Klumme

’Kan vi dog ikke som forældre slippe for at blive skældt huden fuld’

Hvem siger egentlig, at voksne mennesker har godt af at blive skældt ud hele tiden? Bliver man mon en bedre forælder af det? Jeg tror det ikke
7. december 2015

Forleden gik en af mine venner til bekendelse på Facebook. Hun indrømmede, at hun havde skældt sit barn ud.

»Jeg kommer til at brænde i helvede over sagte ild,« skrev hun og fortsatte:

»Jeg lover, jeg fremover kun vil tale med lav stemmeføring, forhandle og forklare alt i mindste detalje, gennem ligeværdig dialog fremme forståelse, bane vejen for hende, sørge for hun ikke lærer de grimme følelser at kende og ikke mindst sørge for, at livet er lutter lagkage og en dans på roser. Sikke et barn, der kommer ud af det.«

Ironien var til at tage at føle på, men det var den desperation, som skinnede igennem hendes opråb, nu også.

Anledningen til hendes udbrud var fremkomsten af endnu en undersøgelse, bakket op af endnu en ekspert i børneopdragelse, der kort sagt konkluderede, at børn tager skade af skældud. Og hvis nogen skulle være i tvivl om den nærmere mening af ’skældud’, havde Politiken, der lagde papir til budskabet, sørget for at bestille en illustration til artiklen, formentlig efter devisen ’et billede siger mere end 1.000 ord’.

På tegningen ses et sagesløst meget lille barn i en indkøbsvogn, der bliver overfuset groft af en oversize MOR (selvfølgelig). Med meget store bogstaver råber hun: »For satan i helvede! Din grimme forpulede lille lorte møgunge … hold så kæft … kæft med at plage om slik. Ellers kvæler jeg dig i havregrød … Idiot!«

For at læserne ikke bare efterlades i den rene afmagt havde avisens ’Forbrug og livsstil’-redaktion kreeret et par sideartikler i kategorien news you can use: »Her er de hyppigste årsager til skældud« og »Sådan undgår du at skælde ud«.

Der er ingen præmie til de læsere, der har gættet indholdet i forvejen.

En spag indvending herfra kunne være, at de forældre, der skælder ud på den allermest modbydelige måde, muligvis ikke abonnerer på Politiken. Men selv hvis de gør – og hey, jeg skal være den første til at erkende, at der findes modbydelige mennesker blandt den kulturradikale, ramsløgsspisende højere middelklasse, som fortsat læser avis – så lader de sig næppe sådan opdrage på.

En mere realistisk indvending er mit bedste bud: At målgruppen for de tre artikler slet ikke er synderne, men den læsergruppe, der med en god fornemmelse i maven kan blive bekræftet i, at de gør det helt rigtige – det meste af tiden.

Uheldigvis findes der også en tredje gruppe, hvortil jeg og min veninde hører. Og den er ikke så lille endda. En læser sukkede på Politikens Facebook-side:

»Åh nej. Ikke igen ... Selvfølgelig skal man ikke råbe og skrige ad sine børn i tide og utide. Men børn over seks år tager sjældent skade af at lære, at deres adfærd kan vække vrede i andre. Vrede er blevet så fy fy, selv om det er en grundfølelse, man ikke bør holde nede. Børn har godt af at kende både deres egen og andres vrede. De har godt af at lære, at vrede går over, og at vrede og kærlighed ikke er hinandens modsætninger. Hvordan skal de ellers tackle det, når de møder vreden første gang?«

Enough said. Kan vi dog ikke som forældre slippe for at blive skældt huden fuld af velmenende eksperter i tide og utide? I det mindste her i julemåneden, hvor voksne danskere er rigelig hårdt spændt for med idelige krav om at møde op til det ene æbleskive/Lucia/gløgg-arrangement i 2.b efter det andet.

For hvem siger egentlig, at voksne mennesker har godt af at blive skældt ud hele tiden? Bliver man mon en bedre forælder af det? Jeg tror det ikke.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington, DC. Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • randi christiansen
  • Anders Hede
randi christiansen og Anders Hede anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

Carsten Mortensen

"For hvem siger egentlig, at voksne mennesker har godt af at blive skældt ud hele tiden? Bliver man mon en bedre forælder af det? Jeg tror det ikke."
...Næe, lige så lidt som børn ☺
Når man bli'r så arrig som beskrevet først, og medtager diverse personlige udtryk - er det vel oftest fordi man har forsømt at sige fra tidligere.
Gå efter bolden - ikke mennesket.

Lennart Kampmann

Sluk for facebook, luk ørene for andres mening, find en rolig krog i huset. Sæt dig ned, træk vejret, tænk, tænk, tænk, og mærk fornemmelsen. Sådan, nu går det bedre, og du kan træffe bedre beslutninger.
Første regel i det lykkelige liv: Andres mening er netop det: Andres mening. Så spild ikke for megen tid på dem.

Med venlig hilsen
Lennart

Marianne Rasmussen, Steffen Gliese og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Mit favoritmetode overfor umulige unger er: Grib fat om anklerne og gå en tur med dem hvor de hænger ned af ryggen med knæene bøjet over dine skuldre. Alt efter alder skriger de 5 - 10 minutter .... og bagefter tager vi en fredspipe - typisk en lækker bid af et eller andet.

Jeg glæder mig til at få forskerne pusset på mig.

Emnet kan hæves et niveau højere op : Statens tilrettevisning og irettesættelse af befolkningen.
Redskabet er alle de "veluddannede", der er anbragt i situationer, som i den bedste mening er oprettet for at udføre brugsanvisninger for vores tilværelse.
Jeg kalder det BRUGSANVISNINGSSAMFUNDET.
Det opdrager borgerne til uselvstændighed og en forventning om at det klarer andre - ikke mit ansvar. Ansvaret skubbes opad i pyramiden og der skældes ud nedad - voksenmobning. Temmelig usundt - symptomerne står i kø.
Derfor må irettesættelseskulturen erstattes af selvstændighedskulturen.
Let omskrevet citat fra artiklens slutning : " For hvem siger egentlig, at voksne mennesker har godt af at blive "brugsanvist" hele tiden ?"
Et tilbageskridt til tidligere tiders holdninger ? Jah...men det vil være fremskridt.

Jeg kan stadigvæk nu 60 år senere se min mors fortrukne ansigt for mit indre blik. Det er slemt at blive skældt ud hvadenten man er barn eller voksen , meget slemt.

Birgitte D Pedersen, Vibeke Rasmussen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Vi må straks kræve, at vi får en ordning, hvor vi kan få gratis psykologbistand, hvis vi er blevet irettesat eller skældt ud.

Dette må suppleres med en ordning, hvor vi kan få gratis psykologhjælp, hvis vi er kommet til at irettesætte andre eller ligefrem skældt ud.

Tak for det, "velmenende ekspert" -råd. Som min søn sagde - "Mien Fuhrer, I can walk"

Per Klüver, Dana Hansen og Jørgen Wassmann anbefalede denne kommentar

Længslen efter at blive voksen hænger i høj grad sammen med retten til ikke mere at skulle finde sig i at blive skældt ud af andre.

Niels Duus Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar

Vrede, hvad er det? Der er harme, vrede, råben og raseri. Og ja, børn skal lære at udtrykke vrede. Men det kan altså godt gøres på en måde, så man lærer børn at sætte ord på vrede, f.eks. at sige nu kan jeg mærke at jeg bliver vred, fordi.....jeg er ked af det, fordi jeg ikke må få en is eller få den legoting jeg lige har peget på.

Man kan og skal som voksen, mener jeg, når børn bliver sure eller kede af det, gå i øjenhøjde med børnene og sige til dem, at jeg kan godt forstå, du er ked af det eller sur. det er også træls, når man ikke kan få det man ønsker sig. Så har man anerkendt følelsen i barnet og tilladt det vær sur, tvær eller ked af det. Og det er er der menes med at børn tager skade af skælden og smælden og råberi.

Og til os der tror, at det er godt at få vreden ud via råberi eller raseri; det er det ikke. Vi skal også lære at sætte ord på de (vrede) følelser vi har, når noget går os imod. Det er lige så galt at undertrykke sine følelser som at brage dem buldrende ud. Med et Freud-citat kan man sige, at hvorr
"Es war soll Ich werden". Altså at der var hvor der før var drifter (råben, raseri) skal vores ego (jeg) installeres som formidlende balance mellem drifterne og superegoet. Og det kræver at vi, både børn og voksne, bliver bevidste om, hvornår vi bliver vrede....og tør sætte ord på hvorfor vi bliver det.

Peter B. Jensen

Det er da meget godt vi bliver oplyst om konsekvenserne ved vores adfærd. Specielt hvis mange fejlagtigt opfatter verbale tæsk som mindre effektfulde end fysiske. Jeg læste ikke politikens artikel som synderlig formanende eller vred, men mere et godt råd til nogle forældre - blandet op med sund fornuft om hvordan de selv føler skæld ud.

Artiklen taler til "mere end halvdelen af alle forældre hidser sig op eller skælder ud mindst én gang om ugen". Så det gælder næppe den ene gang du skælder ud, fordi ungerne leger med tændstikker i gardinerne. Her er årsagen velkendt og vreden berettiget, for at modvirke en gentagelse.

Men der er jo desværre også stressede, frustrerede eller bare pædagogisk ukyndige forældre som skælder ud for et godt ord. Hvor barnet ikke er årsagen til, eller målet for, deres vrede - men bare udløser den ved en typisk barnlig handling, og ikke evner at svare igen.

Skæld ud er en straf. Og hvis man bliver straffet i tide og utide, enten vilkårligt eller af (for barnet) uransagelige årsager - så præger det vel barnet med frygt og manglende konsekvensforståelse. Som voksne har vi nok en vis forståelse og erfaring for at folk kan have en møgdag og bide uretmæssigt fra sig, uden at vi tager det personligt - som børn ikke har, specielt i relation til deres forældre.

Så personligt synes jeg det er et glimrende råd, at tælle til ti og undervejs få proportionerne på plads. Til børneforældre, men så sandelig også til mange voksne imellem - for Annegrethe har da ret i at vi skælder hinanden meget ud, og det gør os kun mere sure på hinanden. For lige som børn kan vi typisk heller ikke se de tredive andre ting som vakte modpartens vrede, kun hans udfald mod os - som virker helt uberettiget.

Lone Svinth, Karsten Aaen, Jørn Andersen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar

@Ellen Friis
Hjemme hos os har det altid været omvendt. Surhed er ikke tilladt for det er udtryk for uforløste følelser/ uløste problemer, og dem taler vi om. Vredesudbrud er ok, fordi det tilkendegiver at nogen føler sine grænser overtrådt og kræver opmærksomhed. Hurtigt kan det afklares om det beror på en misforståelse/ misfortolkning eller om der reelt er begået en "forbrydelse", hvorefter roen igen kan sænke sig.

Vibeke Rasmussen

For nylig oplevede jeg en situation meget tæt på den beskrevne: En mor (kunne sagtens have være Politiken-læser!) stående med sin mindreårige datter uden for en mondæn bagerforretning, havde bøjet sig ned over den lille pige og skreg af sine lungers fulde kraft lige ind i datterens ansigt: "Nu skal du #}]_\|~<€, ?!'@&);:/-0987"!, +*^%#>&@!!!"

Den lille pige blev endnu mindre, og dukkede skamfuldt og ulykkeligt nakken. Jeg overvejede, ærlig talt ret rystet, om jeg skulle sige noget – fx at sådan syntes jeg ikke man burde tale til noget andet menneske – men dels kom det vel egentlig ikke mig ved? Dels er jeg af den overbevisning, at man ikke bør udsætte børn for at være vidne til, at deres forældre bliver skældt ud.

Men kom(mer) det mig ved? Skulle jeg have blandet mig? Hvis moren nu havde slået med hånden og ikke med ord, som Erik Sigsgaard fortæller at børn kalder det, ville jeg, så at sige 'med loven i hånd', have kunnet blande mig. Men kunne/skulle jeg? Kan/skal vi? Og hvor går grænsen?

randi christiansen, Per Klüver og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar

Jeg har altid været tilhænger af en personlig, umiddelbar reaktion overfor alle, og især børn.
De skal vide hvordan mor og far har det med deres handlinger. Det hedder opdragelse til at blive et helt, voksent menneske. Næsten som i dyreverdenen, hvor der instinktiv reageres overfor ungerne.

Men jeg må indrømme, at jeg ved at iagttage børnebørn og deres forældre, kan blive rådvild, når knejten tænder totalt af overfor sin højtråbende mor og de begge accelererer aggressionerne helt op, hvor drengen må gå sin vej og køle af. Og jeg blander mig ikke.
Når den seksårige er sammen med os gamle, er kun en antydning af denne adfærd.
Der skal altså to til at skændes.

Jørgen Malmgren

Jeg syntes egentligt at det er trist, at vi efter fyrre års forskning i sociologi, psykologi og pædagogik, stadig ikke kommet ud over gode og dårlige følelser og moralsk rigtig adfærd. Det handler fortsat at "opdrage" til en bestemt adfærd som samfundet definerer, at man dermed pålægger andre at gøre vold på deres følelser, anses for at være naturligt. Hvor det virkeligt naturlige er at, udtrykke sine følelser. Det er ret sandsynligt, at netop vores brede følelsesliv er årsagen til moderne menneskes succes og det at vi kan udtrykke det, både verbalt og kropsligt, har givet os evnen til at indgå i samarbejde. Der findes ikke dårlige følelser, kun naturlige følelser og dem skal vi værne om.

Ja. Voksne danskere er rigelig hårdt spændt for her i julemåneden. Tænk at skulle udsættes for al den gløgg og de forfærdelige æbleskiver - og børn der går lucia!!! Det er jo ganske forfærdeligt at vi bliver udsat for sådan et overgreb. Lad os klage til menneskerettighedsdomstolen

Claus E. Petersen

Hvis forældrene eller den enlige forældre starter med at være konsekvent og tage konflikterne fra starten behøver man næsten aldrig at skælde ud.
Børn er som udgangspunkt som små søde hundehvalpe eller ørkenrotter.. de er ekstremt egoistiske.
Som forældre behøver man bare at sætte foden og og markere overfor barnet at det IKKE er familiens centrum.
Det er der så nogle der har problemer med og pludselig kan de ikke forstå at ungen på 4 tror at den bestemmer hvad der nu skal ske, for det har den jo gjort hele sit liv.
Et lille eksempel fra mit eget liv, ikke at det har gyldighed for andre, var da min ældste søn i en alder af netop 4 besluttede sig for at hvis han ikke fik sin vilje så ville han skrige og hyle indtil jeg gav efter.
Jeg lod ham sidde midt på gulvet i supermarkedet og gik rundt i forretningen og samlede de ting sammen som min viv havde skrevet på dosmer sedlen.
Og jo, jeg kunne høre ham helt ned i det hjørne hvor mælken stod.
Pludselig blev der helt stille og efter et par minutter kom han da også fisende med desperation i sit tårevædede ansigt, for det var gået op for ham at der ikke var noget at hente.
Tværtimod.
Det var den første og eneste gang han forsøgte at manipulere mig på den måde.

I dag, knapt 20 år efter, bliver det sikkert takseret som psykologisk vold mod børn, men det er jeg heldigvis for gammel til at tage mig af.

Claus E. Petersen

@Leo Nygaard
"Jeg har altid været tilhænger af en personlig, umiddelbar reaktion overfor alle, og især børn."

Det har jeg nu altid forsøgt at undgå.
Den umiddelbare reaktion kan være rimeligt irrationel, som at tæve ungen gul og blå i ren og skær frustration.
En af de røde tråde jeg har brugt er at opfatte opdragelse som (blandt andet) en magt kamp, hvor man som småbarns forældre skal vælge sted og tidspunkt for slaget og ikke lade barnet bestemme nogle af præmisserne.
Hvis man som forældre taber kontrollen over sig selv (og derefter, af dårlig samvittighed, giver efter) bekræfter det bare barnet i en opfattelse af at forældre er noget der skal styres.
Små børn skal vide at forældre er den øverste myndighed og at de regler der sættes ikke må brydes.
Efterhånden som de vokser op og bliver klogere skal man naturligvis lempe det rigide "diktatur" og øge barnets råderet over sig selv, men lige så naturligt også lade ansvaret følge med.

Det dér med at forklare sagligt, hvorfor man er vred, som det fx bliver anbefalet i kommentaren ovenfor ("....at sætte ord på vrede, f.eks. at sige nu kan jeg mærke at jeg bliver vred, fordi.....jeg er ked af det, fordi jeg ikke må få en is eller få den legoting jeg lige har peget på...")

---- altså det er da for kolde nordeuropæere uden evne til at få noget om helst i kog. Forestil jer, at vi forholdt os lige sådan til andre følelser: Kærlighed, smerte, sorg, glæde, begær etc.: Ikke udtrykke følelsen som noget der er i krop og sjæl - bare verbalisere den sagligt. Ikke råbe "Av for pokker!", men bare sige "Jeg har sørme meget ondt i hovedet, fordi jeg lige er faldet på asfalten og har fået en kæmpe bule"

Nej ingen har godt af at blive skældt ud hele tiden, men en artikel i et medie er ikke en personlig udskældning. Bliv nu voksen. Det er da langt fra alt skriveri i medier der skal tages så alvorligt og bliver det heller ikke.
I forholdet mellem børn og voksne er det de voksne der må agere de voksne. De voksne har sgu magten til at ændre forholdene.

Claus E. Petersen - Jeg er meget enig i dine to indlæg.
Min betragtning, som du citerer, er ment som en åbenhed, hvor børn skal vide hvor forældrene står.
Ikke en opfordring til bestemt adfærd, såsom "at tæve ungen gul og blå......".
Mange udsagn peger på familier i nutiden, hvor børn styrer familielivet - sommetider til stor irritation for omgivelserne. Og senere får de så en diagnose................ak ja !

Claus E. Petersen

@Leo Nygaard

"Min betragtning, som du citerer, er ment som en åbenhed..."

Det var nu også sådan at jeg opfattede den, men det lå lige til højrebenet at gøre din betragtning lidt mere specifik.
Om ikke for andet så at hensyn til eventuelle førstegangs forældre der måtte læse med her, men mest fordi at det gav mig anledning til at være en smule nostalgisk.

Jeg gik for få dage siden forbi en SFO hvor et barn omkring 2. klasse slog et andet barn med en flad hånd hårdt på kinden.

Jeg reagerede hårdt og kontant og vil gå så langt som at sige at jeg råbte ad drengen. Jeg talte med store bogstaver, og sagde "Hvad har du gang i?!!!!" Og med efterfølgende sætninger, hvor jeg også fik præciseret hvorfor dette naturligvis var en helt forkert handling. Han blev forskrækket, men også klar over at her var tale om en helt klar overtrædelse af normer og regler. Man slår simpelthen ikke på andre mennesker. Punktum.

Jeg føler mig overbevist om at jeg ved at reagere prompte og også "barskt" opnåede uendeligt mere end ved at tage ham i hånden og sige, at den slags er "altså ikke så godt at gøre".

Men nu er det ikke sådan at jeg er fortaler for råben og skrigen i tide og utide. På ingen måde. 99 procent af tiden skal man tale børn til fornuft. Men til gengæld skal man også, når barnet gør noget, der enten skader andre eller bringer sig selv i fare reagere meget voldsommere end den reaktion, man bruger når barnet bare "er trælst".

Man skal også i første omgang råbe af sit barn hvis man kan se at det er ved at bringe sig selv i fare. "KAN DU SÅ KOMME VÆK FRA MARKEN" når man aner en rasende tyr på vej mod barnet. Det kan sagtens karakteriseres som skæld ud, men handler igen om at skabe det overraskelsesmoment som får barnet til at fokusere øjeblikkeligt på situationen. Så kan man bagefter tale om situationen på en rolig måde på et senere tidspunkt, ligesom jeg heldigvis fik talt med personale efterfølgende som også lovede at tage den anerkendende samtale med barnet, der slog.

Det virker ikke at råbe børn ind i i hovedet dag ud og dag ind. Selvfølgelig ikke. Det at "skælde ud" giver til gengæld mening når det bliver brugt den sjældne gang, hvor det er så vigtigt at tydeliggøre at der er tale om en grov forseelse. Effekten af råbet er jo væk, hvis barnet blier skældt hæder og ære ud konstant.

Så det jeg prøver at sige er det som jeg håber er det som 95 procent af forældre også tænker. (Håber jeg) Nemlig, nej man råber ikke ad sit eller andres børn. Man taler med det og anerkender det.
Men man skal heller ikke nå derud, hvor man IKKE reagerer med en ekstrem tydelighed når der er brug for det.

Anders Hede, du har ganske ret, og jeg tror din handling ved SFO'en nok er gældende for langt de fleste af os; mon ikke vi nærmest instinktivt ville reagere sådan? Om det så skyldes vores opdragelse fra forældrene, eller den 'almindelige dannelse' skal jeg dog ikke gøre mig klog på.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg selv var en nævenyttig og pisse irriterende teenager, der kunne drive det mest stoiske menneske - måske endda en granitblok - til vanvid. Men på daværende tidspunkt havde råberiet stået på i så mange år, at jeg for længst var blevet immun. Så dét med at råbe ad sit barn dag ud og dag ind kan jeg skrive under på ikke virker ;-)

Det har f.eks. betydet at de familiære bånd ikke er så tætte, som familien godt kunne ønske sig, men har omvendt også gjort mig klart i en meget tidlig alder, at efter som det er mig der skal leve mit liv, forbeholder jeg mig retten til at bestemme så meget som muligt af det selv. Om det er godt eller skidt kan jeg ikke objektivt sige noget om (men jeg er her da endnu :)

Men JA, selvfølgelig må (skal!) man da råbe til/ad barnet, såfremt der er fare på færde eller anden risiko for skade (det ville vel også gælde hvis det drejede sig om en voksen ?!?)

Og NEJ, skældud (psykisk terror?) er sjældent særlig konstruktivt.

Et klogt menneske sagde engang:

"Det er nemt at blive vred. Men at blive vred på rette vedkommende, på rette tid og af rette årsag, er en kunstform."

Claus E. Petersen

@Anders Hede

"Jeg reagerede hårdt og kontant og vil gå så langt som at sige at jeg råbte ad drengen..."

Det ville jeg ikke have gjort.
Børn lærer deres sociale færdigheder fra hinanden, og det sker bedst uden at de voksne blander sig.
En blodtud eller et par flade er helt normalt i den sammenhæng når små knægte skal lære hvor grænserne går.
Det er, igen, op til forældrene, at forklare overfor barnet hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.

Hvad er det for noget vås, Claus E. Petersen?! Børn lærer deres sociale færdighedet ved at iagttage - ikke særlig meget lytte til - voksne. Når børn lærer af hinanden, lærer de først og fremmest af hinandens voksne.

Claus E. Petersen

@Steffen Gliese

"Børn lærer deres sociale færdighedet ved at iagttage.."

Du er sikkert i god tro, men børn opnår sociale færdigheder ved at interagere med andre børn.
Børn opnår moralske værdier ved at iagttage og lytte til deres forældre.
Det er derfor at forældrenes indflydelse ikke kan overdrives.
De er de vigtigste mennesker når det gælder om at forme et barns fremtidige holdninger til hvad der er rigtigt og forkert.

Vibeke Rasmussen

Når 'forældre', en anonym fællesmængde, bliver skældt ud i medierne, kan det måske nok være irriterende eller opfattes som utidig indblanding, men man kan jo bare vælge at lukke øjne og ører for bebrejdelserne. Desuden er der jo ikke tale om et personligt angreb på den enkelte læser. Og hvis man ikke formår eller ønsker at ignorere 'opsangen', så har man stort set altid mulighed for at tage til genmæle – om ikke andet skal der nok være nogen, der laver en 'Facebook-opdatering' om emnet, hvor man så kan få luft for sin indignation.

Men hvis man nu, den voksne, hører til dem, der bliver pikeret over en helt upersonlig udskældning i en avis, fra et menneske man ikke kender, skulle man måske tænke lidt nærmere over, hvordan et barn mon opfatter et verbalt, ansigt til ansigt, både direkte og meget personligt 'angreb' … inden man næste gang skælder sit/et barn 'huden fuld'?

randi christiansen

Børn kopierer handling ikke tale - så overvej arvesyndsbegrebet. Og hvor svært det er at se sig selv og at ændre adfærd. Et barns personlighed er skabt af komplekse forhold, som det pt nok ikke er muligt fuldt at overskue - men klart at miljøet har stor betydning. At påtage sig forældreansvar er så stor en opgave, at det kan undre med hvilken lethed, det ofte påtages. Hvis man på forhånd vidste, i hvilket omfang man som forælder bliver personligt udfordret, ville fødselsraten nok falde drastisk.