Klumme

Draget af den mørke side

Min farmor var rabiat fan af tv-serien ’Glamour’ og slugte ’Horton-sagaen’ og ’Melrose Place’ med stort velbehag. Det er svært at forestille sig en genre, der umiddelbart er mindre interessant for en 12-årig folkeskoleelev … og så alligevel
Enhver ærlig Star Wars-fan må indrømme, at Lucas låner ganske betragteligt fra sæbeoperaens værktøjskasse for at skabe den tilknytning, som vi føler til Star Wars. Vaders velkendte afsløring over for Luke i Imperiet slår igen er et billigt kneb, som er letgenkendeligt fra formiddagens tv-dramaer.

AP

Debat
29. december 2015

I midten af december nåede min spænding sit barnlige bristepunkt. Jeg sad på et bredt lædersæde i Atlas Biograferne med en kop glohed te i min ene hånd og en favnfuld popcorn i den anden. Jeg havde halsbetændelse, snue og mild feber, og jeg var kisteglad. For første gang siden den 19. maj 2005 var jeg i biografen for at se Star Wars.

Jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg ikke skulle sidde her igen. De ’nye’ Star Wars-film, som instruktør og manuskriptforfatter George Lucas leverede til os mellem 1999 og 2005, er ganske enkelt noget af det mest elendige, der nogensinde har befundet sig på et biograflærred. En instruktørs mord på sin egen filmhistoriske arv.

Derfor dalede min interesse for Star Wars enormt, som voksenlivet indfandt sig. Jeg bildte mig ind, at ligesom jeg efterhånden brugte mindre tid på at klatre i træer, spille computer og kælke, var det nu rumeventyrets tur til at falde for min stigende alder.

Således undrede jeg mig, i minutterne inden John Williams’ ikoniske lydspor bralrede ud i Rødovre Centrums VIP-biograf. Hvordan var jeg endt her alligevel?

Svaret ligger først og fremmest i, at de originale Star Wars er fantastiske film. De fusionerer den udlængsel og eventyrlyst, som man finder i riddersagn, med nysgerrigheden fra science fiction. Det er ikke ved et tilfælde, at Star Wars åbner med en introtekst, der erklærer, at vi befinder os »for lang tid siden«, for dernæst at bevæge sig ind i, hvad der føles som en fjern fremtid for menneskeheden.

I en tid, hvor tv-serien Game of Thrones er vanvittigt populær, og film som The Martian og Interstellar trækker mange i biograferne, kan det ikke undre, at en hybrid som Star Wars samler så mange mennesker. Men der er en anden årsag til, at Star Wars fortsat er populær.

Da jeg var ganske ung, hjalp jeg min gangbesværede farmor med de daglige indkøb. Som belønning fik jeg ofte et bolsje og muligheden for at hvile mig på hendes sofa, inden jeg smuttede hjemad. Her blev jeg beskuer til noget af det dårligste tv, vi som race har produceret. Min farmor var rabiat fan af tv-serien Glamour og slugte Horton-sagaen og Melrose Place med stort velbehag. Det er svært at forestille sig en genre, der umiddelbart er mindre interessant for en 12-årig folkeskoleelev … og så alligevel.

Som jeg sank ned i sofaen med bolsjet i min mund, manifesterede tv’et usynlige fangarme, der bandt mig til skærmen. Jeg vidste allerede dengang, at det, jeg så, med min fars ord var noget »værre bras«. Alligevel tilbragte jeg ganske uforsætligt lige en halv eller hel time mere hos min farmor, end jeg havde planlagt, mens jeg kæmpede en brav kamp mod de skæbnesvangre familiedramaer, storslåede afsløringer og sensationelle forræderiers fangarme.

Enhver ærlig Star Wars-fan må indrømme, at Lucas låner ganske betragteligt fra sæbeoperaens værktøjskasse for at skabe den tilknytning, som vi føler til Star Wars. Vaders velkendte afsløring over for Luke i Imperiet slår igen er et billigt kneb, som er letgenkendeligt fra formiddagens tv-dramaer. Det reddes kun af, at forfatterne af Star Wars har etableret familieforbindelsen forinden og har et ærinde med den. Familieaspektet af Star Wars er til stede for at fortælle os, hvor dragende den mørke side er, og for at bringe os i tvivl om, hvorvidt Luke er i stand til at modstå fristelsen. Men det giver også en følelse af, at alt kan ske, og at en ny, overraskende afsløring lurer omkring hvert hjørne.

Christian Monggard har kaldt Star Wars for en »familiekrønike«. Det er en pæn måde at sige det på. Der er mange gode grunde til, at vi stadig glæder os til mere Star Wars, men nogle af de årsager er de samme, som klistrede min farmor til Glamour. Vi vil gispe, når familieforhold afsløres, og føler os i stigende grad knyttet til karakterne i en føljeton, der i hvert nyt afsnit samler tråden op, præcis hvor det sidste sluttede.

Casper Gronemann er cand.scient.adm. og politisk analytiker.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Darth Vader ---- er faktisk en mytologisk skikkelse - nemlig Dark Father, den mørke far. Altså symbolsk forstået. Det er en udvikling alle mænd burde kende til, at ens far både har en mørk og en lys side. I Star Wars universet er det således Obi Wan Kenobi, der er den lyse far - symbolsk forstået. Lucas har faktisk selv i adskillige interview indrømmet, at han bl.a. trækker på populærkulturen og også bl.a. trækker på Joseph Campbell's bog 'Heltens Rejse' hvor Helten drager ud, møder hjælpere og skal løse en opgave og overkomme modstand mm. og mv. Således er der intet nyt i at Darth Vader er far til Luke Skywalker, det er en psykologisk-mytologisk konstruktion helt efter ja, bogen, myterne og legenderne.