Kommentar

Med Gogol i toget til Kharkiv

I Ukraine affolkes landdistrikterne støt. De unge forlader byerne, som med tiden dør ud. Et rejsebrev fra en undergangsmærket verden
I Ukraine er affolkningen af ​​landdistrikterne langtfra tilendebragt. Unge mennesker forlader landsbyer, der med tiden dør helt dør ud. Toget mellem Kiev og Kharkiv kommer som fra en anden verden – en lysere og mere moderne. Dette tog er bogstaveligt talt på rejse gennem en verden, der er dømt til undergang

I Ukraine er affolkningen af ​​landdistrikterne langtfra tilendebragt. Unge mennesker forlader landsbyer, der med tiden dør helt dør ud. Toget mellem Kiev og Kharkiv kommer som fra en anden verden – en lysere og mere moderne. Dette tog er bogstaveligt talt på rejse gennem en verden, der er dømt til undergang

Iva Zimova

Debat
29. december 2015

Er dette Europa? Time efter time ruller toget fra Kiev mod Kharkiv igennem det samme melankolske og monotone landskab, fladtrykt som af Guds egen bulldozer. Afstande måles ikke i kilometer, men i tid. Kharkiv? »Tre timer mere.«

Mark afløser mark, og landsbyer så sparsomme og udspredte, at de hverken ser ud til at have begyndelse eller ende. Europæiske landsbyer danner netværk af gyder med huse af heterogen arkitektur. Her, derimod, er farveskemaet grå, hvide og brune farver, der oftere blandes sammen til noget vagt snavset. Mørket falder tidligt på og udvisker selv disse nuanceforskelle.

Enkelte lyspunkter ses i mørket, sygeligt gullige, og bekræfter, at vi passerer gennem endnu en landsby. I den bog af ​​Nikolaj Gogol, jeg læser, er landsbyerne i netop denne region ellers farverige og lokalbefolkningen malerisk. Men næsten 200 år er gået siden, og de huse, jeg ser fra togvinduet, mens det endnu er lyst nok, er lave og forfaldne og næsten alle umalede. Kirker og stationsbygninger synes at stå på tæer, kun en anelse højere end de andre bygninger. Ingen af ​​Gogols maleriske mennesker i syne, og intet her synes forskønnet for skønhedens egen skyld. Det ene hus kan knap nok skelnes fra det næste, og i ingen af dem er lyset tændt. Hvad laver folk dog på denne vintereftermiddag? Ligger de i sengen midt på dagen? Sover de branderter ud i mørke?

Først i Poltava stopper toget. Nogle ældre mennesker står på perronen, ubevægelige og uvirksomme, som var de udelukkende til stede her for at være del af kulissen, når toget ankommer til stationen. Så sætter det sig i bevægelse igen.

40 km fra grænsen

I min bog kommer man frem til fods eller ved hjælp af dyrs trækkraft. For det moderne Europas historie begynder først med jernbanen, og Gogol skal selvfølgelig ikke lastes for, at man i hans levetid stadig hovedsagelig benyttede hest og vogn. Først toget gjorde det muligt at forlade landet for byen og frem for alt aldrig mere at komme tilbage igen. Endelig ikke nogen returbillet! Og også i dag farer vi forbi station efter station uden at stoppe. Ingen stiger af, og den, som først engang er rejst herfra, kommer aldrig tilbage.

I Ukraine er affolkningen af ​​landdistrikterne langtfra tilendebragt. Unge mennesker forlader landsbyer, der med tiden dør helt dør ud. Toget mellem Kiev og Kharkiv kommer som fra en anden verden – en lysere og mere moderne. Dette tog er bogstaveligt talt på rejse gennem en verden, der er dømt til undergang.

I Kharkiv blev hovedbanegården lagt i ruiner under Anden Verdenskrig. Efter krigen blev der opført en ny, som stod klar i 1952. Det bærer den præg af. Den ligner mere et tempel end et sted for midlertidigt ophold, og også afstande beregnes i Kharkiv i kilometer i stedet for tid. Kharkiv ligger fyrre kilometer fra grænsen til Rusland. Som besværgelse eller frase, omtrent som ’goddag’ eller ’hvordan har du det?’, gentages dette i alle samtaler.

»Her er vi kun 40 km fra grænsen.«

Det er en oplysning, der fortjener opmærksomhed. For denne grænse og disse fyrretyve kilometer eksisterede ikke før – og med ’før’ menes der før krigen. Ikke den store patriotiske mod tyskerne, men den separatistiske krig mod den ukrainske stat.

Disse separatister er for det meste russere, selv om Gogol skriver, at i disse egne kaldes alle, der kommer fra et fremmed land, for tyskere. »De kan være franskmænd, schweizere eller svenskere – vi kalder dem tyskere alligevel.«

Hagekors og jødestjerner

Kharkiv ser sig selv som en multinational, multikulturel og tolerant by. Den er større end Stockholm, og i stedet for at ligge afsides ligger den der, hvor alle hovedfærdselsårerne mødes. Et vigtigt jernbaneknudepunkt er den. Den første jernbane nåede til Kharkiv i 1863. Da havde Gogol været død i over ti år. Meget er dog myte og skin. Her findes Europas næststørste synagoge, men ikke jøder nok til at fylde den. Og trods det, Gogol skriver, er her ingen tyskere længere. Byens lutherske kirke blev sprængt i luften efter krigen. På dens grund blev opført kedelige boligblokke, hvor verdens første boghandel med udelukkende poesi dog siden flyttede ind.

Det var sidst i 1950’erne. Planen var at lade KGB flytte ind lige ovenover. Praktisk, kunne man mene, blot at skulle gå ned ad trappen, hvis man ville konfiskere noget og arrestere nogen. Ingen behøvede heller længere at havne i politiets kælder, men i stedet en etage højere oppe – en eufemisme, Gogol ville have lettet på hatten for.

Givetvis ville også dagens splittede Kharkiv have fascineret ham, for i hans realisme findes altid en forstyrrende understrøm, der synes på vej i modsat retning. Er dette en ukrainsk by? Ja, forsikrer man, som oftest på russisk. Men mange ældre mennesker synes at længes efter imperiet – hvis rester og ledere er Rusland – end efter den ukrainske nationalstats stramme kappe. Hos Gogol blev kappen som bekendt stjålet (i hans novelle, »Kappen«, red.), og selv skrev han på russisk.

De unge synes oftere at have trukket i kappen igen. I universitetets store auditorium afsluttes diskussionen om ​​Europa med, at alle rejser sig og synger nationalsangen med højre hånd som en englevinge over hjertet. Men som så ofte hos Gogol spøger det også her: Hagekors og jødestjerner er hugget ind i træbænken foran mig.

Og mit hotel er opkaldt efter Tjitjikov, Gogols udødelige helt, der fandt på den geniale forretningsidé at handle med døde sjæle. Et portræt af Tjitjikov hænger i morgenmadsrestauranten: den plumpe egeninteresse i egen person, slasket og drengelignende godmodig.

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Jeg så mange gode østukrainere i Kharkov i deres smukke by, mens russerne i hvide lastbiler kom dem til undsætning, så de kunne bevare deres liv og etnicitet. Bemærk i øvrigt også Lars von Triers film: "Europa"