Læsetid 3 min.

Frivilligt engagement

Hvem gider bruge deres dyrebare fritid på usynlige bosteder, lokale håndboldklubber eller i en bus fyldt med handicappede? Hvad får man ud af det, hvis ingen ser det?
18. december 2015

I sidste uge var jeg til møde i Testrup Borgerforenings bestyrelse. Det fik jeg intet ud af. Jeg blev nærmest tvunget ind i bestyrelsen sidste vinter, fordi jeg er viceforstander på Testrup Højskole, og fordi der ikke var andre, der gad.

Til mødet diskuterede Bitten, Jørgen og Jørgen, Line og jeg, hvordan omfartsvejen kommer til at påvirke landsbysamfundet, og hvor nysmedede landsbyskilte skal stå. Dertil kom dilemmaet om, hvordan vandmiljøet i gadekæret fremover kan forbedres, og hvem der skal stå for det.

Godt inde i den ene Jørgens beretning om, hvor tunge Teknik og Miljø i Aarhus Kommune er at danse med, stod det pludselig klart for mig: Testrup Borgerforening er et fortidslevn. Den form for frivilligt engagement har kun meget lidt at gøre med det, mine elever og jævnaldrende i storbyen praktiserer i dag.

Da min far var på min alder, midt i 30’erne, var han håndboldtræner og formand for et træskibslaug i sin fritid. Derudover var han én aften om ugen på Skansen, et bosted for unge, der var blevet smidt ud hjemmefra. Her lavede de reoler og reparerede knallerter i værkstedet. Min mor – der ligesom min far havde et fuldtidsjob og bestyrelsesposter at se til – arbejdede på et værested for udviklingshæmmede, der hed Klubben. I Klubben var de et hold medarbejdere, der på skift arrangerede fodboldturneringer, bankospil og busture til Tyskland.

Hjemme i huset i forstaden til Fredericia havde vi desuden onkel Thomas, min fars lillebror, som var mongol, i aflastning hver onsdag og en weekend en gang imellem. Og af og til droppede der også en utilpasset dreng ind ad døren, som min far havde sat sig for at hjælpe. Specielt Per var vild, fordi han havde ridset en tatovering på sin arm med plastictampen fra et colaflaskelåg.

Det var altid med mig som spontan legekammerat, og jeg elskede det, ligesom jeg elskede at være med i Klubben, hvor jeg fik lov til at sælge slik, råbe numre op til banko og spille fodbold med de handicappede – trods min mors konstante frygt for, at nogle af de enfoldige Steinbeck-Lennie-typer ville tackle mig sønder og sammen.

Var mine forældres samfundsengagement retvisende for den brede middelklasse i 70’erne og 80’erne? Jeg ved det ikke. Repræsenterer de en mentalitet og et samfundssind, som er blevet marginaliseret af livsoptimeringens og egeninteressens ekspansive udviklingslogik? Uden tvivl, og særligt blandt storbyernes veluddannede unge.

I dag er mine forældre blevet ældre og har fået barnebarn og smartphone. Min far og mor er helt vilde med Ellen på snart et år og med telefonen, der kan tage billeder af hende. Og jeg under dem lidt afslapning og bedsteforældretid – men hvor fanden er min generation af afløsere blevet af?

Vi er der, hvor der er identitetspolitisk kapital og social anerkendelse at hente, hos Amnesty International, Dansk Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Dansk Flygtningehjælp og andre profilerede aktører.

For hvem gider bruge sin dyrebare fritid på usynlige bosteder, lokale håndboldklubber eller som frivillig medarbejder i en bus til Tyskland for at købe billigt slik sammen med de handicappede? Hvad får man ud af det?

Siden mit første bestyrelsesmøde har jeg spekuleret på, hvorfor de andre investerer så meget tid og energi i det ulønnede og frivillige bestyrelsesarbejde. De er fuldtidsarbejdende familiemennesker, der ellers har rigeligt at se til, og den form for frivilligt arbejde har ingen af de identitetspolitiske eller cv-nyttige sidegevinster, der motiverer det frivillige arbejde i min øvrige omgangskreds.

Måske er det, fordi de slet ikke investerer deres tid, men bare bruger den? Måske er det, fordi kravet om eksistentiel merbetydning, samvittighedspleje og behovet for social profilering bare ikke er nået ud til landsbyerne endnu?

Jeg fik intet ud af bestyrelsesmødet i Testrup Borgerforening, og det gjorde de andre heller ikke. Men jeg har luret, at de andre i bestyrelsen slet ikke stiller sig selv spørgsmålet. Det er både befriende og på en eller anden måde dybt meningsfuldt.

Simon Axø er idéhistoriker og viceforstander på Testrup Højskole.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Kurt Nielsen
    Kurt Nielsen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Kurt Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kurt Nielsen

Jeg spekulerer engang imellem på om ikke den udvikling der startede med 'foreningsdanmark' i løbet af 70'erne og fremad fik så meget vind i sejlene at de udviklede sig til NGO'er af forskellig art (du nævner selv nogen af dem) og nu i et sandt virvar af organisationsformer (nogle helt frivillige - som i gamle dage, nogle superprofessionelle - og på finansloven som DANIDA) er ved i virkeligheden at undergrave eller bidrager til at undergrave velfærdsdanmark, herunder det lokale engagement. Det bliver på en måde måske for nemt for os at sige, at det er der nok nogen, der tager sig af etc.