Interview

’Danmark er midt i en historisk og farlig nedrustning’

Det er skræmmende, at vi tillader så mange udviklingsmilliarder at blive forvaltet af generalister frem for eksperter, mener Klaus Winkel, der har mere end 30 års erfaring med at forvalte Danmarks økonomiske hjælp til bl.a. Afrika. Udviklingsbistanden bør grundlæggende reformeres, hvis vi skal være rustet til fremtidens udfordringer, siger han
Klaus Winkel på bredden af Lyngby sø, hvor han bor i dag. Han har arbejdet med udviklingsbistand i over 30 år og stiller sig i dag dybt kritisk overfor Danmarks prioritering på området.

Klaus Winkel på bredden af Lyngby sø, hvor han bor i dag. Han har arbejdet med udviklingsbistand i over 30 år og stiller sig i dag dybt kritisk overfor Danmarks prioritering på området.

Ulrik Hasemann

18. december 2015

Alle Danmarks aktuelle problemer med flygtningepres, grænseoverskridende kriminalitet og terrorfrygt udspringer af fattigdom og ustabilitet i den tredje verden. Når regeringen aktuelt vil skære knap tre milliarder kroner i udviklingsbistanden for 2016, svækker den dermed også Danmarks evne til at tackle nationale – såvel som globale – udfordringer.

Det mener den pensionerede Danida-mand Klaus Winkel, som opfordrer regeringen til at iværksætte en større reform af udviklingsbistanden. Fokus skal tilbage på den langsigtede bistand frem for kortsigtet brandslukning.

Og så skal der lægges meget større vægt på at udvikle danske eksperter med globalt udsyn, som kan navigere Danmark – og dansk bistand – trygt igennem et stadigt mere ustabilt 21. århundred.

– Du har kaldt regeringens besparelser på udviklingsbistanden for en ’nedrustning’ af vores evne til at tackle de globale udfordringer. Hvad mener du med det?

»I de første 50 år udviklede dansk udviklingsbistand sig positivt, og vi udviklede danske eksperter til at sætte ind over for et væld af problemer i fattige lande, såsom landbrug, sundhed, uddannelse og forskning. Siden 90’erne er efterspørgslen på dansk bistandsekspertise reduceret, til en vis grad er den helt visnet og forsvundet. Dermed er vi dårligere klædt på til at møde, hvad jeg ser som klodens suverænt største udfordring: fattigdom.«

»Følgevirkningerne af fattigdom er alt det, vi hele tiden snakker om: flygtningestrømme, grænseoverskridende kriminalitet – og terror for den sags skyld. Fattigdom er en selvforstærkende ond spiral, som fører til ustabilitet, som fører til mindre økonomisk vækst, som igen fører til mere fattigdom og så videre. Vi ser det i Afrika, i Mellemøsten og i Asien. I de kommende år vil kampen om ressourcerne blive voldsommere, efterhånden som klimaforandringerne sætter sine tydelige spor. Hvis ikke vi formår at fastholde og udvikle eksperter, der kan investere bistanden klogere end i dag, står vi foran uhyre store problemer i fremtiden.«

– Danmark skal til at spare på udviklingsbistanden – men i det store hele gør det så overhovedet nogen forskel, om vi bruger 17, 15 eller 13 milliarder kroner?

»Det gør en kolossal stor forskel for modtagerne. Ja, vi er et lille land med små ressourcer, men du må ikke underkende eksemplets magt. Skandinavien har – sammen med Holland og i en periode Canada – været rollemodeller inden for udviklingsbistanden og miljøet. Nu er vi ingen af delene længere, desværre. Verden har konstateret, at vi er lige så fedtede, kortsigtede og snæversynede som alle de andre.«

»Danmarks symbolske magt har altid været meget større end landets reelle magt. Men den tid er desværre forbi – det bliver svært at reparere vores internationale renommé.«

Novo som forbillede

Klaus Winkel taler om tre klare og afgrænsede faser, når han skal beskrive udviklingen af udviklingsbistanden siden begyndelsen i 1960’erne. I fase ét blev bistanden forvaltet af »de rene amatører«, der ikke havde meget begreb om udviklingslandenes problemer. Men fra 1970’erne og frem til 1990’erne begyndte Danmark at opbygge egentlige bistandseksperter, der sikrede kontinuitet og reel effekt af den danske bistand.

»Udviklingsbistanden var et guldæg, der var lagt i Udenrigsministeriets rede – men op mod 90’erne var der nogle, som syntes, at der var vokset en gøgeunge ud af guldægget. Gruppen af specialister var blevet for stor, syntes man, og man reagerede ved simpelthen at afskaffe professionaliseringen af udviklingsbistanden. Fra 90’erne og frem til i dag er tendensen helt klart, at fageksperterne forsvinder, og de fleste af Danidas folk er nu generalister og diplomater, som højst sidder to-tre år på samme post, men forvalter et sted mellem 13-18 mia. kr. af vores penge hvert år.«

– Hvorfor er det et problem?

»Selv om vi løbende skærer i bistanden og bruger den på alt muligt, der ikke har noget med udvikling at gøre, er det jo stadig en enorm kapital at kunne investere. Jeg slog for sjovs skyld op i Novo Nordisk-regnskaberne for at se, hvor meget de rigtigt store koncerner har at investere. Det er cirka samme størrelsesorden – 14-15 milliarder kroner. Men når Novo skal investere de penge, indhenter de jo topfolk fra hele verden, som har dyb indsigt og årelang erfaring med netop det område, de vil investere i, for at få størst udbytte. Det er slående, at vi tillader så mange penge, som repræsenterer så store muligheder, at blive forvaltet af generalister frem for eksperter.«

»Den løbende beskæring af administrationen har naturligt ført til, at Danida bruger pengene på nemme, men ineffektive bistandsformer, såsom generel budgetstøtte til fremmede regeringer. Men det udvikler ingen kompetencer at skyde 500 millioner kroner ind i inkompetente og ofte korrupte regimer, hverken lokalt eller herhjemme. Og selv om vi på papiret indgår fine aftaler om at sænke fattigdommen og korruptionen, så kan jeg bare konstatere, at udbyttet af vores investeringer er enormt utilstrækkelige.«

– Skiftende ministre har prioriteret bistanden forskelligt; klima, fattigdom, kvinder, handel, rettigheder og stabilitet. Kan det danske udviklingsbudget håndtere så mange forskelligartede prioriteter?

»Nej! Jeg har gennemgået antallet af udmeldinger, og den bistandspolitiske strategi fra 2012 indeholdt cirka 50 store, komplicerede udfordringer, som Folketinget har pålagt den danske bistandsadministration at leve op til. Det kan man ikke. I stedet burde vi fokusere på det, vi er gode til i Danmark, såsom at bygge veje og drikkevandsforsyninger, sundhed, uddannelse, samt styrkelse af de centrale institutioner, herunder på forskningsområdet.«

Vi slagtede koen

– Regeringen har pålagt den tidligere ambassadør i Washington, Peter Taksøe-Jensen, at give udviklingsbistanden et serviceeftersyn. Hvad tænker du om det?

»Nu skal jeg beherske mit ordvalg … for jeg mener bestemt, der er god grund til en grundig gennemgang af den danske udviklingsbistand, som vi har gjort det to gange før. Men vi skal nedsætte et udvalg, som repræsenterer dyb indsigt i udviklingsproblematikken, og som kan udstikke en klar retning for Danmarks arbejde i det 21. århundrede frem for den aktuelle zigzagkurs. Peter Taksøe-Jensen er en udmærket person, men han ved ikke en disse om udviklingsbistand. Han har, så vidt jeg ved, aldrig beskæftiget sig med udviklingsproblematikker. Så, at han har det overordnede ansvar, er højst overraskende og – for mig – dybt bekymrende.

– Taksøe-Jensen skal navigere i en virkelighed, hvor udviklingsbistanden siden 2001 i stigende grad er blevet flyttet væk fra langsigtede fattigdomsreducerende projekter. Hvad tænker du om det skifte?

»Det er rigtig kedeligt. Det er f.eks. et stort problem, at den humanitære bistand, som går til at redde folk ud af diverse katastrofer, natur- eller menneskeskabte, er svulmet sådan op. Den langsigtede bistand skal jo forhindre de katastrofer, som vi nu opererer på med kortsigtet bistand. Det er en ond spiral.«

– Men man kan vel ikke bare stå til, når verden står i flammer?

»Præcis, og det er netop problemet. Vi kan ikke gøre, som de gamle indere siger: ’Det er bedre, at folk dør af sult, end at man slagter koen’. Koen er hellig, fordi den er vores langsigtede håb – den producerer okser, mælk, gødning, det hele. Men vi kan ikke sige, at udviklingsbistanden er en hellig ko, når vi ser alle mulige humanitære katastrofer blusse op omkring os.«

– Hvorfor ikke?

»Fordi det er ... umenneskeligt. Og fordi alle mennesker repræsenterer et udviklingspotentiale.«

– Så i stedet slagter vi koen?

»Ja.«

– Hvilken verden, ser du om 30 år, og hvilken rolle bør Danmark spille i den?

»Jeg ser desværre en verden med temmelig mange konflikter. Konflikterne i Afghanistan, Irak, Syrien og lige om lidt Kurdistan vil trække ud i mange år. Udviklingstendenserne i tropisk Afrika er meget forskellige, men jeg er især bekymret for Nigeria, som er en af kontinentets helt store spillere. Den afgørende konflikt i Afrika er dog, at den rige klasse i flere lande bliver stadigt rigere, men de udviser ingen solidaritet med deres fattige landsmænd, som forbliver fattige.«

»Danmark bør sætte alt talent ind på at undsætte fattige i de lande, hvor der er behov for det. Det er i høj grad i vores egen interesse, hvad angår dansk sikkerhed og eksport, som de sidste tre-fire år er blevet meget vigtigt for danske udviklingsministre at tale om. Men vi må ikke glemme, at det altså handler om at hjælpe millioner af mennesker ud af fattigdom og armod. Hvis vi kun taler til danskernes egoisme, taler vi ned til dem. Der er stadig stor solidaritet indlejret i det danske samfund, og hvis vi får udviklingsbistanden til at trække i den rigtige retning, kan selv et lille land gøre en stor forskel.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Nielsen
  • Olaf Tehrani
  • erik mørk thomsen
  • Niels Duus Nielsen
  • Morten P. Nielsen
  • Philip B. Johnsen
Kurt Nielsen, Olaf Tehrani, erik mørk thomsen, Niels Duus Nielsen, Morten P. Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Specialister er godt - men det er bedre og billigere at smide pengene ud fra en helicopter.

Helene Kristensen

I stedet gør vi det stik modsatte. EU og USA fifler med samhandelsaftaler, som vil udelukke 3-verdenslande endnu mere.

Hvad er det egentlig vi har hjulpet Afrika med, som det ikke er lykkedes Kina med 10000% bedre. Og hvad så med miljøet han snakker om? Vores Co2 udledning? Synes nærmest vores ulandshjælp minder mere om pletfjerner, afrikansk lommeuld - og tordenskjolds soldater af danske virksomheder som har fået fyldt tegnebogen. Ikke mindst - set i betragtning af at Europa er det område der bidrager med mest til afrikansk udvikling - men med skatte-fiduser, snyder afrikanerne for det dobbelte, hver eneste år.

Trond Meiring, Ivan Breinholt Leth og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Henrik Brøndum..............pletskud.

Torben Selch...................helt enig, både Kina og Rusland laver et 10x bedre job end os.

Ivan Breinholt Leth

Flere eksperter i fattigdom så skal vi nok få bugt med den. Man skal vel være pensioneret Danida ekspert for at tro på den slags julehistorier?

Ivan Breinholt Leth

Henrik Brøndum har mere ret end han måske selv ved af? Noget af det mest effektive fattigdomsbekæmpende tiltag verden endnu har set er faktisk at dele penge ud til fattige familier på visse betingelser. F.eks. at de holder deres børn i skole, og at de ikke er involveret i kriminalitet. Det har haft stor effekt i lande som Brasilien og Mexico. Man kalder det 'bolsa familia' - famileposen - og det har bragt hundrede af millioner mennesker ud af fattigdom. De fattige anvender f.eks. pengene på at skabe små forretninger. At det virker kan måske skyldes, at de virkelige eksperter i fattigdom er de fattige selv - og ikke højtlønnede bureaukrater, som sidder i kontorer og lægger store planer fjernt fra de fattige masser. Men det kan man selvfølgelig ikke indse, når man har siddet i sådan et kontor og nusset med papirer i 36 år.

Henrik Brøndum

Tak for de pæne ord. Der er dog også andre ting som kan være ganske fornuftigt. F.eks. at anlægge veje og jernbaner. Det kan være så store investeringer at de ikke kan klares af de svage regeringer. Men jernbaner kræver en efterfølgende kompliceret drift.

Benjamin Hansen

Skal vi ikke også starte med at være ærlige, omkring vore ønsker om at hjælpe...

Der er jo forskel på at hjælpe, fordi "vi ikke kan tåle at se mennesker sulte". Og så på at de flytter sig til at blive konkurrenter til vores "velfærd". Da "vi" begyndte at udnytte de varme landes og drive rovdrift på disse landes resourcer var det for at opbygge de udnyttende landes standard og industri. Det var magt fordeling. I dag kan vi ikke tåle at se vores magt anvendelse har, negativ indflydelse på de mennesker vi helst vender ryggen til.

Grundlæggende er jeg overbevist om at de rige lande har en kæmpe interesse i at holde de fattige lande fattige. Lige som Dubai, har man også en kerne at rig velstand, ikke en område interesse i ligelig fordeling. Der er et ønske om at holde nogle rige, gøre disse rigere og samtidig nogle fattige. Men vil vi kigge os selv i spejlet og vedkendes os vores egoistiske livssyn?

Og hvad er vil prisen være, hvis vitterlig kommer til at dele velstanden med de fattige lande... ?

Det er er konfliktens kerne i mange flygtninge boom, er oplysning. Lige pludselige kan alle dem der får adgang til internet, "se" at andre har et bedre liv end dem selv. Mennesker kan holde i trældom så længe disse ikke kan se verden uden for...

Jeg tror ikke på de rige lande vitterlig ønsker at hjælpe de fattige, det hele handler om symbol-politik og vise hvor gode "vi egoister" er, eller lave politiske "selvfies"...

Det hjælper intet kun at tale om problemer, vi ikke har et reelt ønske om at løse.

Spørgsmålet er vel: "hvem har den unilaterale eller den bilaterale udviklingshjælp hjulpet", i forhold til hvad der egentlig var målet og eller formålet med hjælpen, og har det overhovedet haft nogen virkning på de egentlige problemer?

Forleden så jeg tilfældigvis noget af en udsendelse om danskere i Sydafrika, og det var da venlige mennesker, men da der blev vist rundt på den ene farm, jeg tror de solgte safariture til danskere, så boede alle deres afrikanske medarbejdere i de opførte huse på farmen, så umiddelbart virkede det godt.

Så kom jeg dog til at tænke på den gamle ordning med viceværterne i Danmark, hvor gratis lejlighed var en del af aflønningen, så når viceværten blev fyret, så havde han og familien ikke længere nogen lejlighed, og skulle flytte fordi den nye vicevært skulle have lejligheden.

Med den udviklingsbistand der efterhånden er givet igennem alle årene fra alle sider burde fremskridtene være langt mere markante i f.eks. Afrika, men det syntes slet ikke at være tilfældet, ligesom det heller ikke syntes at være tilfældet, at der er blevet mere demokrati i Afrika, - måske snarere tværtimod!

Vi taler aldrig om de forhold der taler imod at udviklingen ikke er fulgt med de mange mia. som er postet i denne udviklingshjælp, men slagordene kender vi da så udmærket, selv om de intet fylder i dagligdagen for mange Afrikaneres liv, udvikling og demokrati i landene.

Er projekterne og de mange mia. kun et politisk profilerings projekt for egne politikere i vore hjemlande, som en ren skuring af vores gode vilje imod fattigdom og analfabetisme, der ikke hjælper særlig mange, - men lyder godt for den danske politiske profilering i verden omkring os, som politikerne kan sole sig i, og tjene ridderkorset i Danmark.

Hvis nogen ellers husker historien om Sydafrika, så tog vi ikke offentligt politisk klart stilling til apartheid, eller rettere imod apartheid fordi det gjorde visse store lande ikke, og af hensyn til disse store lande, så undlod denne politiske klare stillingtagen imod apartheid, som kunne have hjulpet apartheid styret lang tidligere væk fra magten og de grusomheder som netop apartheid medførte, og vores lallende manglende stillingstagen medførte for mange afrikanere, så længe apartheid fik lov at bestå.

Vi ser ganske samme billede igen i dag i Mellemøsten omkring Israel og Palæstinenserne, - den tavse politikermorals forfald overfor store lande, hvor vi føjer os af hensyn til dem, og ikke vil se i den retning at netop den ene part stjæler mere og mere land som ikke tilhører dem til nye bosættelser, trods aftaler indgået i et af de store lande om en to-stats løsning i fredens tjeneste, men også hvordan ligelighed forvaltes af store lande, samt vores moralløse følgagtighed overfor disse lande, trods vi erkender lidelserne omfang hos den ene part ved den stadig fordrivelser fra nye landområder til nye bosættelser for Israelere.

Hjælper vi overhovedet i ulandene eller i Mellemøsten med vore lunke holdninger til de reelle forhold, som vore småtskårne politikere kan levere politisk i fine slagord, som ikke fører hverken et bedre liv, levestandard, demokrati eller blot en fredeligere verden med sig i Mellemøsten, med denne holdningsløshed som de så tøjlesløst fremholder hele tiden.

Ivan Breinholt Leth

Henrik Brøndum. Jo, men det nytter ikke at anlægge en vej, hvis der ikke er biler til at køre på den, ingen uddannede chaufførere og ingen varer eller arbejdskraft der skal transporteres. Chauffører biler og varer findes i de fleste udviklingslande, men det er blot for at illustrere, at udvikling er en uhyre kompleks størrelse. Udvikling består ikke af enkelttiltag hist og her, således som de forskellige udviklingsorganisationer forsøger at bilde os ind. F.eks. påstår Ibis, at uddannelse er en forudsætning for al udvikling, hvilket hverken er rigtigt eller forkert. Men hvis vi bare satser på at uddanne mennesker og bygge skoler, når man ingen vegne. Ngo'ernes små spredte indsatser hist og her hjælper måske nogle mennesker i de lokale samfund, men overordnet set skaber det ingen udvikling. En nations (eller et kontinents) udvikling forudsætter et samlet overordnet initiativ på statsligt niveau. Der skal være en række faktorer til stede samtidig: Kapital, uddannet arbejdskraft, infrastruktur, et retssystem som fungerer, politi, et fungerende sundhedsvæsen, og som professor Ha Joon Chang (Cambridge) har påpeget en økonomisk politik, som kan beskytte den fremvoksende industrielle og landbrugsmæssige produktion i dens opstartsfase, osv. osv. Sådan udviklede vestlige lande sig, og Kina har gentaget det i de sidste 30-40 år. Hvadenten man kan lide Kina eller ej, er den kinesiske udvikling det største fattigdomsreduktionsprojekt nogensinde. Det er blot ikke bæredygtigt.
I erkendelsen af at udvikling primært foregår på statsligt niveau, indførte Danida den budgetstøtte, som Klaus Winkel kritiserer. Måske var det et forsøg på at imødegå den kinesiske indsats i Afrika, som altid er på statsligt niveau. (Hvem har nogensinde hørt om en kinesisk ngo i Afrika?) For hvis Kina får succes med at gentage sin egen model i Afrika, vil Afrika vende sig mod Kina, og vi vil have tabt kampen om Afrikas ressourcer med alt, hvad det indebærer. (Kina som en ny økonomisk verdensmagt etc.) Måske er det eneste, som kan stoppe Kinas fremmarch i Afrika, ikke blot at vi øger vores u-landsbistand, men at afrikanerne indser, at den kinesiske model ikke er bæredygtig - hverken økologisk eller socialt.
Men tilbage til udgangspunktet: Hvis vi ikke vil medvirke til at initiere en overordnet statslig udviklingsmodel i f.eks. Afrika (afskaf ngo'erne), er det bedre og langt mere effektivt at smide pengene ud fra en helikopter og fyre eksperterne. Med en overordnet tilgang til udvikling skal der være uddannede eksperter til stede, men primært på den afrikanske side - ikke i Danidas kontorer.

Henrik Brøndum

@Ivan Breinholt Leth

Jamen biler og chauffører kommer af sig selv. MIn erfaring er mest fra Uganda - et meget rigt landbrugsland - hvor der ikke er nogen ordentlig jernbane. Eksport til nabolandet Kenya (havenebyen Mombassa) går med lastbiler indtil for nylig på en elendig hullet 2-sporet vej med et bilvrag i grøften for hver kilometer. En ordentlig motorvej der kunne modstå noget regn ville give et gevaldigt løft til landets økonomi. Hvis den er solidt lavet er det begrænset hvor meget vedligeholdelse der er brug for.

Benjamin Hansen

Jeg undre mig lidt over der i en debat som denne, mest kommer forsalg på bordet, som IGEN, IGEN, afspejler industrilandes syn på Afrika. Motorveje, Jernbane etc... Hvad bliver det næste, internet og DAB-TV.... ?
Mange forslag handler vel grundlæggende og I-landes behov for hurtigere tilgang til U-lands råvare.
Mange af penge vi har postet i U-lande har blot uproduktivt øget befolkningstal... Det samme vil ske hvis vi fodre katten og rotten i gården.... (Vel at bemærke uden yderligere sammenligninger med katte og Rotter). Ved at føde eller nære problemstillinger, uden omtanke vokser visse problemstillingeri, i samme retning som vi fodre dem.

Jeg er overbevist om at mange problemstillingen i U-lande, i vi vores ubetænksomme hjælp med til at gøre større og nære. Og de måder vi føre politik på nationalt er i også med til at skabe og nære ved suboptimering...
Eksempler:
Hvorfor bygger vi bredereveje til de store byer og lægger alle virksomheder centralt, og affolker de ydre landområder? Hvorfor skaber vi og belønner vi et samfund hvor mennesker pendler 150 km hver vej for at arbejde, samtidig med vi deltager i internationale møder om at nedbringe CO2 NOX etc? Hvorfor nedlukker man man analog TV2 teknologi, for at skifte til nyt og smart, så folk skal borstkaffe deres gamle TV, imens dette stadig virker?

Nogle gange er der nærliggende at få tanken af at lande ledes og styres at egoistiske tåber. Det er nærliggende at tænke når alle på Christiansborg har en årlige indtægt på over 1 mil, at de har mistet forståelsen for de borgere der kun har 0,15 mil om året... Selv Løkke ved ikke hvad et par sko koster, men det forhindre ham ikke i at vedtage love, der gør at mennesker der skal leve på samme love..., ikke vil have råd til at købe sko som hans udsagn og fatte evne rækker til.

Helt ærligt, med de fattige evner vore ledere besidder, hvordan i hele hulle h..... skal de kunne træffe beslutninger, hvis kompleksitet er noget der tager år-tier at løse. Nogle problemstillinger i u-lande er større, en de problemstillinger der prægede danske storbyer i 1915.... Og vil kræve en fokuseret og international enighed at løse på over 30 til 50 år... og til den tide vi disse lande stadig ligge mere end 30 år efter gennemsnitslande i EU.

Benjamin Hansen

Jeg undre mig lidt over der i en debat som denne, mest kommer forsalg på bordet, som IGEN, IGEN, afspejler industrilandes syn på Afrika. Motorveje, Jernbane etc... Hvad bliver det næste, internet og DAB-TV.... ?
Mange forslag handler vel grundlæggende og I-landes behov for hurtigere tilgang til U-lands råvare.
Mange af penge vi har postet i U-lande har blot uproduktivt øget befolkningstal... Det samme vil ske hvis vi fodre katten og rotten i gården.... (Vel at bemærke uden yderligere sammenligninger med katte og Rotter). Ved at føde eller nære problemstillinger, uden omtanke vokser visse problemstillingeri, i samme retning som vi fodre dem.

Jeg er overbevist om at mange problemstillingen i U-lande, i vi vores ubetænksomme hjælp med til at gøre større og nære. Og de måder vi føre politik på nationalt er i også med til at skabe og nære ved suboptimering...
Eksempler:
Hvorfor bygger vi bredereveje til de store byer og lægger alle virksomheder centralt, og affolker de ydre landområder? Hvorfor skaber vi og belønner vi et samfund hvor mennesker pendler 150 km hver vej for at arbejde, samtidig med vi deltager i internationale møder om at nedbringe CO2 NOX etc? Hvorfor nedlukker man man analog TV2 teknologi, for at skifte til nyt og smart, så folk skal borstkaffe deres gamle TV, imens dette stadig virker?

Nogle gange er der nærliggende at få tanken af at lande ledes og styres at egoistiske tåber. Det er nærliggende at tænke når alle på Christiansborg har en årlige indtægt på over 1 mil, at de har mistet forståelsen for de borgere der kun har 0,15 mil om året... Selv Løkke ved ikke hvad et par sko koster, men det forhindre ham ikke i at vedtage love, der gør at mennesker der skal leve på samme love..., ikke vil have råd til at købe sko som hans udsagn og fatte evne rækker til.

Helt ærligt, med de fattige evner vore ledere besidder, hvordan i hele hulle h..... skal de kunne træffe beslutninger, hvis kompleksitet er noget der tager år-tier at løse. Nogle problemstillinger i u-lande er større, en de problemstillinger der prægede danske storbyer i 1915.... Og vil kræve en fokuseret og international enighed at løse på over 30 til 50 år... og til den tide vi disse lande stadig ligge mere end 30 år efter gennemsnitslande i EU.

Ivan Breinholt Leth

Benjamin Hansen. Ikke kun i-landenes behov, men Kinas behov. Kina er utrolig aktiv i Afrika, og hvis vi ikke følger Kinas tempo, taber vi kampen om Afrikas ressourcer. Det er det primære problem vedr. nedskæringen af u-landsbistanden, som ingen taler om. Den vej i Uganda, som Henrik Brøndum ønsker sig, er allerede anlagt af Kina med støtte fra Verdensbanken - i hvert fald på den ugandiske side. Jeg var der sidst i juli 2015, men jeg ved ikke, om den er ført videre ind i Kenya, men det skal nok komme - uanset hvad den danske regering gør med vores u-landsbistand. Verden er ligeglad med de danske nedskæringer. Kina har hårdt brug for Afrikas ressourcer, og industrilandenes og Kinas syn på Afrika er fuldstændig i overensstemmelse med, hvad afrikansk overklasse og middelklasse ønsker sig. Desværre.

Benjamin Hansen

Ivan... "Taber vi kampen om Afrikas ressourcer"... Det citat rammer jo fint, hvad problemstilling er. "Vi" hvem end det så dækker over er ligeglade med befolkningen, det er landets værdier "vi", er på rov efter....

Ivan Breinholt Leth

Benjamin. "Vi" er primært Vestens kapital - sekundært forbrugerne. Vores stigning i materiel levestandard og vores velfærdssystem er bygget på nakken af den tredje verden. Uden adgang til først og fremmest billig energi, ville vi aldrig have været der, hvor vi er i dag. Der er mange af os, som har levet godt af den kolde krigs konkurrence mellem to blokke og CIAs beskidte aktioner. Det synes især folk på venstrefløjen at glemme. Det startede, da CIA væltede den demokratiske valgte præsident i Iran - Mossadeq - i 1953. Han ville nationalisere britiske og franske olieudvindingsselskaber i Iran, og var en meget populær præsident i hele Mellemøsten. USA frygtede at Mossadeqs politik kunne medføre en meget stor sovjetisk indflydelse i Mellemøsten.