mænd i højere grad ser gennem fingre med fejl hos andre mænd" ... osv. http://www.b.dk/viden/kvinde-er-kvinde-vaerst
Tatjana Tilly - jeg klikkede på overskriften, fordi jeg troede, det handlede om en mands angst for kvinder.
Når jeg bliver så arrig på teksten, så er det fordi, det er så komplet uden nyhedsværdi, at nogle er navlebeskuende, det er alle teenagere. Nyhedsværdi kan højst ligge i, at teenagetilstanden nu synes at forsætte op til sent i 20'erne, måske endda til 30'erne. Måske man prøve at gå mere seriøst op i sine studier/arbejde, børn ( ikke deres påklædning), samfundsengagement etc. end sine egne vægge. Da døgnet kun har 24 timer, vil det så være begrænset, hvor meget tid der bliver tilovers til at kredse om, hvad andre mener om ens i bund og grund ligegyldige gøren og laden i køkkenet, sengen og dagligstuen.
Trilles tekster anser jeg på ingen måde for at være navlebeskuende, faktisk synes jeg altid de rækker ud over hende selv.
Er det ikke bare et spørgsmål om at være tilfreds med sit eget? Hvis man er glad og tilfreds med sit liv, så bliver det ligegyldigt om andre er succesfulde. Det er først hvis man ikke er glad for sit eget, at andres lykke bliver irriterende. Så det eneste der giver mening, må være at arbejde for hvad man selv gerne vil have, og lade være med at tænke så meget over om andre kvinders børn smiler og om deres tøj er pænt. Det er et meget mærkeligt verdenssyn, at det enten står 1-0 til en selv, eller til den person man møder. Det burde stå 1-1 og være ligegyldigt. Det var interessant og forvirrende læsning (for en mand).
Herdis Weins: "... det er så komplet uden nyhedsværdi...".
Det er faktisk en af grundene til at jeg holder af Information: Her i avisen har der altid været tid til at tænke over tingene, prøve at forstå baggrunden for sidste uges nyheder, sidste års nyheder, sidste århundredes nyheder - frem for absolut at skulle være først med det sidste nye.
Jeg ved da godt, at ikke alle kvinder er som Vibeke Fogh Prahl, men det er der altså mange, der er. Jeg læser også af og til Alt for Damerne og en sjælden gang Facebook, ligesom jeg har haft et par kærester mm. i mit liv, og jeg har altid undret mig over den i mine øjne udbredte narcissisme der ses hos mange kvinder. Ikke hos alle, kun næsten alle.
Jeg læser det som en tilståelse af at være bange for at gå glip af noget, som andre har.
Konkurrencestatsvilkår oversat til kvinde-til-kvindemisundelse.
Tjah.
Som en "rigtig" mand er jeg stadig bange for at andre mænd - og kvinder med for den sags skyld - skal anse mig for at være en tøsedreng. Sådan er jeg opdraget. Kvinderne i mit liv har så lært mig, at jeg godt må være en tøsedreng engang imellem, bare det ikke tager overhånd.
Det samme gælder vel kvinder på deres gebet: De er som regel opdraget til at være "rigtige" kvinder, med hvad det indebærer af krav om skønhed, moderskab og omsorg for familien, så det mindste jeg kan gøre til gengæld er vel at bakke op om de kvinder der bliver usikre på denne rolle, og støtte dem i, at de ikke behøver at være smukke etc. hele tiden, bare det ikke tager overhånd.
Livet er ikke så tøselækkert, hvis man er en ærgerig kvinde med et dårligt selvværd.
Et eller andet sted, er det jo lidt sjovt, at Herdis og Charlotte Primdal kan fare sådan i flint over artiklen - måske er der noget om snakken? Måske viser de på tekst med deres " U-L-I-D-E-L-I-G-T navlebeskuende, som Vibeke selv" samt " ynkeligt vrag af en humanist", at man som kvinde netop BØR være bange for andre kvinder.
I'm afraid of Americans.
(David Bowie.)
"Kvinder anses ellers generelt for det mere sociale køn, og det er måske netop årsagen til, at kvinder tilsyneladende er meget kritiske over for andre kvinder, mens mænd i højere grad ser gennem fingre med fejl hos andre mænd."
Er det nu også socialt, at være "meget kritiske overfor andre kvinder" (og andre medmennesker) ?
Som jeg ser det, er det da mere socialt, at kunde se mere gennem fingrene med fejl hos andre,
og så hellere "feje for egen dør". Den uskyldige skal kaste den første sten, som Jesus engang sagde, ifølge testamentarikerne. (Kan ikke lige huske hvem af de fire, Johannes, Lukas, Markus eller Mattheus, som skriver om dette, i forbindelse med stening.)
"Flisen i din næstes øje kan du godt se, men ikke stokken i dit eget."