Kommentar

Bør vi hædre fortidens racister?

Woodrow Wilson regnes for en af USA’s største præsidenter, og derfor bærer flere stolte institutioner hans navn. Med urette, mener studenteraktivister, for Wilson genindførte også racesegregation
Debat
28. december 2015

Midt i min forelæsning på Princeton i praktisk etik i sidste måned rejste flere studerende sig op og udvandrede for at deltage i en protest. Den var under ledelse af Black Justice League (BJL), en studentergrupper, der er opstået i USA som reaktion på den skæbnesvangre nedskydning af Michael Brown i Ferguson, Missouri i august 2014 og flere efterfølgende politidrab på ubevæbnede sorte.

Samme dag besatte medlemmer af BJL universitetsrektor Christopher Eisgrubers kontor og nægtede at forlade det, før de havde fået en række krav opfyldt. Disse omfattede ’træning i kulturel kompetence’ for både akademiske og ikkeakademiske medarbejdere, obligatoriske kurser for alle studerende i marginaliserede gruppers historie, og oprettelse af et såkaldt ’kulturelt affinitetsrum’ på campus, dedikeret til afro-amerikansk kultur.

Læs også: Historien om De Sorte Panteres storhed og fald

Det krav, som imidlertid vakte opmærksomhed over hele USA, vedrørte universitetets Woodrow Wilson School of Public and International Affairs og kollegiet Wilson College, som begge blev forlangt omdøbt. Kollegiets spisesal har et stort vægmaleri af Wilson, som BJL også ønskede fjernet. At hædre Wilson på den måde var stødende for afroamerikanske studerende, sagde man, for Wilson var racist.

Woodrow Wilson var indenrigspolitisk progressiv og en idealist i udenrigspolitikken. Hans regering vedtog love imod børnearbejde, arbejdstagerrettigheder, reformerede lovene for bankvæsenet og udfordrede tidens monopoler. Efter Første Verdenskrig insisterede han på, at udenrigspolitikken skulle styres af moralske værdier, og talte for demokrati og national selvbestemmelse i Europa.

Læs også: Det er ikke alle racister, jeg har ondt af

For afroamerikanere forblev hans politik imidlertid reaktionær. I 1913, da han tiltrådte som amerikansk præsident, overtog han en forbundsstat, der beskæftigede mange afroamerikanere, hvoraf nogle arbejdede sammen med hvide i mellemlederstillinger. Under hans administration blev de raceadskilte arbejdspladser og toiletter, som var afskaffet ved borgerkrigens slutning, genindført. Da en delegation af afroamerikanere protesterede, forklarede han dem, at segregation var til deres egen fordel.

Berømt for fredspagt

Hyldesten til Wilson på Princeton skyldes ikke kun, at han er en af mit universitets mest berømte alumner (og den eneste af dem, der har modtaget Nobels fredspris). Det skyldes også, at han, før han blev præsident, var rektor for Princeton og med tidligere dekan Anne-Marie Slaughters ord den person, der måske gjorde mest for at omdanne Princeton fra en skole for unge overklasseløg til »et stort forskningsuniversitet«.

Wilson er berømt verden over for den ’14-punkts-plan’, han foreslog som grundlag for en fredstraktat, der kunne afslutte verdenskrigen. Han opfordrede til selvstyre for befolkningerne i de østrig-ungarske og osmanniske imperier og til oprettelse af en uafhængig polsk stat. Ikke underligt, at der findes en Wilson-plads i Warszawa, at Prags hovedbanegård er opkaldt efter ham, og at både Prag og Bratislava har gader, der bærer hans navn.

Læs også: »Jeg kan ikke se, at vi har noget andet valg end at kæmpe videre«

Blandt de øvrige punkter i planen er et krav om ’åbne pagter’ – det vil sige ingen hemmelige traktater om underforstået opdeling af andre landes territorium efter krigen – og en sænkelse af handelsbarrierer. Måske mest betydningsfuldt var forslaget om oprettelse af »en generel sammenslutning af nationer ... med det formål at give gensidige garantier for politisk uafhængighed og territorial integritet til både store og små stater«.

Forslaget førte til grundlæggelsen af Folkeforbundet, forgængeren for FN, som fra 1920 til 1936 havde hovedsæde i Palais Wilson i Genève. Bygningen har frem til i dag, hvor den huser FN’s Højkommissariat for Menneskerettigheder, bevaret dette navn.

Historien er fuld af mennesker, der trods moralske brister udrettede store og positive ting. I USA behøver vi bare at tænke på forfatningsfædre og tidlige præsidenter som George Washington, Thomas Jefferson og James Madison, der alle var slaveejere. Om dem kan man sige, at de – i modsætning til Wilson – ikke var værre end de gældende normer for deres tidsalder. Men er det tilstrækkeligt grundlag for at fortsætte med at mindes dem?

Det mente man ikke i skolenævnet i New Orleans. Efter at have vedtaget en resolution om, at ingen skole må bære en slaveejers navn, omdøbte man Georg Washington Elementary School efter en afroamerikansk kirurg, der kæmpede for ophævelse af segregation ved blodtransfusioner. Bør også navnet på USA’s hovedstad genovervejes?

Læs også: Sorte mænd kan ikke svømme

I bogen Veil Politics in Liberal Democratic States beskriver forfatteren Ajume Wingo, hvordan »et politisk slør« lægges over et politisk systems historiske skændigheder for at skabe et idealiseret billede. Det er den mekanisme, vi ser i spil, når store – eller knap så store – politiske ledere gøres til symboler, der skal indprente os medborgerlige dyder.

I takt med at vores moral forandrer sig, kan oversete aspekter af historiske figurer få relevans og symboler skifte betydning. Da Wilsons navn i 1948 blev føjet til Princeton School of Public and International Affairs, lå Rosa Parks berømte bustur syv år ude i fremtiden, og segregationen i de amerikanske sydstater var ikke sat under alvorlig udfordring. I dag ville man betænke sig ved at opkalde nye institutioner efter ham. Wilsons racisme er mere iøjnefaldende, og derfor er han ophørt med at inkarnere de værdier, der er vigtige for Princeton University i dag.

Wilsons bidrag til universitetet, USA og verden kan og bør dog ikke slettes fra historien. De bør i stedet blive anerkendt på en måde, der kan skabe en nuanceret samtale om, hvordan vi forandrer vores værdier, som på én gang kan omfatte både hans positive resultater og bidrag til USA’s racistiske politikker og praksisser.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Den moderne politiske korrektheds censur, der florerer i Sverige men i endnu højere grad på Amerikanske universiteter af såkaldte "liberals" er enormt skadelig. De forsøger at opnå en falsk og rent diskursiv ligestilling via censur af fortiden. Det ses faktisk i næsten alle akademiske felter: I Vikingetidsstudier (nu kommer jeg fra forhistorisk arkæologi ...) kaldes man sexist, hvis man ikke køber argumenterne om kvindelige "vikinger" i Britannien. Vi må ligeledes ikke hædre eller henvise til politisk ukorrekte personer af stor indflydelse såsom Heidegger, Kipling eller nu Woodrow Wilson.

De politisk korrekte ønsker ikke at forstå elller acceptere fortiden. De vil i stedet genskrive den og opfinde en parallel og fiktiv fortid, hvor diskirmination og segregation ikke eksisterede. Hvor Kvinder kæmpede på lige fod med mænd som Vikinger i Britannien. Kort sagt: En historie der passer i et moderne politisk narrativ.

Det er forfalskning af værste skuffe.

Mihail Larsen, Claus E. Petersen, Nic Pedersen, Troels Ingvartsen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar
Jesper Jorgensen

Wilson var det ikke ham som fik indført Federal Reserve systemet og dermed sat statsøkonomien under kontrol af private kapitalister?

Den dag man kan se på historiens mange eksempler på uretfærdigheder, forbrydelser o s v - og i fællesskab blot konstaterer, at man heldigvis har lagt disse mere eller mindre uhyrlige ting bag sig for evigt , så er der nået noget.

Dennis,
skal jeg ikke bare forstå dit indlæg sådan, at du efterlyser en nuanceret tilgang til historien?
Personer er ikke enten gode eller onde. Når Wilson genindførte raceadskillelse, betyder det ikke med ét, at alle de gode ting, han gennemførte, var dårlige.

Mihail Larsen, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Troels Ingvartsen anbefalede denne kommentar

Erik,
Det kan man godt sige. Min pointe er at den moderne bevægelse om politisk korrekthed ikke interesserer sig i selve fortiden men i hvordan den kan anvendes til at legitimere moderne politiske mål. Deres moderne mål kan i og for sig være fine nok - selvom der også her behøves gevaldige kvalifikationer - men fortiden er og bliver fortiden. Uanset hvad en politisk korrekt dudebro på en amerikansk campus mener, så var kvinder sandsynligvis ikke krigere i 900-tallets England. Kipling of Wilson bliver ej heller mere eller mindre relevante for vores fortidsforståelse af at vi censorerer dem som et andet militær junta styre.

Mihail Larsen, Per Torbensen, Nic Pedersen og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Wilson var den anden amerikanske præsident, som modtog Nobels fredspris. Han invaderede Haiti som er et "lille" eksempel på de menneskelige værdier, der var fremherskende i hans menneskesyn, dræbte 20.000 haitianere if. haitianske historikere, indførte rendyrket slaveri og efterlod det meste af landet i ruiner. Han er blevet berømmet som en apostel for demokrati, og han demonstrerede til fulde sin kærlighed for dette samfundssystem ved at sende marinere til landet for at opløse parlamentet med våbenmagt.

Det havde formastet sig til at nægte at vedtage en lov, der ville have tilladt amerikanske selskaber at opkøbe landet. Af denne grund blev de afsat, men eftersom USA er passioneret tilhænger af frie valg, blev der afholdt et valg under marinernes kontrol, i hvilken 5 % af befolkningen deltog, og hvor 99 % stemte for den "progressive" lovgivning, som tjente amerikanske selskabers interesser i at opkøbe det, der var tilbage af Haiti, et land, som en gang var den rigeste koloni i verden.

Marinerne tog også kontrol med den haitianske nationalbank og "fjernede" 500.000 $ af landets reserver, som de sendte til New York.

Mens han var præsident intervenere USA i Latin Amerika tiere end på noget andet tidspunkt i landets historie. Ud over invasionen af Haiti sendte USA tropper til Mexiko i 1914, den Dominikanske Republik i 1916; igen til Mexiko i 1916 ( rent faktisk sendte de tropper til Mexiko 9 gange mere, før manden ophørte med at være præsident; til Cuba i 1917 og Panama i 1918. Wilson opretholdt også amerikanske tropper i Nicaragua, som skulle bruges til at påvirke landets præsident og sikre gennemførelsen af en traktat, der var gunstig over for USA.

For at det ikke skulle være løgn invaderede han også Rusland under revolutionen med støtte til "de hvide" eller den anti-bolsjevikiske side i Ruslands borgerkrig. Han var uomtvisteligt en ekstremt brutal og ondartet modtager Nobels fredspris.

Det er ikke særligt troværdigt, at disse handlinger blev udført af en mand, der var styret af de ædle idealer, der er fremherskende i en demokratisk samfundsopbygning.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Duus Nielsen, Olaf Tehrani, Karsten Aaen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
erik mørk thomsen

De skulle heller gøre noget ved den race ulighed, der finde i dag.

Puha hvor kunne russerne være sparet for mange lidelser hvis han så havde haft held med interventionen i den russiske borgerkrig. Sådan er der så meget, der kan se forskelligt ud her bagefter.

Den civilisatoriske test

Habermas har mindet os om, at vi i bedømmelsen af fortidige (og for så vidt også nutidige) regimer skal fokusere på, hvad der på det pågældende tidspunkt var muligt. Normen for vurderingen er den emancipatoriske interesse, og derfor bør 'spørgsmålet' til tidligere regimer være, om de - givet de materielle, sociale, økonomiske forhold - kunne have handlet mere emancipatorisk/progressivt.

Det nytter ikke noget, at vi måler fortiden med nutidens målestok. Vi må ulejlige os med at se nærmere på de vilkår, der eksisterede i fortiden.

Tankegangen er duplikeret fra Marx, der taler om forholdet mellem produktivkræfter og produktionsforhold. Regimet bestemmer produktionsforholdene; om det sker legitimt, afhænger af, om de udnytter produktivkræfterne emancipatorisk optimalt. Fortiden må vurderes ud fra, hvad der på den tid var muligt - og muligvis blev forhindret af magthaverne.

I dag kan vi godt se, at magthaverne i størstedelen af historien har undladt at gøre brug af de alment emancipatoriske muligheder; de har været repressive for at tjene egne interesser. Derfor har det været nødvendigt at føre en klassekamp for at ændre regimets produktionsforhold.

Forståelsen af denne dialektik gør det muligt at få et realistisk blik på fortid, nutid og fremtid.

Men hvis man begynder at 'moralisere' over fortiden ud fra nutidige forudsætninger (dvs. vil stille fortidens mennesker til ansvar over for en nutidig retsforståelse), så handler man i grunden ikke anderledes end religiøse fundamentalister, for hvem historicitet (historisk forskellige vilkår) er ligegyldig vis-à-vis den nye sandhed.

På denne måde bekræfter de blot en anden af Marx' indsigter, at det er den herskende klasse der bestemmer den herskende kultur. De politisk korrekt opfører sig lige så enøjet og intolerant som de mennesker og tider, de tager afstand fra. Den ene dumhed erstatter den anden.

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen, Søren Ferling og ulrik mortensen anbefalede denne kommentar

Progressiv - regressiv

En differentieret historisk analyse vil ofte vise, at der er såvel progressive som regressive elementer i spil. Det gælder også magthavere, der i nogle henseender er afgjort progressive, men i andre afgjort regressive.

De politisk korrekte bevægelser er ofte for dovne (eller ophidsede) til at studere de nærmere omstændigheder og forlanger højlydt, at man enten er det ene eller det andet, og at vi derfor enten skal for eller imod.

Hvad adskiller dem i grunden fra de islamister, der sprænger oldtidsminder i luften?

Karsten Aaen, Niels Duus Nielsen og Søren Ferling anbefalede denne kommentar

Peter Singer laver den typiske venstrefløjs-'framing'.

Her at Wilson 'var racist'. Det er det væsentlige i Singers optik.

Samme logik som i kommunisme - en person kan kun være ren eller uren - er han uren, skal han glemmes eller dæmoniseres.

Singer tænker som en stalinist.

Mihail Larsen
29. december, 2015 - 06:52
"Men hvis man begynder at 'moralisere' over fortiden ud fra nutidige forudsætninger (dvs. vil stille fortidens mennesker til ansvar over for en nutidig retsforståelse), så handler man i grunden ikke anderledes end religiøse fundamentalister, for hvem historicitet (historisk forskellige vilkår) er ligegyldig vis-à-vis den nye sandhed".

Jeg kunne ikke være mere uenig i de betragtninger, som ovenstående citat fra dit indlæg tager for givet. Jeg forbeholder mig ret til at moralisere i dag over de kolossale forbrydelser, som blev begået under Holocaust, selv om de foregik for efterhånden mange år siden, ligesom jeg er sikker på, at mange mennesker, ikke mindst blandt de berørte mennesker, jøder, zigeunere, slaver og andre mennesker, følte, at det var et ufatteligt overgreb over for dem.

Et andet eksempel, ud af et væld af andre, kunne man nævne Magna Carta, et lovdokument fra 1215, altså med 800 år på bagen, som bl.a. fastslog et princip om "presumption of innocence", at alle var uskyldige indtil det modsatte var bevist. Dette princip, knæsat gennem flere hundrede år, burde være selvindlysende for en mand som Obama, som er professor i konstitutionel ret og for hvem dette burde være barnelærdom, og som, selv på denne baggrund, bryder med det hver eneste dag. Med sine droneangreb er det ikke at tage munden for fuld at karakterisere ham som verdens førende internationale terrorist, med drab på tusindvis af uskyldige mennesker. Han er bedøvende ligeglad med Magna Carta. Han står naturligvis ikke alene med disse brud på elementære retsprincipper. Alle amerikanske præsidenter, bare efter Anden Verdenskrig, har gjort sig skyldige i lignende krænkelser, og millioner af uskyldige mennesker, angiveligt 20 millioner efter denne krig, har måttet betale den ultimative pris for brud på den holdning, som Magna Carta i denne henseende har cementeret.

Et tredje eksempel kunne være slaveriet, som det blev praktiseret i USA. Det blev som bekendt afskaffet under Lincoln i 1865 i forbindelse med afslutningen på den amerikanske borgerkrig. Millioner af mennesker, der lever i dag, ser, som mig, tilbage på denne epoke, som en skamplet på amerikansk historie, og i denne henseende var deres holdninger ikke på nogen måde afvigende fra millioner af datidige amerikanere, som bidrog til at skabe de betingelser, der gjorde det muligt at afskaffe denne skændige livsbetingelse for millioner af amerikanere.
Eksemplerne er legio.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Duus Nielsen

erling jensen, der er for mig ingen modsætning mellem i nutiden at tage moralsk afstand fra en fortidig persons fejlgerninger, samtidig med, at man anerkender vedkommende for den menneskelighed, vedkommende trods alt repræsenterer qua menneske.

Du nævner Holocaust, som var en forbrydelse, begået af mennesker. Det kan være svært at se menneskeligheden i SS, men ikke desto mindre bestod organisationen af mennesker som dig og mig. Historikerne Torben Jørgensen beskriver i bogen "Stiftelsen" de gerningsmænd, som udførte det daglige udryddelsesarbejde. Det uhyggelige er, at der ikke er tale om psykopater, men om ganske almindelige mennesker, der udførte et beskidt arbejde, som de var blevet sat til, og som de af forskellige grunde accepterede. Og selvfølgelig skal vi tage afstand fra disse mennesker og deres gerninger, men vi må ikke glemme i vor moralisering, at de ikke tilhørte en særlig minoritet af særligt ondskabsfulde mennesker, men netop var menneskelige, alt for menneskelige.

Faren ved at skildre historiens grusomheder som isolerede og exceptionelt ondskabsfulde begivenheder er, at vi overser det potentiale, vi som mennesker har, til selv at være ondskabsfulde. Ved at betragte Hitler som den inkarnerede djævel gør vi ham til en undtagelse, som vi kan fordømme helt gratis, uden at vi behøver at se ind i os selv og prøve at forstå, hvad der kan få et menneske til at begå så katastrofale og forbryderiske fejlgreb. Blot at kalde ham en psykopat forklarer ikke noget, og hjælper os ikke til at undgå gentagelser.

Det er derfor, at jeg i en anden tråd kan beskrive Churchill som en stor statsmand, samtidig med at jeg også synes, at han var et dumt svin. Han var et barn af sin tid, og skal vurderes som sådan. Hvad der da ikke skal afholde mig fra at kritisere de allieredes terrorbombninger af den tyske civilbefolkning, selv om de var var bredt accepterede i datiden. For når jeg kritiserer fortidens forbrydelser, sker det altid med blikket skarpt fokuseret på nutidens forbrydelser - at fordømme historiske personer uden at have en nutidig pointe med kritikken er en futil beskæftigelse.

Niels Nielsen
30. december, 2015 - 09:53
"Du nævner Holocaust, som var en forbrydelse, begået af mennesker. Det kan være svært at se menneskeligheden i SS, men ikke desto mindre bestod organisationen af mennesker som dig og mig".

Et lille citat fra dit indlæg. Jeg kunne ikke drømme om at sætte lighedstegn mellem den mangel på menneskelighed, som medlemmer af SS repræsenterede og mig selv, ligesom der i Hitlertyskland var millioner af indædte modstandere af mandens politiske virksomhed. Det er en meget udbredt opfattelse, jf. Daniel Goldhagens makværk, Hitlers Willing Executioners, at alle tyskere var lidenskabelige tilhængere af ham, selv om det modsvares af det faktum, at han på intet tidspunkt fik flertal i den tyske befolkning for sin forbryderiske virksomhed.

Når en mand som Harry Truman begik en af Anden Verdenskrigs mest modbydelige krigsforbrydelser med de to atombomber, han smed over Japan, er det vigtigt at understrege, at han inden denne beslutning mødte markant modstand fra adskillige af USAs førende generaler med Eisenhower i spidsen, som ikke ville lægge navn til brug af et i deres øjne så modbydeligt og afskyvækkende våben - både de og Truman var mennesker, men selv med dette in mente havde de en vidt forskellig indfaldsvinkel til de midler, de ville lægge navn til at bruge i en krig. Truman var så ganske udmærket klar over, hvad han indlod sig på. Hans handling var i enhver henseende culpøs, begået med fuld viden om dens forfærdelige følger.

En mand som Churchill er, med rette, blevet holdt ansvarlig for en hungersnød, som under krigen ramte Bengalen, og som kostede 3 millioner uskyldige mennesker livet, mennesker, som alle var allierede med Storbritannien. Hans (u)menneskelighed nåede et højdepunkt med denne kolossale forbrydelse, og som så mange andre forbrydelser begået af vores allierede begravet i Orwells store memory hole. Som med Truman var han fuldt på det rene med de konsekvenser, deres handlinger ville få for millioner af uskyldige mennesker.

Jeg har beskæftiget mig meget indgående med de ufatteligt voldsomme krigsforbrydelser, med drab på mere end 4 millioner uskyldige indokinesere under Vietnamkrigen, men jeg har altid sondret moralsk mellem den almindelige amerikanske G.I., der som værnepligtig blev sat til at føre en pilrådden politik ud i livet, og de politikere, der på de bonede gulve i Washington traf de fatale beslutninger, der førte til katastrofen og en af de alvorligste forbrydelser menneskeheden har været vidne til siden Anden Verdenskrig, i Vietnam, Cambodia og Laos. Begge kategorier er mennesker, men der er en altafgørende verden til forskel mellem de muligheder, de hver især har haft for selektere, hvilke de handlinger de ville stå på mål for. En mand som Obama er også et menneske, men som sådan har han udvist en adfærd, der i mine øjne gør ham til massemorder, og som får Breiviks monstrøse handlinger i Norge for få år siden til at ligne treåriges leg i sandkassen.

Erling Jensen, cand.jur.

Niels Duus Nielsen

erling jensen, jeg er ikke uenig med dig hverken i dine konkrete kritikpunkter ligesom jeg ikke tror vi er uenige i det generelle menneskesyn. Jeg vil forsøge at præcisere mit overordnede synspunkt:

Der findes en "lov" på internettet, kaldet "Godwins lov", som siger noget i retning af: "Som længden på en online-diskussion vokser, vil sandsynligheden for en sammenligning med Hitler eller nazisme nærme sig 100 %."

Dette mems funktion var at forhindre, at mindre betydningsfulde politiske sager blev blæst ud af proportion ved at blive sammenlignet med nazisme. Og som sådan har det virket, det er i dag blevet således, at hvis man i en debat om cykelstier trækker nazikortet, som det hedder, trækker modstanderen blot nazinazikortet, og så er den diskussion slut.

En utilsigtet bivirkning af memet har desværre været, at man ikke længere kan sammenligne noget som helst, ikke engang krigsforbrydelser, med nazismen. Og det mener jeg rummer en stor fare, da der ikke er nogen garanti for, at lignende forbrydelser ikke vil kunne ske igen. Nazismen var ikke så enestående en bevægelse, at det er utænkeligt at den vil kunne gentage sig, bare under andre former. Som du jo også dokumenterer igen og igen i dine indlæg, sker der hele tiden noget, der ligner.

Dronedrab er i mine øjne sammenlignelige med de nazistiske terrormetoder, hvor fx Gestapo satte et eksempel ved i nattens mulm og mørke at likvidere dissidenter. Hvorfor Obama efter min mening på dette punkt til en vis grad er sammenlignelig med Hitler. Og alle de klakører, der støtter dronedrabene, er på dette punkt lige så moralsk anløbne som nazisterne.

Min lidt for skjulte dagsorden er altså, at jeg gerne ser, at det igen bliver tilladt at sammenligne nutidige forbrydelser med nazismen, fordi der her er tale om en historisk erfaring, hvis moralske lære vi kan blive enige om, og som ikke er gået helt i glemmebogen endnu. Mit ærinde er ikke at undskylde forbryderne, langt fra, men blot at forsøge at udbrede den forståelse, at fordi vi tilhører en fejlbarlig menneskehed på godt og ondt, ligesom nazisterne gjorde, kan vi som menneskehed nemt begå de samme fejl igen. Især hvis vi nogen af os nægter at tage imod kritikken, fordi vi misbruger Godwins lov til at afvise den. Og her mener jeg ikke hverken dig eller mig.