Klumme

Hvem er det nu lige, Nikita Klæstrup er?

Vores kollektive hukommelse bliver dårligere og dårligere, men gør det egentlig noget, når vi har Google?
19. december 2015

Google har afsløret nogle ret vidunderlige ting om året, der snart er gået. For eksempel at den mandlige politiker, vi har googlet mest, har været Mads Holger, og at den mest googlede kvindelige politiker er Nikita Klæstrup. Hun er endda den mest googlede kvinde overhovedet, mens Mads Holger her må se sig overgået af rummanden Andreas Mogensen.

Symptomatisk nok er de to politikere kendt for meget andet end politik. Førstnævnte brød for alvor igennem, da hun til en fest for Konservativ Ungdom lod sig fotografere i en kjole med en usædvanlig udskæring. Sidstnævnte har tidligere givet den som nattelivs-dandy og arrangør af jetsetfester om bord på privatchartrede fly. Han skabte især ballade, da han et par dage inden valget omtalte sit daværende parti, Konservativ Folkeparti, som en »døende patient med feberlidelse, der langer ud efter lægen«. Og så blev han smidt ud.

Men både Klæstrup og Holger er den slags typer, man ikke liiige er helt sikker på, hvem er, men så googler man dem, og »nååh ja« – så glemmer man det igen.

Hverken landets statsminister eller oppositionens leder har nået top-10. Måske fordi Løkke og Frederiksen er meget lidt farverige – eller måske fordi vi jo godt kan huske, hvem de er.

Opgørelserne over populære Google-søgninger viser også en top-10-liste over de spørgsmål, vi flest gange har stillet søgemaskinen. Den lyder sådan her:

1. Hvad skal jeg stemme?

2. Hvad betyder stjernen på Snapchat?

3. Hvad er pinse?

4. Hvad betyder navnet?

5. Hvad stemmer vi om den 3. december?

6. Hvad er en migrant?

7. Hvad farve er kjolen?

8. Hvad betyder undtagelsestilstand?

9. Hvad står partierne for?

10. Hvad er Dubai kendt for?

Ved første øjekast fortæller spørgsmålene tilsyneladende, at vi ikke ved noget som helst. Men er det udtryk for, at vi er dumme, når vi ikke ved, hvad vi skal stemme, eller hvorfor vi fejrer pinse? Betyder det, at uddannelsesinstitutionerne og medierne har svigtet deres projekt om at oplyse samfundet?

Nej. Det betyder først og fremmest, at vi googler. Og det betyder, at vi googler alt muligt.

Selv om vi dybest set godt ved, hvad vi skal stemme, og hvad partierne står for, googler vi det alligevel. For en sikkerheds skyld. Fordi det er uforpligtende, og fordi det er hurtigere, end rent faktisk at tage os tid til at undersøge sagen.

For mig er Google for længst blevet en af livets vigtigste følgesvende. Hvis jeg sidder til et middagsselskab, og snakken falder på et eller andet fænomen, som jeg føler, jeg burde kende, men som jeg ikke lige kan huske, hvad er, finder jeg diskret min telefon frem under bordet, åbner browseren og googler ordet. Foie gras. DDoS-angreb. Likviditetsgrad.

Det samme med mennesker. Når snakken falder på for eksempel en politiker, og jeg ikke helt kan huske, hvem det er, men bare har brug for at visualisere et ansigt, ender det altid med, at jeg fisker telefonen op af lommen og taster navnet ind i søgefeltet.

Men når jeg har googlet, glemmer jeg med det samme igen. Derfor googler jeg igen og igen, og derfor har jeg helt sikkert googlet Nikita Klæstrup mere end én gang i løbet af året, og hver eneste gang har jeg været sikker på, at jeg aldrig har gjort det før.

Et forskerhold fra Columbia University i New York har påvist, at vi bliver dårligere til at huske konkrete fakta, når vi kan finde dem hurtigt på nettet. Google-effekten, kalder de det.

Vores kollektive hukommelse bliver altså dårligere og dårligere. »Vi er i færd med at kortslutte vores hukommelse,« har professor Niels Egelund sagt. Men i virkeligheden er der ingen grund til at være kulturpessimist her, tror jeg, for så længe vi har Google – hvad skal vi så bruge hukommelsen til?

Ude i samfundet bliver det at have en god hukommelse betragtet som noget særlig fint, men når alt alligevel kan googles frem, hvorfor så bruge krudt på selv at gå og huske? Man kan jo også se på det sådan her: Vores interne hukommelse bliver dårligere og dårligere, men vores eksterne hukommelse bliver hele tiden markant bedre.

Det eneste problem er så bare, at jeg aldrig kan huske, hvor jeg har lagt min telefon. Og det er trods alt svært at google sig til.

Rasmus Elmelund er kulturjournalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det kan godt være, at når det handler om parat viden, journalistik og middagsselskaber så er google et smart redskab at have mellem benene under bordet, men når det handler om dannelse i al almindelig kommer google til kort. Selvom vi kan google næsten alt om anden verdenskrig og deraf følgende lidelser og flygtningestrømme, er det som om vi slet ikke forstår begrebet "flygtning" i dag. Folk kan heller ikke finde ud af hvad solidaritet er, selvom de googler det. Solidaritet er reduceret til noget man viser på sin facebookprofil...

Det er jo et fragmenteret nyhedsbillede, hvor de mærkeligste småhistorier fylder op, der er skyld, at vi ved forskelligt.
Når jeg i køen i Netto ser forsider på f.eks. Billed-Bladet og Se&Hør, er det oftest mennesker, jeg ikke aner, hvem er, der er på forsiden.
Nikita Klæstrup kunne jeg godt huske - hun har jo også forsøgt at bide sig fast, fordi hun åbenbart har politiske ambitioner, og hun er da også prototypen på tidens ungkonservative, og det ikke en ros.

Jeg kender Nikita K fordi hun adskillige gange i det forløbne år har besøgt mig midt om natten, i let påklædt tilstand, og ikke primært for at diskutere politik.
Et interessant valg til en fugtig drøm i øvrigt, min normale foragt for konservative og lignende idioter, taget i betragtning.

Det er naturligvis ikke en udvikling uden problemer. Noget lignende gjorde sig gældende, da vi alle fik en mobiltelefon der kunne huske vores kontakter. Den gang kunne jeg uden problemer huske nummeret til tyve-30 venner, kolleger, familiemedlemmer osv. I dag skal jeg nogle gange tjekke for at være helt sikker på mit eget ;)
Jeg tror dog at teknologien også her vil komme os i møde ganske snart.
Giv den 30-40 år eller deromkring så begynder vi at bygge internet adgang, personlige og offentlige databaser samt alle mulige andre resurser ind i hjernen med intuitiv interface.
Det bliver stort!

Finn Årup Nielsen

Artiklens argumentation for at vi googler fordi vi ikke helt kan huske er nok i mange tilfælde rigtig, men i tilfældet med Nikita Klæstrup nok ikke hele historien (som også er bemærket i en Facebooktråd jeg stødte ind i). For mig er det åbenbart at mange af Klæstrup-søgningerne er fordi folk udmærket godt ved hvem hun er og ønsker at se billederne med hende. For mig at se falder Informations overskrift således til jorden.

I øvrigt er det sjovt, at en pige, der ønsker at slå sig op på at være konservativ og feminin, deler navn med en småplump, ret maskulin sovjetisk statsleder.