Kronik

Hvorfor denne modvilje mod at forske i cannabis?

Mens vi sidder med hænderne i skødet og venter på forskning i medicinsk cannabis, der til stadighed nedprioriteres og modarbejdes, bliver flere syge mennesker kriminaliseret
Dagens kronikør beklager den manglende forskning i cannabis som medicin. Information har tidligere skrevet om overlæge Tina Horsted, der gerne vil teste forskellige former for cannabisbehandling til patienter med kroniske smerter. Sundhedsstyrelsen har dog spændt ben for forsøget. 
 Arkiv

Sigrid Nygaard

10. december 2015

Folketinget diskuterer i morgen, om medicinsk cannabis skal legaliseres. Det er dog yderst tvivlsomt, om forslaget bliver vedtaget. Flere partier tøver med henvisning til manglende forskning i plantens gavnlige effekter.

»Vi er bare nødt til at stille de samme krav til cannabis, som vi stiller til alle andre lægemidler. Der skal bare flere forsøg til at tilvejebringe dokumentation,« sagde daværende sundhedsminister Nick Hækkerup (S), da man for et år siden afviste at legalisere cannabis til medicinsk brug.

Læs også: Mor til femårig: Min Frederik har gavn af cannabis

Samme tilbageholdende tilgang finder man hos Bruno Melgaard Jensen, formanden for Praktiserende Lægers Organisation, som i 2013 udtalte følgende til Information:

»Som læger og som samfund bliver vi nødt til at være lidt konservative for at undgå skandaler (...) Det er vigtigt, at man hele tiden arbejder med evidens, når man bruger medicin.«

Mens politikere og andre autoriteter tøver med at ændre de selvmedicinerendes status fra kriminelle misbrugere til patienter, må flere og flere syge borgere kriminalisere sig selv og købe dyr, farlig og ukontrolleret cannabis på det kriminelle marked.

De selvmedicinerende skal væbne sig med tålmodighed og vente på, at forskningen be- eller afkræfter deres individuelle oplevelse af planten, forstår man. Og det lyder fornuftigt. Men det er det ikke. Forskning i selve cannabisplanten, som ville kunne tilvejebringe den efterspurgte dokumentation, har nemlig lange udsigter. Jeg vil gerne fortælle hvorfor.

Trukket i langdrag

Medicinalindustrien har ikke den store interesse i at bruge penge på at forske i cannabisplanten. Som Information tidligere har beskrevet, gør plantens ulovlige status den besværlig at arbejde med (»Hvem vil forske i en plante?«, 27. august 2015).

Læs også: Læger er tilbageholdende over for brug af cannabis

I USA, hvorfra megen af forskningen i cannabis kommer, bliver tilladelser til at forske i planten i overvældende grad givet til dem, som ønsker at afdække plantens negative effekter. I 2012 var det således kun seks procent af cannabisforskningen i USA, som undersøgte plantens behandlingsmæssige potentiale. Resten undersøgte skadelige virkninger.

Dertil kommer, at udlevering af selve planten bliver trukket i langdrag, hvis man ønsker at undersøge dens positive effekter. Eksempelvis har et stort studie af cannabis’ effekt på PTSD (Posttraumatic Stress Disorder, red.) i staten Arizona mødt enorm modstand. Blandt andet er lederen af forsøget blevet fyret, og tilladelse til forsøg og udlevering af planten er trukket i langdrag – hvilket af flere iagttagere er blevet tolket som et udtryk for, at universitetet, der faciliterede forsøgene, fandt dem for kontroversielle.

Forskning, som kan ændre PTSD-ramtes status fra kriminel misbruger til cannabispatient, bliver med andre ord ikke blot nedprioriteret, men også modarbejdet.

Dog er det ikke kun loven eller politiske forhold, som medvirker til, at medicinalindustrien forbigår cannabisplanten. Plantens kompleksitet er en væsentlig årsag til, at vi endnu ikke anvender den som lægemiddel.

En rodebutik

Indtil videre har man fundet 70 forskellige aktive stoffer (også kaldet cannabinoider) i planten. Hver af disse aktive stoffer har i sig selv en effekt. Samtidig findes der omkring 500 passive stoffer i cannabis, som ikke i sig selv har en effekt, men som påvirker effekten af de 70 aktive stoffer. Samtidig varierer indholdet af forskellige aktive og passive stoffer, alt efter hvilken sort af planten vi taler om. Cannabis er altså et hyperkomplekst mønster af forskellige interagerende effekter. Eller sagt på godt dansk: Cannabis er en rodebutik. En rodebutik, som passer dårligt ind i den moderne vestlige forståelse af medicin.

Læs også: ’Hvem vil forske i en plante?’

Moderne lægemiddelforskning er baseret på en såkaldt one disease, one target, one drug-strategi. Man beskriver ét symptom, der skal behandles med ét stof, som har én effekt.

Medicinalindustrien har foretrukket at arbejde med syntetiske cannabinoider. Både fordi de kan patenteres og er let tilgængelige, men især fordi de syntetiske cannabinoider er simple. Her tager man ét aktivt stof (én cannabinoide) ud af planten og undersøger den cannabinoides selvstændige effekt. Medicinalindustriens cannabismedicin er simpel og syntetisk, ikke kompleks og plantebaseret.

Problemet herved er, at patienter oplever, at de syntetiske cannabinoider virker dårligere end plantebaseret cannabis. Muligvis fordi plantens kompleksitet giver en anden virkning end en enkelt syntetisk cannabinoide.

Endvidere er et ensidigt fokus på de simple syntetiske cannabinoider problematisk, fordi mange af de lidelser, vi ønsker at behandle, ikke er simple. De er komplekse med forskelligartede symptomer, og her kan det være fordelagtigt at bruge et middel med forskelligartede effekter.

Piller planten fra hinanden

Tag eksemplet PTSD. Den konventionelle medicinske tilgang er at behandle PTSD-symptomerne enkeltvis: en pille mod depression, en mod angst og en mod søvnbesvær. Resultatet kan derfor blive en cocktaileffekt af de forskellige piller, hvor bivirkningerne ender med at overstige de positive effekter.

Læs også: ’Mange patienter har lige så stor gavn af cannabis som af traditionel medicin’

Ved medicinering med cannabis opnår man mange forskellige virkninger og kun ét sæt af bivirkninger. De mange forskellige stoffer i planten påvirker et væld af kropslige funktioner relateret til at slappe af, spise, sove, glemme og reparere.

Cannabis kan derfor reducere PTSD-symptomer som søvnbesvær, mareridt, angst, depression og hyperaktivitet, og forskning indikerer, at planten kan dække PTSD-symptomerne bedre end nogen anden medicin på markedet.

At planten er en rodebutik af effekter er præcis det forhold, som gør den interessant i behandlingen af PTSD. Derfor kan det forekomme paradoksalt, at den moderne lægemiddelforskning er i gang med at pille planten fra hinanden og sende den på markedet én cannabinoide ad gangen. Så længe vi udelukker plantebaseret cannabis, går vi glip af muligheden for effektiv medicinsk behandling af mere komplekse lidelser, som vi faktisk ikke formår at behandle optimalt.

Kan kontrolleres

Tusinder af danskere med psykiske eller fysiske lidelser selvmedicinerer sig hver dag med ulovlig cannabis fra det kriminelle marked.

Mange af de problemer, vi som samfund har med planten, skyldes ikke selve planten, men det faktum, at den findes i en kriminel kontekst og ikke en behandlingsmæssig kontekst. Tænk på, hvor mange mennesker vi stempler som kriminelle misbrugere, fordi de ubevidst har fundet ud af, at cannabis hjælper dem med at kontrollere deres lidelser som PTSD, ADHD eller angst.

Tænk på, hvad vi kunne vinde som samfund, hvis de her mennesker hentede deres cannabis et sted, hvor de fik lægefaglig vejledning, tilbud om andre former for sygdomshåndtering som f.eks. terapi og mulighed for hjælp til at trappe ned eller ud.

Læs også: ’Mange forældre har spurgt mig’

Vi kan kontrollere den rodebutik, som cannabisplanten er. Vi kan minimere dens skadelige virkninger og maksimere dens positive effekter. De har gjort det i Holland, Israel, Portugal og talrige stater i USA. Vi kan derimod ikke sætte os med hænderne i skødet og vente på forskning, som nedprioriteres og modarbejdes, imens vi fortsætter kriminaliseringen af syge mennesker, som oplever cannabis som essentiel i håndteringen af deres lidelser. Det håber jeg, at politikerne i Folketinget tager højde for i morgen.

Sarah Sinikka Kvamme er kandidat i samfundsfag og psykologi ved Aarhus Universitet med speciale i PTSD og medicinsk cannabis

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Pia Qu
  • Estermarie Mandelquist
  • lars abildgaard
  • Hans Kvisgaard
  • Niels Duus Nielsen
  • Helge Rasmussen
  • Jakob Silberbrandt
  • Christian Curdt-Christiansen
  • Søren Ferling
  • ingemaje lange
  • Trond Meiring
  • Søren Andersen
  • Anne Eriksen
  • Ervin Lazar
Pia Qu, Estermarie Mandelquist, lars abildgaard, Hans Kvisgaard, Niels Duus Nielsen, Helge Rasmussen, Jakob Silberbrandt, Christian Curdt-Christiansen, Søren Ferling, ingemaje lange, Trond Meiring, Søren Andersen, Anne Eriksen og Ervin Lazar anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mennesket er grundlæggende et irrationelt væsen. Få steder er dette så tydeligt som i forbindelse med alt, der på nogen måde kan relateres til begrebet 'misbrug'.

Speciale i PTSD og medicinsk cannabis? Så kender du vel også risikoen og sammenhængen til Skizofreni? Heller at 100 lider ekstra end én bliver psykotisk resten af sit liv pga. vi tillader et stof før vi kan fjerne de risici der er så voldsomme som øget risiko for skizofreni. Så ja, mere forskning, men mindre lovliggørelse, før de farlige bivirkninger er pillet ud af planten.

Har du set statistikkerne om hash og psykoser? Ville du ønske din søn blev del af den? Der er levende mennesker bag de tal...

Modviljen er da ret simpel. Hvis cannabis planten, som kan dyrkes gratis i vindueskarmen, viser sig at kunne erstatte en lang række kostbare lægemidler mister medicinalindustrien en mega milliard omsætning.

...Og den vil de naturligvis gå i døden for at rede. Koste hvad det vil.

peter fonnesbech, Liliane Murray, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist, Niels Duus Nielsen, Helge Rasmussen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Thomas Toft, jeg har ikke set statistikkerne om sammenhængen mellem hash og psykoser, så med mindre du kommer med et link, vil jeg tillade mig at påstå, at der ikke er belæg for at hævde en sådan sammenhæng.

Martin Rasmussen, peter fonnesbech, Liliane Murray, odd bjertnes, Tor Thrysøe, Anne Eriksen, Jens Kofoed, lars abildgaard, Janus Agerbo, John Christensen og Helge Rasmussen anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Sundhedsstyrelsen, (som rettelig bude hedde Sygdomsstyrelsen), er i høj grad i lommen på industriens lobbyister.

Det er nærmest en hemmelighed, at den tredie almindeligste dødsårsag, (efter kræft og kredsløbssygdomme), er bivirkninger af industriel medicin.

Cannabisplanten blev i 1930-erne, på amerikansk initiativ, forbudt i de fleste af verdens lande, for at beskytte kunststofindustrien mod konkurrence fra hamp, som har langt større slidstyrke, end et hvilketsomhelst kunststof og til stor glæde for papirindustrien, der også var truet af det utroligt holdbare hamp-papir.

Nu er det så medicinfabrikernes profit der er truet af den samme plante, som har store, (billige), medicinske muligheder.

Det er svært at forstå, hvorfor styrelser og lovgivere er enige med industriernes lobbyister, når der ikke er korruption i Danmark.

peter fonnesbech, Liliane Murray, Anne Eriksen, Estermarie Mandelquist og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Sundhedsstyrelsen, (som rettelig bude hedde Sygdomsstyrelsen), er i høj grad i lommen på industriens lobbyister.

Det er nærmest en hemmelighed, at den tredie almindeligste dødsårsag, (efter kræft og kredsløbssygdomme), er bivirkninger af industriel medicin.

Cannabisplanten blev i 1930-erne, på amerikansk initiativ, forbudt i de fleste af verdens lande, for at beskytte kunststofindustrien mod konkurrence fra hamp, som har langt større slidstyrke, end et hvilketsomhelst kunststof og til stor glæde for papirindustrien, der også var truet af det utroligt holdbare hamp-papir.

Nu er det så medicinfabrikernes profit der er truet af den samme plante, som har store, (billige), medicinske muligheder.

Det er svært at forstå, hvorfor styrelser og lovgivere er enige med industriernes lobbyister, når der ikke er korruption i Danmark.

John Christensen

Kom nu igang med nogle lovlige forsøg. Prøv at vis lidt mod, og erkend at det ikke er enten eller, men snarere både og.
Industrien skal nok klare sig, selv om vidunderplanten slippes fri.

Ryk nu på det!

God dag der ude

Liliane Murray, Niels Duus Nielsen, Estermarie Mandelquist og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

Nej, cannabis har så mange positive virkninger, at det vil virke voldsomt på indtjeningen for "industrien" - tilmed er der færre bivirkninger, hvis anvendt rigtigt!

McDonald og Coca Cola tjener milliarder i skattely og medvirker til mennesker får sukkersyge og Novo Nordisk tjener milliarder gennem helbredende lægemidler - Hvis der findes en Gud må hen have en forfærdelig masse humor.

@ Thomas Toft,

Når jeg læser din kommentar ved jeg ikke om jeg skal grine eller græde, for enten er du et meget morsomt menneske, eller også er dine kilder meget dårligt informerede.

Der er ingen der får skizofreni af cannabis, cannabis kan ikke give nogen skizofreni. Hvad cannabis i yderst sjældne tilfælde forårsager, dette sagt i forhold til det antal der akut indskrives på landets skadestuer, og i forhold til antallet af cannabisbrugere generelt, er så forsvindende lille, at det næsten kunne være løgn.

Der indlægges årligt omkring 100 - 150 med en såkaldt hashpsykose, af dem udvikler knap halvdelen en skizofreni, men det er ikke hashen/cannabisen der forårsager dette, men tværtimod patientens gen'er.

http://www.dagensmedicin.dk/nyheder/hash-ikke-arsag-til-skizofreni-/

I øvrigt har dette argument intet at gøre i en debat om cannabis til medicinsk brug, ved en ordning for medicinsk cannabis, er patienten under vejledning af en læge, der rådgiver og følger patienten, og ikke et ungt menneske der er ude på de vilde våger, og måske endda får indtaget både alkohol, ecstacy og andet godt, sammen med cannabisen, og det i for store mængder.

Netop derfor er det så vigtigt at vi får en åben, ærlig og for nogens vedkommende, fornuftig og saglig debat, og ikke en fortsat gentagelse af skræmmekampagner, der bygger på myter og fjendebilleder.

Helge Rasmussen, Anne Eriksen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Martin Rasmussen

@ Liliane Murray,

Tak for dit svar. Det var ærligt talt lindrende!

@ Alle andre,

Forskning er med medicinsk cannabis, som med alle andre typer medicin, den eneste vej frem. At lade cannabis' medicinske potentiale ligge hen er ganske enkelt overlagt fjollet. Der er ingen tvivl om, at årsagen til den manglende forskning på området er at finde i medicinalindustriens lobby-arbejde. Et skulle linke til artikler, der understøtter denne konklusion, vil være spild af tid.

Som den vakse tyske læser kan hitte ud på: https://greendom.de/, er det kun et spørgsmål om følgeskabs-effekten, som Sarah glemmer at kalde det. På engelsk "entourage-effect", skulle nogen ønske at videreuddanne sig indenfor ny forskning på området. Til den ubekendte læser skal det siges, at følgeskabs-effekten omhandler de karakteristika en sammenkobling af cannabinoider og andre sporstoffer kan have. Der er teoretisk set millioner af konstellationer, men ikke som de forekommer i naturen. På ovennævnte side ser vi, at de mest fremstående forskere i cannabis har isoleret mindre end 700 konstellationer, der er realistiske. Og nu skal de bare prøves af - på den rigtige måde - af de rigtige instanser - med det rette formål.

Når dialogen skal være, lad den da være på et uddannende niveau, hvor vi alle får noget ud af at deltage.